Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Det er børnefamilierne, vi arbejder med lige nu

Menighedsstafetten

Det er børnefamilierne, vi arbejder med lige nu

Vi er en menighed med en del unge familier. I årets løb har vi fx haft barnevelsignelse seks gange, lyder det fra Brande.

Gudstjenesten er det centrale. Næsten hver søndag har vi gæsteprædikant, men vi arbejder med et månedligt tema. Børnene er med i begyndelsen, hvor vi blandt andet synger nogle børnesange, inden de går til børnekirke. Vi forsøger også at få flere til at medvirke ved blandt andet at have et punkt, der hedder ‘Ordet Frit’. Lovsang og tilbedelse er en væsentlig del af gudstjenesten.

Hver tredje måned har vi børnegudstjeneste kl. 16. Her er alt på børnenes præmisser. Undervisning eller bibelhistorier leges ind, og vi synger børnelovsange. Efter ¾ -1 time slutter gudstjenesten af med fællesspisning for alle.

Næsten hver søndag har vi gæsteprædikant, men vi arbejder med et månedligt tema.

Jesus i børnehøjde

Det er fantastisk som børnekirkeleder at fortælle og ikke mindst snakke med børnene om, hvem Gud er, hvad Gud gjorde og gør i dag; at så frø og se, at Gud virker i dem. Vi har børnekirke til størstedelen af vores gudstjenester. Vi har forskellige, der er ansvarlige og hjælpere, så vi deles om tjenesten. Alle børn fra nul til ti år samles. Vi sætter klistermærker på deres kort, og vi synger sammen. Efter lidt hygge går alle børn på fire år og derover ind ved siden af og får bibelhistorie, en snak om Gud, bøn og evt. lidt kreativt dertil. De mindste leger sammen, og det er muligt for forældrene at høre prædikenen i legerummet.

Fokus på børnene

Vi prøver til alle arrangementer i kirken at have børnene for øje og give dem plads. Vi har for nylig haft en lørdag i kirken med undervisning for forældrene, mens bedsteforældrene tog sig af børnene i kirken. Vi ønsker at gøre endnu mere for børn og børnefamilier, så de kan finde Gud i det hektiske familieliv, mange har i dag.

Seniorer

Der er også en seniorgruppe, som mødes en fredag eftermiddag hver måned til kaffe og foredrag om et aktuelt emne, om rejser de har været på eller om andre oplevelser.

Bønneemnerne bliver sendt til dem, der ønsker det, på sms.

Menighedens målsætning

Menighedens målsætning fra 2014 blev fornyet i 2017. Den rummer fem værdier, og vi arbejder på tre af dem nu.

  • At vokse i tro

Discipelskab er en af værdierne. En lille gruppe mødes til bøn, men flere beder med, da bønneemnerne bliver sendt til dem, der ønsker det, på sms. Onsdag er der ‘Bible study group’, hvor man arbejder med en bibeltekst og taler om den på engelsk. Torsdag mødes endnu en gruppe, som deler søndagens tekst. Det er altid spændende, om taleren kommer frem til noget af det samme. I efterårets løb har der også været undervisning et par eftermiddage, og et par aftner med ‘det levende ord’, hvor deltagerne kan give udtryk for, hvad teksten siger dem.

  • Tilbedelse med sang og musik

Det er også en af vores værdier. En gruppe udarbejder gudstjenester med fokus på netop det. Fx tog man et tema op med PowerPoint-præsentationer og videoindslag og derind imellem skriftlæsninger, vidnesbyrd og lovsange, som relaterede til emnet. Andre gudstjenester, som gruppen har arrangeret, har haft fokus på at dele liv og tro med korte personlige vidnesbyrd og salmer, sange og lovsange ønsket af menigheden.

  • ‘At række ud’

En lille gruppe er hver uge på besøg på plejehjemmet en times tid. De laver aktiviteter med de ældre, som vil være med.

En anden lille gruppe arbejder med at række ud til Afrika. Menigheden beslutter hvert år et par projekter, som vi gerne vil støtte økonomisk. Gruppen arbejder videre med at samle penge ind til projekterne. I år holder de fx loppemarked for byen, og til adventsfesten holdes der auktion over både hjemmelavede og sponsorerede ting. Det giver både mange penge og en hyggelig eftermiddag med gode grin og socialt samvær. Derudover går den løse kollekt de fleste søndage til projektet.

Brande Baptistkirke sender stafetten videre til Holstebro med spørgsmålet: “Hvad har KPN, KirkePlanterNet, betydet for jer?”

Giv din mening til kende