Jeg frygter, at årets ’faste-snak’ bli’r som de forrige år. Vi får at vide, at faste er at give ’afkald på ting, vi holder af’ – fx slik, kød, rødvin og mobil. Selv præster siger: Faste handler om ’at give afkald’ og ’at skære ned’.
Jesus sagde ikke meget om faste, men vi kender hans kilder. Det meste har rødder hos profeten Esajas (kap. 40-65). Her ser vi også, hvad Jesus mener med faste. Hos Esajas (kap. 58) springer to ting i øjnene: Hvad faste ikke er, og hvad ret faste er.
Faste består ikke i ’at presse kroppen for længe, hænge med hovedet og gå rundt i sørgetøj’. Derimod fastslår Esajas på Guds vegne: ’Fasten, jeg vil have, er at sætte de uskyldigt dømte fri, at gøre arbejdernes tunge slæb lettere, at give de undertrykte deres frihed, at udrydde tvangsarbejde, at I deler jeres mad med de sultne, giver husly til de hjemløse, giver tøj til de nøgne…’.
Faste er altså bibelsk set knyttet til at opfylde andres behov. Og så er vejen banet for fremtid og håb: ’Hvis I faster sådan, skal morgensolen lyse på jer, jeres sår skal hurtigt heles. Mit lys skal skinne på jer i mørket, den truende nat forsvinder. Den bliver til højlys dag’.
Årets fastemateriale fra BaptistKirken har titlen Forbøn for verden. Tak for det! Bøn er kristnes råb om, at Guds Rige må komme. Faste er kristnes livsmønster, der viser, at Guds Rige er på vej. Det er væsentlige dele af en bibelsk faste-tradition. Så er vi på vej mod påske…
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Bent giver os nogle gode tanker om, hvad faste ER og hvad faste HANDLER OM. Som han skriver, taler Jesus ikke så meget om det. Der står at Jesus fastede i 40 dage før han blev fristet i ørkenen. Senere bliver han anklaget, fordi farisæernes disciple og Johannes Døberens disciple fastede, men Jesu disciple fastede ikke. Han siger, at den dag Menneskesønnen er taget fra dem, da skal de faste. (I alle tilfælde i NT handler faste om faste fra mad).
Et interessant spørgsmål kunne være: Når der fastes i NT, hvad er så FORMÅLET? Hvordan BLIVER DET BRUGT?
Vi har et dejligt eksempel i Ap.G. 13. Der er røre i menigheden i Antiokia. De har både profeter og lærere, og det er som om Gud har store tanker med menigheden.
Det virker til, at hele menigheden har besluttet at faste, og under denne faste taler Gud på en konkret måde til dem og kalder Paulus og Barnabas til at rejse ud med evangeliet. De sender dem så af sted, stadig under bøn og faste for at gøre Guds gerning.
Faste og bøn er ofte blevet kombineret. David fastede og bad, da hans søn var dødeligt syg. Jesus taler om at uddrive en ond ånd ved bøn og faste.
Vi kan også tage den tanke med os, at faste kan være med til at åbne vores hjerter og tanker for Guds tale og at faste og bøn betyder noget i den åndelige verden.
Henrik Søndergaard