Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueJacob Anhøj, overlæge på Rigshospitalet, medlem af Købnerkirken i København
Der har været flere episoder, men særligt husker jeg én. Jeg har vel været en fem-seks år gammel, og jeg var så vred på mine forældre, at jeg ønskede mig død. Så ku’ de lære det, ku’ de – ikke at behandle mig så uretfærdigt. Jeg forsøgte at strangulere mig selv med et tørklæde. Det lykkedes selvfølgelig og heldigvis ikke. Man kan ikke strangulere sig selv. Men hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg véd i dag, er det ikke sikkert, det var gået så godt.
Hjælp til at dø
Én ting er en sund og rask femårigs vredesudløste og flygtige dødsønske, men hvad med den håbløst syges helt forståelige ønske om at få gjort en ende på sine lidelser? Af kærlighed afliver vi jo gerne dyr, hvis liv alligevel lakker mod enden, eller på anden måde ikke længere har mening. Hvorfor så den modstand mod barmhjertig hjælp til at dø, når livet bliver ubærligt eller meningsløst?
Hvorfor så den modstand mod barmhjertig hjælp til at dø, når livet bliver ubærligt eller meningsløst?
Nu skriver jeg ’modstand’ – men ifølge en undersøgelse fra Lægeforeningen fra 2024 går op imod halvdelen af danskerne ind for aktiv dødshjælp til personer med ’invaliderende handicap’. Selv statsminister Mette Frederiksen er ’meget stærk tilhænger’ af aktiv dødshjælp.
Det er vigtigt at skelne mellem ’aktiv’ og ’passiv’ dødshjælp. Begge dele forudsætter lægelig medvirken; men kun den aktive dødshjælp er til debat.
Op imod halvdelen af danskerne [går] ind for aktiv dødshjælp til personer med ’invaliderende handicap’.
Passiv dødshjælp
Lægen indstiller eller undlader at iværksætte en udsigtsløs behandling, som blot vil forlænge en igangværende dødsproces. Passiv dødshjælp er ikke bare lovlig, men i mange tilfælde berettiget. Det er også tilladt at give lindrende behandling af fx smerter, angst og åndenød, selv om behandlingen som en utilsigtet bivirkning kan fremskynde døden.
Aktiv dødshjælp
Lægen (eller andre) handler i den hensigt at forårsage døden. Den praksis er (indtil videre) ulovlig i Danmark uanset, om den sker på patientens anmodning. En variant af aktiv dødshjælp er såkaldt assisteret selvmord, hvor lægen fremskaffer de nødvendige medikamenter, som patienten selv indtager. Også det er ifølge gældende lov strafbart.
Ikke samfundets opgave
Modsat halvdelen af befolkningen er Lægeforeningen og flertallet af Etisk Råds medlemmer imod legalisering af aktiv dødshjælp. Begge udtrykker forståelse for, at uhelbredeligt syge personer eller personer, som lever i ubærlig lidelse, kan have et stort og berettiget ønske om at dø, men uanset det, må det aldrig blive samfundets opgave at slå sine borgere ihjel.
I Lægeforeningen ser vi alle patienter som værdige og alle liv som værdige liv – uanset sygdom, plejebehov, kompetencetab, udseende, uanset om de dufter godt eller ej. Vi mener ikke, at vi som samfund skal tilbyde medlidenhedsdrab eller hjælp til selvmord. Vi skal gøre alt i vores magt for at hjælpe alle patienter til at leve så gode liv som muligt
Svært at være uenig
Som menneske, læge og kristen er det svært at være uenig. Men sandheden er jo, at vi som samfund i dag langtfra gør “alt i vores magt for at hjælpe alle patienter til at leve så gode liv som muligt”. Vores sundhedsvæsen er i dag (og med god grund) først og fremmest indrettet til at diagnosticere og behandle sygdomme og først derefter – hvis der er tid og resurser – til at lindre, trøste og yde omsorg.
Men behovet overstiger langt resurserne.
Der findes ganske vist ordninger og institutioner, bl.a. de mange og dog alt for få hospicer, som gør en stor indsats ved at tilbyde ’livshjælp’ til uhelbredeligt syge mennesker i den sidste del af livet. Men behovet overstiger langt resurserne. Og set i det lys er det forståeligt, at mange – heriblandt statsministeren – finder det fristende at tilbyde statssanktioneret medlidenhedsdrab på ’uværdige’ liv.
Læs mere:
Altinget om statsministerens holdning til aktiv dødshjælp (2023):
https://www.altinget.dk/artikel/statsministeren-understreger-at-hun-er-meget-staerk-tilhaenger-af-aktiv-doedshjaelp
Det Etiske Råds tema om aktiv dødshjælp og døende (2023):
https://etiskraad.dk/etiske-temaer/aktiv-doedshjaelp-og-doeende
Lægeforeningens holdning til aktiv dødshjælp (2017):
https://laeger.dk/foreninger/laegeforeningen/politik/laegeforeningens-politik-fra-a-aa/laegeforeningen-er-imod-legalisering-af-aktiv-doedshjaelp
Giv din mening til kende