Bliver vi mindre troende?

I Kristeligt dagblad diskuterer præster og teologer i Folkekirken i øjeblikket dåbssyn. Lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Lars Sandbeck, skrev for et par uger siden en kronik, hvori han betvivler, at Folkekirkens præster tror på det, de selv siger, når de døber de små. De er nemlig forpligtet på bl.a. Den augsburgske bekendelse og ifølge den forstås dåben som en ”slags eksorcistisk handling, der skal rense den nyfødte for en nedarvet skyld som betingelse for, at Gud vil kendes ved barnet som sit eget, og for at det ikke skal fordømmes til endeløs pine i helvede” (citat fra indlæg af samme Sandbeck i Kristeligt Dagblad 22. januar 2019). Han spørger sine præste- og teologkolleger i Folkekirken, om de virkelig tror på det!

Flere har i indlæg bekræftet, at det gør de skam. Arvesynden er en realitet, og den er læren i både bekendelse og bibel (øh?), hævder de og slår ud efter de slapsvanse, der, som en af debattørerne formulerer det, gør Gud til ”en brystsvag yngling i den romantiske fase”. Nej, lad os få noget arvesynd og noget dom og helvede, som i de gode gamle dage, hvor man virkelig troede på Gud!

ingen af os beskriver den kristne tros indhold på samme måde som vores forfædre — uanset om det er for 500 år siden eller for 50

Er troen mindre ”ren” i dag?

Bortset fra at ingen af os beskriver den kristne tros indhold på samme måde som vores forfædre — uanset om det er for 500 år siden eller for 50 — ligger der under hele debatten fra deres side, som går i rette med Sandbeck, en sjov antagelse: Man troede mere, og mere rent i gamle dage. Det er som om, de forestiller sig, at troen konstant bliver vandet ud. At tidsånden tager mere og mere over. (Hvis der er en periode, hvor man kan sige, at tidsånden tog over i den kristne kirke, er det da vist i middelalderens fusion mellem statsmagt og kirkemagt!)

Er vi mindre troende i dag?

Men er det sandt, at vi hele tiden bliver mindre troende? Har det været én lang nedgangsperiode fra de gode gamle dage på Reformationens tid, så der nu kun de sørgelige rester tilbage? Eller kunne det tænkes, at vi konstant bliver klogere? At vi tolker bedre og mere ansvarligt i dag? Kan det tænkes, at vores teologi bliver rigere og ikke ringere med tiden?

Faren og hans uvorne søn

Et eksempel: Jesu lignelse om den fortabte søn viser Jesu forståelse af Gud som far. Faren i historien havde ret til at ikke blot at revse sin uvorne søn, da han kom hjem, men faktisk at få ham dømt til døden. Faren havde retten, men den så han bort fra, ikke på grund af noget, sønnen havde gjort eller sagt, men simpelthen fordi faren ville. Han elskede jo knægten.

Selvom Jesus lærte sine disciple og os at kalde Gud ”far”, og at forstå Gud som faren som i lignelsen, trængte det ikke godt igennem i Jesu egen tid. I Mellemøsten på Jesu tid var en far en streng figur, der revsede og tugtede sine børn. Det samme i Romerriget. Det samme gennem det meste af historien. I størstedelen af den kristne kirkes historie har man været mærkeligt uberørt af Jesu forkyndelse af Gud som far, som i lignelsen.

Kan det være, at vi i dag har en dybere forståelse end tidligere af Gud som far på grund af Jesu konsekvente brug af ”far” om Gud, og på grund af den udvikling i faderbegrebet, der har fundet sted siden oplysningstiden?

Dagens gode far

Men i dag har vi et andet syn på faderbegrebet. I vores forståelse er en god far en far, der er kærlig og som retleder gennem kærlig anvisning (som faren i lignelsen). Ikke en far, der slår, eller straffer vilkårligt; ikke en far, der straffer alle sine børn for den enes forseelse, eller hos hvem der ikke er sammenhæng mellem overtrædelse og sanktion.

Derfor er arvesyndslæren og læren om at Jesus dør på korset, fordi Gud er ”nødt til” at straffe for at genoprette, ikke mulig i dag. Den stemmer ikke med faderbegrebet. Og det stemmer i øvrigt heller ikke, at Gud ikke kan tilgive uden at han får betaling. Hvis det var tilfældet ville Gud jo ikke tilgive, men koldt og køligt acceptere den pris, der blev betalt. Kan det være, at vi i dag har en dybere forståelse end tidligere af Gud som far på grund af Jesu konsekvente brug af ”far” om Gud, og på grund af den udvikling i faderbegrebet, der har fundet sted siden oplysningstiden? Jeg tror det.

Som om vi andre også skulle høre det direkte fra Jesu mund: Gud er Abba, far.

Pointen: Bortset fra at jeg som baptist ikke tror på arvesyndslæren som formuleret af Augustin og adopteret af Luther, nytter det ikke noget i debatter blot at repetere tekster fra 1500 tallet, når man skal tale om dåb – eller noget som helst andet – i dag. Og ja, der kan være behov for at gøre op med tidligere tiders teologi, endda at gå videre end skriftens ord (ligesom vi f.eks. gør i spørgsmålet om slaver som alle i dag fordømmer, men som Bibelen tillader, eller om kvinder skal tie i forsamlinger, at vi ikke må spise blod, eller at kvinder skal have noget på hovedet under gudstjenesten af hensyn til englene, og at det ikke sømmer sig for mænd ikke have langt hår [1. Kor. 11]) som vi har gjort på utallige andre områder i erkendelse af, at vi er et andet sted, og al udvikling er ikke af det onde, heller ikke en anden teologi om arvesynd og dåb end den augsburgske bekendelse.

”Abba, far”

Jesus talte aramæisk. Evangelierne er skrevet på græsk. Men ét aramæisk ord oversatte man ikke hver gang til græsk, men lod det ind imellem stå på aramæisk. Det er ordet “Abba”, der er aramæisk for “far”. Af alt, hvad Jesus sagde, er dette ord bevaret på hans eget sprog. Som om vi andre også skulle høre det direkte fra Jesu mund: Gud er Abba, far.

Prøv at sig det! På tværs af tid og sprog taler du til Gud med det samme ord, som Jesus gjorde! Tankevækkende i øvrigt, at Jesus ikke en eneste gang kalder Gud for dommer! Betyder det, at der ikke er noget, der hedder dom? At alt er lige meget? Nej da! Det betyder at dommeren er – vores far. Den samme som dømte den hjemvendte fortabte søn.

Læs også Teologisk Forums indlæg i dåbsdebatten i: ‘Dåben er ikke en præstation, men indvielse til tjeneste’.