Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Tavshed og fravær

Tavshed og fravær

Når voksne børn og deres forældre har en konflikt, går det ud over begge parter. Hvad gør man? Psykoterapeut Søren Marcussen giver gode råd.

Søren Marcussen
Afdelingsleder i Center for Familieudvikling
Psykoterapeut og tidligere præst i Mosaik (tidligere: Pinsekirken)

”Vi har to primære relationer, parforholdet og vores forældre. 48 pct. bliver skilt i dag. Vi oplever mange, der søger hjælp til relationen mellem børn og forældre. Vi har kun én far og én mor. De kan ikke erstattes”, begynder Søren Marcussen med at slå fast.

”Der er i dag flere, der erkender, at de har brug for hjælp. Tidligere var der en forbrugsmentalitet: ’Hvis relationen ikke virker, skifter jeg den ud.’ I dag er der større vilje til at bruge kræfter på at reparere relationen. Der er en større erkendelse af, at hvis vi har det svært i vores relationer, så går det ud over vores generelle trivsel.”

Samtalen handler om relationen mellem forældre og børn, uanset om børnene er blevet voksne.

Og de fleste af os kender nogen, hvor den relation er dårlig eller ikke-eksisterende.

Barn eller voksen

”Der er forskel på, om relationen er brudt eller skadet, mens man var barn eller som voksen”, forklarer han og giver et eksempel:

”Efter en skilsmisse er de fleste børn meget sårede og kan føle sig svigtede af både mor og far. Flere børn mister relationen til deres far end til deres mor. Så råber barnet måske en dag: ’Jeg vil aldrig se dig mere’. Det er jo et nødråb, og den voksne skal ikke tage det bogstaveligt og afskære al kontakt. Derimod skal forælderen netop tage ansvar i situationen og indrømme, at det, man har gjort, har såret barnet. Det er altid vigtigt at tage ansvar og se tingene fra barnets perspektiv.”

Hvis det derimod er en konflikt, der er opstået, efter barnet er blevet voksen, er det et mere ligeværdigt forhold.

Når voksne sårer hinanden, kan det nemt komme til at handle om skam og skyld.

”Når voksne sårer hinanden, kan det nemt komme til at handle om skam og skyld. Skyld er ansvarsfølelsen for noget, man har gjort forkert. Skam er, at jeg er forkert.

Når vi føler skam over det, vi har gjort, i stedet for skyld, vil vi gerne forklare, benægte eller bagatellisere det, der er sket. Det hjælper ikke, tværtimod. Men det kan være svært at tage ansvar for sine handlinger og indrømme, at det, man har gjort, har såret én, man elsker.”

Når relationer skal heles

Hvis man skal genopbygge tilliden mellem forældre og børn, uanset om de er blevet voksne, så er der tre faser – og det kan tage lang tid, forklarer Søren:

”Først skal den, der er blevet såret, have lov til at dele sin historie. Den, der har såret, skal være villig til at lytte og anerkende, at det, der fortælles, er sandt for barnet – også uanset om denne er blevet voksen.

Anden fase skal indeholde en erfaring af, at den, der er blevet såret, er blevet forstået. Det handler om følelsen af at være anerkendt. Man kan kalde det at føle sig ’følt’. Barnet skal så at sige mærke, at den, der har sået dem, kan sætte sig i deres sted og er oprigtig ked af det, han eller hun har gjort.

Den tredje fase er, at den, der har såret, vedkender sig sin skyld og siger, at han/hun er ked af det. ’Kan du tilgive mig?’”

En vrangforestilling hos nogle kristne: ’Gud har tilgivet dig, så nu skal du tilgive mig’.

Du skal tilgive mig

Søren har oplevet en vrangforestilling hos nogle kristne: ’Gud har tilgivet dig, så nu skal du tilgive mig.’

”Man kan aldrig kræve tilgivelse. Guds tilgivelse er en gave til os. Jeg har oplevet, at nogle har givet tilgivelsen, selvom de ikke følelsesmæssigt var klar til det. Så springer man over noget væsentligt, nemlig erkendelsen af, at der er sket noget, der har såret barnet. Og barnets erfaring af, at forælderen virkelig er ked af det. Så er der ikke sket en følelsesmæssig heling og forsoning.

Der er tilfælde, hvor vi tilgiver alene for at slippe såret-følelserne over det, der er sket. Men vi kan ikke forsone os med den, der har såret os. Dér fører tilgivelse ikke til forsoning.”

Søren oplever dog, at relativt mange voksne søger at forsone ting, der er sket i barndommen. ”Det er virkelig positivt.”

Det er kun i få tilfælde, at det er en dårlig idé at prøve at genopbygge tilliden mellem børn og forældre.

”Der kan være tilfælde, hvor det ikke er muligt, fordi den ene part ikke kan eller ønsker det. Destruktive relationer skal man afholde sig fra. ’Det er ikke fordi, jeg ikke har tilgivet dig. Men fordi du bliver ved med at såre mig, må jeg tage vare på mig selv’.

De nære relationer – parforholdet og forældre-børn – er fra vugge til grav af største betydning for os mennesker. Når sådan en relation er brudt, står det Guds hjerte helt nær, at den bliver helet”, slutter han.

Læs også Forlad os vor skyld.

Giv din mening til kende