Alt i vores tilværelse sker hurtigt. Også forandringer. Stilstand betragtes som tilbagegang. Man er på 24/7. Den digitale tidsalder standser ikke, nej den accelererer – og nu med kunstig intelligens. Det meste er forgængeligt. Meget må fornyes. Indsats måles og vurderes.
Resultatet er flygtigt og fortoner sig. En urolig verden, hvor magthaveres ego træder frem, Putin, Trump. Dem mod os. Information og krav.
Der bliver ikke tid til ”rum”. De frirum vi alle har brug for.
Når tid sluger de rum, vi har brug for til tanker og fordybelse, bliver vi en slags tilskuere til vores eget liv. Tankerne bliver mørke og hjertet uroligt.
Hvor går vi så hen med vores urolige hjerte? Kan vi få hjælp? Hos venner, ved terapeuter?
Kong David har givet os et godt svar. ”Kun hos Gud kan mit hjerte (min sjæl) være stille.” (Salmernes bog kap. 62, vers 6-9)
Han kan gøre det urolige hjerte roligt. Hvis vi overgiver vores bekymringer, vores mørke tanker til Vor Herre, så vil vores hjerte blive roligt – og så tror jeg – som Kong David, at håb og mod igen kan vokse frem.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende