Lyt til artiklen:

Jorden er gjort klar. I landsbyerne i Gasabo District uden for Kigali er småbønderne klar til at så. Nu venter de på regnen.

De tør ikke plante for tidligt. Hvis regnen udebliver, går såsæden måske tabt. Bønderne er vant til, at høsten afhænger af vejret. Alligevel ser de mod himlen og håber.

De ventende småbønder var noget af det, Morten Kjær Kofoed, missionssekretær i BaptistKirken, mødte, da han i slutningen af september besøgte TEKANA-projektet i Rwanda. Morten var i Rwanda for at føre tilsyn med det nye projekt, der skal styrke fødevaresikkerhed, forbedre klimatilpasningen og øge den økonomiske tryghed for 600 småbondefamilier.

Bønderne venter på regnen (Foto: Morten Kjær Kofoed)

“Begejstringen for at komme i gang med projektet gjorde størst indtryk,” fortæller Morten. “De lokale har store forventninger til, at de kan udvikle deres landbrug og dermed få sig et bedre liv. Det var tydeligt at se, at der var gode relationer i grupperne – og at de gerne ville løfte i flok.”

TEKANA betyder “føl dig sikker” eller “vær tryg” på kinyarwanda. Ordet kommer af udsagnsordet ”gutekana”, der handler om sikkerhed, stabilitet, tryghed og fred. Det er også projektets kerne. Mennesker, der lever af små landbrug i et område præget af klimaforandringer, udpint jord og usikre høstudbytter, skal have bedre mulighed for at skabe et tryggere liv for deres familier.

Projektet har fået en bevilling på 1.408.728 kroner fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, CKU, som administrerer en pulje fra Udenrigsministeriets udviklingssamarbejde, Danida.

Nye metoder på gamle marker

TEKANA er både et landbrugsprojekt og et fødevaresikkerhedsprojekt. Det skal hjælpe 600 småbønder i Bumbogo og Rutunga, to administrative sektorer i Gasabo District i provinsen Kigali.

Metoden hedder RIPAT, der står for ”Rural Initiatives for Participatory Agricultural Transformation”. RIPAT-metoden bygger på praktisk læring – en metode, som BaptistKirkens partnere med stor succes har benyttet sig af de senere år. Bønderne arbejder sammen i grupper. Her afprøver de nye dyrkningsmetoder og sammenligner dem med de traditionelle metoder, de kender i forvejen.

Inspektion af de tørre marker (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Morten beskriver det sådan: På den ene halvdel af demonstrationsmarken dyrker bønderne afgrøder på traditionel vis. På den anden halvdel bliver de samme afgrøder dyrket med nye metoder. Så kan deltagerne selv se forskellen: Hvor meget udbytte giver markerne? Hvor meget såsæd skal bruges? Hvor meget arbejdskraft kræver det? Hvad betyder kompost, afstand mellem planterne og bedre jordforberedelse?

I projektets sprog hedder metoderne “teknologier”. Der er ikke tale om højteknologi. Det kan være så enkelt som at plante majs i rækker på skråningerne, bruge den rette afstand mellem planterne, forbedre jorden med kompost eller dosere gødning mere præcist. Enkelt – men alligevel afgørende for udbyttet.

Erfaringerne fra lignende projekter viser, at udbyttet kan stige markant. I projektet er målet, at høstudbyttet for udvalgte afgrøder som majs, bønner, kassava og søde kartofler skal stige med mindst 25 procent. Samtidig skal tab efter høst reduceres med mindst 15 procent.

Undervisning i mere moderne og effektive metoder (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Superfarmere skal lære fra sig

Projektet arbejder med lokale nøglepersoner, såkaldte “superfarmere”. Det er dygtige lokale bønder, der får en særlig rolle i at støtte og undervise andre.

En af dem er Jean-Marie Vianney. Morten beskriver ham som en meget dygtig lokal bonde. Han er en af dem, der skal hjælpe med at samle og dele erfaringer, så projektet ikke bliver ved undervisningen, men slår rod i landsbyernes hverdag.

Målet er at etablere 32 landbrugsgrupper og demonstrationsmarker. 96 lokale superfarmere skal trænes, så læringen kan gå fra bonde til bonde. Der kommer ikke eksperter udefra med færdige instruktioner. Bønderne skal selv se, prøve, vurdere og tage metoderne i brug.

Det er vigtigt i et område, hvor mange stadig dyrker jorden med traditionelle metoder, og hvor adgangen til kvalitetsfrø, plantemateriale og rådgivning ofte er meget begrænset.

Undervisningen er flyttet ud på marken (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Mere end mad på bordet

TEKANA-projektet handler også om at styrke familiernes økonomi.

Deltagerne i projektet er med i lokale spare- og lånegrupper, de såkaldte ”VSLA-grupper” (Village Savings and Loan Association). Her sparer medlemmerne op sammen. De enkelte medlemmer kan låne mindre beløb til landbrug, husdyr, små investeringer eller andre aktiviteter, der kan styrke familiens indkomst.

Senere er planen at samle grupperne i større enheder, såkaldte ”føderationer”. Det gør dem mere robuste og giver adgang til større økonomiske muligheder. Samtidig skal grupperne lære at gå i dialog med lokale myndigheder om de problemer, der påvirker deres liv: adgang til landbrugsrådgivning, markeder, klimatilpasning og lokale offentlige tilbud.

På den måde bliver projektet også en øvelse i fællesskab og lokal handlekraft. Bønderne får ikke kun bedre udbytter. De får også en stærkere stemme.

Projektområderne i Gasabo District ved Kigali

Baptistisk mission i ny form

BaptistKirken har været engageret i Rwanda og Burundi siden 1928. I mange år var de to lande BaptistKirkens primære missionsmarker. I dag ser virkeligheden anderledes ud.

“De lokale kirker klarer selv missionen,” siger Morten. “ Vi hjælper via forskellige projekter til at forbedre deres livssituation og styrke deres mulighed for selv at være kirke i mission.”

TEKANA er et samarbejde mellem Association of Baptist Churches in Rwanda, AEBR, og BaptistKirken. Et samarbejde, der begyndte i 2007. Partnerskabet bygger på mange års fælles erfaringer med fødevaresikkerhed, spare- og lånegrupper, socialt arbejde, bedre muligheder for kvinder og støtte til sårbare grupper.

For Morten er sammenhængen enkel:
“Landbrugsudvikling i Rwanda er den billigste og mest sikre måde at hjælpe rwanderne i det rurale Rwanda til bedre livskvalitet.”

Det er mission i en jordnær form. Et partnerskab med den lokale kirke, der er en del af det lokale samfund og derfor kender behovene.

Markerne er klar til at blive tilsået – men bønderne venter fortsat på regnen (Foto: Morten Kjær Kofoed)

De venter stadig på regnen

Da Morten besøgte bønderne i Gasabo District, var projektet lige begyndt. Alligevel var der allerede sat meget i gang. Grupperne var samlet. Superfarmerne var udpeget. Demonstrationsmarkerne var ved at tage form.

Men regnen manglede.

Derfor stod deltagerne midt i et paradoks: De kan lære nye metoder. De kan organisere sig. De kan forbedre jorden, spare op og løfte i flok. Men de lever stadig med en sårbarhed, ingen kan planlægge sig helt ud af. Det er et af projektets mål, at bønderne via fælles indsats og opsparing bliver mindre sårbare i kritiske situationer.

Måske er det netop derfor, projektet hedder TEKANA.

Føl dig sikker. Vær tryg.

Ikke fordi livet som bonde i Rwanda bliver uden risiko. Men fordi bønderne står stærkere sammen, når regnen lader vente på sig.

Relateret

• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026

Find flere

Lyt til artiklen:

“Det største er, at de selv finder ud af: Jeg har værdi. Jeg er noget værd. Jeg må godt stå op for mig selv, tro på mig selv og skabe et liv for mig selv,” fortæller Iben Kragh Nørlund om projektet Abana b’Agaciro, ”Børn med værdighed”.

Iben er en del af YEGO-teamet. Hun fortæller engageret om det nye projekt i Rwanda, der startede den 1. september 2026. Projektet skal støtte forældreløse børn og unge gennem fællesskab, traumeheling, spare- og lånegrupper og praktisk træning.

Kort sagt handler projektet om, at børnene og de unge opdager, at de har værdi – i Guds øjne, i andres øjne og i deres egne.

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

AEBR Youth pegede på behovet

Abana b’Agaciro bygger videre på YEGO og partnerorganisationen AEBR Youths erfaringer fra et pilotprojekt, der undersøgte forældreløse børns livsvilkår.

“Vi spørger altid vores partner, hvad behovet er, og hvilken målgruppe de ser. Det er ofte – hvis ikke altid – dem, der finder målgruppen og projektets formål,” siger Iben.

Tilbagemeldingen fra AEBR Youth var, at kirken og lokale fællesskaber fortsat burde hjælpe forældreløse børn. Projektet er ikke bygget på en fiks idé født ved et skrivebord i Danmark, men på lokale erfaringer fra unge i Rwanda, der ser behovet i deres hverdag.

Livet som forældreløst barn i Rwanda er udfordrende. Det er ikke kun fraværet af forældre, der belaster barnet. Mangel på netværk og tryghed tærer også. Forældreløse børn kan stå med flere udfordringer på én gang: sorg og traumer, usikker skolegang, økonomisk pres og mangel på voksne, der kan støtte dem.

Derfor indeholder YEGOs projekt fællesskab, traumeheling, spare- og lånegrupper og praktisk træning. Ideen er at styrke børnenes færdigheder, relationer og de lokale fællesskaber, der kan bære dem videre.

Følg med!

• Projektets navn: Abana b’Agaciro – ”Børn med værdighed”
• Land: Rwanda
• Partner: AEBR Youth
• Periode: 1. september 2026 – 31. august 2028
• Fokus: forældreløse børn og unge, fællesskab, traumeheling, spare- og lånegrupper, praktisk træning
• Du kan følge YEGOs arbejde og Abana b’Agaciro på Facebook (https://www.facebook.com/yegoprojektet) og på Instagram (https://www.instagram.com/yego_rwanda/).
• Hvis din menighed, spejderkreds, ungdomsgruppe eller et andet fællesskab ønsker besøg af YEGO, så skriv til Iben Kragh Nørlund på iben.kragh@dbs.dk.

Et “ja” til partnerskab

YEGO betyder “ja” på Rwandas sprog, kinyarwanda. For YEGO er det mere end en oversættelse. Det er også et budskab: Ja til relationer på tværs af landegrænser, ja til, at unge tager ansvar – og ja til partnerskab som grundlag for hjælp.

YEGO er et fælles initiativ mellem Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS). Siden 2010 har samarbejdet med AEBR Youth styrket unges rettigheder, medborgerskab, frivillighed og ledelse i Rwanda.

Derfor er Abana b’Agaciro også et partnerskab mellem ligeværdige partnere. Unge i Danmark og Rwanda lærer hinanden at kende, deler erfaringer og arbejder sammen for, at forældreløse børn får mulighed for at tage ansvar i deres eget liv og lokalsamfund.

Færdigheder, selvværd og heling

Iben peger på, at YEGO og AEBR Youth gennem årene har arbejdet med flere målgrupper og projekter. Men projekterne er bygget på samme grund:

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

“Vi har tit tre ben. Der skal være noget praktisk, deltagerne skal lære. De skal have nogle færdigheder, så de kan få et job, få en indkomst og skabe noget for sig selv. Så skal de have tro på sig selv, selvværd og selvledelse. Og så er der ofte traumeheling, fordi mange har været udsat for traumatiske oplevelser,” siger hun.

Helheden er vigtig. Praktiske færdigheder giver mulighed for indkomst. Spare- og lånegrupper skaber økonomisk ansvar og fællesskab. Traumeheling giver børn og unge sprog for det, der gør ondt. Og lokale frivillige er med til at skabe netværk, der fortsætter, når projektperioden er slut.

“Det, vi oplever, er, at når vi når hele vejen rundt, så får deltagerne så meget med, at de selv kører projekterne videre bagefter. De tror på sig selv, de har fået et fællesskab, og de har fået nogle praktiske færdigheder,” fortæller Iben.

Kaniner, opsparing og nye muligheder

Pilotprojektet gav YEGO endnu mere erfaring i projektledelse. Men de havde ikke regnet med, at kaniner skulle bidrage til læringen.

“Det er faktisk sjovt med de kaniner,” fortæller Iben og fortsætter grinende: ”Der var faktisk slet ikke bevilget projektmidler til indkøb af kaniner. Men i Rwanda blev der alligevel købt kaniner…”

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

Efterfølgende måtte YEGO finansiere kaninindkøbet med indsamlede midler og indtægter fra foredrag rundt om i menighederne.

“Men det viste sig at være et af de vigtigste elementer i hele projektet. Kaninerne gjorde, at børnene fik en følelse af at blive vist tillid. Der var tillid til, at de kunne styre det,” siger Iben.

Deltagerne lærte at passe, fodre og avle kaninerne, så de kunne sælges. Indkomsten blev brugt til mad, tøj og skoleudgifter – og til opsparing i spare- og lånegrupperne.

“De lærer at spare sammen, de hepper på hinanden, og de får et stærkt fællesskab. Lige pludselig får de en følelse af at høre til,” siger Iben.

Bæredygtige fællesskaber

Det er vigtigt for YEGO, at arbejdet fortsætter, når den danske finansiering stopper. Derfor er fællesskaber vigtige, både spare- og lånegrupper og fællesskaber i kirkerne.

“Vi oplever mange, der flere år senere fortæller: For fem år siden var jeg med i et projekt, og nu kører jeg det her projekt for nogen i mit eget lokalsamfund,” fortæller Iben.

Hun peger på, at spare- og lånegrupperne handler om mere end penge. De skaber relationer og giver ansvar til deltagerne.

“De stopper ikke bare og siger: Godt, det var det projekt, nu er hver mand for sig selv. De fortsætter i fællesskaberne med at hjælpe hinanden, spare sammen, låne og skabe udvikling,” siger Iben og fortsætter: “Så bliver det bæredygtigt, selv når vi smutter.”

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

Håb kræver heling

Kaniner og spare- og lånegrupper er kun den ene del af projektet. For børn, der har mistet trygge voksne, kræver håb også heling. Derfor handler Abana b’Agaciro også om traumeheling og undervisning i at klare sig i hverdagen.

Børnene bliver hjulpet til at få sprog for det, der gør ondt, og de lærer, hvor man kan søge hjælp. Projektet skal bygge fællesskaber, hvor det er i orden at have det svært, så ingen står alene med sine udfordringer.

Gennem ”Groups of Hope” skal børn og unge møde andre i samme situation, lokale frivillige og kirken som et støttende netværk.

Unge i Danmark skal også lære noget

Abana b’Agaciro har også en dansk side. Den handler om, at unge i Danmark får større udsyn og bliver inspireret til selv at tage ansvar.

“Vi håber altid, at projekter kan være med til at inspirere i Danmark. Man kan blive taknemmelig over det, man selv har, men også inspireret til at være noget for andre,” siger Iben, der fortsætter: “Det behøver ikke være i Rwanda. Det kan også være naboen eller en, man møder nede i Brugsen. At være noget for andre giver værdi både til dem og til en selv.”

YEGO håber at sende unge til Rwanda og invitere unge rwandere til Danmark gennem en ny ungdomslederudveksling. Samtidig planlægger teamet en studietur næste sommer for unge fra BaptistKirken, BBU og DBS.

“Vi håber at invitere unge med ind og få Rwanda helt ind under neglene og ind i hjertet,” siger Iben.

Fotos fra ”Abana B’imana” – Børn af Gud – projektet i 2024 (Foto: Yego)

Følg med! – eller invitér YEGO på besøg

Abana b’Agaciro varer to år, og YEGO deler løbende nyt fra arbejdet i Rwanda. Baptist.dk’s læsere kan følge projektet på YEGO’s Facebook– og Instagram-profiler.

YEGO tager også gerne ud og fortæller om projektet i menigheder og lokale fællesskaber.

“Vi vil gerne komme ud og fortælle om, hvad det er for et land, hvad det er for projekter, og hvad det er for nogle gode mennesker,” siger Iben Kragh Nørlund.

Abana b’Agaciro, børn med værdighed, er meget mere end børn, der får hjælp. Det er børn, der får selvtillid, tro på livet og opdager, at de har værdi – i Guds øjne, i andres øjne og i deres egne.

Læs mere om YEGO på baptist.dk

“Yego-tur til Rwanda”

“Unges engagement i internationalt missionsarbejde”

“YEGO’s ungdomsledere skaber håb for forældreløse børn i Rwanda”

“Håb for udsatte børn i Rwanda”

“Frimodighed, glæde og selvtillid vokser”

Relateret

• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet
• 10. okt. 2026 - De venter på regnen

Find flere

Lyt til artiklen:

“Da jeg blev gravid, var min familie ikke glad. Jeg følte mig skamfuld og gemte mig derhjemme. Men nu vil jeg klare mig selv og tage ansvar for mit barn.” Sådan siger 26-årige Solange, der blev mor for 10 måneder siden. Hun er en af deltagerne i projektet for unge enlige mødre på centeret ”Let the Little Children Come to Me” (LLCCM) i Butare i Rwanda. Projektets mål er at hjælpe kvinderne tilbage i samfundet.

Mortens besøg på LLCCM-centeret

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, besøgte centeret den 15. marts 2026. Morten fortæller:
”Da jeg var på besøg, var omkring 30 unge kvinder mellem 16 og 29 år tilknyttet projektet. De kom fra lokalsamfundet, og alle var enlige mødre. Hver af dem bar på en historie om social isolation, skyld og skam – men de havde et fælles håb om en ny begyndelse.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Et arbejde med rødder tilbage til 2016

I 2016 fik YEGO[i] sammen med partnerorganisationen AEBR Youth i Rwanda støtte af Dansk Ungdoms Fællesråd til projektet ”Young Single Mothers.” Det blev begyndelsen på det arbejde, der stadig hjælper unge enlige mødre, der ofte er udstødt af familie, venner og kirke. Samtidig skal projektet give kvinderne færdigheder og tro på egne evner, så de kan finde fodfæste i samfundet igen.

I dag er det BaptistKirken i Danmark, der driver ”Young Single Mothers”-projektet sammen med partnere i Rwanda. Projektet har modtaget støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), men er i dag finansieret af indsamlede midler fra menigheder, spejderkorpset og engagerede enkeltpersoner.

Når tro bliver til konkret handling

Projektet på LLCCM bygger på Jesu ord om, at vi skal tage os af de mindste – samfundets marginaliserede og udstødte (Matthæus-evangeliet, kapitel 25, vers 40). For kvinderne har graviditeten fået store konsekvenser. De er blevet isoleret fra familie og fællesskab, og de fleste har samtidig måttet opgive deres skolegang. Men projektet giver dem en ny retning. Som en af deltagerne udtrykte det:
“Vi er glade for, at I kommer for at hjælpe – ikke bare som besøgende, men for at gøre en forskel.”

Fag, færdigheder og tro på fremtiden

Projektet gør en konkret forskel for kvinderne. Tilbuddet er helhedsorienteret og rettet mod reetablering i samfundet. Kvinderne får tilbudt uddannelse i seks måneder som syerske eller i tre måneder som frisør.

24-årige Claudine, mor til lille Fabrice på fire måneder, ser fremad og erklærer optimistisk:
“Jeg vil lære at sy, så jeg kan forsørge mig selv og min søn. Jeg vil ikke være afhængig af andre.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Værdighed, sundhed og ansvar for livet som forælder

Morten fortæller videre fra besøget:
”Det var ikke alle kvinderne, der havde været med i det oprindelige projekt. Derfor var der tilføjet kurser i almen sundhed, børns sundhed, ernæring og livet som forælder. Projektet rækker dermed ud over blot at give praktiske færdigheder. Det handler om værdighed, ansvar og nye muligheder – og om at give både mødre og børn en fremtid.”

Omsorg, råd og hjælp tilbage til familien

Et af de nyere tiltag i projektet er frivillige ”bedstemødre”. De fungerer både som brobyggere til de unge kvinders familier – hvor der ofte er opstået konflikter – og som støttepersoner, der tilbyder omsorg, råd og praktisk vejledning i hverdagen.

Régina på 52 år er en af bedstemødrene. Som motivation for at engagere sig siger hun:
“Jeg kunne ikke vende ryggen til min egen datter, da hun stod i samme situation. Nu vil jeg hjælpe andre unge kvinder, så de ikke står alene.”

Ingen hjælp uden formaning!

De lokale myndigheder bakker også op om indsatsen og har deltaget i udvælgelsen af deltagerne. Myndighederne forbeholdt sig dog ret til at ”løfte pegefingeren” over for kvinderne i forbindelse med starten på projektet: En såkaldt kønsansvarlig (”gender officer”) understregede vigtigheden af disciplin, respekt og at gribe muligheden:
“Når I får denne chance, må I ikke spilde den,” lød det fra myndighedsrepræsentanten.

Han blev bakket op af projektleder Leonard, som opfordrede kvinderne til ikke at havne i samme situation igen. Bemærkningerne viser, at det omgivende samfund fortsat har svært ved at slippe forestillingen om, at kvinderne selv bærer skylden for deres situation.

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet spirer – men det kræver opbakning

Morten slutter sin beretning fra besøget:
”Desværre er der fortsat mange unge mødre i Rwanda, der er i samme situation som de 30 kursister i Butare. Bare i LLCCM’s lokalområde er behovet langt større end projektets ressourcer kan dække i dag. Derfor er der fortsat brug for opbakning. Hver eneste gave – uanset størrelse – er med til at give en ung mor mulighed for at lære et fag, genvinde sin værdighed og skabe en fremtid for sit barn. Midt i alle udfordringerne spirer håbet. Men håbet bærer kun frugt, hvis det får næring.”

At støtte mødrene er også at tage imod børnene

I snart ti år har først YEGO og siden BaptistKirken støttet arbejdet blandt unge enlige mødre. Mange børn og mødre er blevet hjulpet til et bedre liv. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvad fællesskab og vilje til at dele kan skabe på tværs af lande og livsvilkår. Hvis vi tager Jesu ord om de mindste alvorligt, så handler det også om at støtte deres mødre.

[i] Siden 2010 har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) samarbejdet om projekter i Rwanda. Samarbejdet hedder YEGO, der betyder ”Ja” på kinyarwanda.  Projekterne har fokus på unges rettigheder og rolle i udviklingen af Rwanda.  Og YEGO er et ”Ja” til at nedbryde fordomme, skabe relationer til det globale syd og tage ansvar for den verden, vi lever i.

Relateret

• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/01/status-paa-jubilaeum-2028.mp3

”Ruinerne af de gamle huse, vi fandt, var umulige at gøre i stand. Derimod en mængde brugbare soltørrede mursten. Vi fik 12.000 sten frem og begyndte at opføre et hus. Desværre har de indfødte kun ringe sans for rette linjer, så min mand måtte lægge stenene selv. Efter tre ugers forløb er huset for så vidt færdigt, så vi kan flytte ind, men det mangler både loft og gulv. Men der er tykt lagt græs som tag, så i huset kan man opholde sig uden solhjelm på hvilket som helst tid af dagen. Huset er 4,5 meter bredt og godt 17 meter langt. Der er to små stuer og et lille rum til kasser og kufferter, et rum til poliklinik og et til opbevarelse af redskaber og værktøj. Så er herligheden, det første hus på de danske baptisters første missionsstation færdigt. Men det står endnu og har været i brug siden.”

Musema 1928 (Foto: N.P. Andersen)

I beretningen fra 1963 ser Johanne Andersen tilbage på rejsen i 1928 fra Danmark over Belgien til Urundi. Det land, vi i dag kender som Burundi (du finder lydfilen her). Johanne og N.P. Andersen var de første danske baptister, der blev sendt ud som missionærer. De nåede til Urundi den 17. maj 1928 og den 6. juni 1928 nåede ægteparret sammen med 80 bærere frem til Musema, hvor de byggede den første missionsstation.

I 2028 skal vi fejre 100 år i Afrika og forberedelserne er ved at komme i gang.

Fra Teams-møder til et spændende digitalt arkiv

I efteråret 2022 ringede Morten Kjær Kofoed, sekretær for International Mission i BaptistKirken, rundt til en flok særligt udvalgte. Hurtigt fik han samlet et lille udvalg, der siden har holdt utallige møder på Teams og gravet i arkiverne. Udvalget har efterhånden samlet et omfattende materiale om BaptistKirkens første 100 år i Afrika:

• Mere end 25 timers interviews med tidligere udsendte eller deres børn – og der er flere på listen!
• Alle årbøgerne fra 1895 (og enkelte ældre) frem til i dag er scannet. Det er muligt at søge i det digitale materiale.
• 27 mikrofilm med ugebladet – under forskellige navne – fra 1851 til 1961 er scannet og ved at blive gjort tilgængelige for alle interesserede. Udvalget arbejder på at digitalisere ugebladet fra 1961 frem til 2006. Nyere udgaver findes digitalt på baptist.dk.
• Der er oprettet et omfattende digitalt billedarkiv, der løbende bliver udbygget.
• Gamle bøger, breve og lydoptagelser er blevet digitaliseret.

Alt det digitale materiale er samlet på BaptistKirkens server, så alle der skal arbejde med jubilæumsforberedelserne, kan få glæde af materialet.

Johanne Andersen med en skoleklasse i Musema (Foto: N.P. Andersen)

Jubilæumsbogen tager form – redaktør og skribenter er i gang

BaptistKirkens ledelse har besluttet, at der skal udgives en jubilæumsbog i anledning af jubilæet. Der er samlet et hold af skribenter, der er i gang med de første udkast til tekst. Historiker Jens Wendel-Hansen har påtaget sig opgaven som redaktør: Det sikrer, at der bliver tale om professionel historieformidling.

Udvalget fortsætter arbejdet med at finde og indsamle materiale. For at skabe overblik og hjælpe skribenterne bliver der afholdt webinarer for skribenterne med information om BaptistKirkens egne arkiver (både de digitale og det fysiske i Tølløse), adgang til Det kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og en række online-steder hvor der også kan findes information om missionærer og arbejdet i Afrika.

Stemmer fra syd: Jagten på fortællingerne i Rwanda og Burundi

Udvalget har forsøgt at etablere et samarbejde med vores partnere i Rwanda og Burundi. Det har været svært: Folkemordet i Rwanda i 1994 og gentagne uroligheder i Burundi har medført, at baptistkirkerne ikke længere har arkiver af betydning. For at få ”stemmer fra syd” med i materialet og i bogen forsøger udvalget at gennemføre en række interviews med personer i Rwanda og Burundi, der kan fortælle om mødet med BaptistKirkens udsendte.

Det andet hus i Musema – cirka 1932 (Foto: N.P. Andersen)

Fejringen i 2028: Vi fejrer det både nationalt og lokalt

En bog kan belyse og oplyse. I særlige tilfælde kan den begejstre og måske samle mennesker for en sag. Men en fælles fejring kan forbinde – på tværs i BaptistKirken og fra nord til syd. Derfor har Morten samlet endnu et udvalg, der arbejder med en fælles fejring af jubilæet i 2028.

Der er mange ideer på bordet: Flere af dem handler om at gøre det spændende arkivmateriale tilgængeligt for mange:

• digitalt på websider eller i podcasts.
• som nøglefærdige ”rejseudstillinger”, der kan cirkulere mellem menighederne –
• eller permanente mini-udstillinger til de enkelte menigheder.
• Der er ideer om at lave kulturel udveksling mellem nord og syd,
• besøg til egentlige jubilæumsfejringer (der kan transmitteres på Facebook og YouTube) og
• markering af jubilæet på Kirkernes Folkemøde i Hillerød i 2028.

Ideerne står i kø. Det bliver spændende at følge med i forberedelserne til fejringen.

Ventetid ved klinikken? (Foto: N.P. Andersen)

Har du materiale – eller vil du bidrage? Sådan hjælper du

Hvis du har materiale fra arbejdet i Rwanda og Burundi – billeder, lyd, dagbøger, breve eller andet, der kan være med til at fortælle historien, så kontakt Morten Kofoed. Listen med interview-emner er fortsat lang, så giv os gerne et praj, hvis du vil fortælle din historie.

Hvis vi har overset dig i vores søgen efter skribenter – eller hvis du på anden måde ønsker at bidrage til det fortsatte arbejde, er du meget velkommen til at kontakte udvalget.

Kontakt Morten Kjær Kofoed, e-mail: morten@baptistkirken.dk, Tlf.: 3011 2904

Læs mere?

“Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte” – baptist.dk, 29. november 2025
”Fra de første skridt til 100 år i Afrika” – baptist.dk, 7. maj 2024

Relateret

• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 10. okt. 2026 - De venter på regnen
• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere

Lyt til artiklen:

USA’s præsident Donald Trump optrådte som mægler, da præsidenterne for DR Congo og Rwanda, Félix Tshisekedi og Paul Kagame, indgik en meget omtalt fredsaftale den 4. december i Washington.

Fredsaftalen skulle være vendepunktet for tre årtiers konflikt i det østlige DR Congo. I stedet blev den – næsten øjeblikkeligt – et symbol på USA’s manglende evne til at forhandle holdbare aftaler. Få dage efter underskrivelsen rykkede den rwandisk-støttede oprørsgruppe M23 videre fra positionerne i fredsaftalen og erobrede Uvira i Sydkivu. Det militære fremstød ændrede magtbalancen i det østlige DR Congo og det udløste en akut humanitær krise, som i særlig grad har ramt nabolandet Burundi.

Faktaboks: Konflikten kort fortalt

Hvad sker der?
En USA-mæglet fredsaftale mellem DR Congo og Rwanda blev underskrevet 4. december, men kollapsede næsten øjeblikkeligt, da oprørsgruppen M23 fortsatte sin offensiv.

Hvorfor brød aftalen sammen?
M23 var ikke part i aftalen. Oprørsgruppen – som Rwanda støtter ifølge FN, USA og EU  – kontrollerer udviklingen i det østlige DR Congo.

Hvad er sket i Uvira?
M23 har erobret Uvira, en strategisk by i Sydkivu tæt på Burundis grænse. Byens fald udløste massive flygtningestrømme mod Burundi.

Hvor mange er på flugt?

• Over 500.000 mennesker er internt fordrevne i det østlige DR Congo.
• Nogle kilder oplyser, at den seneste udvikling alene har sendt 200.000 på flugt.
• Flere end 50.000 er flygtet til Burundi på få dage.
• Omkring 1.000 er flygtet til Rwanda.

Hvordan er situationen i Burundi?
Flygtningelejre mangler mad, husly, rent vand og sundhedsydelser. Hjælpeorganisationer advarer om risiko for sygdomsudbrud og alvorlige beskyttelsesproblemer – især for kvinder og børn.

Hvorfor er Burundi særligt presset?
Burundi er både militært involveret i konflikten og hovedmodtager af flygtninge – samtidig med at landet i forvejen har meget begrænsede ressourcer.

Ud over at være primær modtager af titusindvis af mennesker på flugt er Burundi også militær aktør i DR Congo på regeringens side – mod oprørsgruppen M23.

En fredsaftale uden fodfæste

Washington-aftalen havde indbyggede svagheder fra begyndelsen. Den behandlede relationen mellem regeringerne i Kinshasa i DR Congo og Kigali i Rwanda, men omtalte ikke den tungt bevæbnede oprørsgruppe M23, der reelt kontrollerer den militære udvikling i det østlige DR Congo. Oprørsgruppen var ikke part i aftalen og fortsatte sin offensiv, selv mens præsidenterne udvekslede diplomatiske håndtryk i USA. Kampene afslørede hurtigt fredsaftalen som politisk symbolik uden hold i en militære virkelighed.

Aftalens sammenbrud blev tydeligt, da M23 indtog Uvira – en strategisk vigtig by tæt på grænsen til Burundi.

Uvira som katalysator for flugt

Kampene i og omkring Uvira har skabt kaotiske forhold for civilbefolkningen. Vidnesbyrd taler om artilleri, skudvekslinger og lig i gaderne. Tusinder oplevede flugt som den eneste overlevelsesmulighed. Krigen og situationen taget i betragtning var det oplagt at flygte over grænsen til Burundi og søge mod hovedstaden Bujumbura.

På få dage krydsede flere end 50.000 congolesere grænsen til Burundi. I perioder ankom op mod 8.000 mennesker dagligt, ifølge flere humanitære organisationer. Presset blev så voldsomt, at Burundi til sidst valgte at lukke grænsen.

Burundi i en dobbeltrolle

Burundi befinder sig i en kompleks og sårbar position. På den ene side deltager landet militært i DR Congo med tusindvis af soldater som støtte for den congolesiske regering. På den anden side modtager landet hovedparten af flygtningene fra den eskalerende konflikt.

Burundis udenrigsminister beskrev M23’s offensiv som ”en lussing” og ”en langfinger” til fredsprocessen. Udtalelsen udtrykker ikke kun diplomatisk frustration: den vidner også om et voksende pres på et af verdens fattigste lande, der nu står over for en humanitær krise, det ikke har ressourcer til at håndtere uden hjælp udefra.

Flygtningesituationen i Burundi: Et system på bristepunktet

Situationen for de nyankomne flygtninge i Burundi beskrives som kritisk. I de midlertidige lejre mangler næsten alt: tag over hovedet, mad, rent vand, latriner og basal sundhedspleje. Mange familier sover under presenninger, og der er stigende risiko for sygdomsudbrud som fx kolera.

International Rescue Committee (IRC) advarer om, at der ikke er kapacitet til at modtage flygtningene. Særligt kvinder og børn befinder sig i en ekstremt sårbar situation: der er underernæring, familier bliver skilt og der er øget risiko for kønsbaseret vold. Flere hjælpeorganisationer er i gang, men behovet overstiger i voldsom grad indsatsen.

Geografien i det krigsramte område (Klik for større billede)

Konsekvenser for regional stabilitet – og for kirkeligt arbejde

Flygtningestrømmen til Burundi er ikke blot et humanitært problem. Den skaber usikkerhed for hele landet. Når flygtninge i tusindtal ankommer på få dage, bliver allerede eksisterende sociale og økonomiske spændinger hurtigt forstærket.

Da de nationale og internationale strukturer ikke er på plads, er kirkerne og andre civilsamfundsorganisationer de første til at yde hjælp. Det betyder, at behovet for hjælp til bl.a. BaptistKirkens samarbejdspartnere vokser eksplosivt: Vi må forvente, at behovet i en periode bevæger sig fra langsigtet udvikling til akut nødhjælp.

Perspektiv

Udviklingen i Burundi viser med al tydelighed, at konflikten i det østlige DR Congo ikke er et isoleret fænomen. Den kollapsede fredsaftale og militære udvikling har allerede flyttet konsekvenserne over grænsen.

Burundi er i dag et land på kanten af sammenbrud. Uden massiv humanitær støtte risikerer landet at blive det næste brændpunkt i en region, der allerede balancerer på kanten af en større krise.

Relateret

• 10. okt. 2026 - De venter på regnen
• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

Lyt til artiklen:

På Sommerstævnet i 2024 kom Marianne Christophersen til udvalget, der arbejder med at indsamle materiale til 100-års jubilæet for BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda. Hun havde et lydbånd til en spolebåndoptager, men intet kendskab til indholdet på båndet, der lå i en fin, men temmelig gammel, papæske. Udenpå sad en seddel med teksten ”Johanne og N.P. Andersen”. Udvalget sagde ”Tak, det kigger vi på…” og båndet endte på en hylde, sammen med andre ting, som ”vi kigger på.” Et års tid senere spurgte Marianne, om vi havde lyttet til båndet. Det havde vi ikke. Men nu skulle der ske noget!

En kæmpe overraskelse

Stor var overraskelsen, da det viste sig at båndet indeholdt et foredrag, hvor BaptistKirkens første missionærpar i Afrika, Johanne og N.P. Andersen, fortæller om deres udsendelse til Urundi (i dag Burundi) i 1928 og de første år på missionsmarken.

Du kan lytte med

Optagelsen fortjener at blive delt med alle, der interesserer sig for BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi. Derfor kan du lytte med her på siden: Klik blot på linket nedenfor og glæd dig til 37 minutters engageret beretning om begyndelsen på BaptistKirkens arbejde i Afrika – for næsten 100 år siden.

Af N.P. Andersens foredrag fremgår det, at foredraget bliver holdt 35 år efter rejsen til Urundi. Derfor må optagelsen være fra cirka 1963. Det fremgår ikke hvor foredraget bliver holdt. Udvalget har selv nogle bud, men du er meget velkommen til at give dit bud. Skriv i kommentarsporet eller send en mail til webredaktion@baptist.dk

Lyt til Johanne og N.P. Andersen:

Det første telt i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Den lange rejse

Optagelsen begynder med, at Johanne skildrer den lange og krævende rejse til Østafrika: Forberedelserne i Bruxelles, bådrejsen fra Genova til Dar es-Salaam, videre med tog til Kigoma på Tanganyikasøens østlige side og endelig nordpå med båd til Osumbura (Bujumbura). Herfra går turen til fods med en stor karavane af bærere ind i landet gennem bjergterræn og tæt befolkede landskaber med bananplantager.

Byggeri i Musema

Efter at have inspiceret gamle tyske missionsstationer og mulige områder for et dansk arbejde, finder ægteparret et egnet sted i Musema, hvor de sammen med lokale hjælpere rydder den overgroede høj. Det er begyndelsen til byggeri af hus, køkken, klinik og senere skole og kirke: Det hele med håndkraft og med materialer som soltørrede mursten, græs til tagene og hvad der kunne anvendes fra tidligere bygninger i området.

Arbejdet begynder

Johanne fortæller levende om de første møder med lokalbefolkningen, især de mange syge, der opsøger dem. Hun beskriver tropiske sår, underernærede børn og den første lille dreng, hun hjælper tilbage til livet – en dreng, der som voksen vender tilbage og minder hende om hendes omsorg. Skolearbejdet begynder småt, men vokser hurtigt, og især kvinderne viser stor interesse for undervisning.

Johanne Andersen med skoleklasse i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Vækst trods udfordringer

N.P. Andersen overtager fortællingen og giver indblik i sprogarbejdet og begyndelsen på det egentlige missionsarbejde. Han har fundet ud af, at de fire evangelier findes oversat til kinyarwanda (sproget i Rwanda, der ligner kirundi, sproget i Burundi) og får skaffet 50 eksemplarer fra et engelsk missionsselskab. Evangelierne er med fra rejsens begyndelse.

Senere modtager de en uvurderlig grammatik og ordbog fra en katolsk præst. Det bliver fundamentet for de første prædikener, bibelundervisning og forberedelsen af de mange unge, der strømmer til.

Han fortæller om fejl, misforståelser og sproglige komiske episoder – men også om de stærke åndelige oplevelser: de første fælles fadervor-bønner, de spirende bibelklasser og den voksende længsel hos unge mænd og kvinder efter dåb og tro.

Det andet hus i Musema – cirka 1930 (Fotorettigheder: BaptistKirken))

Den første dåb

Højdepunktet i fortællingen er den første dåb i Musema den 1. januar 1931, hvor 34 unge bliver døbt. Få dage senere, den 4. januar, bliver den første baptistmenighed i Urundi stiftet. I dag – siger N.P. Andersen i foredraget – står menigheden stadig stærkt, og nye menigheder er vokset frem.

Relateret

• 10. okt. 2026 - De venter på regnen
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 10. sep. 2026 - Om kykloper og andre myter
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?

Find flere

Lyt til artiklen

Fra den 23.-25. september deltog jeg i et seminar i Rwanda om diakoni og om, hvordan de rwandiske kirker kan styrke deres indsats på dette område. Seminaret, der er finansieret af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde, samlede medarbejdere, teologer, præster og ledere for at reflektere over det teologiske grundlag og den praktiske udmøntning af diakoni.

Undring?
Undrer du dig også over teksten på den store plakat bag deltagerne? “TOTS” betyder training of trainers. Deltagerne i seminaret er ledere, der uddanner andre ledere.

Hvad er diakoni?

Ordet diakoni stammer fra græsk og betyder egentlig tjeneste. Tjeneste forstået som den opgave og det kald, vi som kirke og kristne har: At omsætte troen til handling. Diakoni er derfor mere end sociale aktiviteter; det er selve kirkens måde at være til på, hvor Guds kærlighed bliver synlig gennem omsorg, fællesskab og retfærdighed i mødet med næsten. Som en af oplægsholderne formulerede det: ”Uden diakoni ville kirken ikke leve i overensstemmelse med sin identitet i Kristus.”

Diakoni er troens handling – deltagere i seminaret (Foto: Jado)

Teologiske refleksioner om diakoni

På seminaret lagde den lokale teolog Nathan Ndyamiyemenshi en stærk ramme for forståelsen af diakoni. Han pegede på, at diakoni er dybt forankret i Bibelen: Profeten Jeremias’ ord om at ”gøre ret og retfærdighed”, Jesu egen tjenende rolle, og beretningen i Apostlenes Gerninger, kapitel 6, om omsorgen for enkerne. Diakoni udspringer altså af selve Guds mission og er både en åndelig og en praktisk tjeneste. Diakoni er ikke blot et tillæg til kirkens arbejde, men en integreret del af kirkens væsen og mission. Det er både profetisk – hvor kirken konfronterer uretfærdighed – og tjenende, hvor den viser Guds kærlighed i praksis. Diakoni rækker både indadtil i menigheden og udadtil i samfundet.

Praktiske eksempler

Der blev delt praktiske eksempler og konkrete erfaringer fra projekter og menigheder. Spare- og lånegrupper var et eksempel, der kunne hjælpe familier med at betale skolepenge eller købe husdyr. Andre nævnte køkkenhaver, der giver mad til forældreløse børn. Menigheder, der har taget initiativ til forsoningsdialoger i landsbyer præget af gamle sår. Disse eksempler viser, at diakoni ikke kræver store midler, men vilje til at handle med de ressourcer, som allerede findes i lokalsamfundet.

Diakoni er troens handling – deltagere i seminaret (Foto: Jado)

Begrebet diakonale aktiver er her centralt. Hver menighed rummer allerede værdifulde ressourcer. Det kan være åndelige aktiver, som bøn og tro, menneskelige aktiver, som viden, evner og lederskab, sociale aktiver, som relationer og netværk, materielle aktiver, som adgang til jord, bygninger, redskaber og økonomi, og endelig kan man tale om kulturelle aktiver, som fortællinger og sange.

En kortlægning af disse ressourcer er nødvendig for, at der kan ændres fokus og skabes udvikling indefra: ”Diakoni begynder med, hvad folk allerede har, ikke med hvad de mangler”.

Værdier har også betydning

Diakoni bygger også på værdier. Værdierne former, hvordan man tænker og handler i mødet med næsten. Centralt står værdighed, hvor hvert menneske ses som skabt i Guds billede; retfærdighed, hvor kirken søger at udligne uligheder og stå på de svages side; og fællesskab, hvor ingen overlades til at stå alene. Hertil kommer tjeneste – at følge Kristi eksempel som den tjenende Herre – og håb, som driver menigheden til at arbejde for forvandling – også under svære vilkår.
Diakonale værdier giver både retning og legitimitet i arbejdet. De sikrer, at diakoni ikke reduceres til projekter, men forbliver en livsholdning, hvor troen omsættes til kærlighed i handling.

Morten Kofoed gav også et indlæg på seminaret (Foto: Jado)

Fra mangel til muligheder

En af de stærkeste indsigter fra seminaret var nødvendigheden af at ændre tankegang. Alt for ofte fokuseres på mangler – og dermed fastholdes fokus på fattigdom, begrænsninger og afhængighed af udefrakommende ressourcer.

I stedet opfordres vi til at se på, hvad vi allerede har. Når vi begynder at identificere de diakonale aktiver – tro, relationer, jord, viden og kulturelle traditioner – åbner der sig helt nye muligheder for handling. Et skifte i mindset er grundlæggende: Fra at se knaphed til at opdage Guds overflod midt iblandt os.
Som det blev sagt på seminaret: ”Diakoni starter ikke med det, vi mangler, men med det, vi har.”

Sidste del af seminaret handlede om konkrete handlingsplaner for de mange engagerede deltagere.

Seminaret understregede, at diakoni er kirkens DNA. Det handler om at bruge de ressourcer, Gud allerede har givet os, og om at planlægge ud fra det, der allerede findes. Når kirken ser på, hvad den har – tro, fællesskab, land, viden, relationer – og sætter det i spil, skabes der håb, værdighed og forvandling.

Diakoni er med andre ord tro i handling – en levende og synlig tjeneste, hvor evangeliet får hænder og fødder i verden.

Dialog på seminaret Diakoni er troens handling (Foto: Jado)

Relateret

• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 08. sep. 2026 - Børn af udsendte får nu en stemme
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere

Lyt til artiklen:

”Far i himlen, tak fordi vi må række ud og gøre en positiv forskel.” Det var Morten Kofoeds bøn ved indledningen af BaptistKirkens første online-seminar om international mission torsdag 24. april. Mødet samlede både unge og ældre om en fælles vision: At være lys og håb for mennesker, der har brug for os.

Vi mødes onlne

En ny måde at samles på

“Vi har brug for at holde gryden i kog,” lød det fra Morten Kofoed, Sekretær for International Mission, da han bød velkommen til webinaret. Ideen med mødet var at give et indblik i, hvordan BaptistKirkens internationale arbejde udvikler sig – i en tid, hvor der ikke er udsendte ”i marken”.

Efter den fælles bøn fortalte Morten om ideen med mødet: IM-udvalget (Udvalget for International Mission) vil fremover række ud til baglandet via korte online møder, så endnu flere får mulighed for at følge med i arbejdet.

Se hele webinaret

Du kan se hele webinaret (cirka en times varighed) på BaptistKirkens Youtubekanal – lige her!

Det næste webinar med IM-udvalget finder sted den 21. maj 2025, kl. 16 – 17. Her vil der bl.a. være fokus på projektet, der hjælper unge, enlige mødre. En projektidé, der er vokset ud af YEGO-teamets samarbejde med de unge i AEBR Youth.

De unge viser vejen

Mødets højdepunkt var præsentationen fra YEGO: Et mangeårigt samarbejde mellem Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (DBS). Formand Iben Kragh Nørlund og tidligere ungdomsleder Julie Mikkelsen fortalte engageret om ungdomsarbejdet, der i partnerskab med AEBR Youth i Rwanda skaber livsforvandlende projekter for unge i udsatte positioner.

Arbejdet bygger på ligeværd og partnerskab, ikke på dansk overlegenhed. Gennem små, målrettede projekter – som hjælp til unge mødre, uddeling af symaskiner og støtte til forældreløse – vokser håbet konkret frem.

Danske uledere fra YEGO sammen AEBR Youths frivillige i juni 2024

”Vi driver projekterne sammen. De har hånden på pulsen lokalt – vi understøtter og lærer af hinanden,” forklarede Iben.

“Vi er unge i Danmark, der sammen med unge i Rwanda drømmer om at skabe håb,” sagde Iben, som fremhævede det nyligt afsluttede projekt for forældreløse børn. Med støtte fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, red.) er der udviklet netværk, givet kompetencer og muligheder til børn, som ellers ville være overladt til sig selv.

“Det største mirakel er at se, at en lille gruppe kan blive til 500, som hjælper hinanden videre,” fortalte hun og delte, hvordan tidligere projekter nu lever videre på børn og unges eget initiativ.

“Vi kan ingenting alene,” sagde Iben Kragh, “men ved Guds hjælp kan vi skabe noget, der forandrer liv.”

“Vi kan ingenting alene… men ved Guds hjælp kan vi skabe noget, der forandrer liv.”

Når kirker lukker – og håb alligevel lever

Morten Kofoed berettede om en alvorlig udfordring i Rwanda: Lukningen af hundredvis af kirker.

Det er lokale myndigheder, der lukker kirkerne med henvisning til regeringens nye, skærpede krav til kirkebygninger og uddannelse af præster og ledere.

“Det kan føles som at kæmpe i modvind. Det virker tilfældigt, hvem der får lov at åbne igen, men vi oplever samtidig en stærk vilje til at finde nye veje,” sagde Morten.

BaptistKirken samler nu midler ind til at støtte genåbningen af kirker, men venter på klare retningslinjer, før pengene frigives.

Rubura 1948 under Henry Gjerrilds besøg

100 år forankret i tro og fortælling

Henrik Andersen, der er tovholder på projektet “100 år i Afrika”, rundede mødet af med at løfte sløret for jubilæumsforberedelserne i anledning af at de første missionærer fra Danmark kom til Burundi i 1928.

“Vi har samlet et hold, der både kan finde de gode historier og sikre, at vi også får de glemte stemmer med,” fortalte Henrik.

Historiker Jens Wendel-Hansen har lovet at redigere en jubilæumsbog. Det er planen, at den udkommer i foråret 2028. I løbet af foråret 2025 regner udvalget med at have et hold af skribenter på plads.

Som en del af forberedelserne interviewer udvalgte både tidligere udsendte og deres børn.
“Det personlige vidnesbyrd har altid været et bærende element i vores mission. Det skal vi huske, når vi skriver historien,” understregede Henrik.

En tjeneste i forandring

Webinaret sluttede med en fælles bøn ved udvalgets formand Per Beck og med en påmindelse: ”Tak, Gud, fordi kaldet stadig lyder – og fordi vi får lov at tage det op.”

Mission er ikke forbeholdt dem, der rejser ud. Det er en fælles tjeneste, båret af bøn, fællesskab og tro – også hjemme fra Danmark.

Du kan se hele webinaret (cirka en times varighed) på BaptistKirkens Youtubekanal – lige her!

Det næste webinar med IM-udvalget finder sted den 21. maj 2025, kl. 16 – 17. Her vil der bl.a. være fokus på projektet, der hjælper unge, enlige mødre. En projektidé, der er vokset ud af YEGO-teamets samarbejde med de unge i AEBR Youth.

Relateret

• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Lyt til artiklen:

BaptistKirkens samarbejdspartner i Rwanda, Association des Églises Baptistes au Rwanda (AEBR) fortæller, at kirkelukningerne har haft store konsekvenser. Mange menigheder har mistet deres samlingssteder. Ud over at menighederne ikke længere kan mødes til gudstjeneste og andre kirkelige anledninger, rammer kirkelukninger også sociale aktiviteter og udviklingsprogrammer blandt samfundets mest udsatte.

Kirkebygning i Butare (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Butare-regionen er særlig hårdt ramt

AEBR’s menigheder i Butare-regionen i det sydlige Rwanda er særlig hårdt ramt. Angiveligt er kun ganske få af de 60 baptistkirker i området i drift i dag.

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, siger:
”Regeringen lader som regel kirkerne genoptage arbejdet, når de lever op til lovens ganske omfattende bygningstekniske krav.  Men udfordringen er, at mange kirker i deres nuværende form og med den aktuelle beliggenhed aldrig kommer til at opfylde fx krav om ’… lydisolering og nok parkerings-/tilgængelighedsplads, hvor det er nødvendigt.’ I mange tilfælde vil det kræve en ny kirkebygning at leve op til krav om lydisolering.”

Udendørs gudstjeneste i Kibaga. Kirken må fortsat benyttes, men den var for lille, da der kom gæster fra nabomenighederne. Heldigvis var der ikke klager over afholdelse af udendørs gudstjeneste! (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Myndighedernes krav

I en pressemeddelelse fra den 30. august 2024 fortæller den rwandiske regering om den række af krav, religiøse samlingssteder skal leve op til:

”Juridisk anerkendelse: Trosbaserede organisationer skal have et gyldigt registreringsbevis udstedt af Rwanda Governance Board (RGB) samt et gyldigt samarbejdsbrev med den relevante distriktsadministration.

Uddannelseskrav til ledere: Kirkens ledelse skal besidde en gyldig teologisk uddannelse eller en anden  relevant uddannelse suppleret med en uddannelse i kirkeledelse.

Bygningskrav: Kirken skal eje sin egen bygning, der overholder lokale bygningsreglementer. Det betyder blandt andet at:

• Bygningen må ikke være et åbent område, et telt eller en multifunktionel bygning.
• Sikkerheds- og sanitetsforhold: Bygningen skal opfylde følgende krav:
  • Tilstrækkelig ventilation.
  • Toiletter og andre nødvendige sanitære faciliteter.
  • Lydisolering for at minimere støjforurening.
  • Tilstrækkelig parkeringsplads og adgangsforhold, hvor det er nødvendigt, for at sikre adgang for nødkøretøjer.
  • Installation af lynafleder.
  • Adgang til vandforsyning.

Disse foranstaltninger er implementeret for at sikre de bedendes sikkerhed og velfærd samt for at forhindre udnyttelse og spredning af skadelige praksisser.”

Kirkebygning i Karama (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Absurde krav

I pressemeddelelsen forklarer regeringen, at ”tilstrækkelig parkeringsplads” i praksis betyder mindst ”en halv hektar” svarende til 5.000 kvadratmeter. Begrundelsen for netop dette krav er ”at sikre adgang til udrykningskøretøjer til at hjælpe i tilfælde af behov. Sikkerheden for mennesker er vigtig, uanset hvor de befinder sig.”

Både af praktiske og økonomiske årsager er der mange menigheder, der aldrig kommer til at opfylde myndighedernes krav. De fleste kan se det fornuftige i, at der er ordentlige sanitære forhold i kirkerne, men rindende rent vand er fortsat en udfordring mange steder på landet i Rwanda. Og parkeringspladser på 5.000 kvadratmeter til ikke-eksisterende udrykningskøretøjer forekommer absurd i et land, hvor 35% af befolkningen fortsat er underernærede og de færreste ejer en bil.

Hvorfor lukker regeringen kirkerne?

Regeringen i Rwanda forklarer, at der i perioden 2018 til 2024 er foretaget kontrol af 14.000 religiøse bygninger. 8.000 af bygningerne havde mangler i forhold til reglerne, hvorfor de blev lukket.

De væsentligste mangler i forbindelse med kontrollerne var:

• Manglende dokumentation for uddannelse (eksamen) i teologi for relevante kirkeledere.
• Mangel på godkendelse fra Rwanda Governance Board til at virke som kirke.
• Manglende brev om / godkendelse fra distriktet, hvor det er relevant.
• Udførelse af tilbedelsesaktiviteter i andre uautoriserede områder (huler, bjerge, floder, skove osv.).
• Bygninger, der ikke opfylder de lokale bygningsregler, herunder
  • Dårlig sanitet
  • Mangel på lydisolerende foranstaltninger
  • Manglende overholdelse af grundlæggende sikkerhedsstandarder (fx manglende parkeringspladser)

Regeringen meddeler, at de religiøse ledere er ”villige til at løse de fremhævede anomalier.” Det fremgår ikke, i hvilket omfang samarbejdsviljen hos de religiøse ledere har ført til genåbning af kirkerne.

Sang og dans til gudstjenesten i Kibaga (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Handler det kun om kirkegængernes sikkerhed?

Rwanda er på trods af økonomisk fremgang, fremgang i sundhed og fødevaresikkerhed, fremgang i beskæftigelse, ligestilling i parlamentet og meget andet positivt de facto et diktatur. Det er hævet over enhver tvivl, at præsident Paul Kagame styrer landet. Opposition og systemkritik findes næsten ikke i Rwanda.

Kirken er i vækst i Rwanda og kirkerne er i høj grad steder mennesker mødes, lytter og taler sammen. Kirkerne er også omdrejningspunkter for meget af den hjælp, der går til de fattigste. Kirkerne er kulturelle knudepunkter i et ellers forknyt demokrati.

Derfor hævder en del systemkritikere udenfor Rwanda, at kirkelukningerne er politisk motiverede. Både The New York Times og Christianity Today har bragt artikler om emnet. Amnesty International har udtrykt bekymring for, at kirkelukningerne kan være en del af en bredere indsats for at begrænse ytrings- og religionsfriheden i landet og have kontrol over hele NGO-sektoren.

Det er varmt at være til gudstjeneste i Kibaga (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Konkrete eksempler på, at loven handler om andet end bygninger

I den omtalte pressemeddelelse gør regeringen en del ud af at fortælle, at Rwandas forfatning giver borgerne både religions- og forsamlingsfrihed. Samtidig præciseres det dog, at disse rettigheder ”skal udøves i overensstemmelse med loven. Loven pålægger folk at bede et sted, der opfylder visse krav, for at forhindre dem i at bringe deres liv i fare.”

Regeringen forklarer årsagerne til, at så mange kirker ikke lever op til kravene og de deraf følgende kirkelukninger på denne måde:
”… der er dem, der etablerer kirker ikke for evangelisering, men for deres egen fordel. De etablerer kirker for at få penge og ejendom fra folket, prædiker vildledende budskaber og engagerer sig i udnyttelse af mennesker. Nogle prædikanter har forvandlet kirker til forretninger…”

Regeringen forklarer videre:
”I de senere år har der været en hastig stigning i … tilfælde af prædikanter, der er involveret i udnyttelse af mennesker gennem afpresning af penge og ejendom ved at love mirakler, tilskynde til skadelig praksis såsom at så splittelse, fremme anti-vaccinationsideologier og andre konspirationsteorier.”

Loven rammer skævt

På baggrund af den rwandiske regerings egen forklaring så sent som i august 2024 er det klart, at lovens hensigt også er at ramme religiøse forkyndere, som regeringen ikke bryder sig om. I det omfang, det handler om plattenslagere og småforbrydere kan alle ordentlige kirkesamfund støtte loven. Men vi ser desværre også, at fx krav om parkeringspladser og kirkebygning med rindende vand rammer mange af de menigheder, BaptistKirken har støttet i snart 100 år. I Rwanda beder de til, at de kirker, der har arbejdet hårdt på forbedringer, snart kan genåbnes.

Relateret

• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt

Find flere

Lyt til artiklen:

Præster er blevet uddannet, menighedsplantninger støttet, og kirker er blevet rejst. Og det vil vi gerne fortsætte med. I Burundi er visionen at plante menigheder og opføre nye kirker i storbyerne. I Rwanda betyder en ny kirkelov lukkede kirker og usikkerhed for menighederne.

Kirkebyggerier i Burundi

Derfor vil man gerne plante menigheder i alle provinshovedbyer.

Traditionelt har Baptistkirken i Burundi (UEBB) været til stede især i landområderne og de mindre byer, hvor også langt de fleste mennesker bor. Men i takt med stigende urbanisering flytter flere og flere altså til de større byer. Her er UEBB ikke så stærkt repræsenteret, men det har man en vision om at ændre. Derfor vil man gerne plante menigheder i alle provinshovedbyer, så man dels kan evangelisere i disse byer og dels tilbyde tilflyttere et kirkehjem.

Storbykirker

I 2018 byggede UEBB en kirke i landets næststørste by Gitega med støtte fra Korskirken i Herlev. Udgangspunktet var en menighedsplanting på ca. 40 medlemmer. Menigheden er nu vokset til en stor og levende menighed med over 300 medlemmer. Det spor vil man gerne fortsætte i.

Udfordringerne for storbymenighederne er større krav til bygningskonstruktionerne og dermed prisen.

UEBB har de senere år opkøbt grunde i flere af de større byer, og nu mangler de tilstedeværende husmenigheder et sted at udfolde deres menighedsliv. Udfordringerne for storbymenighederne er større krav til bygningskonstruktionerne og dermed prisen. Medlemmer bidrager fx med arbejdskraft og fremstilling af jordsten til bygningen, men i byerne er der krav om brug af brændte sten, metalspær, toiletforhold mv., og det betyder, at en kirke koster cirka 50.000 kr.

Kirkelukninger i Rwanda

Lige nu er kun 47 ud af Baptistkirken i Rwandas (AEBR) knapt 300 kirker åbne.

I Rwanda har man for tiden andre udfordringer. Derfor er menighedsplantninger sat i bero. I 2018 blev der vedtaget en ny kirkelov, der stillede større krav til bl.a. bygningerne i form af handicapvenlige adgangsforhold, toiletfaciliteter og parkeringspladser. Ligeledes blev der stillet krav til præsters og lederes uddannelse. Mange kirker måtte dengang lukke, men siden er det lykkedes at få åbnet de fleste igen. Nu har myndighederne taget fat på anden runde af forbedringer, hvilket igen har betydet kirkelukninger. Lige nu er kun 47 ud af Baptistkirken i Rwandas (AEBR) knapt 300 kirker åbne.

Udfordringer i Karama

For nylig besøgte jeg Karama menighed i landsbyen Gakoni. Menigheden har en helt speciel historie. Den blev etableret i 2013 af en Spare- og Lånegruppe, der havde været en del af et af vores projekter om opsparing og lån. De fik en vision om at etablere en menighed og kirke. Støtte fra Bethelkirken i Aalborg og Østervrå Frikirke gjorde den drøm til virkelighed.

Karamas præst Emmanuel

Kirkeloven fra 2018 betød i første omgang, at kirken var lukket i fire måneder, indtil man levede op til de daværende krav. Nu er der kommet yderligere krav. Præsten Emmanuel i Karama er noget uforstående overfor de nye krav, som i deres tilfælde spænder fra etablering af lydisolering og ventilation, maling af kirken til det lidt mere eksotiske: Etablering af en blomsterhave udenfor kirken! Øvrige aktiviteter ud fra kirken er også suspenderet. Ikke engang møder i private menighedshjem er tilladte for tiden. Præsten afventer fortsat myndighedernes tilbagemeldinger, før de kan genåbne kirken.

Vil du hjælpe?

Der er 58 menigheder i Rwanda, der afventer myndighedernes tilbagemelding om, hvorvidt de kan genåbne, og AEBR har begrundet håb om, at yderligere 125 kirker kan blive åbnet. Disse menigheder mangler hver fra få tusinde til 10.000 kr. for at kunne foretage de mange forbedringer.

Hvis du vil hjælpe – enten i Burundi med menighedsplantninger eller i Rwanda med genåbning af kirker – kan store som små beløb indbetales på konto 3201 10042879 eller MobilePay 911 118 mærket ’Kirker Burundi/Rwanda’.

Relateret

• 10. okt. 2026 - De venter på regnen
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere