Stuart Murray
- er engelsk baptist, og har skabt et anabaptist-center med fokus på anabaptismen og dens betydning i dag
- var i 12 år menighedsplanter i Østlondon, siden da mentor og lærer i menighedsplantning på bl.a. på Spurgeons College
- etablerede i 1997 ‘Urban Expressions’: pioner-organisation i bymission med teams i mange byer og lande
- er tilknyttet Anabaptist Network siden 2001, hvor han har fokus på nye former for at være kirke
- har i 2014 stiftet ‘Center for Anabaptist Studier’ ved Bristol Baptist College
- forfatter til bl.a. ‘The Naked Anabaptist’ (2010) og ‘A Vast Minority’ (2015)
Anabaptister og baptister er ikke familie i lige linje. Moderne baptister er altså ikke direkte efterkommere – heller ikke teologisk – af anabaptisterne. Navnet ligner, men der er snarere tale om en art fætter-kusine relation. Dagens baptister deler en række – men ikke alle – centrale værdier med reformationstidens anabaptister.
Murray definerede syv anabaptistiske værdier, som også er kerneværdier for nutidens baptister. Læs om dem i artiklen: ”Værdier vi vil bygge på”.
Kristen i en efterkristen kultur
Samfundene i Vesteuropa er formet af den kristne historie og var tidligere klart defineret af den kristne tro og institutioner med kristne værdier. Efterhånden har troen og institutionerne mistet indflydelse. Kulturen er ikke længere tydeligt kristen. Den er stadig præget af værdier, der stammer fra den kristne tro, men generelt er der kun ringe tilhørsforhold til den kristne tro. Vi lever i et efterkristent samfund med en efter-kristen kultur. Læs Murrays definition af kendetegn på et efterkristent samfund i artiklen: ‘Kulturen efter kristendommen‘.
Det er tydeligere at tale om ‘at følge efter Jesus’ i stedet for at kalde sig kristen.
Samfundets holdning til kristen tro er altså ændret markant. Kirken og den kristne tænkning er ikke længere centralt placeret i samfundsdebatten. Derfor er der brug for nye refleksioner over troens betydning i et samfund, hvor den kristne tro er marginaliseret. I den proces er anabaptisternes tænkning værdifuld, fordi de levede, troede og tænkte i samfundets udkant.
Murray pegede på fire anabaptistiske værdier med stor betydning i det efterkristne samfund.
Hvad er discipelskab?
Første værdi er at forstå discipelskab som efterfølgelse af Jesus Kristus:
Anabaptisterne var enige med Luther og Calvin om syndsforladelsens betydning, men frem for at se tilbage på den synd, der er blevet tilgivet, havde de fokus på fremtiden med Jesus Kristus. De opfattede discipelskab som at være på rejse. Et væsentligt udtryk for den tankegang er Bunyans ‘En Pilgrims Vandring’. Den beskriver rejsen stærkt individualistisk. Det adskiller bogen fra anabaptisterne, der klart anså de troendes fællesskab for en vigtig værdi.
I det efter-kristne samfund knytter der sig mange misforståelser til ordet kristen. Hvem af os har ikke skullet forklare, at man ikke behøver at være naiv, dum og kedelig for at være kristen? Man kan godt være smart, intelligent, veluddannet – og kristen.
Fredskabende virksomhed er ikke passiv.
Murray påpeger, at det er tydeligere at tale om ‘at følge efter Jesus’ i stedet for at kalde sig kristen. Det giver bedre associationer. Særligt overfor muslimer er det et bedre udtryk, for mange af dem opfatter ‘kristen’ som ensbetydende med ‘vestlig’ – og dermed ofte også fjendtlig.
Fællesskab og gæstfrihed
Anden værdi er fællesskab, gæstfrihed og måltidsfælleskab:
Livet som kristen discipel var for anabaptisterne et liv i forpligtende fællesskab i menigheden. Man havde ansvar for hinanden og stod til regnskab overfor hinanden. Gæstfrihed og måltidsfællesskab var centrale værdier, der prægede menigheden og også blev praktiseret i forhold til fx byernes fattige.
Det er også i dag livsvigtige værdier for kirken. Fælleskab som kerneværdi er af vital betydning i et samfund, hvor ensomhed plager mange mennesker, men ordet fællesskab er blevet udvandet. Vi kan med fordel i stedet tale om venskabsgrupper.
Måltidsfællesskaber er vigtige. At spise sammen udvikler fællesskabet, for omkring bordet kan vi se hinanden, tale med hinanden. Den erfaring deler mange menigheder med anabaptisterne. Menighedernes spisefællesskaber udgør ofte stærke og inkluderende grupper, der deler liv med hinanden. Traditionen for fællesskab om måltidet går tilbage til Det Ny Testamente, og Murray pegede på, at hele Johannesevangeliet er indrammet af måltider. Det begynder med brylluppet i Kana og slutter med brød og fisk ved Tiberias Sø.[1]
Gæstfrihed kommenterede Murray ikke i særlig grad, men at invitere gæster er desværre ofte blevet til udstyrsstykker, der handler mere om at vise sig, end om at være sammen. Ægte gæstfrihed er at åbne fællesskabet i hjemmet for den anden. Den form for gæstfrihed er blevet sjælden i vores samfund. Den er af uvurderlig betydning i mødet med andre mennesker.
At skabe fred
Den tredje værdi, Murray tog frem, er, at den tidlige kirke var fredsskabende og afviste at bruge vold. Det er karakteristisk for anabaptisterne.
Der er i dag en stigende tilslutning til det synspunkt, at vold ikke er svaret. ’Der må være andre måder at stoppe uretfærdighed på, end ved at bruge vold’ – udtrykker den holdning, men mange tøver, fordi de opfatter afvisning af at bruge vold, som accept af passivitet i forhold til verdens uretfærdighed.
Fredskabende virksomhed er ikke passiv. Vi er kaldet til aktivt at arbejde for at skabe fred. Myten om, at vold kan løse alle problemer, er meget stærk i vores samfund. Tænk på de mange film, hvor den gode vinder over den onde – ved at være bedre til at udøve vold!
Kirken og den kristne tænkning er ikke længere centralt placeret i samfundsdebatten.
Det er måske en del af vores kald at sige nej! Det drejer sig om at genoprette retfærdighed – hjælpe ofre og forbrydere til at se hinanden som mennesker.
Kirke er mission
Endelig er det en afgørende værdi, at Jesus selv er det centrale i troen.
‘Gå ud at gøre disciple – så skal jeg nok bygge kirke’, siger Jesus – ifølge Stuart Murray.
Den væsentlige opgave for Jesus´ efterfølgere er at skabe og fastholde disciple.
Det er vi ikke ene om. Der foregår en løbende hvervning og fastholdelse af disciple i vores kultur; en konstant kamp om at præge individet med synspunkter, levevis og forbrug. Tænk blot på hele det område, der kan betegnes ‘sund levevis’, den politiske arena eller annoncekampagner for den ene eller anden vare. Der er mange, der arbejder for at hverve tilhængere. Der er altså en regulær konkurrencesituation i forhold til ‘at gøre til disciple’.
Henvisning til relaterede artikler:
http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/
Martyr-fortællinger – og kristne reflekser
[1] Johannes-evangeliet kap. 2,1-10; 21,1 – 14
Giv din mening til kende