De seneste uger er vores nyhedsstrøm flydt over med opdateringer om Britta, som har stjålet fra de fattige og beriget sig selv. Et helt ufatteligt grådigt menneske er blevet portrætteret, og vi har endnu engang stået sammen som nation i forargelse over griske mennesker, som aldrig får nok.
Og forargelse føles godt. Følelsen af at stå på sikker grund og med retfærdig harme tordne over, at et enkelt menneske på den måde sætter sine egne behov over de svagestes.
Men er der mon andre, der bemærker, at glashusets vægge trænger til at blive vasket. Det er som om jeg ser mit eget spejlbillede i stedet for Britta.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende