Baptister – og Helligånden

Den pentekostale eller karismatiske praksis, som den er kommet til udtryk siden dens frembrud omkring år 1900, har haft en eksplosiv udvikling med indflydelse på alle kirkeretninger. Af klodens 7.3 mia. udgør de kristne omkring 2.4 mia., og af dem er 350-500 mio. pentekostale eller karismatiske kristne. ’Karismatisk’ kommer af det græske ord kharisma, der betyder nådegave. ‘Pentekostale’ henviser til det engelske ord for pinsen, der har fokus på Helligånden.

Da den kristne menighed blev dannet pinsedag, bevirkede Helligånden, at ordet stak dem i hjertet, så de spurgte, hvad de skulle gøre. Peter svarede: ’Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave’.^[1]

Baptister tror, at Helligånden gør Guds tiltale levende. Det skal ses i sammenhæng med vores forståelse af Bibelen. Vi tror, at det enkelte menneske kan få et personligt forhold til Gud. Det kan ske som på den første pinsedag, hvor mennesker omvendte sig til Gud. Og det kan være en virkelighed, vi vokser ind i, idet vi tager imod Jesus og svarer med dåb.

Vi tror også, at Helligånden er nærværende for at gøre Jesus’ ord levende for os, når vi behøver at finde vej i livets omskiftelige forhold. I menighedens fælleskab står vi under Åndens tiltale – ’Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer’.^[2]

Det karismatiske bidrag

Den indflydelse, som den pentekostale og karismatiske kirkepraksis har haft, må vi også forholde os til i vores tradition. For mig blev den karismatiske fornyelse vejen tilbage til et aktivt menighedsliv med en uddannelse til præstetjeneste. Her mødte jeg igen den glæde og iver – for at bringe evangeliet til andre – som jeg tidligere havde kendt, men var kommet på afstand af.

Erfaringen blev som en forelskelse, hvor det kun drejer sig om dig og mig. Men det stod ret hurtigt klart, at et aktivt liv som efterfølger af Jesus behøver forankring i fællesskabet i en menighed, så evangeliet får krop og nærvær i verden, hvor Ånden primært virker.

Mange af de udfordringer, vi mødte i den karismatiske påvirkning, havde sin rod i, at vi understregede den ene person i treenigheden på bekostning af de andre. Billedet af malkeskamlen i balance på tre ben er stadig brugbart. De tre personer i treenigheden – Fader, Søn og Helligånd – er ligeværdige. Gud er én, dvs. at Faderens gerning ved Ånden altid må bedømmes på det, vi ved om hans gerning i Sønnen.

De karismatiske stridigheder

Nogle pentekostale tager tungetalen som udtryk for Helligåndens fylde, altså et ydre tegn, man vil bruge til at (be)vise en indre virkelighed. Men tungetale er ikke et eksklusivt kristent fænomen. Paulus’ undervisning om nådegaver og tjenester forstås af nogle som færdige kataloger, mens andre forstår den som eksempler på Åndens virke.^[3] Endelig er der nogle, der skelner mellem nådegaver og vuggegaver, mens det er uden betydning for andre.

Mange diskussioner har været golde, fordi vi ikke ville lytte til hinandens erfaringer. Tjenester og gaver, der er givet til fælles opbyggelse – ’Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn’^[4] – bliver alt for let nedbrydende, fordi vi fokuserer mere på ’mine gaver og tjenester’ end på giveren. Åndens gaver og tjenester er udtryk for Guds generøsitet – nådegaver og vuggegaver er alle givet for at tjene Guds Rige.

Åndens ledelse eller lederens ånd?

Baptister er ikke ’færdige’ eller ’nået frem’, men vi er på vej – åbne for det, Ånden siger til os. Min konklusion er, at ingen person, gruppe eller tid får styr på Helligånden i den forstand, at vi kan tale udtømmende om ham. Det, der betyder noget, er, at Helligånden får styr på os ustyrlige mennesker, så Guds gerning kan ske.

Helligåndens virke i et menneskes og en menigheds virke viser sig tydeligst i kærligheden, der er ’størst af alt’.^[5]

¹ Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 38
² Johannes-evangeliet kap. 14, vers 26
³ Se fx 1. Korintherbrev kap. 12-14 og Romerbrevet kap. 12.
⁴ 1. Korintherbrev kap. 12, vers 7
⁵ 1. Korintherbrev kap. 13, vers 13