Det ku’ være mig

Jeanette Munksbøl:

• har arbejdet som specialklaselærer, integrationskonsulent, pædagog og lærer i Dansk Røde Kors’ Asylafdeling
• digter, billedkunstner, foredragsholder og projektmager

Jeg ser dem hele tiden, mange steder. Når jeg kører forbi, og ser drengen med kasketskyggen i nakken og tasken på ryggen, ensom bag flokken, som vender sig, hvisker, peger og håner. Manden udenfor Kvickly med sine aviser. Et sted i livet mistede han grebet, noget gik i stykker, og han gik fra hus og hjem og rudekuverter til et liv på gaden.

Fyren i parken med sit skræmte blik og den hullede plastsæk med tomme dåser i én hånd, mens den anden roder i affaldsspanden. Teenagepigen med vagtsomme, allerede livstrætte øjne på Vesterbros Torv, som tigger en smøg og ryger med rystende hænder.

Kvinden foran mig i køen i Netto, iført våde, lasede bukser, efterladende et spor af stram ammoniak i sit kølvand. Et kølvand, som får os velbjergede til at rynke bryn og næser, holde vejret og trække væk.

Lorteliv

Jeg lærte allerede i mit første skoleår, at livet ikke er retfærdigt, og at ingen er sin egen lykkes smed.

At den forhutlede og tilbagetrukne dreng på bagerste række, ham med de alt registrerende øjne og nærmest sorte blik, ikke selv havde valgt at komme i skole grå af snavs på halsen og med hullede bukser og bøger, der aldrig blev bundet ind. Allerede dengang i 1. klasse mærkede jeg indignationen og vreden i maven over den slags – og magtesløsheden over, at det var sådan, det var.

Et lorteliv helt derude på kanten er sjældent noget, nogen har drømt om. Ingen vælger selv psykisk sygdom og invaliderende angst eller sætter kryds ved at bo under et regnslag i årevis. Selv de, som vender ryggen til en opvækst med misbrug og traumer, får sjældent dét med sig i livet, som giver frit valg på samfundsreolen.

Ingen drøm

Siden jeg var ganske lille, har jeg vidst, at det også kunne være mig. At det ofte kun var et spørgsmål om, hvor man var født, og hvem, man blev født af.

Enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det.

At ingen har ønsket at fødes eller føde de steder på kloden, hvor krig, klima og katastrofer regerer, og at hverken de handlede kvinder i København eller nogen flygtning eller migrant nogen sinde har haft en drøm og et håb om at ende på gaden, at flakke illegalt rundt på gader og stræder, langt fra samfundets og fællesskabets nederste trin.

Når jeg var hos min dejlige mormor, fascineredes jeg af historierne fra hendes absurd fattige og ensomme barndom på den yderste kant af 1900-tallets København. Et ’uægte’ barn og en ’horeunge’.

Måske blev den skamfortælling, som fulgte hende livet igennem, kimen til min forståelse af, at kanten aldrig er langt væk fra nogen af os. At enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det. At livet groft sagt er et korthus, og at uanset hvor gode kort vi måtte have på hånden, findes der ikke det livsbyggeri, som en uforudsigelig kastevind ikke kan vælte.

Tynd tråd

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden. På det helt personlige plan måtte jeg erkende, hvor tynd den er, den tråd, vi alle sammen hænger i.

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden.

Som jeg stod dér og vippede, indså jeg betydningen af, at nogen griber os. At vi gribes, når vi er dér på kanten, hvor det kan gå begge veje. Gribes, både af nåden fra Gud og af kærligheden fra næsten. At vi falder i levende hænder, som Møllehave skriver. Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til. Og følgeskab af bare én stabil og levende sjæl kan være den afgørende faktor.

Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til.

Jeg indså, at også jeg ville kunne falde fra mig selv, gå i stykker og i hundene. Mærkede, hvor lidt uforudsigelighed der skal til, før læsset kan vælte, og man står derude, hvor man aldrig har troet, man skulle se sig selv. Så tæt på kanten – det sted, hvor magtesløshed og kontroltab hersker.

Ahmed var øjenvidne til to flygtninge, der sloges, og hvor den ene blev stukket i maven med 35 knivstik.

Midt i min egen rystelse blev jeg kontraktansat i Røde Kors, i Asylafdelingens børne-og unge-afdeling. Uanset om de var flygtet på egen hånd eller i følgeskab med voksne, havde de fleste oplevet så voldsomme ting på vejen, at det var næsten umuligt for dem at sige det højt. 14-årige, som var selvmordstruede, 10-årige, som var holdt op med at tale, unge med sår og ar fra granatsplinter, børn, som havde været tæt på at drukne under flugten – og så var der dem, som på en særlig måde krøb ind under huden med deres historie.

Vi kan kalde ham Ahmed

Han plejede at vågne, når Afghanistans morgenlys trængte ind mellem skoddernes lameller og faldt på husets kalkede vægge. Han husker at være fem år og ligge i sengen og lytte til finkernes kvidren i volieren, lyden af den smukke hvide kakadues morgenhilsen og hans lille søsters morgenpludren.

Helvede i et asylcenter. Her er en afghaner blevet hængt op i et træ af nogle iranere og han bliver slået med knive.

Han husker også at være seks år og finde en død talebaner begravet i sandet tæt på huset – og ikke at fortælle det til nogen, for at mor ikke skal græde. Han husker at være otte år og flygte om natten med mor i hånden og far, som bærer lillesøster. Skuddene i krydsilden i passet, og at være blandt de få, som overlever og går videre – hen over ligene af døde venner og naboer.

Flugten over bjergene, hvor der bliver skudt efter dem. Forrest går ”Ahmed” og hans familie, der overlever som nogle af de få.

Han husker at sidde på kanten af den overfyldte gummibåd, og han husker fars ansigt i bølgerne, da han redder lillesøster. Husker skrigene, råbene og angsten. Og derefter seks års barndom yderst på kanten i asylhelvede Danmark.

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel. Derude på kanten, hvor vi bli’r hinandens næste!

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel.