Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
’At lytte’

Lars Jørgensen

’At lytte’

Digteren Bjarne Nielsen, musikeren Mads Lindholm og sangeren Lene Brohus har sammen udgivet CD’en 'At lytte'.  Ja, hvad lyttede vi til?

CD og digtsamling kan købes på www.atlytte.dk – og musikken kan også findes på Spotify og andre streamingtjenester.

Efter koncerten i Musikkens Hus i Aalborg, hvor en stor flok mennesker samledes i spændt forventning, lavede skribenten en lille uofficiel undersøgelse, og de adspurgte havde en del forslag til, hvad det var: Moderne folkesang, visesang, salmer og digte med musik. Det var vel i grunden det hele! Det var i hvert fald utrolig enkle og bevægende digte, ledsaget af velklingende og glad musik og fremført af en sanger, som kan synge, så det både klinger i øret og går lige til hjertet.

Det er en beskrivelse af, at ting ikke altid er planlagt, men bare opstår.

Ikke planlagt, men opstået

Mads Lindholm fortalte, at CD’en havde været 5½ år undervejs, og det havde fra starten slet ikke været planlagt, at det skulle ende der. Et af Bjarne Nielsens digte fortæller om ‘forventningsløse sekunder’. Det er en beskrivelse af, at ting ikke altid er planlagt, men bare opstår. Bjarne Nielsen sendte Mads et digt. Mads oplevede, at der var gemt en melodi i det, og sådan begyndte og fortsatte samarbejdet.
Aftenen sluttede med, at vi sammen sang en velsignelse. En sang, som var blevet til, fordi Mads en aften i Aalborgtårnet med en vidunderlig udsigt havde manglet en sang, som kunne udtrykke glæden over en af livets stjernestunder.

Stjernestunder

For tilhørerne den aften blev digtene, musikken og sangen også til en af stjernestunderne, som vi sent vil glemme. CD’en er blevet spillet herhjemme og vil blive det igen. Den kan anbefales både til en stille stund for den enkelte og til at blive spillet, når vi samles og kan lytte i fællesskab.

Giv din mening til kende