BaptistKirken med friske øjne

Hvis vi flytter ind i et nyt hus, ser vi i begyndelsen en masse, som vi studser over eller synes kan forbedres, men efter en tid lægger vi ikke længere mærke til det. Det samme gælder kirken. Hvis man har tilhørt den samme kirke i lang tid eller måske hele livet, er det svært at se den udefra.

Henrik Søndergaard er i dag baptistpræst i Odense, men han har sin rod i en folkekirkelig sammenhæng. På BaptistKirkens temadag om ledelse viste han deltagerne rundt i ’vores kirkelige hus’, så vi kunne se BaptistKirken med friske øjne. Hans opgave var at sammenligne BaptistKirken med den kirke, han er kommet fra, og med Bibelens beskrivelse af Kirken. Her fortæller han først om sin baggrund i forskellige folkekirkelige miljøer:

Vi er meget demokratiske i vores beslutninger. Og meget overbærende.

– Jeg er ikke vokset op med kirkegang. Jeg kommer fra et kristent hjem, men vi gik ikke i kirke. Jeg kom først selv til tro i gymnasiet. Der var ingen kirke eller missionsforening, som jeg fandt interessant, men jeg læste flittigt i Bibelen derhjemme og havde flere gode kristne venner. I en længere periode har jeg været engageret i forskelligt folkekirkeligt arbejde, og jeg har også arbejdet som sognemedhjælper. Det er den ballast, jeg havde med, da jeg trådte ind i BaptistKirken.

– Nu kan man vurdere kirken på mange planer. Jeg kommer ikke som den lærde fra universitetet. Jeg kommer som manden på gulvet, der bevæger sig fra én kirkelig sammenhæng til en anden, og skildrer min oplevelse af det skifte. Men jeg ser især Baptistkirken på baggrund af den forståelse af kirken, jeg har fået ved at læse i Bibelen og vad at tale med de kristne, jeg har mødt. Til i dag har jeg samlet fem udråbstegn og fem spørgsmålstegn i mit møde med Baptistkirken:

De fem udråbstegn – det glædes jeg over

Det er os, der er her i dag, der former kirken

Enhver kristen har sin nådegave og sin position, hvor ingen er mere betydningsfuld end andre. Her er ingen ’præsteguru’ eller ’pave’ – ingen Luther, ingen pave, ingen Rosenius, John Wesley eller Vilhelm Bech.

Hver menighed er selvstændig, men vi har et fællesskab

BaptistKirken er ikke topstyret og har ingen central styring, men er et samarbejdende fællesskab af menigheder.

Bibelen er vores eneste grundlag

Det helt centrale er fokus på Jesus Kristus. Her er det hverken trosbekendelser, Luther eller traditionen, der er afgørende.

Jesus skal ikke bare tros, men følges

Det drejer sig ikke kun om teologi og rigtige holdninger, men om et gudfrygtigt liv. Der bliver lagt vægt på et kærligt fællesskab og på næstekærlighed. Her er ingen gerningsforskrækkelse.

Frihed til den enkelte

Vi er ikke herrer over hinandens tro. Du kan være den, du er, og vi kan være uenige – og endda hører vi sammen.

Og fem spørgsmålstegn – det undres jeg over

Jesus’ radikalitet og apostlenes radikalitet

Deres forkyndelse var fyldt med synspunkter som enten er du på den brede vej eller den smalle vej, enten er du med til festen eller dér hvor der er gråd og tænderskæren. Og Jesus sagde: ’Jeg er den eneste vej til Gud. Ingen kommer til Faderen uden ved mig!’

Vi er ikke konfronterende. En baptist ville ikke vælte borde i templet!

I baptistkirken er vi anderledes tilbagelænende. Vi er ikke konfronterende. En baptist ville ikke vælte borde i templet! Vi kan ikke lide de skarpe kanter, som folk støder sig på. Så har vi det bedre med at sige: ‘Det kan vi se forskelligt på!’ – Jeg blev meget forundret over, hvor bred baptistkirken egentlig er. Jeg kan godt tænke: Hvor bredt kan vi egentlig favne og stadig kalde os baptister? Har vi en grænse, eller kan vi favne alt?

Lederne: Helligånden og vi har besluttet

De første kristne havde et øverste organ: Apostlene. På et tidspunkt opstod der i menighederne uenighed om, hvad man skulle kræve af hedningekristne. De indkaldte så til apostelmødet for at finde en fælles holdning. Beslutningen blev, at der er frihed på de fleste områder, men en fælles holdning på få områder. Det, der kan splitte: Bort med det^[1]. Fra apostelmødet sender lederne et brev til menighederne, hvori der står: ”Helligånden og vi har besluttet…”

Vi er meget demokratiske i vores beslutninger. Og meget overbærende. Paulus havde klart afvist, at menighederne skulle stemme om det. Der skal ikke stemmes, vi skal lægge det frem for Gud og tage en beslutning.

I Galaterbrevet hører vi, at Peter bryder med beslutningen^[2]. Det samme gør de andre jøder og Barnabas. Paulus går ikke ind og siger: Nå ja, det kan vi jo se forskelligt på. Eller: Lad os tage en afstemning. Paulus gik imod flertallet og irettesætter Peter.

Mangler vi nogle, der på tværs af menighederne sammen med Helligånden søger svar på vigtige spørgsmål? Eller skal vi give frihed på alle områder? Kan der være brug for, at en menighed eller person irettesættes, og hvem skal i givet fald gøre det?

Menigheden: De granskede skrifterne^[3] 

Apostlene havde ikke noget Ny Testamente, men der er i Ny Testamente mange citater fra Gamle Testamente. I Apostlenes Gerninger læser vi en fortælling om jøderne i Berøa. Da Paulus kommer til dem og forkynder evangeliet, sidder de hver dag og gransker Skrifterne for at finde ud af, om det er rigtigt, hvad han siger. De lyder næsten fundamentalistisk …

Baptister er bibellæsere. Jeg møder mange flittige bibellæsere, men jeg møder også en del, som slet ikke er det. Jeg møder især en opvoksende generation, som ikke er vokset op med bibellæsning, og mange kender meget lidt til, hvad Bibelen fortæller.

I debatter om teologiske eller etiske emner havde jeg forventet, at argumenterne ville være som i Berøa: ‘Hvad står der skrevet? Passer det med Bibelen? I stedet møder jeg i meget høj grad psykologiske argumenter: ‘Det vil være godt for ham’, ‘Det vil være kærligt’, ‘Det vil give ro’ … – Andre argumenter er præget af tidens trend: ‘Det vil være gammeldags’, ‘Folk ville da ryste på hovedet, hvis vi mente’ … Er vi præget af den tid, vi lever i, på en alt for styrende måde? Former vi vores etiske og teologiske holdninger efter det, folk tænker og føler er godt?  Man kan spørge: Hvis ikke Bibelen er autoriteten for den enkelte, hvad er så?

Jeg studsede over, hvor usynlig baptistkirken er.

Evangelisation og social mission

Jeg studsede over, hvor usynlig baptistkirken er. Vi er ikke synlige i gadebilledet. Vi er ikke synlige i TV, aviser, hjemmesider. Dér har jeg mange gange mødt Pinsekirken, Apostolsk kirke og andre. Men i mine 47 år har jeg kun én gang set en baptist, før jeg kom til Odense. Det var Ole Bækgaard, der var på gaden i Allerød. Så min tanke var: Nå, det er her, de gemmer sig!

I Odense tog vi det op som en del af menighedens missionsdrøftelse. Vi delte os i fire grupper, der arbejdede med gudstjeneste, økonomi, cellegrupper og mission. Jeg var i gudstjenestegruppen og var spændt på at høre fra gruppen om mission. For mig har mission altid været vigtig. Mission betyder i mit sprog, at folk skal høre evangeliet, så de kan blive grebet af Jesus og komme til tro.

Alle, som jeg hørte, snakkede om socialt arbejde. Det var en pudsig oplevelse. Vi tænker humanitært, og jeg kan nogle gange føle, at vi næsten glemmer at fortælle om vigtigheden af at tro på Gud og tage imod evangeliet. Jeg kan se værdien af socialt engagement, men jeg kan også se ‘faren’ for, at vi midt i vores gode projekter ‘glemmer’ at forkynde Jesus som vores frelser og håb.

Ydmyghed og kæpheste

Det er ikke kirken, men Gud, der beskrives som levende.

Da jeg første gang læste teksten om ‘den levende Guds kirke’^[4], slog et mig, at der ikke står: ‘Guds levende kirke’. Det er ikke kirken, men Gud der beskrives som levende! Når Gud er en levende Gud og ikke bare én, vi læser om i en bog, så bliver det vores opgave at finde ud af, hvad Gud mener om ’vores’ kirke, der i virkeligheden er Guds kirke.

Det er en svær balancegang i en demokratisk debat. Hvor er det lige, Gud kommer på banen?

Det er en svær balancegang i en demokratisk debat. Hvor er det lige, Gud kommer på banen? Ens egne kæpheste kommer hurtigt frem, men midt i en debat er det svært at fokusere på Guds vilje. Er det en mulighed at afbryde debatten for at bede om Guds vejledning? Vi tror jo på, at Gud er levende og til stede. Vi kunne jo bede bønnen: ‘Hvad ønsker du, vi skal mene og gøre? Vi er så frygtelig uenige i kirken eller mellem kirkerne, men vi er villige til at bøje os, når du taler. Det er din kirke. Du bestemmer. Du er Gud, vi er mennesker’. Vil vi kunne det?

Vi er kommet sammen som ‘Den levende Guds kirke’ – ikke som ’Den levende Guds kirker’. Gud har kun én kirke. Han har kun ét folk. Selvom vi er forskellige, tilhører vi den samme kirke, Guds kirke.

^[1]    Apostlenes Gerninger kap. 15, vers 23-29

^[2]    Galaterbrevet kap. 2, vers 11-21

^[3]    Apostlenes Gerninger kap. 17, vers 11

^[4]    1. Timotheus-brev kap. 3, vers 15