Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Et liv uden Gud

Et liv uden Gud

Vi bliver ofte mere bevidste om vores egen tro, når vi konfronteres med mennesker, der tror anderledes. Derfor har vi bedt forkvinden for Humanistisk Samfund, Lone Ree Milkær, om at fortælle om det ateistiske verdensbillede, som kaldes humanisme: Troen på livet før døden.  

Humanistisk Samfund er en forholdsvis ny organisation i Danmark, stiftet i 2008. Den humanistiske bevægelse er både europæisk og global. Humanistisk Samfund er medlem af European Humanist Federation og International Humanist and Ethical Union.

‘Humanisme’ er et begreb, vi ikke har patent på. Det bruges også af religiøse grupper, især her i Grundtvigs fædreland. I Humanistisk Samfund bruger vi det i den sekulære, ikke-religiøse betydning, hvor begrebet betegner den grundopfattelse, at ethvert menneske er ansvarligt for sine egne handlinger og for at fylde sit liv med mening. Som mennesker er vi en del af den evolutionære udvikling, men der er ingen forudbestemt mening med tilværelsen.

I det humanistiske verdensbillede er der derfor ikke noget udenfor mennesket, men der er i høj grad noget mellem mennesker; fællesskab og ansvar for fællesskabet har en stor betydning. Det humane i humanismen er ikke et egocentreret fokus på det enkelte individ. Vi har en del til fælles med religiøse organisationer, idet vi tillægger samværet mellem mennesker mening. Vi mener, at vi i fællesskab kan gøre verden bedre – og vi har et ansvar for at gøre det, både for vores egen og for kommende generationers skyld.

Konfirmation

Udførelsen af sekulære humanistiske ceremonier er en stor del af Humanistisk Samfunds virke. Mennesker har brug for at markere og højtideligholde vigtige milepæle i livet i fællesskab. Det kan være fejringen af et nyt liv i verden, af overgangen fra barndom til ungdom eller af, at man har valgt at binde sig til et andet menneske. Det kan også være sorgen over at have mistet én, man holder af. Vi tilbyder derfor navngivning, konfirmation, bryllup og begravelse for vores medlemmer. Konfirmation er vores mest populære ceremoni, og antallet af konfirmander er næsten tidoblet fra den første konfirmation i 2011. Der var 12 i 2011, i 2016 er der 100 tilmeldte til konfirmation.

Det eneste liv vi har

Kritikere af den sekulære humanisme mener, at det gør livet meningsløst, hvis døden er endelig. Men for os er det lige omvendt: Vi har en ekstra forpligtigelse til at gøre livet meningsfyldt, netop fordi det er det eneste, vi har. Humanister kan finde mening og glæde både i det menneskelige fællesskab og i den kultur, vi alle er en del af med musik, litteratur, natur, kunst og videnskab.

Ingen evige sandheder

Videnskabelig metode og kritisk tænkning er de bedste redskaber til at opnå viden om verden og om vores eksistens, men ingen videnskabelige teorier eller resultater er evige sandheder. De må altid være genstand for kritisk granskning. Historien har vist, at verdensbilleder og verdensforståelse kan forandres ganske drastisk uden at blive mindre virkelige af den grund.

Som humanistisk organisation er vi ikke modstandere af religion eller tager afstand fra almindelig religiøs praksis. Vi samarbejder gerne og har mange gode samtaler med religiøse organisationer. Vi arbejder først og fremmest for retten til at vælge sit eget livssyn og for ligestilling af livssyn – på samme måde som mange religiøse organisationer. Derfor går vi også principielt ind for adskillelse af kirke og stat. Intet livssyn skal have særlige privilegier, men alle skal behandles lige.

Humanister opfatter mangfoldighed som en berigelse og er imod diskrimination på grund af tro, etnisk oprindelse, race, national eller social status, køn, alder eller seksuel orientering. Grundlæggende for vores menneske- og verdensopfattelse er artikel 1 i Menneskerettighederne: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Giv din mening til kende