Lyt til artiklen her:

For godt 4 måneder siden fik vi at vide, at YEGO’s projekt ”Abana B’imana” var blevet godkendt af Dansk Ungdoms Fællesråd, og at vi i marts skulle starte vores 4 måneder lange eventyr i Rwanda. Det var slet ikke til at forstå, at vi skulle bo i Afrika i 4 måneder, men nu er vi allerede over en måned inde i rejsen. Og vi er så småt begyndt at føle os hjemme i Rwandas dejlige solbestrålede land.

Ungdomslederne (fra venstre): Karoline Bundgaard, Mie Nordlund Kragh og Julie Mikkelsen (Foto: YEGO / Privat)

Projektet for de forældreløse

Projektet ”Abana B’imana” er oprettet af YEGO, som er et samarbejde mellem Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS). YEGO har siden 2012 samarbejdet med ungdomsforeningen for Baptistkirken i Rwanda (YNC), og projektet ”Abana B’imana” er det 6. projekt, der har kørt i Rwanda siden da.

”Barn af Gud”

Abana B’imana, som betyder ”barn af Gud”, handler om forældreløse børn i Rwanda. Projektet stræber efter at forbedre de forældreløses livskvalitet og give dem et håb for en bedre fremtid. Det kommer til at foregå med hjælp fra frivillige i projektet, gennem forskellige lejre, med undervisning og med de såkaldte ”Groups of Hope”, som børnene kan komme i, i deres lokale byer. I Rwanda er dét at have en familie en stor del af ens sociale og økonomiske støtte. Derfor er forældreløse børn en meget sårbar gruppe, der generelt er i risiko, både socialt, økonomisk og følelsesmæssigt. Ved at uddanne frivillige til at engagere sig i denne sårbare gruppe, forbedrer vi Baptistkirken i Rwandas frivillige base, og giver de forældreløse børn adgang til kirken og lokalsamfundet.

Ungdomslederne sammen med samarbejdspartnere i Rwanda (Foto: YEGO / Privat)

Rejsen til Rwanda

Natten mellem debn 8. og 9. marts 2024 stod vi i Kastrup lufthavn, med taskerne pakket og passet i hånden. Det var endelig blevet tid til at tage hul på et eventyr og, hvad vi allerede var sikre på, et meningsfyldt frivilligt arbejde. 15 timer senere stod vi på rwandisk grund, og en drøm for os alle var blevet til virkelighed.

Sabbatår med mening

I Danmark har vi alle sabbatår, så da vi hver især blev spurgt, om vi ville 4 måneder til Rwanda, kunne vi ikke andet end at takke ja. Det er for os alle en mulighed for at komme på en længere rejse, samtidig med at gøre noget meningsfyldt for andre. I dette tilfælde forældreløse børn, som i den rwandiske kultur ikke har de bedste forhold og fremtidsmuligheder. Vi får muligheden for at udfordre os selv i mange nye kontekster. Vi får lov til at opleve og lære en ny kultur at kende, som på så mange områder er anderledes fra dansk kultur. Samt se et kirkeligt projekt, som rækker langt ud af kirken og omfavner en svag gruppe i lokalområderne.

Fællesskab (Foto: YEGO / Privat)

Alle tre så muligheder

Julie så muligheden for at engagere sig i en anderledes kulturel og social kontekst, samt udfordre sig selv ved at træde ud af sin komfortzone. Hun håber, at vi gennem projektet kan bringe de forældreløse tilbage til kirken og Gud, og give dem et håb for en bedre fremtid.

Mie så denne mulighed som Guds plan for hendes første sabbatår, og ønsker mest af alt at give disse børn en ny mulighed i livet. Hun ønsker at komme tættere på nye relationer og tættere på Gud.

Og Karoline så en mulighed for at gøre drømme og forhåbninger, som er kommet af fortællinger om Afrika og Rwanda siden barndommen, til virkelighed.

Kimironko market

Nu bevæger vi os rundt som tre unge ”muzungu´er” (def: Hvid person) i et land, som vi allerede føler os mere tilpas og vante i. Første gang vi var på Kimoronko market (def: lokalt ”altmuligt marked”), følte vi os meget ”berømte”, og vi var i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken hudfarve vi havde. Det gjaldt bare om at holde på hat og briller, klemme ballerne sammen og gå målrettet efter det, vi skulle købe uden at blive distraheret af de mange andre sælgere, som fulgte os lige i hælene. Det var både en sjov, men også meget udmattende og lidt ubehagelig oplevelse. Efter at vi nu har været på Kimironko market flere gange, har vi fået lidt mere blod på tanden, og synes faktisk, at det er ret sjovt. Godt nok er vi stadig hvide, hvilket vil sige, at vi virkelig får kamp til stregen, når det gælder om at forhandle priser. ”Muzungu-priser” er en reel ting hernede: Vi kan aldrig få pruttet priserne helt ned til lokale priser, men det er også helt okay.

Workshop med undervisning (Foto: YEGO / Privat)

Workshops

Indtil videre er der blevet afholdt to workshops med de forældreløse børn, mens vi har været hernede. Den første var et start-møde for ”Groups of Hope” hvor alle 50 børn og 10 frivillige kom til Kigali og mødte hinanden. Der var oplæg om de psykiske problemer, man kan have i forbindelse med at være forældreløs, og hvordan man kan komme igennem problemerne. Derudover var fokus også på, at de er lige så elskede og beskyttede af Gud som alle andre.

Oplæg med fokus på krop og sundhed

Der er altid plads til leg! (Foto: YEGO / Privat)

Den anden workshop, vi har afholdt, var den første workshop, som vi seks ungdomsledere selv skulle stå for. Vi skal i alt holde fem workshops, én for hver region, hvor der er ti børn og to frivillige. Workshoppen handlede først og fremmest om at lære børnene og de to frivillige endnu bedre at kende. Dernæst havde vi forberedt et oplæg om kropssundhed. Emner såsom generel hygiejne, menstruation-cyklus og pubertet var nogle af vores fokuspunkter. Det blev der både snakket om og stillet spørgsmål til. Workshoppen gik over alle forventninger, og vi fik et meget større indblik i, hvilke spørgsmål og undren børnene går med vedrørende kroppen. Denne workshop er til for at oplyse og give en forståelse for, hvordan kroppen fungerer, og hvad der er normalt, og hvad der eventuelt kan være skadeligt for kroppen.

”Vi glæder os!”

Vi glæder os meget til de næste tre måneder her i Rwanda. Vi har stadig en masse sjove workshops og aktiviteter at se frem til, og vi håber, at de bliver lige så succesfulde som de første. Forhåbentligt kan vi om tre måneder se en positiv forandring i de 50 skønne børns hverdag og liv. Og det er bare helt vildt at tænke på, at vi kommer til at bidrage til at give dem et håb for en bedre fremtid.

YEGO’s ungdomsledere
Karoline Bundgaard
Mie Nordlund Kragh
Julie Mikkelsen

Mere information

Følg med på YEGO’s Facebookside

Andre artikler om YEGO:
”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
YEGO-teamet på besøg i Rwanda
Unge mødre får nyt liv
Ungdomslederudveksling i Rwanda
YEGO-tur til Rwanda

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt

Find flere

På mange måder er vi mere frimodige i dag, men samtidig er vi stadig bundet af en vis berøringsangst. Derfor har jeg talt med en spejderfører, et forældrepar og en ungdomsleder om, hvordan de hver især forholder sig til disse tematikker, og hvordan de taler med de unge om dem.

En spejder er en spejder

Sarah Basnov er 35 år, tropsfører (4.-6. kl.) for baptistspejderne i Holbæk, og så sidder hun i korpsrådet, som er den øverste ledelse i Danske Baptisters Spejderkorps. Hun siger:

“På den ene side er vi spejdere rigtig gode til at sørge for, at alle deltager i alle opgaver. Og det er ikke sådan, at det kun er pigerne, der står for madlavning eller oprydning i lejren. Vi praktiserer langt hen ad vejen en form for praktisk ligestilling – det er bare ikke noget, vi taler om. En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet. En spejder er en spejder uanset køn, alder eller erfaring. På den anden side er det nok alligevel sådan, at det oftest er drengene, der hugger brænder – her kunne vi godt være bedre til at få pigerne på banen.

Sarah Basnov

Plads til alle

Jeg tror ikke, at vi som spejderførere skal tage initiativ til samtaler om seksualitet og kønsidentitet. Det ville virke utrolig unaturligt, hvis vi hen over lejrbålet begyndte at spørge ind til de unges tanker om den slags. Vi er mere optaget af handling fremfor ord. Derfor prøver vi hele tiden at vise, at spejderbevægelsen er en åben bevægelse, hvor der er plads til alle uanset køn, alder og seksualitet. Vi har derfor heller ingen problemer med at have førere, der er homoseksuelle – de er der jo ikke som homoseksuelle, men som spejdere. På den måde er vi forhåbentlig med til i praksis at vise de unge spejdere, at de er okay, som de er.

En af grundtankerne i spejderbevægelsen er, at alle hjælper til, og alle tager ansvar. Nogen kan noget, andre noget andet.

Spejderens ansvar

Den internationale spejderbevægelse lægger vægt på ’Duty to God, duty to others, duty to yourself’ – ’Ansvar over for Gud, ansvar over for andre, ansvar over for dig selv’. Deri ligger et klart kald til mig. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at jeg som spejderfører tør gå ind i en samtale med nogen, der fx oplever at føle skam eller skyld. For mig er skam forbundet med afmagt i forhold til noget, du ikke selv er herre over, fx din seksualitet, og skyld er udtryk for, at du godt ved, at du har handlet forkert. I begge situationer er det vigtigt, at jeg lytter og møder dem uden fordømmelse eller skæld ud og i stedet retleder og viser, at der er andre måder at tænke og agere på, som er sundere for dem selv og deres omgivelser.”

Vi klæder dem på til livet

Merethe og Jordan Sonne

Merethe og Jordan Sonne er hhv. 46 og 45 år; de tilhører Roskilde Baptistkirke, og så er de forældre til Samuel (18), Sarah (16), Silas (12) og Silke-Maj (1½). De siger:

“Som forældre ønsker vi at udruste vores børn til at tage på deres livsrejse med de rigtige værktøjer i rygsækken. Vi ønsker, at de skal være rummelige og favnende uanset køn, race og kultur; at de skal være tro mod sig selv trods input fra samfundet. Det er i vores hjerter, at de skal sætte Gud først, og derfor begynder vi hver dag med at bede sammen. Vi gør ikke forskel på drengene og pigerne, men vi lægger nok et forskelligt fokus, når vi taler om, hvad de vil stå overfor mht. valg og konsekvenser. De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor, hvor de færdes, men det er imellem dem og Gud, hvad de vælger på deres vej. Og så er det vores opgave at støtte, tilgive, bede for og guide dem – både bibelsk og menneskeligt, og både som forældre og som åndelige vejledere.

De har alle fået at vide, at de efterlader fodspor hvor de færdes.

Åbenhed er en øvelse

Vi taler gerne åbent om både ligestilling, seksualitet, skyld og skam. Nogle gange er de åbne for snakken, andre gange er det: ’Nej mor, den snak har vi to ikke …’. Derfor bliver det tit, når de kommer til os, at vi kan nå ind til hinanden. Men det vigtigste er, at vi hele tiden er tilgængelige for samtalen. Livet har givet os en masse erfaringer, og vi tror på, at hvis vi deler dem åbent med vores børn, så kan de lære af os. Fx har vi i samtalen om sex, som vi har haft med vores unge, talt med både vores drenge og pige om, at de skal lære at sætte grænser og være tydelige i dem.

Den svære samtale er ofte den vigtigste

Vi er som forældre enige om, at unge i dag har det sværere, end vi havde det, som unge kristne – nok er der mere åbenhed, men der er også flere tabuer. Vi mindes ikke, at der var meget fokus på afholdenhed, alkohol, det at bo sammen før ægteskab, afprøve grænser osv. Men vi var rigtig heldige at have gode ungdomsledere, som turde vejlede og konfrontere os som kærestepar omkring rette valg og livsbane. Derfor er vi også blevet de forældre, som selv taler om de svære emner – selvom vores børn nok vil sige, at vi nogle gange er lidt for direkte og blander os lidt for meget.”

Ligestilling eller ligeværd

Hanna Daugaard er 23 år, hun studerer retorik på Københavns Universitet, og så er hun ungdomsleder i Roskilde Baptistkirkes ungdomsarbejde ’Under Construction’ (UC). Hun siger:

Hanna Daugaard

“Egentlig har jeg det ret ambivalent med ordet ligestilling. Jeg kan bedre forholde mig til fortællingen om alle personers ligeværd. I skabelsesberetningen er der en klar vekselvirkning mellem ental og flertal: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”[1] Det er altså i relationen, vi er i Guds billede. Derfor gør vi os også umage i UC, når vi skal sammensætte en ny ledergruppe. Teenagere hungrer efter nogen at se op til og ligne. De søger identifikation. Og det er fjollet ikke at bestræbe os på at gøre dét muligt. Måske netop også for at anerkende, at vi kan noget forskelligt.

Kirken skal nuancere billedet

Vi må nok erkende, at den kristne kultur og historie kan give anledning til et kritisk blik på ligestilling. Jeg har i hvert fald hørt mange ’kvinder-skal-tie-i-forsamlinger’-jokes, og derfor er det vigtigt, at vi står klar til at nuancere billedet. Jeg oplever en generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af, og derfor er det ikke sjældent, at vi ender med at diskutere alt fra strikkeopskrifter til politik og også ligestilling henover kaffen og giflerne. Ofte har nogen hørt noget i skolen eller læst en spændende artikel, og det virker helt naturligt at forsætte dén snak, når de træder ind ad døren mandag aften til ungdomsmøde og dermed invitere flere perspektiver ind i samtalen.

En generation, der sætter en ære i at påvirke og tage stilling til det samfund, de er en del af.

Vigtigt at prædike kærlighed

Det piner mig, når unge mennesker slår sig på kirken. Jeg længes sådan efter, at kirken må være det rum for heling, som den var tiltænkt. Gennem ordene ”Kærligheden finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden”[2] læser jeg, at det er min opgave at pege mod sandhed som en del af det at elske mennesker. Men nogle gange er vi så fokuserede på at prædike sandhed, at vi glemmer kærligheden. Og det er måske dét, der kan gøre det svært at være menighed – og ungdomsleder: For hvordan kan vi bedst hjælpe hinanden med at bedømme – uden at begynde at fordømme hinanden?”

[1] 1. Mosebog kap. 1, vers 27

[2] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 6

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere