Det er vigtigt, om det er Guds stemme, der kalder – eller min vilje, der spiller mig et puds! Jeg lærte tidligt, at der til ’et indre kald’ hører ’et ydre kald’. Dét, jeg hører Gud sige, skal bekræftes af noget, der ikke bor i mig selv, men møder mig på min vej. Jeg véd, Gud kaldte mig til at blive præst. Men det gav ingen mening, hvis der ikke var en menighed, der kaldte mig til et konkret job. Det ydre skal altid bekræfte det indre.
Kaldets indhold
Dét, jeg kaldes til, kan ikke være hvad som helst, hvis det er Gud, der kalder – heller ikke selv om andre bekræfter mit kald. Dét, jeg kaldes til, skal stemme med Guds vilje. Dét, Gud vil, kender vi fra Evangeliet. Paulus siger: Dét, vi tjener med, skal prøves på det gode; på det, der bringer glæde; og på det, der sigter mod målet, dvs. Guds rige.[1] Det skal m.a.o. værne det skabte, tjene min næste – og være i pagt med dét, Jesus sagde og gjorde.
Gud bruger de medfødte evner
Guds kald må gerne sprænge mine grænser – uden at det sprænger dén, jeg er.
Selv om jeg aldrig vil frakende Gud retten til, at hans kald kan gå på tværs af mine muligheder, vil jeg dog mene, at Paulus ser klart, når han fastslår, at ’vores duelighed er fra Gud’.[2] Gud gør brug af de evner, jeg er skabt med – evner, som han stiller sin gode Ånds kraft bagved. Guds kald går ikke på tværs af de evner, han gav mig i vuggegave. Guds kald må gerne sprænge mine grænser – uden at det sprænger dén, jeg er.
Kaldets indhold
Sådan forstår jeg Gud kald til mig. Hvordan det bliver konkret i dagenes og årenes løb, afgør jeg sådan set ikke. Det er de mennesker, jeg møder, og de opgaver, der følger med, der gør det spændende at stå op til en ny dag – hvad enten det blev studenten, flygtningen eller bøgerne, der kaldte på mig og fyldte min dag.
Læs også “Guds kald – til hvad og hvorfor? – en baggrundsartikel om kald.
[1] Romerbrevet kap. 12, vers 2
[2] 2. Korintherbrev kap. 3, vers 5-6
Giv din mening til kende