”Underholdning er glimrende, men jeg spiller ikke kun for at tjene penge. Men man kan godt formidle både tro og ånd i underholdning. Det gjorde vi i filmen ’Blå mænd’, som egentlig handler om at opføre sig ordentligt”, fortæller skuespiller Thure Lindhardt (46) i en samtale om tro og kunsthåndværket skuespil.
Thure Lindhardt
Han er vokset op i ”et almindeligt hjem med højt til loftet. Men vi bad hverken Fadervor eller aftenbøn”, siger han – og det selvom hans far var rektor på Pastoralseminariet, og hans farfar var den kendte teologiprofessor P.G. Lindhardt.
Thure vidste tidligt, at han ville være skuespiller: ”Helt fra vi er små, skal vi vide, at der en plads til os i verden. Og at der er plads til det, vi kan. Det er i de perioder, hvor det ikke lykkes, at vi har mest brug for troen.” Thure er meget tilbageholdende med at kalde sig troende, ”for som troende skal jeg praktisere næstekærlighed. Det kan jeg ikke sige med rette, at jeg gør.”
Det går galt, når vi ikke har tillid til Gud. Når vi er utålmodige.
”Tro handler også om tillid til Gud”, siger han og drager parallellen til bibelhistorien om Abraham og Sara, der tog sagen i egen hånd, da Gud lovede dem en søn. Abraham fik Ismael med slavekvinden Hagar, men det var jo ikke meningen. ”Det går galt, når vi ikke har tillid til Gud. Når vi er utålmodige”, konkluderer han.
En stor historie om tro
Thure har mange succeser på sit CV som skuespiller. I skrivende stund instruerer han en tv-serie om statsminister Jens Otto Kragh og hans kone Helle Virkner, hvor han også selv spiller med. En af de største gaver som skuespiller fik han, da han blev bedt om at spille østrigske Wolfgang Priklopil, der kidnappede Nathascha Kampusch i 1998 og holdt hende i fangenskab i otte år – ”3096 dage”, som filmen hedder.
Jeg vil helst være til opmuntring for samfundet og mennesker.
”Jeg tænkte: ’Er det en historie, vi skal fortælle hinanden?’ Jeg vil helst være til opmuntring for samfundet og mennesker. Men så læste jeg hendes bog. Der er en passage, hvor hun fortæller, at hun ligger i kælderen som tiårig og har ligget der et par dage. Der er kun lidt indirekte lys fra en lysskakt to etager over hende. Så har hun en vision. Hun ser en ung pige, der kommer imod hende og siger: ’Natascha, jeg er dig som 18-årig. Du kommer ud herfra og skal være berømt. Derfor skal du overleve.’ Hun får chancen for at flygte et par gange, inden hun er 18, men går tilbage. Hun har fået at vide, at der er bomber i gaden, og at hendes forældre vil blive slået ihjel. Men da hun er 18 år, er tiden inde, og hun flygter. Og han tager livet af sig.
Fra filmen ‘3096 dage’.
Det er en ret stor historie om det, mennesket er i stand til. Og især, at hun er i stand til at overleve i helvede. Hun har en klar tro. Jeg kan ikke dømme, om det er Gud, hun tror på. Vi skal passe på med ikke at dømme hinanden. Men troen er med til at redde hende. Derfor er det en historie om tro… Hvis ikke hun blev berømt, kunne hun ikke fortælle sin historie. Og så havde vi ikke lært noget om grusomhed, tro og overlevelse. Det er en stærk historie, som jeg er stolt over at være en del af.”
Din næste er som du
Det bringer Thure til næste tankespring: ”Når jeg spiller skuespil, må jeg ikke dømme min karakter. Hvis jeg dømmer, kan jeg ikke spille rollen. Det er ikke altid, det lykkes. Men det er en øvelse i næstekærlighed. I Det gamle Testamente står der på hebraisk: ’Elsk din næste, for han er som du.’[1] Hvis vi ikke er i stand til at se det menneskelige i andre, også i forbrydere, alle slags mennesker, så kommer vi ikke rigtig nogen vegne. Selvfølgelig skal vi have et system, der dømmer osv. Vi skal have læger, der stiller diagnoser. Det er klart. Vi skal kunne leve sammen. Men vi skal kunne elske hinanden. Ved Kristus får vi også evnen til at tilgive. Han giver os evnen. Det er ikke kun op til Gud, men også op til os. Barmhjertighed, forståelse, indlevelse er mere vigtig end nogensinde.”
Ved Kristus får vi også evnen til at tilgive.
Og det er det, Thure gerne vil puste til som kunstner og skuespiller.
Vi mister vore sanser
Han er ret bekymret over den tid, vi lever i: ”Vi er blevet ekstremt individualiserede. Alle er vi udstyret med en megafon og sidder som individuelle profeter med vores telefon eller computer. På en måde mister vi flere sanser. Nu snakker vi i telefon med hinanden, så vi kan ikke se hinanden…”.
Thure kører ovenikøbet bil, imens vi snakker, og ordene forsvinder så også ind imellem. Han fortsætter: ”Vi er i verden igennem vores sanser. Hvis vi mister både synssansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen, er der ikke meget tilbage. For store dele af vores empati sidder i sanserne.”
Tro er ikke noget, du er, men noget du gør.
Thures ønske er at få mennesker i tale, øge vores barmhjertighed, forståelse og indlevelse. Og det går han til med stor ydmyghed: ”For mig er tro en personlig ting. Tro er ikke noget, du er, men noget du gør. Ligesom at elske. I 1. Korintherbrev står der: ’Nu erkender jeg stykkevis.’[2] Det er vigtigt at holde fast i. Vi øver os i at tro. I at tænke kærligt om vores næste. Og vi er ikke i nærheden af at være perfekte. Langt fra. Hvor tit tager vi ikke sagen i egen hånd, som Abraham og Sara. Det er, når vi ikke har tillid til Gud. Jeg har intentionen om tillid. Og jeg øver mig hver dag.”
[1] 3. Mosebog kap. 19, vers 18 (egen oversættelse)
[2] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 12
Giv din mening til kende