Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Troens rollemodel

Troens rollemodel

Når troen på Jesus betyder noget for os, vil vi gerne give børnene den tro. Det vil vi som forældre, bedsteforældre, børnemedarbejdere og som kirke. Vi kan samtidig være meget famlende overfor, hvordan vi gør det på en god måde.

Hvis vi selv har oplevet, at Jesus er blevet presset ned i halsen på os som børn, vil vi være meget varsomme med at gøre det samme mod andre. Måske bliver vi faktisk passive formidlere af troen og håber, at Gud gør alt arbejdet. Eller kirken …

Hvis vi er kommet til tro i en moden alder, vil vi sikkert prøve at dele den tro, men vi har brug for vejledning – for vi har ikke haft nogen rollemodeller.

Troens primære formidlere

Forældre vil altid være de primære formidlere af tro til børnene. Den ene time søndag formiddag – en gang imellem – hvor barnet er i børnekirke, kan ikke gøre det. Slet ikke. Det kan højst støtte op om det, der sker derhjemme. Det slog norske Viggo Klausen fast for os for flere år siden, da han var i Mariager. I år kommer han til Lindenborg, og du kan læse nogle af hans tanker dels her i bladet på s. 18-19, dels på www.baptist.dk

Altså er det forældrene, som skal finde ud af at formidle troen til deres børn. Ikke tro som viden, men tro som et personligt gudsforhold.

Personlig relation til Gud

Det kræver, at mindst en af forældrene har en personlig relation til Gud. Hvis man ikke har det, er det det første vigtige skridt. Der findes mange hjælpemidler. Spørg præsten, andre kristne, læs bøger eller søg på nettet!

Dernæst handler det om at vise børnene, hvad troen betyder for dig selv. Rachel Turner, som vi håber at få til sommerstævnet 2018, har skrevet en fremragende bog ‘Tro i børnehøjde’, hvor hun giver gode råd. Bl.a. siger hun: ”Lad barnet se dig praktisere din tro, din personlige relation, igennem et lille vindue. Du viser kun ‘toppen af isbjerget’, men kun derved kan barnet lære selv at få en personlig relation.”

Må hendes bog – og bladet her – inspirere dig til at dele din tro med de børn, du har i din nærhed!

Giv din mening til kende