Uforsonlighed er gift for den kristne menighed

Søren P. Grarup:

• Tidligere præst på Bornholm, i Købnerkirken og Silkeborg
• Medlem af BaptistKirkens ledelse 2010-13

Guds søns hovedærinde i verden var tilgivelse og forsoning – mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes. Jesus lagde vægt på at lære sine efterfølgere forsoningens enkle og dog svære kunst. Han pointerede flere gange, at der er en tæt sammenhæng mellem Guds tilgivelse af os og vores tilgivelse af hinanden.^[2] Kirken skal være et modbillede til den verden, som har været en boltreplads for uforsonlighed og mistillid – og stadig er det. Uforsonlighed er en voldsom drivkraft i verden.

Uforsonlighed i menigheden

Alt for ofte blev kirken et spejlbillede af verden og ikke et modbillede. Lad os se på det nære: Hverdagen i menigheden i dag, for dér trives uforsonligheden også – ofte til stor skade. En menighed kan helt miste sin kraft og evne til bringe evangeliet udenfor murene pga. intern uforsonlighed. Store menigheder er set gå til grunde pga. intern uforsonlighed. Mennesker er blevet knust pga. uforsonlighed i menigheden.

Uforsonlighed er som kvikgræs – det spreder sig uhæmmet.

Uforsonlighed opstår mellem ’fløje’ i menigheden – pga. uenighed om missionsmetoder, salme-/sangvalg, farven på væggene m.m. – eller pga. personligt magtbegær. Fløjkrige kan vare i generationer, indtil alle har glemt årsagen, og der bare er et grundløst uforsonligt ’dem og os’, som ligger og stinker under en ’pæn’ facade og lammer menigheden. Uforsonlighed er gift for den kristne menighed! – også når det bare er i ’det små’, for uforsonlighed er som kvikgræs. Det spreder sig uhæmmet.

Bygget af ukurante brokker

I Det Nye Testamente finder vi billedet af kirken som et hus, bygget af levende sten.^[3] De levende sten er os – ikke maskinfremstillede, ens og glatte mursten, men en samling ukurante brokker, rå marksten, knækkede sten og fejlbrændinger. Vi er alle syndere – tilgivne syndere. Vi har ikke noget at lade hinanden høre.

De ukurante sten holdes ikke sammen ved, at vi er enige om alt, eller ved at alt ser pænt ud. Selvfølgelig opstår der konflikter i en broget flok som en menighed. Ulykken sker, hvis konflikt avler uforsonlighed. Så sprækker muren. Tilgivelse og forsoning er ganske enkelt den mørtel, der holder stenene sammen.

Men huset kan repareres med tilgivelse og forsoning – og kun sådan.

Vi bliver indmuret i bygningen, ikke fordi vi er fine, gode, rigtige, medgørlige, men alene fordi Gud af nåde vil det. Ved uforsonlighed forvitrer mørtelen, og huset begynder at falde sammen. Men huset kan repareres med tilgivelse og forsoning – og kun sådan.

Forsoningens pris

Jesus underviste ikke kun om forsoningens nødvendighed, men også om dens mulighed. Forsoning er enkel – og dog vanskelig, for forsoning har altid omkostninger. For Jesus var omkostningen døden på korset. For os er prisen måske ’ansigtstab’ eller et par ’slugte kameler’. Men gevinsten efter forsoningen er langt større end omkostningen: Tillid, fællesskab, liv og handlekraft.

Forsoningens praksis

Ifølge Jesus foregår det slet og ret sådan: ”Når du … kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så … gå først hen og forlig dig med din broder.”^[4] Læg mærke til, hvordan tingene vender. Hvis du ser, at din bror har noget imod dig, så skal du tage bolden op: ’Bror, har jeg gjort dig fortræd, vil du tilgive mig?’ Den anden vej rundt bliver det til ydmygelse, ikke forsoning. Beder nogen dig om tilgivelse, må svaret være ’JA’ – uden et efterfølgende ’men’. For ’men’ vil gemme på en rest uforsonlighed – som en rodstump af kvikgræs.

Gevinsten

Forsoning fjerner ikke uenigheder og forskelle, men giver en fælles platform af gensidig tillid og respekt, så konflikterne kan løses, man kan nå til forståelse og glæde sig over mangfoldigheden i bygningens murværk.

Det kan være en besværlig proces, men enkel – og nødvendig, hvis menigheden skal leve.

Læs også ‘Tavshed og fravær‘ om konflikt i familien.

^[1] Johannes-evangeliet kap. 17, vers 21

^[2] Fadervor (Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 12 og 14; ’Den gældbundne tjener’ (Matthæus-evangeliet kap. 18, vers 21-35) m. fl.

^[3] 1. Peters brev kap. 2, vers 5

^[4] Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 23-24