Christian Sofussen:
- Præst i Østhimmerlands Baptistmenighed
- BA i Teologi
“Religion er et privat anliggende og skal forblive sådan. Derfor skal religion fylde mindre i det offentlige rum“, sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det er omkring 15 år siden, og det er tydeligt, at han ikke fik sit ønske opfyldt, men det fik jeg heller ikke. Dengang som nu, mener jeg, at vores tro slet ikke fylder nok i det offentlige rum. Det er blevet tydeligt, at jeg misforstod Anders Fogh dengang, men også at han grundlæggende har misforstået det at være menneske. Misforståelsen handler om det sekulære samfund.
Menneske og tro kan ikke adskilles
Et samfund er den lokale helhed af de menneskelige fællesskaber og de strukturer og institutioner, der eksisterer i de lokale fællesskaber. Samfundet er samspillet mellem mennesker. Samfundet er ikke i de private hjem, men i det offentlige rum, hvor mennesker mødes, og meninger brydes.
Mennesket er ikke længere menneske, når man adskiller noget så grundlæggende som troen – altså livssynet – fra dets virke i verden.
Tanken bag det sekulære samfund er, at mennesket kan adskille dets trosliv fra andre dele af livet og derved overkomme de forskelle, der er mennesker imellem. Det er på mange måder et sympatisk synspunkt, men det overser fuldstændig den grundlæggende sandhed, at mennesket ikke længere er menneske, når man adskiller noget så grundlæggende som troen – altså livssynet – fra dets virke i verden. Det gør sig gældende for alle mennesker og alle livssyn. I kristendommen især, fordi alt for den kristne drejer sig om at følge Jesus.
Tro må vise sig
I mødet med Jesus smed fiskerne deres net fra sig og fulgte ham. Den skriftkloge, som ville følge ham, fik klart at vide, at så kunne han ikke forvente at finde hvile noget sted. Manden, der først ville begrave sin far, skulle overlade det til dem, der ikke fulgte Jesus. Den rige unge mand måtte gå bedrøvet bort, fordi han kun kunne få evigt liv ved at sælge alt og følge Jesus.
Der tegner sig et klart billede, når Jesus taler om efterfølgelsen; for at følge ham, må vi være villige til at forlade alt, der står i vejen for vores efterfølgelse. Alene det, der går forud for efterfølgelsen, kan få et klart offentligt udtryk. At undlade at begrave sine kære ville dengang, som nu, være et klart brud på de sociale normer og udtryk for, at alle forpligtelser – private, sociale og offentlige – må træde tilbage for den større forpligtelse, efterfølgelsen er.
At følge Jesus er at træde ind i et offentligt virke.
At følge Jesus er at træde ind i et offentligt virke. Vi er som kristne, som Kirke, Jesus’ legeme på jorden. Jesus’ virke var offentligt og på mange måder i strid med samfundets normer. Vi skal også være offentligt til stede og være villige til at bryde med samfundets normer, når de går imod de værdier, vi har lært af Jesus. Efterfølgelsen og den kristne tro lader sig kun gøre, når vi tager den fordring op, der kommer af Jesus’ kald: Følg mig!
Politiseret tro
Anders Fogh Rasmussen misforstod mennesket i den forstand, at mennesket ikke kan adskille dets grundlæggende overbevisninger fra dets tilværelse i verden. Og jeg misforstod Fogh, for hans synspunkt var ikke så totalt, som jeg opfattede det. For ham var det vigtigt at sige, at ingen på baggrund af deres tro kan påberåbe sig politiske særrettigheder i et samfund, hvor alle skal være lige for loven. Det gjorde han med en meget ubehjælpsom formulering, som dog tvang os alle til at forholde os til den.
Men det gik galt for både Fogh Rasmussen og mig, for religion er siden da blevet endnu mere politiseret.
Men det gik galt for både Fogh Rasmussen og mig, for religion er siden da blevet endnu mere politiseret. I stedet bør religionen sættes på dens rette plads, ikke i det politiske, ikke i det private, men i samfundet, hvor den kan udfolde sig som liv – ikke som lov eller som en ren indre anskuelse.
Giv din mening til kende