Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
”Vi er ikke allerbedst til at lytte…”

Henrik Andersen

Genstart2025

”Vi er ikke allerbedst til at lytte…”

- sagde BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller ved indledningen på lederdagen i Rebild. Derfor var der masser af tid til at lytte og samtale om det, der udfordrer og bekymrer på tværs af menighederne

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vindue

I Genstart2025-forløbet er der nu afholdt to lederdage: I Tølløse den 25. januar og i Rebild den 1. februar med i alt over 150 deltagere. I slutningen af november fik alle menigheder tilsendt oplæg med spørgsmål. Ved lederdagene var tiden kommet til, at menighederne kunne dele opfattelser med hinanden. Ofte debatterer vi i plenum, og giver mest plads til de ”tale-vante”. Ved lederdagene var der fokus på, at alle fik taletid i et trygt forum.

Generalsekretær Bodil Højbak Møller indleder dagen (Foto: Henrik Andersen)

Baptistiske kendetegn

Begge lederdage blev indledt med et oplæg om ”Baptistiske kendetegn” udarbejdet af generalsekretær Bodil Højbak Møller og Ole Lundegaard, præst i Herlev og medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum.

De ”Baptistiske kendetegn” tog blandt andet udgangspunkt i hæftet ”Noget godt i ryggen” fra Føltveds Forlag (2000). Vi kom vidt omkring: Fra de oplagte kendetegn, som alle er enige om:

  • ”Vi er en del af den universelle, kristne kirke, der bekender troen på den treenige Gud som Fader, Søn og Helligånd”
  • ”Vi peger på nødvendigheden af personlig tro på Jesus Kristus og efterfølgelse af ham”
  • ”Vi praktiserer troendes dåb til tjeneste ud fra menighedens fællesskab”

– til de kendetegn, der af flere opfattes som kontroversielle:

  • ”Vi ønsker partnerskab med andre kirker, overalt hvor det er muligt”
  • ”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for vores egne rækker

For hvem sætter grænserne for, hvad der er muligt? Og hvornår er forskellene mellem os så store, at samvittigheden ikke rækker til at nå hinanden?

Oplægget gav rigeligt at tænke over til de efterfølgende samtaler.

Medlem af BaptistKirkens ledelse, Pia Duebjerg, Lyngby, forklarer om Lectio Divina (Foto: Henrik Andersen)

Lectio Divina

Med udgangspunkt i Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 20 – 23 gennemførte deltagerne i grupper en såkaldt ”åndelig læsning af Bibelen” – Lectio Divina. I et flow med læsning, stilhed, bøn og ’samdeling’ var der først fokus på ordets bogstavelige betydning, dernæst på hvad ordet betyder for mig og sidst på ordets moralske betydning. Forløbet blev afsluttet med fælles Fadervor.

Spørgsmålene

– der var til diskussion på lederdagene, blev udsendt til menighederne ultimo november 2024. Overskrifterne var forpligtelse, præster, inklusion og bibelautoritet og bibeltolkning. Du kan finde omtale i BaptistKirkens menighedsforsendelse den 21. november – lige her.
Du kan også hente pdf-filen med spørgsmål direkte – lige her.

Lyttegrupper

Efter frokost kom den store udfordring: Lyttegrupper!

Grupperne var sammensat ud fra deltagernes ønsker til, hvilke spørgsmål, de ønskede at tale om. I lyttegruppen fik hver deltager lov til at tale i syv minutter: Alle andre måtte lytte i tavshed! Dernæst fik hver deltager lov til at reflektere over de andres udsagn i syv minutter, mens alle andre måtte lytte i tavshed! Endelig var der afsat 30 minutter til samtale om spørgsmålene.

Der arbejdes i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Principperne for lyttegrupperne var lige så enkle, som de var udfordrende:

  • Lyt til andres synspunkter
  • Opmuntre andre til at tale
  • Respekter og vær opmærksom på din taletid
  • Vær søgende og nysgerrig på de andres tanker
  • Aldrig konfrontatorisk, men altid nysgerrig
  • Hold fortroligheden

I Rebild var deltagerne glade for formen

Flere af deltagerne var glade for både Lectio Divina og lyttegrupper.

Aksel Mølbæk fra Aarhus:
”Jeg synes, det er meget positivt – og effektivt. På den gode måde tvinger det alle til at deltage i debatten og dialogen. Jeg synes, det er en god måde at gøre det på.”

Arbejde i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Lone Johansen Bundgaard, Østhimmerland, og Mette Worm, Hjørring, blev ”fanget”,  mens de balancerede med eftermiddagskaffen. De var begge positive overfor debatformen. Lone sagde:
”Spændende form. Vi kommer lidt mere i dybden og alle får taleret og taletid. Vi havde en rigtig god gruppe – det sværeste var at skulle svare på, hvad der var det sværeste! Vi syntes ikke, det var svært! Jeg tænkte på forhånd, at to timer var lige rigeligt, men tiden gik hurtigt.”
Mette supplerede:
”Det var virkelig en spændende model for dialog. Både fordi den giver den enkelte mulighed for at tale, men også fordi den giver tid til at lytte. Det er faktisk en utrolig spændende metode eller model, som man kan bruge i mange andre sammenhænge til at skabe den åbne dialog, der giver plads til hinanden.”

BaptistKirkens næstformand Christian Bylund styrer plenum (Foto: Henrik Andersen)

Plenum og opfølgning ved lederdagen i Rebild

Som sidste punkt på dagen fik hver lyttegruppe mulighed for at give en meget kort tilbagemelding på samtalerne. Alle var klar og kun en enkelt gang ’bippede’ Christian Bylunds telefon som tegn på, at taletiden var overskredet.

Vi vil fællesskabet – men krav?

Der var bred enighed om, at menighederne ønsker at prioritere fællesskabet. Men der var uenighed om, hvorvidt man kan (eller skal) stille krav til hinanden om deltagelse i fællesarrangementer og om at bidrage økonomisk til fællesskabet. Flere pegede på, at engagement og betalingsvillighed vokser frem af følelsen af fællesskab. Et par grupper pegede også på, at krav om deltagelse passer dårligt ind i vores frivillighedskultur. Mange i forsamlingen nikkede bifaldende til et enkelt citat om økonomisk forpligtelse: “Der hvor vi har vores hjerter, der skal vores skat også være.”

Og hvad med præsterne?

Meningerne var ligeledes delte, når det kom til, om der skal stilles krav til præsterne om deltagelse i konventer og stævner. Der blev henvist til menighedernes suverænitet. Flere grupper nævnte vigtigheden af, at nye præster får en grundlæggende indføring i dansk baptisme. I de senere år er langt de fleste præster rekrutteret fra andre (fri)kirkelige sammenhænge. En enkelte gruppe pegede på den oplagte årsag til dette: At vi ikke er i stand til at få de unge i baptistkirkerne til at se præstegerningen som en mulighed. Der var også enighed om, at en form for national anerkendelse (men ikke godkendelse) af præster kunne være en god idé.

Fællesskab i Rebild (Foto: Henrik Andersen)

BaptistKirken består af suveræne menigheder

Der var heller ikke tvivl om, at BaptistKirken i fremtiden skal bestå af suveræne menigheder. Men flere grupper var tvivlende over for, om det er muligt, når der tilsyneladende er store forskelle i menighedernes syn på inklusion og bibeltolkning. Ved formiddagens gennemgang af baptistiske kendetegn blev det sagt, at:
”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for egne rækker.” Det fik Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken, til at spørge: ”Er der så ingen grænser for, hvad man skal acceptere i fællesskabet?”

Forskelle i bibelsyn og -tolkning

Flere grupper diskuterede bibelsyn, bibelautoritet og bibeltolkning. Lige så stor enighed der er om biblens betydning for baptister, lige så stor uenighed er der om fortolkning af ordet. Der syntes dog at være enighed om, at frihed til fortolkning i et fællesskab altid har konsekvenser. En enkelt gruppe foreslog, at vi begynder at definere os som et ’uenighedsfællesskab’.

Koncentreret indsats i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Store forskelle i holdning til inklusion

Grupperne, der diskuterede inklusion i forhold til vielse af homoseksuelle og LGBT-personer på ledende poster, rapporterede også om store forskelle i holdningerne. En gruppe mente, at det var vigtigt at fokusere på nådegaver og evner fremfor personers seksualitet. En anden gruppe var delt i spørgsmålet om LGBT-personer på ledende poster. Andre igen mente, at det var et svært emne at tale om, og at kirkesamfundet ”har svært ved at stå med samme rygmærke”, når holdningerne bliver for forskellige. Flere grupper fremhævede, at de var enige om, at kirken skal have plads til alle – uanset hvem de er.

Fortsættelse følger på Synoden i Sæsing

Ved afslutningen på dagen i Rebild  fortalte generalsekretær Bodil Højbak Møller, at ledelsen nu vil arbejde videre med lederdagenes samtaler og menighedernes tilbagemeldinger. Det vil resultere i et oplæg til fælles værdier, der skal diskuteres på Synoden i Sæsing i pinsen 2025.

Ledelsen er klar over, at mange oplever, at ikke alle spørgsmål og udfordringer i BaptistKirken er blevet berørt på lederdagene. Derfor blev deltagerne opfordret til at skrive til ledelsen om alt, hvad de og menighederne har på hjerte.

Efter lederdagen i Rebild skrev BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard, blandt andet i en refleksion:
’Så mødtes menighedslederne i vest til lederdag. Igen med en tydelig fornemmelse af Helligåndens tilstedeværelse. Vi er ikke enige, men efter god baptistisk tradition taler vi sammen og lytter til hinanden.’

Tips til mere info

Du finder meget mere info om Genstart2025 på oversigtssiden om processen.

Giv din mening til kende