At forfølge sin drøm

Lyt til artiklen her:

Lise Emming Weber-Hansen havde en hverdag med fast arbejde i Danmark sammen med sin mand, Jep Emming. De har tre voksne børn og to børnebørn – og forældre, der ikke er unge længere. I 2021-22 tog de orlov for at arbejde i Burundi. I 2023 sagde Lise sit arbejde som lærer op for at flytte til Burundi. I halvandet år har Lise boet i Burundi – adskilt fra sin mand og resten af sin familie.

Hvad fik dig til det?

Corona-pandemiens hjemsendelser fik mange til at overveje deres prioriteringer. Efter næsten 30 år som lærer – mere end 20 år på samme skole – begyndte Lise at overveje, om hun skulle prøve noget andet, for ”man skal ikke udskyde sine drømme for længe”. – ”Og drømmen var at arbejde i Rwanda/Burundi?”

Man skal ikke udskyde sine drømme for længe.

”Ja”, svarer Lise. ”Som teenager var jeg i Rwanda fra 1980-83, for mine forældre, Hanne og Hartvig Weber-Hansen, var missionærer. Jep var med sine forældre, Erna og Ole Emming, i Burundi samtidig. Det gav os en tilknytning til landene og til menneskene på stedet.” De har holdt mange ferier i Rwanda eller Burundi, for begge forældrepar var udsendt af BaptistKirken flere gange. Sideløbende var Jep frivillig på vandprojekter, og Lise engagerede sig i kvindearbejdet. Det forstærkede relationerne og engagementet. Derfor var det en drøm at arbejde i Rwanda /Burundi.

Men hvis jeg ikke skal det her, hvad skal jeg så?

I 2021-22 tog de orlov og blev udsendt til Burundi. Det blev et godt år. ”Da vores orlov udløb, var Jeps vandprojekter færdiggjorte, og han var klar til at rejse hjem, men det var jeg slet ikke”, fortæller Lise. ”Jeg kom hjem til en forandret skole med næsten ny ledelse; mange af mine kolleger var nye, og jeg fik også en ny klasse. Jeg kunne ikke rigtigt lande i det, og samtidig var mit hoved konstant fyldt op af tanker om Burundi.”  Ret hurtigt var Lise klar over, at en arbejdsmæssig forandring var nødvendig – ”men hvis jeg ikke skal det her, hvad skal jeg så?”

En stille inciterende stemme lød konstant i Lises hoved: ”Burundi!” sagde den – og efterhånden råbte den meget højt. Jep havde ikke mulighed for endnu en orlov, men Lise sprang til, da BaptistKirken i januar 2023 fik mulighed for igen at udsende hende.

Lise sammen med medlemmer af Kvindenetværkets bestyrelse.

Hvor fik du modet fra?

”Mod hænger sammen med tryghed, og jeg er ikke utryg. Det har været muligt, fordi vi har mange relationer i Burundi. De går tilbage til Jeps ungdom, hvor han arbejdede på værkstedet i Musema sammen med sin far. Jeg véd, hvem jeg skal gå til, når jeg har brug for hjælp.”

Endelig er der også ’Rwanda-familien’: brødrene Edouard, Leonard og Bernard, som hun har kendt, siden hun var i Nyantanga i Rwanda med sine forældre. ”Jeg bor altid hos Edouard og hans kone, når jeg er i Rwanda”, fortæller Lise og fortsætter: ”Det har været en stor støtte.”

Og så er der ’Jeps spioner’ – folk, der holder øje med Lise og fortæller Jep, at nu har de set hende i kirken, og ’hun har det godt’. Mobiltelefonen har totalt ændret kontakten til folk i Danmark.

Det chokerede folk mere, at jeg sagde mit job op, end at jeg tog til Afrika.

”Jeg har aldrig følt mig udsat eller utryg, selvom jeg var udsendt alene”, siger Lise, der tørt konstaterer: ”Det chokerede folk mere, at jeg sagde mit job op, end at jeg tog til Afrika.”

”Man kan meget, når man har familiens opbakning”

”Omsorgen for vores forældre og det nære samvær med børnebørnene – det kostede flest overvejelser”, fortæller Lise, der har været sådan en mormor, der henter børnebørnene en gang om ugen. ”Bekymringerne fylder, når man er væk. Man kan fastholde kontakten, men man er ikke en del af hverdagen – og man kan intet gøre, hvis der er problemer.”

Jep er nok mere alene, end jeg er, for han er alene i vores fælles hverdag.

Og endelig er der ægtefællen. ”Jep er nok mere alene, end jeg er, for han er alene i vores fælles hverdag. Hatten af for Jep!” Jep støttede Lise i projektet. Det samme gjorde deres forældre. Børn, svigerbørn og børnebørn havde alle oplevet stedet og miljøet i 2021-22, og derfor bakkede de også helhjertet op.

Jeg er aldrig bare Lise

Jeg udfordrer Lise til at reflektere over sin position i Rwanda og Burundi: ”At være missionær er at leve evangeliet ud i relationen til de mennesker, vi møder”, svarer Lise. ”Det er en anden tilgang, end man har som Danida-udsendt eller ambassade-ansat. Jeg er aldrig bare Lise. Det er vigtigt altid at huske, at jeg er repræsentant for evangeliet, for kirken og for baptisterne i Danmark. Jeg er altid ’missionæren’. Jeg er anderledes. Så anderledes, at selv efter to år står børnene udenfor haven bare for at se på ’hende den hvide’.”

Jeg er altid ’missionæren’. Jeg er anderledes.

Genetablere tilværelsen

”Jeg kommer hjem nu”, fortæller Lise og tilføjer: ”Jeg savner hverdagene sammen med Jep og nærheden til børnebørnene, fællesskabet i familien.” – Det næste bliver at genetablere livet i menigheden. ”Jeg har jo været væk fra min menighed i mere end tre år. Det vil vise sig, om menigheden er den samme, men jeg har i hvert fald udviklet mig.”

Jeg glæder mig til at tage rundt og fortælle om kvindearbejde i Rwanda og Burundi. Efter vores orlov følte jeg, at arbejdet ikke var gjort færdigt. Det er det heller ikke nu. Det bliver det aldrig, men relationerne er blevet dybere og den gensidige forståelse er blevet større.”

At søge nyt arbejde som 57-årig kan være svært. Dertil siger Lise: ”Det er nok der, troen kommer ind. Jeg går ud fra, at det løser sig. Det bliver spændende og udfordrende at skulle søge arbejde og måske kaste mig ud i noget helt andet.”