Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Uddannelse for alle – i det konfliktramte Kachin

Uddannelse for alle – i det konfliktramte Kachin

Mere end 120.000 mennesker er internt fordrevne og bor i de 167 lejre, der findes i Kachin Staten og den nordlige del af Shan Staten.

Der er stadig kampe mellem de forskellige væbnede selvstændighedsgrupper og den nationale hær kaldet Tatmadaw. Årsagerne daterer sig tilbage til Myanmars selvstændighed, hvor Kachin Staten var blevet stillet større autonomi, eller endda selvstændighed, i udsigt.

I mediernes dækning af Myanmar fokuseres mest på den forfærdelige forfølgelse af det marginaliserede Rohingya-folk. men det er desværre ikke kun rohingyaerne, der har det svært. Befolkningen i Kachin Staten hører også til en af de marginaliserede grupper. Det kan og vil vi gøre noget ved i BaptistKirken, og derfor støtter vi uddannelse i lejre for de internt fordrevne.

Det kan og vil vi gøre noget ved i BaptistKirken, og derfor støtter vi uddannelse i lejre for de internt fordrevne.

Internt fordrevne

De væbnede kampe mellem disse grupper blusser ind i mellem op og medfører, at flere og flere må forlade deres landsbyer. Der har også været en række tilfælde, hvor internt fordrevne må flygte fra deres lejre på grund af krigshandlinger.

For mange er det ikke muligt at vende hjem nu. Det er enten på grund af ufreden eller på grund af, at deres eksistensgrundlag er væk som følge af, at andre uretmæssigt har overtaget deres jord og bananplantager mv., eller ejendomme er blevet konfiskeret af myndighederne.

Kvalitetsundervisning er en mangelvare i Kachin Staten. Skolesystemet er underfinansieret og lærere en mangelvare. Af den grund er der tradition for, at mange elever op til eksamensperioden må tage dyr ekstraundervisning for at bestå. Når grundskolen så evt. er afsluttet, er der mange steder kun begrænsede muligheder for at videreuddanne sig. Det gælder for alle, uanset om man bor i lejre eller i landsbyer.

Livet i lejrene

Der er stor forskel på lejrene. I nogle lejre bor folk i telte bygget af presenninger, mens de i andre lejre bor i noget, der mest af alt minder om fattige landsbyer, men med adgang til toilet, bad, køkkenfaciliteter og uddannelsestilbud. De fleste er afhængige af maduddeling i lejrene, mens nogle har skabt sig en indtægt som daglejere, syersker eller ved fremstilling og forarbejdning af diverse fødevarer.
I en lejr – ikke langt fra den kinesiske grænse – mødte jeg i 2017 nogle kvinder, der var gået sammen om at producere kartoffelchips. Kartofler blev både dyrket og opkøbt og derefter forarbejdet. Chipsene blev solgt videre til en opkøber fra Kina, og på den måde tjente kvinderne gode penge til familien. Men rigtig mange steder er det svært for de internt fordrevne at få dagligdagen til at hænge sammen. Sociale problemer findes i stor stil. I nogle lejre er der problemer med både alkohol og narkotika. Det kan føre til vold, brudte familier og overgreb mv.

Hvad gør vi?

MBC – Myanmar Baptist Convention
KBC – Kachin Baptist Convention – medlem af MBC
Internt fordrevne – flygtninge i eget land – kaldet IDP
Myitkyina – hovedstaden i Kachin med ca. 600.000 indbyggere
Samlet indbyggertal: Ca. 1,7 mio
Areal: 89.041,80 km²
Støt projektet på: konto 3201 10042879 eller MobilePay 2299 6483 mærket ’Myanmar’

BaptistKirken har sammen med Kachin Baptist Convention (KBC) etableret biblioteker i de støttede lejre og givet 5.700 skolebøger, sportsmateriale og betalt lærerkræfter. Derved bidrager vi til børns undervisning og ikke mindst trivsel. Et af de konkrete resultater er, at de er blevet bedre til engelsk, og at flere børn består eksamener, sammenlignet med andre lejre.

”At kristne brødre og søstre i Danmark bakker op om det vigtige arbejde med at give børn en fremtid, glæder os utroligt meget”, fortæller Hka Li, der er leder af KBCs humanitære afdeling med ca. 100 medarbejdere.

I de kommende tre år vil BaptistKirken fortsat støtte arbejdet i andre lejre i Kachin, så endnu flere børn kan få bedre uddannelse. Vi har som mål at indsamle 350.000 de næste tre år.

Giv din mening til kende