Uden aktivisme dør kirken!

Jan Kornholt har været baptistpræst siden 1984, generalsekretær 2003-09 og er nu ansat i Holbæk menighed og som menighedsudvikler i BaptistKirken.

Aktivisme betyder en ”holdning eller virksomhed, der lægger vægt på værdien af målbevidst og beslutsom handlen frem for et mere teoretisk forhold til virkeligheden”.^[1]

Jeg betragter mig selv som kristen aktivist. Jeg elsker at arbejde i kirken og at arbejde meget. Der skal ske noget. Vi skal have høje mål, attraktive arrangementer og en effektiv kommunikation. Vi skal have gode hjælpeprojekter og være synlige i samfundet. Så trives jeg. Jeg bliver begejstret og finder energi, når jeg knokler derudaf, og menighedsbidraget stiger, og der kommer flere til gudstjeneste. YES!

Vi går til i aktivisme!

Men alle kristne med en levende relation til kirken har oplevet, hvor let det er at gå til i aktivisme. Du skal præstere og arbejde og leve op til alle forventningerne. Kirke som glansbillede handler ofte om, at der skal ske en masse, og at der skal være ressourcer til alle opgaver. Det presser dig til at yde dit bedste – og måske mere end du kan. Det kan bare blive for meget.

Jeg har lige læst Rasmus Kraghs bog ”EGOTRIP”. Han fortæller om, hvordan han – efter flere års ihærdigt arbejde – endelig i 2019 besteg Mt. Everest uden brug af ilt. Det var en ekstrem præstation. Rasmus fortæller åbent om de store omkostninger, det havde for ham. Da han kom ned på jorden igen, fik han diagnosen PTSD. ’Din krop har reageret traumatisk, fordi du har haft konstant fokus på at præstere og undertrykt dine følelser’, sagde psykologen til ham.

Jeg besøgte engang en af menighedens såkaldte passive medlemmer: En mor til to drenge. Jeg spurgte hende ligeud, hvorfor hun ikke længere var aktiv i kirken. Hendes svar gjorde stort indtryk på mig: ”Jeg orkede bare ikke mere. Hver gang jeg var i kirke, var der noget, jeg skulle gøre, og nogen, der sagde, at jeg skulle gøre mere. Og det hele var uden glæde og uden tak. I dag er jeg frivillig i mine drenges håndboldklub. Alle viser taknemlighed over det, jeg gør. Det giver mig overskud til at fortælle andre om min tro.”

Hver gang jeg var i kirke, var der noget, jeg skulle gøre, og nogen, der sagde, at jeg skulle gøre mere.

Det letteste for det kristne fællesskab er at planlægge aktiviteter. Det er dejligt at tale om alt det, vi vil, og at lægge planer. Vi begejstres over at male billeder – glansbilleder – af den kirke, vi drømmer om. Men det farligste for fællesskabet er, når drømmen skal virkeliggøres, og vi kæmper, presser og stresser hinanden og lægger store byrder på hinanden og dermed udvikler en usund kultur.

Den modsatte grøft

Vi har i lang tid vidst, at aktivitetsniveauet i kirken kan blive for højt, og at vores arbejdskultur kan være usund. Så er det fristende at kaste sig i den modsatte grøft og lovprise stilhed, rekreation, hvile. Det har i perioder været populært at tale imod kirkens aktivisme ved at fremhæve retræte, bøn og meditation som det vigtigste i kirken.

Det er en fejl, når vi anser aktivisme og stilhed som modsætninger.

Jeg har det svært, når andre siger, at det vigtigste er at være stille og bede og at vente på Gud. Jeg opfatter meget let det fromme ønske som et forsvar for dovenskab. Det er min fejl, at jeg tænker sådan. Eller rettere, det er aktivistens svaghed let at overse behovet for bøn og stilhed. Det er en fejl, når vi anser aktivisme og stilhed som modsætninger. Fejlen bliver især stor, når vi vælger det ene frem for det andet. En sund kirke kendetegnes nemlig ved, at der både er rum for aktivismen og rum for roen og stilheden i fællesskabet.

Sund aktivisme

Martin Luther blev engang spurgt af en af sine venner om, hvordan det gik. Han svarede: ”Jeg har så travlt, at jeg er nødt til at bede en time ekstra hver morgen!”

Aktivisme på den sunde måde er knyttet til bøn. Hvad der sker i bønnen, skal være drivkraft for aktivismen. Når vi beder, foregår der en dialog mellem Gud og mennesker. Det er den erfaring af Guds nærvær, der skal skabe motivation for og energi til kirkens aktivitet. ’Bøn er den kristnes åndedræt’, siger vi, og det skal vi tage helt bogstaveligt. Det er Guds kraft – Helligånden – der fylder os og driver os, når vi beder.

Aktivisme på den sunde måde er knyttet til Jesus som forbillede. For det, vi skal have travlt med at gøre i kirken, er selvfølgelig Jesus’ tjeneste på jord, som vi med Helligåndens energi viderefører og udfører i kirkens forkyndelse, undervisning og omsorg. Jesus siger: ”I skal elske hinanden. Ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden”.^[2] Og Jesus siger “… I skal rejse ud til alle verdens folk og få dem til at følge mig. I skal døbe dem, så de tilhører vores Far i himlen, Sønnen og Helligånden, og I skal lære dem at gøre alt det, jeg har sagt”.^[3]

Hvad der sker i bønnen, skal være drivkraft for aktivismen.

Der er ingen vej udenom

Jesus kalder os til aktivisme, til at følge ham målbevidst og beslutsomt, for at Guds Rige må komme. Det kræver planlægning, arbejde og aktivitet både i kirken og i de kristnes liv at følge kærlighedsbudet og missionsbefalingen. Der er noget, du skal, og der er ingen vej udenom. Men for at undgå, at aktivismen ender som en stor nedtur, så husk at bede, husk at indånde Guds Ånd og husk at følge Jesus’ eksempel.

Uden aktivisme dør kirken, og uden tid til bøn er aktivismen død. Lad os derfor være de aktivister, som Gud ønsker: Målbevidste og beslutsomme sørger vi for at have plads til både bøn og stilhed og travlhed og aktivitet.

^[1]  Den Danske Ordbog

^[2]  Johannes-evangeliet kap. 13, vers 34 (Bibelen 2020)

^[3]  Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 19-20 (Bibelen 2020)