Karsten Pilgaard levede et normalt og aktivt familieliv, 63 år gammel, med arbejde som lærer på handelsskolen, da han i januar 2014 blev angrebet af dræberbakterier og vågnede op dybt invalid. For os, der er tæt på ham, har han været et lysende eksempel på vilje til at komme tilbage. Men jeg vil lade Karsten fortælle:
Nekrotiserende fasciitis, også kaldet dræberbakterie, er en sjælden bakteriel infektion, som bevæger sig så hurtigt i underhuden, at det ofte er nødvendigt med amputationer for at redde patientens liv. I Danmark smittes mellem 50 og 100 mennesker årligt med denne bakterie. Chancen for overlevelse er afhængig af, hvor hurtigt sygdommen diagnosticeres og behandles.
– Min første erindring fra Rigshospitalet var, at min kone og mine tre voksne børn stod der, da jeg vågnede. Så var jeg klar over, det var alvorligt. Men erkendelsen af min nye situation kom langsomt. I starten havde jeg det som om, ’det her er bare en ond drøm, jeg vågner snart’. Jeg var medicineret og påvirket på syn og hørelse af min behandling i trykkammer. Det var nok barmhjertigt!
Du VILLE, men der må have været svære perioder?
– Når jeg ser tilbage, var der især to perioder. Den sidste tid på sygehuset var bare ’opbevaring’. Der var ikke nogen, der tog vare på, at der skulle være en fremadskridende proces for mig. Jeg måtte selv slå i bordet og forlange et møde med sygehus og kommune, fordi jeg ville hjem.
Jeg kan ikke tillade mig over for mine nærmeste at blive en gammel sur mand.
– Den anden periode ramte mig, selv om jeg var forberedt på det. Det var en uges tid efter, jeg var kommet hjem. Jeg var lykkelig for at komme hjem, selv om jeg skulle have hjælp 9 gange i døgnet og skulle hejses ud af sengen i svøb. Jeg vidste, jeg ikke ville kunne gå rundt, men da jeg blev konfronteret med alle de ting, jeg var vant til, og som jeg ikke kunne mere, var det en bitter pille at sluge.
Hvordan fandt du styrken til at komme videre?
– Det ved jeg ikke – jeg er åbenbart skruet sådan sammen. Men der er jo ikke noget alternativ! Jeg kan ikke tillade mig over for mine nærmeste at blive en gammel sur mand. Én ting er, at det går ud over mig selv, men det går også ud over min kone og børnene, og det er ikke rimeligt. Det har de ikke fortjent, så der er kun én ting at gøre. Lær så meget, du kan, vær positiv og vær så tilfreds med det liv, du kan få.
Min kone har været en meget stor hjælp. Vi har altid haft et meget nært forhold. Når vi tidligere har diskuteret lidt, har hun før beskyldt mig for at være ’en lalleglad jubeloptimist, der ikke så realiteterne i øjnene’. Det kommer mig nok til gode nu!
Du har oplevet mange små fremskridt i det forløbne år?
– Vi har fået et liv igen, fortæller Karsten, og vi har lært, hvor vigtigt det er at fejre alle mine små sejre.
I det forløbne år har han trænet ihærdigt og har i dag kun brug for hjælp om morgenen til sit bad. Huset er indrettet, så han kan komme ind og ud med sin elektriske kørestol ved egen hjælp. Karsten har fået protese på højre ben og kan i dag selv flytte sig fra seng over i kørestol. Han kører ture i lokalområdet, sludrer med bysbørnene, klarer en del indkøb og deltager i byens sociale liv. Og han kan i dag flytte sig fra kørestol ind på passagersædet i familiens bil og har været på besøg hos børnene i Århus og i Kolding. Karstens kone arbejder stadig, og han tilskynder hende til et liv også med egne interesser.
Du har valgt LIVET …
på en måde, så vi andre ofte glemmer dit handicap. Du er at være sammen med som før, har en stor viden om mange ting og vedligeholder den. Vi ved, at familie og venner betyder rigtig meget for dig. Men har du fået andre prioriteter nu?
Vi har fået et liv igen og har lært, hvor vigtigt det er at fejre alle mine små sejre.
– Jeg foretager mig mange af de ting, jeg forventede at kunne gøre som pensionist, men derudover er jeg begyndt at gå i kirke. Det har vi altid kunnet lide, men andre ting tog vores tid før. Jeg holder af stemningen og roen, kan lide at blive løftet lidt op over hverdagen og få nye tanker. Mit barnebarn på 9 år ville følges med mig i kirke. Det var en dejlig oplevelse.
– ’Intet er umuligt’, lød rådet til mig, og det bestræber jeg mig på at efterleve.
Giv din mening til kende