Vi har altid haft en holdning til seksualitet. I 1921 var man – i menighederne og udenfor – enige om, at seksuelt samliv hørte ægteskabet til. Og fandt det sted udenfor, var det syndigt. Det førte til sociale katastrofer – især for kvinder – og massiv fordømmelse, ofte også udstødelse af menigheden. Derved svigtede fællesskabet sårbare mennesker.
I 2021 har det sekulære samfunds syn på køn, krop og seksualitet flyttet sig. Det har holdningerne i menighederne også, men vi taler ikke om det. I årtier har vi tiet, for det var det nemmeste, men vi er nødt til at tale med hinanden om seksualitetens plads i et moderne menneskes liv, for vi lever alle i menigheden – men også i det sekulære samfund.
Er der grænser?
Hvad to voksne, ligeværdige mennesker frivilligt gør med hinanden, kan aldrig blive andres – heller ikke menighedens – anliggende. Men efterårets afsløringer af grænseoverskridende seksualiseret adfærd i arbejds- og magtrelationer viser et himmelråbende behov for respektfulde, ansvarsbevidste normer, der giver plads for gensidig tiltrækning, men også sætter grænser for den enkeltes opførsel.
Som kristne er vi kaldet til at være en mod-kultur i verden. Vi er kaldet til at gøre Guds riges normer til virkelighed i et moderne samfund – også i forholdet mellem kønnene og på det seksuelle område. For at kunne det, må vi udfordre hinanden til at definere Guds riges normer for seksualitet, kærlighed og køn. Vi må tale med hinanden for at komme til klarhed over, hvordan vi udlever vores seksualitet med udgangspunkt i et næstekærligt værdigrundlag.
Giv din mening til kende