Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Værdighed og fremskridt i Musema

Værdighed og fremskridt i Musema

I Musema i det nordlige Burundi afvikler baptistkirkerne i Danmark og Burundi et sundhedsprojekt med fokus på mødre og børn under fem år.

Du kan også hjælpe!
Hjælp med at skaffe husdyr til deltagerne ved at sende et beløb til MobilePay 911 118 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Mor-Barn’.
Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Omkring den tidligere missionsstation i Musema i det nordlige Burundi afvikler baptistkirkerne i Danmark og Burundi et sundhedsprojekt med fokus på mødre og børn under fem år. Underernæring blandt børn er en kæmpe udfordring i Burundi. Projektet ’Baho Neza Kibondo’, som er det lokale navn, arbejder for at skabe varige forandringer, og det inkluderer over 11.000 mødre og lige så mange børn.

Projektet arbejder for at skabe varige forandringer, og det inkluderer over 11.000 mødre og lige så mange børn.

Projektets mål er at reducere fejlernæring og dermed børnedødelighed gennem forebyggelse, oplysning og stærkt lokalt engagement. Centralt i indsatsen står såkaldte ’Light Mothers’ – lokale kvinder, der fungerer som frivillige rollemodeller og undervisere. De spiller en afgørende rolle i forhold til at mobilisere lokalsamfundet og sikre, at viden om ernæring, hygiejne og børns sundhed når ud til selv de mest marginaliserede grupper.

Batwaerne bliver inkluderet

Nogle af de marginaliserede grupper er batwaerne. Under mit seneste besøg i april 2025 besøgte vi landsbyerne Buraniro og Nyamitanga. Nyamitanga er også med i vores batwa-projekt. I Buraniro mødtes vi på torvet, og her fortalte kvinder om deres erfaringer. Indtil nu er mere end 75 underernærede børn blevet hjulpet. Børnene kategoriseres som røde (alvorligt underernærede), gule (moderat underernærede) og grønne (sunde). Børn i den røde kategori bliver tilbudt et intensivt ernæringsprogram. Det særlige ved projektet er, at lokalsamfundet bidrager med ernæringsrigtige fødevarer til de udsatte mødre.

Lokalsamfundet bidrager med ernæringsrigtige fødevarer til de udsatte mødre.

Markante forbedringer

I den bagende sol på torvet i Buraniro berettede kvinder begejstret om markante forbedringer. Jacqueline på 32 år og mor til tre fortalte, hvordan hendes yngste barn var gået fra rød til grøn status efter at have fået en kost baseret på majs, grøntsager og grød.

Vanessa på 32 år, der har fire børn, fortalte, hvordan hun har lært at bruge rene dunke til vand, vaske børnenes tallerkener og sørge for tæpper at sove med. Det har resulteret i mindre sygdom og en mere tryg hverdag.

Besøg i landsbyen Buraniro.

Samarbejde vokser

Fidelity – en ’Light Mother’ fra batwa-landsbyen Nyamitanga – er en nøgleperson i projektet. Hun undersøger børn med tegn på underernæring, henviser dem til ernæringsstøtte og følger op, når det to uges forløb er færdigt. Endvidere underviser hun andre kvinder i ernæringsrigtig kost, som bør indeholde kulhydrater, proteiner og grøntsager. Hun er også med til at oprette og styrke de lokale spare- og lånegrupper (VSLA), som inkluderer medlemmer fra alle landsbyer, også batwa-byerne. Hun fortæller, at det tidligere kunne være svært at samarbejde på tværs af grupper, men nu oplever hun, at tilliden vokser: “Det er ikke længere et problem at være sammen med folk fra andre landsbyer.”

Optimismen vokser

Kombinationen af oplysning om sundhed, ernæring og økonomi samt social integration er gavnlig for de deltagende kvinder. Kommunens udsendte havde kun ros til overs for projektet under vores besøg og fremhævede især ’Light Mothers’ rolle og deres engagement i indsatsen. De har skabt ændringer i viden, adfærd og normer – også i marginaliserede grupper som batwa-samfundet, hvor mange nu deltager i tværgående fællesskaber og føler sig inkluderet. Langt fra alle problemer er løst, så der bliver nok at se til de sidste år i projektet. Alligevel er optimismen til at tage og føle på. Lige nu hjælper BaptistKirkens indsamling med at skaffe husdyr til de mange familier og træne dem i at passe dem.

De har skabt ændringer i viden, adfærd og normer – også i marginaliserede grupper.

Selv under vanskelige vilkår viser Mor-Barn projektet, at uddannelse, lokal viden, ansvar og fællesskab er vejen til at bekæmpe underernæring og fremme børns trivsel.

Giv din mening til kende