Lad mig dø
Tekst: Stine i 2013
Gud, min kære Gud
Lyt nu til bønnen i mit indre
Tag mig væk fra dette liv
For kun det vil kunne lindre
Smerten bider indeni
og river mig itu
Ingen tilflugt at finde
for al min barndoms gru
Hver dag er en kamp
Hvert minut, hvert sekund
Kan det virk’lig være sandt?
Skal livet gøre så ondt?
Krop og sjæl er så forpint
Mine kræfter ebber ud
Kun i døden findes hvile
Så sæt mig fri, min Gud
Dette liv er alt for svært
Og smerten ikke til at bære
I din himmel, kære Gud,
vil jeg hvile og være
Kom nu og sluk min flamme
Lad mit liv ebbe ud
Jeg be’r dig, lad det slutte
Tag mig op til dig, min Gud
Stop nu blidt mit åndedræt
Lad lidelsen få ende
Kun i døden er der fred
Og pinen vil forsvinde
Kald nu min sjæl til dig
Kald mig stille ved mit navn
Spred nu dine varme arme
Hold mig tæt i din favn
Giv mig lov at tage bort
Her mens jeg ligger og sover
Lad mig ikke vågne op
Klip nu blot min livsstreng over.
Jeg kunne ikke klare tanken om, at der ville komme en dag igen i morgen. Min indre smerte og lidelse var så altfortærende, at det var ganske ubærligt at være i live. Døden sås som den eneste udvej for at finde fred i mit sind. At være låst inde på lukket psykiatrisk afsnit var i lange perioder nødvendigt for at forhindre mig i at ende mit liv.
Når jeg vågnede op efter mine selvmordsforsøg, følte jeg mig snydt for døden og kunne ikke begribe, hvorfor Gud ikke ville have mig. I dag er jeg taknemmelig for, at han var stædig og holdt mig i live. Forleden sad jeg med min præst, Lone Møller-Hansen, og talte om netop denne kronik, hun havde spurgt mig om at skrive.
Tegning: Stine
Lone har fulgt mig i mange år, og hun fortalte mig nu om en episode, hun erindrede, da hun stod ved min seng på hospitalet, hvori jeg lå bevidstløs efter et selvmordsforsøg: ”Og så tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige til din begravelse”. Lones stemme knækker over, og tårerne pibler frem: ”Og nu sidder du her i dag”, siger Lone, ”og har et helt andet liv. Det havde jeg aldrig turdet håbe på. Det er et mirakel!” Og det er det i sandhed. Ingen – slet ikke jeg selv – troede, jeg ville nå dertil, hvor jeg er i dag. Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.
Men så meget desto mere fantastisk er det, at jeg kan vidne om, at håbløshed kan vendes til håb.
Incest-offer
Fra jeg var ca. tre til tolv år, blev jeg udsat for incest af min psykisk syge farfar, der ind imellem også boede hos os i uger ad gangen. Så – nu er dét tabu også brudt. Der blev aldrig taget hånd om det, og jeg fik aldrig hjælp til at få bearbejdet traumerne. Jeg forsøgte derfor at lade som om, det ikke var sket. På overfladen så det fint ud. God uddannelse, godt job, rejste rundt i verden, blev gift med en udenlandsk mand osv.
Men på trods af det havde jeg det forfærdeligt, og det blev kun værre med årene. Ikke mindst tærede også fire års fertilitetsbehandlinger på krop og psyke. Mit største sammenbrud skete efter fødslen af min datter, hvor jeg for alvor blev konfronteret med min egen bagage og sårbarhed.
Jeg forstod og anerkendte dog ikke, at min barndoms traumer var skyld i, at jeg havde det så forfærdeligt, så jeg gjorde mig hård og bagatelliserede det. Jeg måtte jo bare være mærkelig, når jeg havde det så dårligt over dét. Jeg var blot et forkert, usselt menneske – en forfejlet mor, der ikke fortjente mit barn – hun var bedre tjent uden mig. Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.
Selvhad og indre smerte fyldte alt, og jeg mente ikke, jeg fortjente at leve.
Flashbacks
I 2012 blev jeg derfor indlagt på psykiatrisk center og fik endelig intens hjælp, men det var en ekstrem barsk tid. Jeg kæmpede bl.a. med Kompleks PTSD, depression, dybt selvhad, selvskade og grumme selvmordstanker og -forsøg. Mange gange om dagen – igennem fem år – genoplevede jeg med alle sanser voldsomme flashbacks af min barndoms værste overgreb. Det var som at være lille igen og gennemgå alle pinslerne på ny – mange gange dagligt. Hvordan holder man det ud?
Tegning: Stine
Et dybt dysfunktionelt ægteskab og mangelfuld familiestøtte gjorde ikke tingene lettere. Min uforløste indre smerte åd mig op indefra og til sidst i en sådan grad, at lidelsen blev komplet ubærlig. Jeg så ingen anden udvej end døden. Det var som konstant at have hånden bundet til en tændt kogeplade. Du kan ikke komme væk, og hvis kun dét at dø kan gøre, at du slipper for smerten, er du villig til netop det.
Det kan være svært at forstå for andre, hvordan man kan nå dertil, at man ikke ønsker livet mere, især når man lige har fået en vidunderlig lille datter. Jeg tror ikke, man fuldt kan sætte sig ind i den desperate følelse og intense indre smerte, med mindre man selv har været der.
Min uforløste indre smerte åd mig op indefra.
Unormal lang indlæggelse
Det blev til en unormal lang indlæggelse på tre et halvt år, for så lang tid tog det at få bearbejdet de dybe og voldsomme traumer, nå til de rette erkendelser omkring det og få samlet mit fragmenterede jeg til et mere helt menneske. Jeg skulle lære at rumme mit indre, svigtede barn og tage hende i hånden fremfor at være vred på hende.
Lidelsen har været ubærlig, men ved at få kigget på den og delt den, har den mistet noget af sin kraft Heldigvis oplevede jeg under indlæggelsen, at jeg med hjælp tog de første skridt på min lange rejse mod heling af mit indre. Især én fantastisk dygtig og empatisk sygeplejerske, Dorte, vandt min skrøbelige tillid, og hun investerede sig selv personligt ud over det sædvanlige.
Pseudo-mor
Dorte har holdt min hånd hele vejen og turdet være i smerten med mig. Hun er stadig min faste støtte og en form for følelsesmæssig ‘pseudomor’, jeg altid kan ringe til, selvom det er tre et halvt år, siden jeg blev udskrevet. Jeg kom hjem, blev skilt og fik mit eget hus til min datter og mig. På trods af lidelsen valgte jeg heldigvis igennem hele indlæggelsen at være sammen med min vidunderlige datter hver eneste dag. Det var meget vigtigt for mig, og vi har derfor et tæt og kærligt bånd.
For lidt over to år siden skete det, jeg aldrig havde troet – jeg fandt kærligheden. En dejlig, mild og kærlig mand, der rummer mig, som den jeg er, med den bagage og de ar, jeg har med mig på krop og sjæl. Det har hjulpet mig til at gøre det samme. Mine flashbacks er nu endelig forsvundet, i og med jeg har gennemarbejdet min fortid og fundet tryghed, ro, tillid og kærlighed – følelser og begreber, der har været meget svære for mig.
Det er i erkendelsen af min sårbarhed, jeg skal finde min styrke.
Styrken i sårbarheden
Langsomt har jeg lært, at jeg skal finde min styrke i erkendelsen af min sårbarhed. Jeg har erfaret, at det ikke nødvendigvis handler om at få alt det svære til at gå væk, men om at lære at leve med det, jeg har med mig og acceptere mig selv. Jeg lever med min PTSD og min skrøbelighed og er blevet bedre til at tage hensyn til den. Min historie er blevet en mere integreret del af mig, og jeg har sluttet fred med den og dermed også med mig selv.
Jeg har en ambition om at være med til at bryde tabuer og et ønske om, at mine erfaringer ikke skal være spildte, men kan bidrage med noget. Derfor tager jeg i dag undertiden ud og holder oplæg, bl.a. for personale i psykiatrien, på akutmodtagelsen, pårørendegrupper mv.
Fred i livet
Jeg bliver stærkere dag for dag og er taknemmelig for al den hjælp og kærlighed, jeg heldigvis også har mødt i mit liv. Jeg nyder min nyvundne lille familie på fem, hvor min datter også glædes over sine to dejlige bonussøskende. Gud er god! Der er håb for selv den håbløse.
Før ønskede jeg kun at finde fred i døden – nu finder jeg fred i livet.
Hjælpeorganisationer, hvis du har været udsat for misbrug og søger hjælp
kris-dk.dk eller facebook.com/Landsorganisationen-KRIS-191946597599923/
landsforeningen-spor.dk eller facebook.com/LandsforeningenSpor/
Csm-danmark.dk
Giv din mening til kende