Gudrun er ud af en gammel baptist-familie, mens Vibeke er ’tilløber’ i en sen alder. Gudruns familie har lange traditioner for politisk engagement: ”Min bedstefar Jens Chr. Eriksen var sognefoged og medlem af Gunderup-Nøvling sogneråd, inden jeg blev født. Hans søn Erik blev senere medlem af samme sogneråd. Min bedstefars bror sad i amtsrådet – alle for Venstre. Min mors familie var ikke aktive i politik, men de fleste var socialdemokrater. Særlig min mormor så et stort lys i Stauning.”
I Vibekes familie var der ikke samme tradition, ”men min far forventede, at man kunne argumentere for sine holdninger, og gennem KFUK-spejderne fik jeg grundlagt et stærkt socialt engagement. Og så gik jeg på børnehaveseminariet fra 1975-78, og der blev der talt meget politik”. ”Ja”, bemærker Gudrun lunt: ”Da rendte I alle rundt med lilla ble på hovedet!” Og Vibeke bemærker: ”Hvis man overvejede at stemme socialdemokratisk, var man dybt højreorienteret!” Gudrun fandt sit politiske ståsted i Venstre og Vibeke i første omgang i Socialistisk Folkeparti.
Min far forventede, at man kunne argumentere for sine holdninger.
Oplevelser i kommunalpolitik
”Jeg oplevede heldigvis mange forbedringer i kommunen i de to perioder, jeg var valgt”, fortsætter Gudrun. ”Mange mennesker kom i arbejde, og det gav kommunen en god økonomi. Vi fik renoveret skoler og plejehjem, og vi etablerede Kulturstationen i Skørping og Operaen i Rebild. Jeg kan se tilbage på meget med glæde.”
Vibeke virkede en periode tidligere og var mest med til at spare: ”Vi lukkede fire skoler i Aalborg. Jeg bragte SF ind i det forlig, og det skabte så meget intern uro, at min karriere vist sluttede der.” De store interne opgør i partiet bevirkede også, at Vibeke senere skiftede til Det Radikale Venstre, hvor hun stadig er medlem.
Begge har haft store oplevelser i aktiv politik. Gudrun fortæller om valg af en tysk venskabsby og et besøg dér, hvor alt stadig havde præg af tiden før ’Muren’. Vibeke husker især i alle partier, at hun mødte store og fine mennesker med stor respekt for andres holdninger.
Det er svært at få mennesker til at engagere sig i politiske foreninger og til at stille op.
Viljen til magt
Hvordan ser det så ud 25 år senere? Vibeke er bekymret for udviklingen. Det er svært at få mennesker til at engagere sig i politiske foreninger og til at stille op. Hvad tænker Gudrun? Efter lidt overvejelse svarer hun: ”Tidligere var der fem vælgerforeninger i Venstre i Rebild Kommune, nu er der kun én. Ting bliver for store i tiden. Alting bliver for langt væk. Derudover sidder der reelt en del mennesker i Folketinget, som ikke vil være i stand til at regere landet, hvis de fik lov. Det giver en skæv debat.”
Vibeke har til gengæld en oplevelse af, ”at vores kendte politikere vil magten til sig selv, mere end de vil virkeliggøre de værdier, de står for.” Det er ikke et problem, mener Gudrun: ”Vi skal jo ville magten, hvis vi vil ændre noget. Men det må være svært konstant at blive overfuset på de sociale medier. Jeg oplevede en stor tillid fra lokalbefolkningen, da jeg blev valgt. Demokrati handler om tillid og respekt.”
Det er vigtigt at få fat i de unge
”Jeg besøgte Folketinget som helt ung”, fortæller Gudrun. ”Der mødte jeg Julius Bomholt, så kan du selv regne ud, hvor længe det er siden. Men det gjorde et stort indtryk på mig.” Vibeke oplever, at der heldigvis er mange tiltag, hvor skoleelever oplever at være beslutningstagere. ”Det er i øvrigt et af de steder, hvor Baptistkirken er godt med”, bemærker Gudrun. ”Vi oplærer vores unge til demokrati gennem den måde, vores menigheder fungerer på – og det er godt.”
Frihed, demokrati og engagement
Gudrun er stadig aktiv i Venstres EU-udvalg i Region Nordjylland, og for hende er EU langt mere end toldunion og handelssamarbejde: ”EU er basis for vores frihed og fred i Europa”. Vibeke begyndte som modstander, ”men især efter Balkankrigene måtte jeg erkende, at faren for krig heller ikke er slut i Europa. Vi må samarbejde om at forebygge det, og det sker i EU – der er ikke andre muligheder.”
Gudrun Knudsen.
73 år. Medlem af Østhimmerlands Baptistmenighed. Valgt til kommunalbestyrelsen i Skørping Kommune 1994-2001 for Venstre
Vibeke Dalsgaard. 64 år. Medlem af Baptistkirken Pandrup-Birkelse. Valgt til kommunalbestyrelsen i Aalborg Kommune 1990-93 for SF
Gudrun slutter med at konstatere, at det er vigtigt at tage vare på friheden – for den enkelte og for folket som helhed. Hun citerer partifællen Søren Gade, som siger: ”Hvis ikke man tager vare på og bekymrer sig om vores frihed, er vi på vej til at miste den.” Gudrun fortsætter: ”Friheden sikres ved at bevare vores demokrati, og det gøres kun ved at møde frem, melde sig ind i et politisk parti og få indflydelse.” Vibeke er enig: ”Problemet er, at vi ikke altid er klar over, hvor godt vi har det. Vi bliver lidt dovne og tænker, at det tager andre sig af. Men der er kun os til at værne om de goder, demokratiet giver.”
Giv din mening til kende