Vi er omringet af kriseretorik fra vores politiske ledere – ikke kun i Danmark, men også institutioner, som vi siden 2. Verdenskrig har sat vores lid til, fremstår usikre.
Jeg husker at læse en artikel om, hvordan kirken under Corona forspildte en enestående mulighed. I en tid præget af følelsen af verdens undergang kunne kirken have bragt Jesus’ ord om helbredelse og håb.
I disse dage kan jeg ikke lade være med at tænke på den artikel – og samtidig spørge mig selv: Sker det igen? Det burde være oplagt, at netop vi taler om håbet – ikke kun for fremtiden, men for vores nutid. Er det ikke også vores kald som kristne?
C.S. Lewis skrev engang: “Hav himlen som mål, og du får jorden med i købet; hav jorden som mål, og du får hverken eller.”
Vi må stræbe efter noget større, og ikke blot lade os opsluge af en kriseretorik. Uanset hvor reel truslen måtte være, må vi ikke glemme håbet. Vi må holde blikket rettet mod himlen.
“Vi” er blevet for vant, og mange har ofte blikket rettet bagud på en storhedstid, som de kan bruge på at klantre de nye generationer med.
Jeg læser INGEN steder om en Jesus, der taler om en fortidige storhedstid og hvordan de unge er dovne og forkerte… tvært imod, siger Jesus at man skal lade de døde begrave de døde og lade børnene kom til ham (som de er!).
Håb handler om at lægge frygt og fortidens tryghed bag sig for at kunne gå rundt til de steder, der er brug for at minde andre om, at de er noget værd!
Jesus vandrede rundt konstant! “Vi” har så travlt med vores trygge bygninger…
Håb ligger i mødet mellem mennesker på gaden, på torvet, i skolen, på arbejde, i vaskekælderen, i supermarkedet, og når vi rækker ud til vores brødre og søstre i Burundi/Rwanda, Colombia, osv… dagligt.
Vores kirkesamfund er kun værd at redde, HVIS vi formår at se og lytte til de unge og de nye med HÅB frem for bebrejdelse og irettesættelse… med andre ord sindelags kontrol.
Jesus satte fri. Hvorfor binder “vi” i frygt?