Tiende er en naturlig ting

Familien Mang:

• David (46) og Zung Then (45), Sunday (21), Rai (18) og lillebror Phun (16) kommer fra Matupi i Chin-regionen i Burma og bor nu i Rønne på Bornholm
• David kom til Danmark den 25. juli 2006, resten af familien den 23. februar 2007
• medlemmer af Baptistkirken Bornholm, hvor Zung Then er med i menighedsrådet, og David er formand for den lokale Matupi-gruppe, der bliver kaldt Bornholm Matu Christian Fellowship

Sunday var 16 år, gik i 7. klasse og havde fået fritidsarbejde i Netto. Den første måned tjente han 5.000 kr. ”Jeg arbejdede rigtig meget”, fortæller han. Og han havde ikke lige fanget, at forældrene forventede, at han betalte hele sin første løn til Gud. En tradition, som forældrene havde lært af Sundays farfar hjemme i Burma.

Dels betaler hele familien som noget naturligt tiende. De samler alle de penge, der skal gives til kirken, den sidste søndag i måneden. Kontanterne ligger på bordet, og så lægger alle hænderne på pengene og beder for dem under deres morgenandagt. Så er de klar til at tage til gudstjeneste. Og dels giver de altså også det første af alting til Gud.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale alle pengene til kirken.

Så er vi tilbage ved den dag, hvor Sunday får sin første løn fra Netto: ”Jeg syntes, det var uretfærdigt. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale alle pengene til kirken eller noget andet med Gud. Vi diskuterede rigtig længe, men så accepterede jeg det. I dag synes jeg, det er en god idé.” Både han og søsteren Rai giver som noget naturligt tiende – og har tænkt sig, at de vil lære deres børn det, når eller hvis de engang skulle få nogle.

Belønnet

Zung Then, moderen i familien, fortæller, at det også var en ny tradition for hende, da hun giftede sig med David. De havde betalt tiende i hendes familie hjemme i Matupi i Chin-regionen i Burma. Men ikke dette med ’førstegrøden’.

Hun følte sig så rigeligt belønnet.

Efter at have haft nogle løse jobs med rengøring i Rønne fik hun elevplads som SOSU-hjælper. Hun havde klaret ikke at få nogen løn i flere måneder, så det var ikke svært for hende at give sin første elevløn til Gud. Og hun følte sig så rigeligt belønnet, da hun et par måneder senere blev gjort opmærksom på, at hun faktisk var voksen-elev og derefter fik voksenløn – med tilbagevirkende kraft. Forskellen var 5.000 kr. udbetalt om måneden.

Familien rummer også Rai Mawi, som fik sit første job i Meny: ”Jeg tjente ikke så meget som Sunday den første måned – og det var ikke bevidst”, forsikrer hun. Lillebror Phun er professionel fodboldspiller i Esbjerg og garanteret den af børnene, der har den højeste løn. Sunday er nyudsprungen student og har et sabbatår, mens Rai nu går i 3.g.

Farfars stemme

David, der er formand for menighedens chin-gruppe, er i øvrigt meget taknemlig for at få lov til at fortælle om deres traditioner med at give til kirken. Han synes vist, at vi danskere kunne give mere – og det er ikke løgn.

Rai oversætter det, hendes far fortæller: ”Farfar, der stadig bor hjemme i Chin, har stor betydning for familien. Han har lært os, at når man får løn, så lægger man en tiendedel til side, inden man bruger pengene. Det er til Gud. Der er et sted i Malakias’ Bog^[1], som altid er inkluderet i andagten, hvor der står, at man skal give en tiendedel til Gud, og så vil himlen åbne sig og velsignelsen vil regne ned over dem.”

Det bibelvers har siddet i David lige siden, så han har altid givet, uanset hvor han har været i verden.

Stort ansvar

Jeg kan stadig høre min fars stemme.

”Jeg kan stadig høre min fars stemme”, siger David.  ”Lige meget hvilken kirke du kommer i, skal du give tiende til den kirke. For den, der er præst, kommer til at bede for dig, ligegyldigt om du har det godt eller dårligt, og den præst vil altid være der for dig.” Jeg føler – som Davids og familien Mangs præst – pludselig et stort ansvar.

På besøg i Burma

Hele familien var i Burma for et par år siden. Rai fortæller: ”De var i gang med at bygge en ny kirke. Den gamle var rigtig, rigtig gammel med jordgulv og af træ og havde ikke megen plads. Den nye kirke skulle laves af mursten, højere, bedre og finere. Jeg var overrasket over, hvor meget de gav. De byggede selv. Sunday og jeg var med til at lave gulv. Vi rørte cement. Det var fantastisk. Det overraskede mig, hvor gode de er til at give af både tid og penge.”

Her i landet kan man nok godt leve meget fint, selvom man giver tiende.

Hun fortsætter: ”Det giver faktisk bedre mening her i Danmark at give tiende. Dernede (i Burma) har de mega-lidt tilbage. Her tjener vi rimelig godt, så det burde være nemmere at give. Det er en lidt omvendt tankegang. Her kan man nok godt leve meget fint, selvom man giver tiende. Dernede føles en tiendedel som halvdelen af din løn. Man betaler for ret meget; skolegang, sundhedshjælp – man skal betale for alting. Til gengæld betaler man ikke skat.”

Brutto eller netto

Og så er vi ved spørgsmålet om, hvad man betaler tiende af: Bruttoløn eller nettoløn? Før eller efter man har betalt skat? I Burma er det tydeligvis brutto.

Det er nok et samvittighedsspørgsmål. Lige som det at betale tiende i det hele taget er et spørgsmål om forholdet mellem Gud og den enkelte. En god samvittigheds pagt.

^[1] Malakias kap. 3, vers 10