Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved?

Charlotte Rørths bog: Vi mødte Jesus – og hvad kommer det andre ved? (Gyldendal 2017)

Anmeldt af Johannes Aakjær Steenbuch, ph.d., cand.mag. i filosofi og patristik

 Journalist, forfatter og foredragsholder Charlotte Rørth er sluppet af sted med en velskrevet, afvæbnende og medrivende bog om menneskers religiøse oplevelser.

I 2015 udgav hun bogen Jeg mødte Jesus om, hvordan hun to gange selv har oplevet, at Jesus har vist sig for hende. Siden da har Charlotte Rørth modtaget et utal af henvendelser fra mennesker, der har haft oplevelser, der ligner hendes.

Rørth beretter selv, hvordan hun havde en oplevelse af, at hun på tværs af tid og rum kunne se Jesus, mens han gik rundt i Israel omkring år 30, og tale ordløst med ham. Flere af beretningerne i Vi mødte Jesus ligner Rørths.

Hvorfor lige mig?

Oplevelserne er sjældent noget mennesker opsøger eller beder om, men noget, der kommer til dem. Det er vist det, vi i teologien kalder nåde. Folk beretter om en oplevelse af ro, accept og kærlighed. Men nåden er ikke altid lige behagelig. Samtidig kommer en vildrede til udtryk over, hvad man dog skal med de oplevelser. Hvorfor lige mig? Har jeg en opgave?

Rørth konkluderer, at oplevelserne typisk er noget, mennesker holder for sig selv. Det er noget, der ikke skal påduttes andre. De mange beretninger er karakteriseret af en afvæbnende ydmyghed og mildhed. Flere beretter ligefrem, at de kan føle en nærmest fysisk kvalme, når de formaster sig til at instrumentalisere deres oplevelser, hvis de skal ”bruges” til noget.

Målet er åbenhed

Rørth forklarer, at hendes anliggende er at skabe åbenhed om åndelige oplevelser, så de, der har haft oplevelser, ikke skal forblive tavse i frygt for at blive latterliggjort. Målet er samtalen. Ved at tale om oplevelserne kommer en fælles ydmyghed overfor det, vi mennesker ikke kan forstå og kontrollere.

Bogen indeholder flere interviews med forskere og teologer. For eksempel provst Thomas Reinholdt, der gør det klart, at præster skal have respekt, så folk vil tale, men samtidig slår fast, at det er åbenbaringen af Gud på korset, og ikke oplevelser, der er kristendommens kerne.

Men hvordan skal kirken forholde sig til religiøse oplevelser? Jeg tror, vi skal holde tingene lidt adskilt. I kirken er omdrejningspunktet troen på det, som intet øje har set og intet øre hørt^[1]. Tro handler om de ting, vi ikke ser – ikke om ting, vi har oplevet og set.

Om det er den kristne gud, der åbenbarer sig, eller om det er ”altet” eller en kollektiv underbevidsthed, lader Rørth stå hen i det uvisse. Så må vi selv dømme – hvis vi vil.

---

^[1] 1. Korintherbrev kap. 2 vers 9