I Aarhus boede Christian og hans kone Louise i kirkens lejlighed lige ved siden af kirkerummet og de indgik begge i et team med Immanuelkirkens præst, Lasse Åbom. Foruden at være pedeller. Louise, Christians kone, er også cand.theol. og PhD-studerende, så de var tre, der kunne sparre omkring gudstjenester og teologi.
Nu har de købt deres eget hus centralt i Tølløse, og Christian er præsten. Ikke at han står alene omkring det teologiske, for ingen andre steder i Danmark er der så mange teologer i en baptistmenighed som i Tølløse. Det giver dog ikke Christian præstationsangst.
”De har jo ansat mig til at være mig, ikke til at være en kopi af en tidligere præst. Jeg har lært, at det, jeg skal som præst, er at indgå i en samtale om tro, som allerede er,” siger Christian.
Man skal ikke opfinde gudstjenesten hver søndag. Det eksperimenterende skal være et supplement.
Velkendt er også godt
Det med, at gudstjenesten skal inspirere til samtalen omkring tro, er noget, han har eksperimenteret med i Aarhus. At ændre liturgien så gudstjenesten bliver en dialog. Så man ikke kun kommer i kirke for at modtage, men også for at sætte ord på sin egen tro.
”Men jeg har fundet ud af igennem eksperimenterne, at der er noget trygt og godt ved det velkendte. Man skal ikke opfinde gudstjenesten hver søndag. Det eksperimenterende skal være et supplement,” slår Christian fast og fortæller, at hvor han tidligere ikke havde meget tilovers for den faste folkekirke-liturgi, så har han det sidste halve år på pastoralseminariet fundet ud af, at dét også kan noget. ”Det skaber et flow, som vi afbryder med vores regibemærkninger”, siger han og forklarer videre.
”Gudstjenesten i Folkekirken er genkendelig fra Skagen til København. Til gengæld har vi friheden, som er både en gave og en forbandelse. Det bedste af det værste. Vi har et kæmpestort ansvar, som vi skal forvalte for at skabe de bedste menigheder.”
Kendt i lokalsamfundet
Noget han glæder sig til er at være præst i en menighed, som er kendt og respekteret i lokalsamfundet. I Aarhus er kirken én blandt mange, hvor i Tølløse behøver man ikke fortælle, hvad baptister er.
”Folkekirkepræsten sad på bænken til min første gudstjeneste i Tølløse sidste år. Det var nok lidt af et tilfælde, for hun skulle prædike dér et par uger senere. Men bare det, at hun bruger en frisøndag på at gå i baptistkirken… Og folk i Tølløse kender kirken, går til julegudstjeneste hér eller synger i koret.
Det er en meget ressourcestærk menighed, som er åben og velkommende, som har gå-på-mod og vil noget i lokalsamfundet. Det er en stor menighed i en lille by til forskel for Aarhus, som er en lille storbymenighed.”
“Jeg vil bruge det første år på at finde ud af menigheden. Der er mange ansigter og navne, og så er halvdelen i familie med hinanden. Jeg vil se, hvad der foregår, før jeg vil foreslå noget nyt, og det skal altid ske i samarbejde med menigheden.”
Christian Bylund og Tølløse menighedsråd 2020
Universitetsuddannet
Christian er altså uddannet på Aarhus Universitet. ”Der var ikke så mange andre muligheder, da jeg startede i 2010. SALT var lukket, og jeg har været glad for universitetet. Dygtige undervisere og engagerede medstuderende.”
Der har de sidste år været flere baptistpræster, der er blevet folkekirkepræster. Hvad gør dig til baptist?
”Det nemme svar er, at jeg er vokset op i en baptistfamilie. Men når jeg læser Bibelen, så står det baptistiske dåb og nadversyn klarest frem. Og så holder jeg af menighedens fællesskab. Vi vil hinanden på godt og på ondt. Det mangler Folkekirken.”
Forbilledet fra Hjørring
Noget af det, han tager med sig fra opvæksten i Hjørring Baptistmenighed, er et forbillede som præst, nemlig Kjeld Grarup.
”Præsten kom hjem til os hvert år på vores fødselsdag. Jeg kan se, at mine kammerater fra Hjørring stadig er i kirkerne rundt om i landet. Det tror jeg bl.a. skyldes, at vi følte os set af præsten. Og at vi havde det sjovt sammen i kirken. Et fællesskab, hvor vi kunne fjolle, men også tale om tro.”
Børn og unge ligger netop derfor på Christians hjerte. Han og Louise har datteren Carla på tre år og venter barn igen til marts.
”Jeg har fået så meget godt som barn og ung, bl.a. igennem spejder- og ungdomsarbejde. Det vil jeg gerne give videre til mine egne – og andres – børn.”
Præsten kom hjem til os hvert år på vores fødselsdag.
Ligeværdighed
For Christian er ligeværdigheden vigtig. Han blev spurgt under samtalerne med menigheden før ansættelsen, hvordan han har det med vielser af personer med samme køn.
”Det er vigtigt for mig, at man kan være den, man ér. Det er ikke ligeværdigt, at man er velkommen som medlem, men ikke kan være lovsangsleder, hvis man er homoseksuel. Jeg ved, at det er kontroversielle spørgsmål på landsplan, og jeg bringer dem ikke selv på bane, fordi jeg ved at vi ikke er enige om det. Men bliver jeg spurgt, er det mit svar, at man ikke skal fratage et menneske dets identitet. Jeg kan ikke læse Paulus og Bibelen anderledes, end at Guds kærlighed trumfer alt.”
Selvom Christian er en ung præst i en gammel menighed, har han både ledelseserfaringer og erfaringer fra et job udenfor kirken. Han har bl.a. været handicaphjælper i fire år og siddet i DUFs forretningsudvalg, som også var en lønnet opgave. Derfor tog hans teologistudier også ti år. Nu er de færdige og skal stå sin prøve.
Glimt fra indsættelsen:
Bent Hylleberg uddybede med en mere teologisk vinkel: “Vi forventer at høre Guds Ord fra din mund, Christian. Du er ikke ene, men du har en fremskudt plads blandt søstre og brødre og du skal hjælpe os med at pejle os ind på Guds mission her hos os.”
Generalsekretær Torben Andersen bød velkommen til tjeneste i Tølløse – og i det større fællesskab i BaptistKirken i hele Danmark. “Der er velsignelse i det store fællesskab, som er Guds store og ene kirke.”
Prædikestolen er din, Christian!
Det var temaet ved indsættelsesgudstjenesten i Tølløse, hvor Christian Bylund tiltrådte som menighedens nye præst.
“Rolf og Rita” sagde det meget klart, da de lovede at give plads, så Christian kunne bruge prædikestolen til de kedelige voksenord. Til gengæld ville de have garanti for, at han deltog i familieaftnerne – og at han huskede at tage Louise og Karla med. Så fik Christian overdraget prædikestolen:
Giv din mening til kende