At sidde yderst på bænken

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Arne Jensen blev født den 5. maj 1935. Han er altså 88 år og har oplevet Danmark ændre sig fra landbrugsland til vores moderne samfund: ”Samfundet har gennemgået en rivende udvikling i min levetid. Især IT og TV har ændret vores tilværelse totalt, men også bilen har betydet store forandringer.”

Jeg er den samme, som da jeg var 50 – hvis det ikke var for slidgigt i ryggen, og de smerter, der følger med.

Jeg spørger: Hvad betyder din alder for din oplevelse af livet og verden? – og Arne svarer: ”Grundlæggende betyder min alder ikke så meget. Jeg oplever, at jeg er den samme, som da jeg var 50 – hvis det ikke var for slidgigt i ryggen, og de smerter der følger med. Det begrænser mulighederne og aktiviteterne. Men livet er værd at leve, trods de knæk, som jeg har fået med årene.”

Familiens ældste

Arne Jensen er nu den ældste i både svigerfamilien og sin egen familie. Han siger om det, at han på mange måder føler sig tættere forbundet med familien i dag og prioriterer den højere end tidligere. ”Hvis AaB spillede kamp før i tiden, så var det vigtigere end hvad som helst i familien. Sådan er det ikke længere. I dag vælger jeg familien.”

Hvis AaB spillede kamp før i tiden, så var det vigtigere end hvad som helst i familien.

Forældrene og Arnes bror, Ejler Jensen fra Sindal, er døde for længst. Arne oplevede forældrenes død som en naturlig del af livet. De var gamle og syge, og det var klart, at døden nærmede sig. Det samme gjaldt Arnes bror. ”Vi var ikke tæt forbundne. Han var fem år ældre end jeg og flyttede først til Brovst og siden til Sindal. Vi havde ikke telefon, så kontakten afhang af breve, og mine forældre havde gået i to-klasses landsbyskole, så de var ikke meget skrivende. Både Brovst og Sindal var dengang en dagsrejse borte, og besøgene var sjældne. I dag betyder familien mere for mig, og jeg er stærkere knyttet til Ejlers sønner – den ene af dem er desværre død, men den anden har taget tjansen som havemand for os. Det er hyggeligt og også nødvendigt.”

”Før i tiden var familiefester med taler og sange en plage. ”Jeg kedede mig”, konstaterer Arne. ”Det gør jeg ikke i dag. Jeg nyder at tale med de voksne og tænker ikke på, at de er mindst en generation yngre end mig. Deres alder er uinteressant. Det er deres bidrag til samtalen ikke.” Arne og Inge har lige været til konfirmation i familien. Teenagerne spillede med hinanden på første sal. ”Jeg ville godt have været deroppe og se på”, siger Arne, ”men jeg måtte opgive det pga. trapperne.”

Inge og Arne Jensen i Karmelkirken.

En stærk enhed

Ægteskabet med Inge har været en bestemmende faktor for Arnes liv – og med Inge fulgte også tvillingesøsteren Ruth og hendes mand Niels. De to par var en stærk enhed og havde et nært fællesskab. Inge siger om det kort tid efter Ruths død: ”Jeg skal vænne mig til at sige ’jeg’, for jeg har altid været en del af et ’vi’. ’Vi’: Arne og jeg – eller ’vi’: Ruth og jeg.” Arne og Inge, Ruth og Niels var et stærkt hold, der satte sit præg på spejderkorpset og på menigheden. Altid levende engagerede og parate til at tage ansvaret på sig. Først døde Niels pludseligt i 2012, og i foråret 2023 døde Ruth lige så brat. ”Det var de største tab i mit liv”, konstaterer Arne. ”Deres død forekommer urimelig, for de var stadig levende optaget af tilværelsen og verden – aktive til det sidste. Det har været voldsomt at opleve det begge gange.”

70 år i samme menighed

Arne er døbt den 10. december 1950 i Aalborg-menigheden og har tilhørt Karmelkirken siden menighedens deling i 1952 – altså 70 år i den samme menighed. Kun et enkelt medlem er i dag ældre end Arne.

”Marius Iversen”, fortæller Arne, ”han blev 104 år. Han sagde til mig: ’Du kan godt gøre sjov med mig, men det er ikke sjovt at blive så gammel’.” Jeg nævner, at det må være svært at opleve, at den forudgående generation og også mange af de jævnaldrende er døde. Arne tøver lidt og siger så: ”Man lever med det. Man ser dem ældes, og man kan se, at det går den vej, men de mangler da. Jeg har mange venner, men flere af dem er på kirkegården.”

I mange år var Karmelkirken en stærk og levende menighed med aktive i alle aldre. I dag er gudstjeneste-menigheden en ikke så stor gruppe +70årige – og mange er døde i løbet af de sidste par år. ”Når fællesskabet skrumper, bliver det stærkere”, siger Arne, ”og det kommer til at rumme andre. Mennesker, som jeg ikke tidligere følte noget særligt fællesskab med, er jeg kommet tættere på. De er kommet til at betyde mere for mig, end de gjorde tidligere.”

Først kom Øksedal, så kom hunden, og så var der plads til mig.

At give slip

”Først kom Øksedal, så kom hunden. og så var der plads til mig” – Inge citerer sine egne drillerier fra taler gennem årene. Noget er der om det. Arne var tæt forbundet med Øksedal, som han havde ansvaret for fra 1966-2000. Dermed fulgte også en plads i spejderkorpsets ledelse. Spejderne i Aalborg 2. og Karmelkirkens bygningsudvalg og menighedsråd har også nydt godt af Arnes arbejdskraft og engagement gennem mange år. ”Jeg savner det”, lyder det fra Arne. ”Det gør lidt ondt at måtte slippe det, man har haft ansvar for og plejet – men det hører vel med til alderen.”

Yderst på bænken

Det er et citat. Efter et af årets mange dødsfald i menigheden mødte Arne Jensen mig i kirken med ordene: ”Nu er det mig, der sidder yderst på bænken!” Jeg spørger, hvordan det opleves, og Arne svarer: ”Vi oplever ikke, at vi er blevet gamle, for vi lever stadig med og engagerer os i det, der foregår omkring os. Når vi tænker os om, ved vi det jo godt, selvom det ikke fylder i det daglige – men vi savner Ruth, og har svært ved at vænne os til det tab.”

Læs også

“Bedemanden! Brobygger – eller dødens købmand?