Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Vi skal ville hinanden for at være i tjeneste

Vi skal ville hinanden for at være i tjeneste

Interview med BaptistKirkens nyvalgte formand, Per Beck.

BaptistKirken har altid fyldt meget i Pers liv. Han sad i missionskommitéen 1975-87 og var næstformand 1987-91. I 2016 blev han valgt til ledelsen – og i år altså som formand. Og så er han menighedsrådsformand i Karmelkirken i Aalborg. Per er født i 1951, gift med Anne Marie, og de har datteren Anna. Han har undervist på gymnasiet i samfundsfag og matematik, været vicerektor på Dronninglund Gymnasium og rektor på Fjerritslev Gymnasium.

BaptistKirkens bredde

Hvad opfatter du som yderpunkterne?
Vi er på mange måder meget forskellige. Man kan ikke tegne én linie og regne med, at positionen på den dækker alle områder. Der er ikke automatisk sammenfald mellem teologi, holdning til gudstjeneste og organisationsform. Der er både krydsfelter og spændingsfelter.

Hvor er du selv placeret?

Der er ikke automatisk sammenfald mellem teologi, holdning til gudstjeneste og organisationsform. Der er både krydsfelter og spændingsfelter.

Jeg foretrækker en relativ traditionel gudstjeneste, og jeg mener, at Bibelen er skrevet af mennesker inspireret af Gud. Som alle mennesker udtrykker Bibelens forfattere sig forskelligt. Det helt centrale er, at det ikke kun er vigtigt, hvad jeg mener. Andre kan tænke anderledes, og det er ikke forkert. Vi læser alle Bibelen og tolker den, og vi kan komme til forskelligt resultat. Det sker, fordi vi har en mægtig Gud med mange facetter. Som kirke og menighed skal vi nå alle mennesker. Det er vi kaldet til.

Hvad er sammenhængskraften i BaptistKirken?
Det binder os sammen, at vi er bevidste om at være kaldet af Gud til at være i tjeneste, og at vi har fundet en måde at være i mission på, som er rigtig for os. Det samme kan vi finde i andre kirker, men kombinationen gør, at vi føler os hjemme.
For at styrke sammenhængskraften skal vi lade os inspirere af hinanden og have respekt for hinanden: Når Peter mener noget andet end Jens, ser de begge Guds kald i det. Forskelligheder kan give en synergieffekt, så det samlede resultat bliver større. Vi skal være bevidste om, at vi hører sammen, og at vi er en del af en større enhed, som vi både kan trække på og bidrage til.

Det helt centrale er, at det ikke kun er vigtigt, hvad jeg mener. Andre kan tænke anderledes, og det er ikke forkert.

BaptistKirkens spændvidde er en rigdom, for den giver os muligheder for at nå mennesker på forskellig måde og nå mange forskellige mennesker.
Det er ledelsens opgave at være formidler af de forskellige muligheder og pege på de gode – at formidle fællesskabsmuligheder og gensidig respekt.

Behov for et generationsskifte?

Med valgene på landskonferencen er gennemsnitsalderen i ledelsen faldet, men den er stadig ca. 60 år. Er der behov for et generationsskifte?
Det er ikke umiddelbart et problem, at de ældre sidder i ledelsen, når de yngre vil tage opgaverne i udvalgene, men jeg så gerne en aldersmæssig bredere sammensætning.
Vi vil gerne have hele aldersspektret, den etniske bredde, begge køn og både teologer og lægfolk repræsenteret. Spørgsmålet er, om der ikke er for få pladser i ledelsen til det.
Endelig er der spørgsmålet om forventningerne til en ledelsespost. Nogle af de yngre ønsker ikke at gå ind i ledelsen, fordi den ikke har ret til at bestemme. Samtidig fastholder menighederne deres selvbestemmelsesret. Man skal kun engagere sig i ledelsen udfra den menighedsopfattelse, som BaptistKirken har.

BaptistKirkens ledelse – fra venstre: Lotte Holm Boeriis, Torben Andersen, Lone Møller-Hansen, Per Beck, Vibeke Dalsgaard og Merete Gjerløv

Ledelsen kan ikke bestemme – hvad kan den så?
Erhvervsmanden Lars Kolind har sagt, at en god ledelse har samme indflydelse som en spejderleder. Man kan overtale og påvirke, men ikke tvinge. Det gælder også BaptistKirkens ledelse. Det er styrken og svagheden i vores system.
Ledelsen har magt til at bestemme i de sager, som fællesskabet har lagt i BaptistKirkens regi – selvfølgelig under ansvar overfor landskonferencen. Ser vi på menighedsarbejdet, er ledelsens indflydelse et spørgsmål om inspiration, visionær tænkning og idéskabelse. Tanker som menighederne kan omsætte lokalt – og det bliver de.

Vi er kirke sat i verden for at tjene med de midler og kræfter, Gud giver os dertil.

Den økonomiske situation

Danskernes levestandard har aldrig været højere, men BaptistKirkens økonomi har været vigende gennem de seneste 50 år. Hvorfor?
Der er flere årsager. Den ene hænger sammen med medlemmernes alder. Hvis dem, der bærer  menighedernes økonomi, generelt er blevet ældre, er deres økonomi formentlig blevet svagere.
Samtidig er der nok en tendens til, at vi lægger mere vægt på det lokale fremfor fællesopgaverne. Menighederne kan i dag klare projekter selvstændigt, som tidligere lå i fælles regi. Endelig har fællesskabet nok heller ikke så stærk en plads hos den enkelte som tidligere. Vi var mere homogene for 50 år siden.

Hvordan kan/skal vi ændre det?
Vi skal ændre det sådan, at de beslutninger, vi træffer på landskonferencen, løfter vi alle ansvaret for at finansiere. Vi må bede alle om at give udfra de retningslinier, fællesskabet har besluttet: Mindst 7,5% af menighedsbidraget  (6% for Chin-menighederne).

Faldende medlemstal blandt etnisk danske

En stor del af de lidt mere end 5.000 danske baptister er kommet fra udlandet. Antallet af etnisk danske baptister er stærkt faldende. Kan du pege på specifikke årsager til tilbagegangen?
Nej ikke direkte. Vores arbejdsform er udtryk for en fællesskabstænkning, mens samfundet i høj grad er individualistisk præget. Man tænker snarere: ‘Hvad får jeg ud af det?’ end: ‘Hvad kan jeg bidrage med?’ Samtidig er det tydeligt i samfundet, at mange yngre ikke tiltrækkes af foreningstanken og -engagementet. Endelig betyder det noget, at man i højere grad end tidligere finder en partner i andre kirkelige sammenhænge.

Er større lukkethed mod omverdenen vejen frem?

Man kan overtale og påvirke, men ikke tvinge. Det gælder også BaptistKirkens ledelse.

Det er organisationstænkning, men vi er ikke en organisation. Vi er kirke sat i verden for at tjene med de midler og kræfter, Gud giver os dertil. Vi er kaldet til at være lys og salt i verden. Det giver ingen mening at lukke sig om sig selv for at blive ved med at være til.

At være kirke er at handle både lokalt og internationalt

Klassisk har man delt arbejdet op i nødhjælp, udviklingsarbejde og evangelisation. Hvad skal forholdet være mellem de tre strenge?
Vi må bruge vor Herres eksempel: Jesus talte til mennesker, han hjalp mennesker, og han pegede på ting, der skal gøres.
Det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes. Vi skal ikke være bange for at tale evangelisk, men vi skal også mætte de sultende. For mig er det en kunstig skelnen. Arbejde inden for alle tre områder er mission.

BaptistKirken og menighederne er engagerede i mange forskellige områder af verden. Er det en rigtig disposition at sprede vores kræfter og økonomi?
Vi må skelne mellem BaptistKirkens projekter og menighedernes projekter.
Kendskab, personlige relationer og et særligt engagement gør, at mennesker tager ejerskab til et projekt. Ejerskab er det centrale. Det gør ikke så meget, at vi har flere forskellige projekter, for selv om vi samler hele vores engagement om ét projekt, er vi alligevel små.

Det er væsentligt, at vi betragter international mission som en del af at være kirke.

Ved at trække på samarbejdsparter og relationer kan vi gøre meget mere, end vi kan på egen hånd. Vi har fx et projekt i Burundi sammen med Dutabarane med et samlet budget på 1,5 mill. euro, hvor vi skal bidrage med 125.000 kr. årligt i fire år. Det lykkes, fordi vi samarbejder og kan rejse egenbidraget – det vil være et af vores projekter i 2018. Det er væsentligt, at vi betragter international mission som en del af at være kirke. Den ven, vi aldrig har mødt, er også en næste. At være kirke er at tage vare på næsten.

BaptistKirken og staten

Det danske samfund har i de seneste år drøftet religionens plads. Det har ført til en del ny lovgivning. Er det en fordel for individet, at rammerne for udøvelse af tro er blevet skarpere defineret?
Det kan jeg ikke se, men det har man valgt at gøre, og det forholder vi os selvfølgelig til. Lovgivningsinitiativerne har altid til formål at bremse bestemte religionsformer, men resultatet har hver gang været, at man har ramt nogle andre, fx frikirkerne.

Imam-loven har fastlagt, at man som religiøs forkynder ikke kan udtrykke holdninger, der er tilladt for andre ideologer, fx politikere. Skal kirkerne bare acceptere det?
Vi har ikke andre muligheder end at acceptere det, for sådan er loven, men vi har protesteret, og det kan vi fortsat. Som præster og forkyndere skal vi selvfølgelig sige det, vor Herre pålægger os at sige. Og så må man tage slagsmålet bagefter.

Står religiøse overbevisninger under eller over demokratiet?
Der er ingen modsætning mellem demokrati og evangelium.
Hvis folketinget vedtager en lovgivning, der er i modstrid med vores tolkning af evangeliet, må vi frigøre os af samfundets krav. Vi skal fx være godkendt trossamfund, så længe det ikke strider mod vores opfattelse af evangeliet. Hvis det gør det, skal vi ikke være godkendt.

Vores arbejdsform er udtryk for en fællesskabstænkning, mens samfundet i høj grad er individualistisk præget.

Vi står som kristne i det spændingsfelt, at vi er en del af samfundet, samtidig med at evangeliet taler om at handle rigtigt overfor Gud og næsten. Det kan i ekstreme tilfælde betyde, at den enkelte efter grundig overvejelse finder, at evangeliet fordrer, at man bryder landets lovgivning. Vi må handle, som vi kaldes til at handle.

Brug for hinanden

Som menigheder og som kirke har vi brug for hinanden. Vi skal lære af hinanden, og vi skal ville hinanden for at være i tjeneste.

Se også Per i denne video: