Min vaskemaskine lugter af røg. Det gør min ’rene’ regnjakke, mine mudrede sko og min sovepose også. Sådan er det at komme hjem fra spejderlejr. Alligevel er det hverken bål, regn eller mudder, som jeg vil huske årets spejderlejr for.
Lejrens store overskrift var ’Danmarks Stærkeste Fællesskab’. Fællesskabet er en grundlæggende del af spejderarbejdet – og har været det siden starten i 1907. Fællesskabets mange sider, fra det mindste til det største, er også det, jeg husker bedst fra Spejdernes Lejr 2017.
Patrulje-kammerater
I det helt små oplevede jeg en ‘sammenbragt’ patrulje af spejdere, som ikke kendte hinanden ret godt på forhånd. I patruljen opstod der lynhurtigt kammeratskab, fordi spejderne kunne og skulle være fælles om aktiviteter og oplevelser i en uge. Kammeratskabet i det lille fællesskab blev til så gode venskaber, at spejderne brugte busturen hjem på at lave aftaler om at ses igen, mens de fleste af os andre brugte turen på at sove.
Baptistspejder-kammerater
Et lidt større fællesskab oplevede jeg blandt alle baptistspejderne på lejren. Uanset hvor jeg gik, kiggede jeg efter nogen, jeg kendte. Hver gang jeg mødte en baptistspejder, tog vi os tid til en hurtig hilsen, selvom vores relation i nogle tilfælde kun byggede på, at vores tørklæder og uniformer havde samme farve.
Fællesskabet i vores lille spejderkorps blev også slået fast, da vi samlede (næsten) alle 400 deltagende baptistspejdere til et fællesbillede. Det lykkedes, selvom intet var aftalt på forhånd, og der gik kun 24 timer fra idé til billede. Facebook var fantastisk til at sprede idéen og samle os alle sammen, men jeg tror ikke, projektet var lykkedes uden vores stærke relationer og fællesskab.
Kammeratskabet i det lille fællesskab blev til så gode venskaber, at spejderne brugte busturen hjem på at lave aftaler om at ses igen.
Det egentlige formål med at mødes var at tage et fællesbillede, men de 20 minutter, vi var samlet, bød på meget mere end det. Vi fik tid til at pleje vores fællesskab, og der var knap nok tid til at tage billedet, fordi alle skulle nå at snakke med alle.
Ét spejderfællesskab i Danmark
Jeg oplevede også det helt store fællesskab på Spejdernes Lejr, dvs. fællesskabet mellem alle danske – og udenlandske – spejdere. På tværs af uniformsfarver spillede spejdere ’Pløk’ med naboerne, på tværs af uniformsfarver stod spejdere klar til at hjælpe med at finde et plaster, og på tværs af uniformsfarver kunne vi alle 37.000 råbe med på det samme råb til de fælles lejrbål.
Lejrbålene, hvor alle deltagere var samlet, var med til at styrke det store fællesskab. På scenen var alle ’korpsneutrale’. Det betød, at værter, aktører og musikere optrådte som spejdere – ikke som baptistspejdere, DDS’ere eller grønne spejdere. Selvom de fleste helt sikkert ikke tænkte på det undervejs, er jeg sikker på, at det har styrket vores oplevelse af at være ét fællesskab.
En del af Danmarks stærkeste fællesskab
Fællesskabet er stadig en grundlæggende del af spejderarbejdet i 2017. Både i det små, hvor spejdere skal lære at samarbejde i patruljer, og i det store, hvor frivillige planlægger og gennemfører en lejr for 37.000 deltagere.
De fleste spejdere er netop spejdere, fordi vi føler os som en del af Danmarks Stærkeste Fællesskab.
Næste gang du møder en (baptist)spejder, så prøv at spørge, hvorfor han eller hun er spejder. Mit gæt er, at svaret vil handle om meget mere end aktiviteter, besnøringer, bål og myg i bivuakken. Disse ting er stadig en stor del af spejderarbejdet, men jeg er sikker på, at de fleste spejdere netop er spejdere, fordi vi føler os som en del af Danmarks Stærkeste Fællesskab. Et fællesskab som jeg i høj grad genoplevede og fik bekræftet på Spejdernes Lejr 2017. Det er det fællesskab, som fastholder én i spejderarbejdet i mange årtier.
Giv din mening til kende