Brovst Baptistkirke danner slægtskab

Familieflokken i Brovst Baptistkirke har en atypisk sammensætning, men hjertevarme og omsorg danner et åndeligt slægtskab.

Brovst minder om så mange andre landsbyer, der er præget af affolkning kombineret med modtagelse af et stort antal kvoteflygtninge. Mange i bybilledet og i baptistmenigheden tæller med i statistikken over det grå guld, mens de yngre har dansk som andet eller tredje sprog. Men baptistkirken i Brovst gemmer på flere overraskelser, der stille og ydmygt danner et åndeligt slægtskab i den brogede menighed, og som rækker ud til befolkningen omkring den.

En familie

Brovst Baptistkirke er ikke bare en kirke, men et hjem, hvor jeg føler mig hørt og set.

”Brovst Baptistkirke er ikke bare en kirke, men et hjem, hvor jeg føler mig hørt og set”, siger en ung kvinde, der er meget aktiv i kirkens ungdomsforening ”Rise” (DK: ’Rejs dig’). Kvinden kom til Danmark som barn, da hendes familie flygtede fra Bhutan. Og selv om hun har nepalesiske rødder, taler hun om menigheden som én familie. Godt nok holder den nepalesiske forældregeneration egne gudstjenester ved siden af de almindelige søndagsgudstjenester, der er fælles med de etnisk danske medlemmer, men de er stort set lige aktive i begge grupper og er derfor ikke en satellitmenighed. ”Danskerne er vores bonus-bedsteforældre, da vi mangler vores egne bedsteforældre”, tilføjer den unge nepalesisk-danske kvinde stolt om grå-guld-medlemmerne.

Velkommen til

Menighedens hjertevarme var afgørende allerede ved første møde.

Ikke alle nepalesere i Brovst var kristne, før de kom til Danmark! Mange var hinduer og buddhister! Og ifølge flere fra menigheden, siger det meget om Brovst-baptisternes villighed til at møde og tage imod andre med åbne arme – det viser dem betydningen af næstekærlighed i praksis. En ældre kvinde fra menighedsrådet, der stammer fra et andet frikirkesamfund, bekræfter oplevelsen af at blive budt varmt velkommen trods hendes ikke-baptistiske rødder. En tredje baptist fra Sjælland fortæller, at menighedens hjertevarme var afgørende allerede ved første møde, efter hun var flyttet til Brovst. Og trods afstanden tiltrækker flere af kirkens aktiviteter regelmæssigt ikke-baptist-deltagere fra Thisted og Aars.

Lovsang og plejehjem

Præsten Bente Højris, som har været ansat i knapt ti år på deltid, udstråler en udramatisk ro i sit tilhørsforhold, som én der har været der hele livet. Hun bidrager til fællesskabets forskellige former for formidling og omsorg – både med brug af bibliodrama og med andagter på to plejehjem i byen sammen med fire til fem andre fra kirken.

Gudstjenester og prædikener klarer menigheden også med hjælp fra andre præster og egne lægprædikanter. Børnene bliver så vidt muligt inddraget i gudstjenesten, før de går i børnekirke. De unge gør meget ud af at opmuntre de små til, at de skal føle sig klædt godt på og have lyst til at overtage et ansvar om nogle år. Derfor er det normalt at møde 50-55 personer ud af de 89 medlemmer i kirken søndag efter søndag.

Fællesspisning og lovsangsaftner er velbesøgte, og de unge står for dem. De møder stor opbakning og støtte fra de ældre. Alle adspurgte nævner uafhængigt af hinanden den særlige nærværende og opløftende stemning til lovsangsaftner.

Håb om en åben fremtid

Menigheden nyder også hinandens selskab regelmæssigt til strikke- eller formiddagscafé, seniortræf eller ungdomsaftner samt fællesspisning og udflugt. ”Folk tilbyder spontant hjælp”, fortæller et medlem varmt, ”og man bliver ofte inviteret hjem til andre.”

Folk tilbyder spontant hjælp.

Flere fra Brovst Baptistkirke giver udtryk for, at de håber på en nær fremtid, hvor kirken må blive mere udadvendt og synlig i byen – fx i forbindelse med ’Open by Night’.  De er fælles om at ønske, at flere opdager det gode fællesskab og vil bidrage til det, så menigheden fortsat kan fungere som en familie.