Taizé – de unges tros-vugge

På en bakketop i det østlige Frankrig ligger et kloster, som er unikt. Alene det, at den unge mand, der i 1940 slog sig ned i den lille forsømte landsby for at lave et kloster dér, var protestant og ikke katolik, gør det anderledes. Hvor protestanterne i århundreder har afskrevet klosterlivet, så er der siden da opstået en ny respekt omkring de gamle kristne traditioner og med dette og flere andre nye klostre fornyes den kristne spiritualitet.

Tusindvis af unge har siden 1960’erne søgt til Taizé for at være der en uge. Og millioner kender Taizé fra deres enkle, melodiøse bibelske sange. Jeg vil vove at påstå, at Taizé har haft samme funktion i en tør kristen periode i Europa, som den keltiske kristendom havde i middelalderen. Her er en lomme, et helle, hvor troen kunne vokse og overleve.

Enkelheden

Jeg var selv voksen, da jeg kom til Taizé første gang. Og med det samme var jeg betaget af den påvirkning, det enkle liv og den levede tro, havde på tusindvis af unge uge efter uge.

Nu er bogen, ”Liv -i fællesskab, fred og forsoning” oversat til dansk af Kirsten Ernen Beck. Med den får vi et indblik i tankerne – og kampene – bag succesen Taizé.

Det er en samtalebog med den nuværende leder, Broder Alois, der afløste stifteren af Taizé, Broder Roger, efter han dramatisk blev dræbt i kirken i Taizé i 2005.

Alois fortæller troværdigt om sin egen vandring og udvikling. Hvordan Broder Roger meget tidligt udså ham som en kommende leder og udviklede ham gennem et lærlingeforløb. En måde hvorpå den 60-årige Alois også i dag udvikler de unge munke i fællesskabet.

Holdbarhed

Her møder vi en tusindårig tradition i en moderne klædedragt. Tiltrækningen er og har igennem disse 77 år vist, at Broder Rogers vision ikke var en døgnflue. Der er noget livsbekræftende over det enkle liv. Noget vi alle længes efter i vores ofte forhastede eller ensomme liv. Et enkelt liv i fællesskab. Det drager os og viser vel, at det er det, vi er skabt til.

Nøgleordene, som også springer ud af samtalen med Broder Alois, er tillid, stilhed og bøn.

Da først de unge begyndte at komme, var det magtpåliggende for Broder Roger, at det var Gud, der skulle gøre arbejdet i det enkelte menneske. Det, klosteret kunne, var at skabe en plads og en ro, hvor den enkelte kunne møde Gud.

Håb i det håbløse

Den sidste del af bogen, synes jeg personligt, er mest spændende. Overvejelserne over påvirkningen fra de store samfundsomvæltninger; teknologiens udvikling, globaliseringen, modløshed, ensomhed og passivitet. Alt sammen truer de unges tro.

Her er det så befriende med den tillid til Gud, som Broder Alois og Taizé demonstrerer:

…”at hjælpe unge til bedre at kunne høre Guds ord for at kunne åbne sig for Kristi nærvær og modtage Helligåndens inspiration. Med få ord: fremme et personligt møde med Gud.”

Bogen er håbgivende og svarer samtidig på en masse spørgsmål. (”Blev Broder Roger virkelig katolik?” – det har der været mange konspirationstanker om!) Min varmeste anbefaling – som en opvarmning til at tage til Taizé og opleve fællesskabet, enkelheden og bønnen i virkeligheden.