Vi er alle på Herrens mark

På Herrens mark. Kristus, kirke og coronakrise. Erfaringer og perspektiver, Forlaget Prorex.
Thomas Baldur (red.), 174 s. Paperback. 199,95 kr. – rabat ved køb af flere bøger.

Bogen ”På Herrens mark” bygger på erfaringer fra første nedlukning i foråret 2020, men udkommer præcist nu i – måske kun begyndelsen af – anden nedlukning hen over nytåret 2021. Det gør den aktuel, fordi de konsekvenser for kirker og tro, som bogens meget forskellige indlæg beskriver, er yderligere forstærket og derfor kræver endnu mere bevidst opmærksomhed. Og samtidig er aktørerne trætte. Især dem, der har holdt hjulene kørende i kirkerne i ni måneder, og som nu igen ikke ved, hvornår og om, der vender en genkendelig hverdag tilbage i kirken. Folkekirken såvel som frikirkerne.

Fjernbetjening og nærbetjening

Flere af indlæggene beskriver, hvordan kirke-trætte kristne fik et åndehul. Spørgsmålet er, om de vender tilbage? Hvad skal der til, for at især aktivitetskristendommen i frikirkerne bliver relevant igen? Det er nok mest Gunni Bjørsted, der i sin artikel sætter fingeren på hovedpulsåren. Hans fokus er på kirkens fuldstændig altoverskyggende opgave; at pege på Jesus som verdens håb.

Hans fokus er på kirkens fuldstændig altoverskyggende opgave; at pege på Jesus som verdens håb.

”Den vestlige kultur er præget af en dyb, omend ofte ubevidst pessimisme, der kommer til udtryk i fortrængning, over­fladiskhed og forjagethed, hvor vi skal skynde os at have det skægt. Hvor vi skal larme for at overdøve tristheden og løbe stærkt for at glemme, at vi ikke aner, hvor vi skal hen. ”At hengive sig til noget, der rækker ud over denne verdens kortvarige private trøst, inden alt falder sammen – hvem orker det? Vi har jo gennemskuet alle vi­sioner og utopier. Glem det! Hvor er fjernbetjeningen?” (Citat fra Magnus Malms bog ”I lammets tegn”)

Så kommer der en irriterende Corona-epidemi og lukker for meget af det, der er skægt, slukker for larmen og spænder ben for det meste af det, vi normalt har travlt med.

Jeg ser det som en vigtig anledning for kirken til at refokusere på Jesus og på håbet; at reflektere det til den omgivende kultur; til i håbets lys at finde nærbetjeningen.”

Relation og ikke religion

Thomas Baldur, præst i Missionsforbundet i Vadum, bidrager bl.a. med sine meget fine, korte prædikener holdt online i foråret 2020, og ikke mindst inspirerende overvejelser omkring nadverens teologi, når den holdes i hjemmene, dirigeret online. Men en enkelt sætning har sat sig hos mig:

”Så i stedet for at tale religiøst om at tro på Jesus, vil jeg hellere invitere dig til at stole på Jesus. Det er en relation; ikke en religion.”

Tillid i stedet for mistillid

”At stole på Jesus” henviser fint til det andet mest inspirerende indlæg efter min mening. BaptistKirkens Johannes Aakjær Steenbuch sætter fokus på tillid og mistillid. Med frygten for at blive smittet kommer en risiko for, at medmennesket bliver set på med mistillid i stedet for tillid.

Han tager udgangspunkt i noget meget aktuelt i verdenssituationen i disse dage:

”Konspirationsteorier drives af en fundamental mistillid til verden som sådan; en paranoia, der ophæver skellet mellem vir­kelighed og uvirkelighed, sandhed og usandhed. Nok er der næppe stor risiko for, at konspirationsteorier får nogen større betydning i en dansk kirkelig sammenhæng. Ikke desto mindre kalder det på en teologisk refleksion. Hvad er egentlig sådan noget som mistilid og tillid, og hvad er kirkens svar på mistillid i dens forskellige former?”

Johannes skriver, at mistillid er synd i dens grundform. Mistillid umuliggør kærlighed. Og ”Synden mod Helligånden er … en afvisning af fællesskab i Gud, og det umuliggør den ubetingede tillid, vi ellers er skabt og frelst til at leve i.

Han fortsætter: ”Grundlæggende mistillid er ikke en vej til indsigt, det er kun tillid og kærlighed.” Han medgiver, at konspirationsteorier kan være en måde at håndtere sin frygt på, men skriver videre, at det i stedet er nødvendigt at se frygten i øjnene: ”Først derved bliver det klart, hvad evangeliet har at sige os, nemlig at der på trods af vores frygt ikke er noget at frygte, fordi Jesus har overvundet dødens magt.”

Vores nuværende livssituation er ikke ukendt for kristne igennem historien, men den er uvant for os magelige danskere.

Fornyet fokus på Jesus

Johannes’ og Gunnis indlæg har givet mig mest – med deres fokus på, hvad tro på og tilliden til Jesus kan betyde i den uoverskuelige situation, vi er i. Vores nuværende livssituation er ikke ukendt for kristne igennem historien, men den er uvant for os magelige danskere. Fornyet fokus på Jesus er livsvigtig og chancen for, at Corona-tiden resulterer i fornyelse i vores personlige trosliv og i kirkernes eksistensberettigelse.

Børn og søgende sjæle

Yderligere et par indspark fra andre af bidragsyderne:

Anne Mie Skak Johanson fortæller om erfaringer med religiøst søgende, som med de mange online-tilbud har fået nemt ved at gå i kirke hjemme fra stuen, og nogle får ovenikøbet åndelige erfaringer – men som individualister. Det spændende er nu, hvordan kirkerne kan overbevise disse om fællesskabets relevans. Hun skriver: ”For kirken betyder det, at et ensidigt fokus på fællesskab som missional strategi ikke nødvendigvis imødekommer det behov for selvstændig søgen og refleksion, som danskere i det postsekulære har.”

Endelig er der spørgsmålet om, hvad nedlukningen af kirkerne gør ved vores børn og unge. Om det skriver Anne Klitgaard Thompson: ”Corona-nedlukningen understregede dermed vigtigheden af, at alle ledere af menigheder og kirkelige organisationer til alle tider husker at opmuntre, undervise og støtte forældre, så de er i stand til at være den primære indflydelse i forhold til deres egne børns tro.”

Og så beder hun os huske på de børn og unge, der ikke har troende forældre.

Alt i alt tankevækkende, men den giver langt fra svar på, hvad vi gør efter Corona-nedlukningen. Den bog vil jeg vente på med længsel.