Velkommen til temadagen om ‘den levende Guds kirke’ – for nu at bruge det begreb for kirken, som udvalget har fundet hos Paulus[1]. Velkommen til en samtale om ‘kirke’ og ‘kirkesyn’. På en temadag om ‘kirken’ er det vigtigt at se ‘kirken’ i det store bibelske perspektiv.
Vi kan let få øje på en række problemer, når vi siger ‘kirken’ eller ‘menigheden’. Vi tænker på vores egen derhjemme – og se, hvor splittet eller plettet den er! Vi kan tænke på fællesskabet i ‘baptistkirken’ – og så er der ingen grænser for, hvor meget der ser skævt og problemfyldt ud! Hvis vi i dag begynder med de forskellige udgaver af ‘kirken’, som vi kender alt for godt, så går det rent galt! – Lad os begynde et andet sted!
Den treenige Guds kirke
I Bibelen bruges mange billeder på det, vi kalder kirke. Kirken står så centralt, at de forskellige bibelske forfattere kalder den for ‘Guds folk’, ‘Jesus Kristi legeme’ og ‘Helligåndens fællesskab’. ‘Kirken’ må vi overordnet set tolke i de tre perspektiver, der hører til troen på ‘den treenige Gud’.
Når vi kalder kirken ‘Guds folk’, forstår vi vores fællesskab i kirken i lyset af Guds trofasthed. Vi ser altså os selv som en del af frelsens historie fra skabelse til fuldendelse. Når vi – især med apostelen Paulus – bekender, at kirken er ‘Jesus Kristi legeme’, bliver vi mindet om, at ‘kirken’ altid skal forstås i lyset af Jesus’ forkyndelse af, at Guds rige er på spil i vores verden. Og hvis vi udtrykker troen på, at vi som kirke er ‘Helligåndens fællesskab’, har vi også sagt, at det er en opgave for os, der hører kirken til, at vise, at det er her, Gud Helligånd er synligt til stede i dag.
Vi skal i kirkens fællesskab leve socialt på samme måde, som livet i Gud former sig mellem Far, Søn og Ånd. Vi skal formgive livet, når det leves efter Guds vilje. Vi skal omsætte ‘det gode liv’ til kærlighedens praktikker.
Vi skal i kirkens fællesskab leve socialt på samme måde, som livet i Gud former sig mellem Far, Søn og Ånd.
Formålet med kirken
Selve ordet ‘kirke’ kommer af et græsk ord, der betyder ‘det, der hører Herren til’! Midt i en forkvaklet tid og i en kultur, der på mange måder er af lave, er det afgørende, at vi får øje på, at ‘den levende Guds kirke’ er her – og den er hos os! Vi, der gerne kommer i kirken, synes, at det er afgørende, at folk får øje på ‘kirken’ og vælger at leve i den.
I dag vil jeg provokere os – og sige: Når kirken spiller en så relativ ringe rolle i kulturen omkring os, er det, fordi vi, der allerede er en del af kirken, ikke tilstrækkeligt klart udtrykker, hvad ’kirken’ egentlig er til for – nemlig: 1) at pege på Guds trofasthed, 2) at bringe Guds rige i spil her og nu og 3) at vise, hvad Gud ønsker, når det gælder om at leve i fællesskaber, hvor kærlighed, ret og fred får konkret krop og form.
Aldrig et mål i sig selv
‘At være kirke’ på den måde er ikke et mål i sig selv. Det er at udvikle et redskab, der skal tjene Gud i den verden, han elsker – i vores verden, som han ønsker at vinde tilbage som sin. Kirken er et redskab for Guds herredømme. Og som ‘kirke’ – ‘det, der hører Herren til’ – er vi allerede et tegn på, at Guds rige vil sejre til sidst! Så stort er det at være ‘kirke’ i tiden.
‘At være kirke’ er ikke et mål i sig selv. Det er at udvikle et redskab, der skal tjene Gud i den verden, han elsker.
Hvis vi i løbet af temadagen får fat i lidt af, hvad ‘den levende Guds kirke’ er til for dér, hvor vi har indflydelse; hvis det går op for os, at vi med vores ‘projekt kirke’ er i færd med at opbygge ‘det, der hører Herren til’ – så har vi ikke været her forgæves! Så er vi blevet udrustet til at ‘blive kirke’ af gavn både lokalt, nationalt og internationalt i den del af ‘den levnende Guds kirke’, som vi i kalder BaptistKirken.
Hvis vi begynder med de store bibelske perspektiver over ‘kirken’, så er vi godt klædt på, når vi skal tale om ‘vores kirke’ og ‘vores kirkesamfund’ – for så har vi mulighed for at spejle os i ‘Guds kirke’. Og vi kan begynde at forme ‘det, der hører Herren til’, Hans kirke, hos os! Velkommen til temadag om ‘kirkesyn’ i det perspektiv!
Læs også
Jacob Broholm Møllers indslag fra temadagen
1 1. Timotheus-brev kap. 3, vers 15
Giv din mening til kende