Lyt til artiklen

Den 1. februar 2021 blev Myanmars spæde demokratiske proces brat afbrudt, da militæret, anført af Senior General Min Aung Hlaing, tog magten ved et kup. Det, de fleste forventede ville blive kortvarigt, har udviklet sig til en langvarig national krise præget af vold, fordrivelse, stigende fattigdom og dybe traumer. Millioner er blevet berørt, og hele lokalsamfund er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Familier lever som internt fordrevne i skove, i midlertidige skjul og i lejre. De lever i stor usikkerhed uden regelmæssig adgang til mad, uddannelse eller sundhedspleje. Frygt er blevet en del af hverdagen for både børn og voksne.

Fordrevne i lejrene i indiske Mizoram (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Kuppet ramte demokratiet hårdt

De militære ledere begrundede kuppet i 2021 med valgsvindel ved det foregående valg, hvor militærets egne partier led et markant nederlag. Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi, og præsident Win Myint, var blandt de første, der blev arresteret sammen med en lang række folkevalgte politikere, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Befolkningen reagerede prompte på militærets magtovertagelse. Titusinder gik på gaderne i fredelige demonstrationer over det meste af landet og mange offentligt ansatte deltog i civil ulydighed. Militæret besvarede de fredelige protester med ekstrem brutalitet, voldelige anholdelser og drab. Det fik modstanden til at ændre karakter. Det, der begyndte som fredelige protester, udviklede sig til en væbnet konflikt.

Udviklingen og situationen i dag

Siden kuppet er situationen i Myanmar kun blevet værre, og i dag taler mange NGO’er og hjælpeorganisationer om en humanitær katastrofe. Over 2,5 millioner mennesker er drevet på flugt internt i landet, og befolkningen kæmper med økonomisk kollaps og stærkt voksende fattigdom. For det kristne mindretal i Myanmar betyder militærstyret øget usikkerhed, restriktioner for kirkerne og blokering af internettet, hvilket gør det svært at samles til gudstjenester.

Siden efteråret 2023 har en alliance af etniske væbnede grupper vundet kontrol over store landområder, vigtige grænseovergange og over 30 byer. Det betyder, at militærjuntaen står svagere end nogensinde. Juntaen kontrollerer stadig de største byer og besidder overlegen luftstyrke, men moralen i hæren er dalende. I de befriede områder arbejder modstandsbevægelsen aktivt på at opbygge et føderalt demokrati nedefra.

I løbet af december 2025 og januar 2026 gennemførte juntaen et parlamentsvalg i flere etaper, der af blandt andre De forenede Nationer og Human Rights Watch betegnes som hverken frit eller retfærdigt, men snarere en skueproces for at fastholde magten.

Myanmars befolkning har de seneste år oplevet flere naturkatastrofer. I 2024 var det tyfonen Yagi og i 2025 var der flere meget kraftige og ekstremt destruktive jordskælv i området omkring Mandalay. Jordskælvene blev målt til henholdsvis 7,7 og 6,4 på Richterskalaen.

Skoleklasse i en af flygtningelejrene i indiske Mizoram i december 2024 (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet vokser blandt baptister

For nylig besøgte medlemmer fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) trosfæller i Myanmar. I en meddelelse skriver de: ”Vi blev mindet om, at bag hver eneste statistik er der virkelige mennesker: præster, familier, unge og børn, som fortsat står fast i troen. Den lokale kirke og baptistfamilien i Myanmar er blevet steder med tilflugt, modstandskraft og stille mod – og de tjener deres lokalsamfund med store personlige omkostninger.”

Repræsentanter fra Baptistkirken i Danmark har også besøgt landet, senest i december 2024. Missionssekretær Morten Kofoed fortæller:
”Behovene i landet er mange og til tider er vores samarbejdspartnere virkeligt udmattede over de forhold, de lever under og de overgreb, de bevidner. Når det så krydres med både tyfoner og jordskælv, er det virkeligt svært for dem. Men der er også håb. De motiveres både af vores finansielle støtte til fx indsatser efter tyfoner og jordskælv og ikke mindst af, at vi tænker på dem og beder for dem.”

Meddelelsen fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) fortsætter: ”Vi er privilegerede over at kunne gå sammen med vores baptistfamilie i Myanmar – lytte, lære, bede og reagere, hvor det er muligt. Vores tilstedeværelse kalder os ikke til at tale hen over dem, men til at stå sammen med dem og sikre, at de ikke bliver glemt.”

En opfordring til bøn

Asia Pacific Baptist Federation (APBF) opfordrer alle verdens baptister til at stå sammen med dem i bøn for Myanmar. En opfordring, vi som danske baptister gerne støtter op om. Det gør de med ordene:

Bed for Myanmars befolkning

• om trøst, heling og håb for dem, der har lidt tab og traumer
• om beskyttelse af børn, kvinder og de mest sårbare

Bed for fred og retfærdighed

• om en ende på volden og åbning af veje til forsoning
• om visdom og mod til fredsskabere og lokalsamfundsledere

Bed for de internt fordrevne

• om sikkerhed, husly, mad, lægehjælp og uddannelse
• om styrke til familier, der lever i langvarig uvished

Bed for kirken og baptistfamilien i Myanmar

• om udholdenhed, enhed og beskyttelse
• at kirken fortsat må være et lys, et fristed og en kilde til håb

Bed for fortalervirksomhed og global opmærksomhed

• at det internationale samfund ikke bliver træt eller tavst
• om vedvarende fortalervirksomhed, humanitær adgang og medfølende handling

Solidaritet med de udsatte i Myanmar

Ud over enkeltstående øjeblikke og kampagner forpligter de asiatiske baptister sig til vedvarende bøn, læring om og opmærksomhed for Myanmar. De lover deres søstre og brødre i Myanmar at huske frem for at glemme og udvise solidaritet frem for tavshed.

De skriver til baptister i andre dele af verden: ”Vi kan måske ikke ændre alt, men vi kan nægte at se væk. Må vores bønner føre til dybere medfølelse, trofast fortalervirksomhed og fortsat partnerskab, indtil freden får rod i Myanmar.”

Håbet består, selv i det mørke, der har sænket sig over Myanmar de seneste fem år.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Hos ASJ Honduras, en kristen organisation der arbejder for et mere retfærdigt samfund, bliver dette kald levet ud hver dag. Ordene fra Mikas Bog kapitel 6 vers 8 – ”handle retfærdigt… vandre med din Gud” – og Esajas’ Bog kapitel 1 vers 17 – ”stræb efter ret, hjælp den undertrykte” – er blevet et personligt kompas.

Retfærdighed sker ikke af sig selv. Den bæres af mennesker, der bruger deres stemme og ansvar. Derfor føltes det vigtigt og helt naturligt at støtte honduranernes demokratiske ret. Og selvom landet endnu ikke har en ny præsident, oplevede jeg en stille fred på valgdagen – et glimt af håb midt i kampen for retfærdighed i et ellers skrøbeligt samfund.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til kronikken her:

Det fik mig til at tænke: Hvis det kan lade sig gøre dér, hvad kan vi så i Baptistkirken i Danmark? Hvad sker der, hvis vi finder sammen om noget, der rækker ud over os selv og gør os relevante i samfundet?

Kirken som samfundets vagthund

I Honduras fungerer kirkerne som en slags vagthund, der holder politikerne ansvarlige og leder en national samtale om fred, ikke-vold og demokrati. De lægger pres på myndighederne – og myndighederne lytter. Hvorfor? Fordi kirkens stemme har en transformerende kraft, der ikke kan ignoreres.

Den slags kirke inspirerer mig: En kirke, som samfundet må forholde sig til, fordi den gør en forskel. Det får mig til at spørge: Hvad er Baptistkirken i Danmarks sag?

Andreas Daugaard taler på vegne af ASJ i Honduras (Foto: ASJ)

Mit eget afsæt – fra Danmark til Honduras

Som ung dansker, opvokset i en dansk baptistkirke, men i dag bosat og aktiv i Honduras, har jeg fulgt udviklingen i BaptistKirken nøje. Mit trosfundament blev grundlagt i børnekirken og styrket gennem årlige sommerstævner. Det arbejde, jeg i dag udfører i Honduras, er en forlængelse af min lokale kirkes globale engagement og af BBUs projekter her. Med andre ord: BaptistKirken betyder virkelig meget for mig.

Derfor gør det ondt at se en proces præget af splittelse, uenighed og en tilsyneladende mangel på vision og fælles retning.

Jeg havde egentlig besluttet ikke at blande mig. Jeg var bange for at stikke hånden i en hvepserede. Men så hørte jeg Generalsekretær Bodil Højbak Møller bruge Mikas Bog kapitel 6, vers 8 som udgangspunkt for sin prædiken på synoden. Hun kaldte skriftstedet et “ord at gå på” i Genstartsprocessen. Det fik mig til tasterne. Jeg håber ikke, det er for sent.

Vil du vide mere om Andreas Daugaard?

Så tjek artiklerne “Andreas bekæmper organiseret kriminalitet i Honduras” og “Du er ingen” på baptist.dk.

At handle retfærdigt – eksemplet fra Honduras

Verset er vores nøglevers og kernen i arbejdet i den organisation, jeg arbejder for i Honduras: Association for a More Just Society (ASJ – på dansk: ”Foreningen for et mere retfærdigt samfund”). Vi forsøger at skabe et mere retfærdigt samfund, drevet af vores kristne tro. Vi handler retfærdigt ved at påpege uretfærdighed i samfundet og komme med løsninger, vi viser trofast kærlighed ved at stå med de mest udsatte – og vi vandrer med Gud gennem det hele.

Her ser jeg ikke splittelse og visionsmangel. Jeg ser modige kristne, der rejser sig og siger fra over for korruption og magtmisbrug. Som nu, hvor vi leder en alliance for at beskytte demokratiet op til det kommende valg i november – et valg, der kan blive destabiliserende for landet.

Landskab i Honduras (Foto: Andreas Daugaard)

Når forskellighed bliver styrke

Alliancen består af universiteter, menneskerettighedsgrupper, erhvervsorganisationer, frikirker – og den katolske kirke. Det er bemærkelsesværdigt. Evangeliske kalder ofte katolikkerne for afgudsdyrkere, og nogle katolikker omtaler evangeliske kirker som herlighedsteologiske personkulter, der udnytter de fattige med løfter om økonomisk velsignelse. Alligevel står de sammen – endda med grupper som erhvervs- og menneskerettighedsorganisationer, der heller ikke plejer at arbejde sammen i Honduras. Det inspirerer mig. Og jeg håber, det også kan inspirere i Danmark.

Når kirken handler – konkrete resultater

Jeg vil gerne dele et par eksempler på, hvad kristne har opnået sammen i Honduras og så vil jeg slutte af med et par tanker om, hvordan det kan inspirere Baptistkirken i Danmark:

Uddannelse:
For et årti siden mistede over to millioner børn i Honduras halvdelen af deres undervisning hvert år. Undervisning blev ofte aflyst uden god grund, og tusindvis af “spøgelseslærere” fik løn uden at møde op. En kirkelig koalition gik sammen med ASJ, sendte kristne ud på skoler for at føre tilsyn, dokumenterede svigt og lagde pres på myndighederne. To ministre blev fyret. Den tredje handlede: 10.000 spøgelseslærere blev afskediget, og antallet af undervisningsdage steg til lovens krav om 200. Resultatet? To millioner elevers niveau i matematik og spansk steg markant – fordi kristne valgte at handle.

Sikkerhed:
I 2012 var Honduras verdens farligste land. Over 7.000 mord årligt, 97 % uopklarede. Politiet var en del af problemet. Da det kom frem, at betjente havde planlagt mord på en række offentligt kendte personer, pressede en kristen-ledet gruppe med ASJ i spidsen regeringen til at oprette en uafhængig kommission til at rense politistyrken. Først røg alle ni politichefer – siden næsten 6.000 politifolk. Træningen blev gentænkt. Mordraten er siden faldet til 2.500 årligt. Mange faktorer spiller ind, men tusindvis af liv er blevet reddet, blandt andet fordi kristne identificerede en sag og turde handle.

Jeg kan blive ved med at dele historier: Fx fra dengang præsidenten blev presset til at give ASJ adgang til at se syv af de vigtigste ministerier over skuldrene for at afdække korruptionssager. Mange af historierne står nu i en bog om ASJ, som netop er blevet anmeldt i New York Times.

Fra Honduras (Foto; Andreas Daugaard)

Tilbage til Danmark – og spørgsmålet om vores sag

Vi skal tilbage til Danmark. Jeg har lært af honduranske kristne, at det stærkeste fællesskab opstår, når kirken har en sag. Set fra sidelinjen – det kan man vel godt kalde den anden side af Atlanten – virker det stadig uklart, hvad BaptistKirkens mål er. Hvem prøver vi at nå? Findes der en strategi?

Flere dokumenter og processer? Eller en sag?

Måske har vi ikke bare brug for flere dokumenter og processer, men for en sag, der samler og engagerer?

Hvad er BaptistKirkens sag i Danmark i dag?

At dele evangeliet – ja, naturligvis. Men for hvem, hvordan, og hvorfor? Hvordan bliver vi relevante for almindelige danskere? Det bliver tydeligere, når vi har en sag, der engagerer både kirkens medlemmer og mennesker udenfor: Dem, der længes efter mening og håb.

Hvor kan vi gøre en forskel

Det er måske ikke mordrater eller folkeskolereformer, BaptistKirken skal tage sig af. Men der er nok af andre udfordringer, der kalder på håb og nærvær – og hvor kirken kan gøre en forskel: Ensomhed, stress og psykisk mistrivsel blandt unge og ældre, eller frygten i en verden præget af krig og klimakrise – for bare at nævne nogle få.

Danmark længes – og venter på svar

Danskerne er nysgerrige på tro. Flere kendte erklærer sig kristne. “Lad os tale om tro”-kampagnen viser en længsel efter åbenhed. Selv statsministeren, Mette Frederiksen, sagde for nylig:
“Hvis jeg var folkekirken, ville jeg tænke: Hvordan kan vi være en åndelig og fysisk ramme for det, danskerne går igennem?“

Det spørgsmål synes jeg i den grad også BaptistKirken skal stille sig selv. Jeg har flere spørgsmål, hvis jeg drømmer stort: Skal vi ikke plante nye menigheder? Lave en plan for at hjælpe de eksisterende kirker, der er presset? Bruge vores erfaring fra migrantmenigheder til at udfordre regeringen på migranters vilkår? Skabe et projekt, så vigtigt og transformerende, at DR og New York Times fortæller om det? Meget er sikkert uden for skiven. Men måske den slags spørgsmål hjælper os til at finde ud af, hvad der så er indenfor?

En kirke med en sag

For mig er kirken allerbedst, når den har en sag. Jeg tænker på Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen. På Desmond Tutu og forsoningsarbejdet i Sydafrika. Og ja – på det kirken udretter i Honduras. Danskerne længes efter fællesskaber, der giver mening – har vi en strategi for at gøre BaptistKirken til det fællesskab?

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Selvfølgelig skal vi tale teologi og bibelsyn – om de ting vi er uenige om. Men hvis uenigheder bliver vores omdrejningspunkt i månedlange forhandlinger, uden et kald, uden en sag – så tror jeg, vi mister bolden.

Derfor vover jeg at give Baptistkirken i Danmark en udfordring:
Find en sag! Formuler en vision, der vækker begejstring – både i og uden for kirken.

Der er håb – og en længsel

Der er nok behov for at finde en løsning på uenighederne om seksualitet og ledelse. Men selv hvis vi fandt den i morgen, har vi så løst problemerne? Næppe. Vi døber stadig få. Medlemstallet falder. Og danskerne kender os knap.

Det er synd. For der er en længsel i Danmark. Et hul, som BaptistKirken kan fylde. Ved at vise mennesker Jesus.

Der synes jeg, vores fokus bør ligge.

Lad os finde en vej til at handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og vandre med Gud – Danmark har brug for os.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden

Find flere

Lyt til artiklen her:

Johannes Aakjær Steenbuch:

• medlem af Teologisk Forum i Baptistkirken
• ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene, og cand.mag. i filosofi
• tilhører Baptistkirken Bornholm

Spørgsmålet, om hvordan Gud kan være god, retfærdig og almægtig, når så meget ondt sker i verden, dukker naturligt op, når vi konfronteres med nyheder om krig, men problemet er langt fra nyt. Også oldtidens kristne måtte bakse med troen på Guds godhed i mødet med verdens ondskab. De kristne var jævnligt udsat for forfølgelser, de blev kastet for løverne, og det må have ført til grublerier over, hvordan den gode Gud kunne tillade den slags.

Problemet, som sidenhen kendes som theodicé-problemet, formuleres ofte som et abstrakt spørgsmål om, hvordan Gud både kan være god og almægtig, når der nu findes ondt. Det er dog næppe et spørgsmål, der kan besvares rent rationelt og filosofisk. Kun ved at tage omvejen ad evangeliet om Jesus’ død og opstandelse for os, kan vi forholde os til det onde og samtidig tro på, at Gud er god.

Hvad er det onde?

Det handler om gudsbillede, men også om menneskesyn. En række såkaldt ’gnostiske’ bevægelser hævdede i oldkirken, at den materielle verden var skabt af en ond og uduelig skabergud. Verden er derfor også ond, mente de. Frelse betyder at blive udfriet af verden, kroppen er et fængsel, som sjælen skal udfries af. Kristne teologer var uenige. Irenæus (ca. 125-202) og Teofilus (død ca. 185) gjorde det klart, at Gud har skabt verden god, og ikke ud af en ond materie. Vi kan derfor med glæde se frem til kødets opstandelse, for kroppen er ikke et fængsel for sjælen.

Det onde er fraværet af det gode, det er ikke et selvstændigt princip, men snylter på det gode.

Origenes (ca. 185-253) insisterede også på, at Gud er god, ligesom verden er skabt god. Det onde kommer fra mennesket, der har vendt sig væk fra Gud. Synd betyder fremmedgørelse fra Gud, der fører det onde med sig. Gud har skabt mennesket godt, men givet os mulighed for at vælge det onde. Det onde må derimod være ’intet’. Det onde er fraværet af det gode, det er ikke et selvstændigt princip, men snylter på det gode. Det onde er med andre ord ødelæggelse af Guds gode skaberværk, brudte relationer, manglende tillid og uvilje til at tage imod livet som en gave.

Det onde er som sådan ikke Guds vilje, mente Origenes, men Gud kan bruge det onde til at opdrage mennesker. Gud lader mennesker mærke syndens konsekvenser, for at de kan erkende behovet for Gud. Gud straffer ikke for straffens skyld, men altid kun for at opdrage og frelse. Det skurrer måske nok i moderne ører, der er vant til en anden pædagogik, men pointen er god nok, for det onde er begrænset, mens kun det gode varer evigt. Målet er altings genoprettelse, hvor alle bliver frelst. Når enden er god, er alting godt.

I Jesus går det op

Korset er Guds ’Nej!’ til alt ondt.

Når vi spørger, hvordan en god og retfærdig Gud kan tillade ondskab i verden, er det ikke til at komme uden om evangeliet. Det er så meget sagt, at Gud tillader det onde, for korset er Guds ’Nej!’ til alt ondt. Der er masser af ondt i verden, men i sin død og opstandelse har Jesus overvundet det onde. Vi er forsonede med Gud én gang for alle, selvom vi stadig kan leve på den løgn, at det ikke er tilfældet.

Det er også en tankegang, der findes i oldkirken. Athanasius (ca. 296-373) insisterede på, at Gud nu engang har indrettet verden sådan, at menneskets synd fører døden med sig. Det er der ikke noget at gøre ved, for Gud er retfærdig. Gud er også god, og gør derfor det, der skal til for at frelse mennesket. Guds Ord tager selv syndens konsekvenser på sig ved at blive menneske og dø på vores vegne. Guds godhed og retfærdighed går på korset op i en højere enhed.

Gud virker ikke gennem rå magt, men gennem afmagt.

Gregor af Nyssa (ca. 335-395) er inde på noget lignende. Skal Guds retfærdighed, almagt og godhed gå op i en højere enhed, må frelsen udfolde sig historisk. Guds godhed kommer til udtryk i hans vilje til at frelse mennesker. Guds retfærdighed i, at han er villig til at betale den pris, som mennesket skylder døden på grund af sin synd. Guds magt kommer til udtryk i livets sejr over døden. Gud virker ikke gennem rå magt, men gennem afmagt. Derfor er det stadig muligt for mennesket at vende sig væk fra Gud.

Syndens vilkår

Vi kan kun ville og gøre det gode med Guds hjælp.

Da Romerriget blev invaderet af barbarer, blev spørgsmålet aktuelt igen. Det var måske en fornemmelse af krise, der gav Augustin (354-430) et pessimistisk syn på mennesket. Synden er et grundvilkår i menneskelivet, og det vil sige, at vi ikke formår at frelse os selv. Vi kan kun ville og gøre det gode med Guds hjælp. Gud har sagt nej til det onde, men det onde er stadig en realitet. Vi kan ikke udrydde alt ondt af menneskelivet, men risikerer at gøre det hele meget værre, hvis vi tror, vi kan skabe det perfekte menneske eller det perfekte samfund.

Gud har sagt nej til det onde, men det onde er stadig en realitet.

Det minder os om, at vi stadig har brug for Gud. De mange forsøg på at forklare det onde rationelt, kommer til kort. Forsøget på at give en tilfredsstillende forklaring, der kan få os til at acceptere det onde, er vel nærmest en undvigemanøvre. Det nærmer sig ansvarsfraskrivelse at ville forklare det onde med et ondt princip i verden, fx en mytologisk størrelse som ’djævelen’. Det er at lægge ansvaret for det onde fra sig.

Kun ved at holde fast i evangeliet om Jesus’ død og opstandelse for os, er det muligt at se det onde i øjnene og samtidig tro på, at Gud er god og retfærdig.

Læs også “Gud – og kampen om Guds køn og personlige pronominer”.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 03. maj. 2024 - Et forvandlet gudsbillede
• 03. maj. 2024 - Sådan oplever jeg Gud

Find flere

Lyt til artiklen her

”Vær seriøs, mand! Du er bagefter med betalingerne!” SMS-beskeden tikkede ind på Carlos telefon, mens han sad i Andreas Daugaards bil. Carlos var gennemblødt af sved, selv om airconditionanlægget kørte på maksimal effekt. Han var endnu et offer for organiseret afpresning: Ofte udført af bander, der afpresser med trusler og vold. En forbrydelse, der rammer flere end 200.000 familier i Honduras hvert år.

Andreas Daugaard arbejder for den kristne menneskerettighedsorganisation The Association for a More Just Society (ASJ). Organisationen har som mål at skabe strukturelle ændringer i sikkerheds-, sundheds- og uddannelsessektorerne for at skabe et mere retfærdigt samfund for de svageste i Honduras.

Andreas Daugaard

”Jeg er opvokset I Roskilde Baptistkirke, hvor vi gennem hele min barndom har støttet børnehjemmet Emmanuel i Honduras. Vi hørte ofte i søndagsskolen og i kirken om børn, der led nød på grund af fattigdom, sygdom og manglende uddannelse. Det har altid gået mig på og udfordret min retfærdighedssans.

Da jeg var 21 (2014) fik jeg endelig mulighed for at rejse til Honduras, hvor jeg boede ni måneder på Emmanuel og efterfølgende to måneder hos gadepræsten Alvin Anderson, der arbejder i fængsler og i nogle af de mest udsatte områder i landet.

På børnehjemmet fik jeg gode venner og mødte Dulce, der senere skulle blive min kone. Jeg erfarede, at mange af de udfordringer børnene stod overfor, opstod på baggrund af uretfærdighed: Børn blev udsat for vold, fordi der ikke er et effektivt retssystem, familier har ikke adgang til medicin, fordi korrupte politikere stjæler sundhedsvæsenets penge osv.

Jeg tog derefter hjem til Danmark, hvor jeg læste jura. Men Honduras, min dengang forlovede, mine venner og den uretfærdighed, de var ofre for, var hele tiden i mine tanker. Jeg rejste til Honduras en eller flere gange om året og lærte The Association for a More Just Society (ASJ) at kende. Det virkede for mig som den eneste organisation i Honduras, der for alvor forsøgte at tackle de systematiske problemer som landet stod overfor og som mine venner (og nu også familie) i Honduras led under.

ASJ er en kristen organisation, der passer godt til mine værdier. I dag er jeg afdelingsleder for vores forskningsenhed, der forsker i alt fra adgang til skole, medicin på hospitalerne og organiseret kriminalitet. Min kone, Dulce, er direktør for en organisation, der giver støtte, uddannelse og juridisk hjælp til børn, der er vokset op på børnehjem.”

”Carlos” historie

Andreas fortæller om manden, som han af sikkerhedsmæssige årsager kalder Carlos:
”Et år før jeg interviewede Carlos i min bil havde han modtaget en SMS-besked om, at afpresserne vidste, hvor hans datter spillede fodbold. De kendte hendes træningstider i klubben og nu ville de bare fortælle, at de ikke ønskede, at der skulle ske hende noget. Carlos fortalte, at han planlagde at sælge sin forretning og flygte til USA. Han havde absolut ingen tillid til retssystemet i Honduras.”

Afpresserne vidste, hvor hans datter spillede fodbold.

Selv om trusler af denne karakter kan få selv de modigste kristne til at miste modet, besluttede ASJ at kæmpe videre.

Forskningsprojekt om organiseret afpresning

I efteråret 2022 fik de omfattende problemer med afpresning ASJ til at sætte gang i et forskningsprojekt. Andreas ledte arbejdet med at interviewe 47 ofre, politifolk, dommere og endda fængslede forbrydere. 149 retssager blev gennemgået minutiøst. Alt sammen for at forstå omfanget af forbrydelserne og kortlægge myndighedernes indsats.

Resultatet var værre end frygtet

Andreas fortæller, at resultatet var meget værre end frygtet:
”Vi anslår, at 206.623 honduranske familier (9 procent af befolkningen) betalte 737 millioner dollars til afpressere i 2020. Særligt transportsektoren var udsat: I perioden 2010 – 2019 blev 1.781 ansatte i sektoren myrdet i forbindelse med afpresning.

Vi opdagede også, at afpresserne var meget kreative: I stedet for blot at kræve betaling, blev buschauffører tvunget til at vaske deres busser på bandeejede vaskepladser eller købe mad fra bandernes restauranter. I stedet for kontant betaling krævede afpresserne fx betaling via lokale telefonapps. Vi konstaterede også, at regeringens reaktion var fuldstændig utilstrækkelig: Kun nogle få hundrede sager, og udelukkende med kontanter involveret, kom for retten hvert år.”

Andreas og to kollegaer fra hans team foran en domstolsbygning

Offentliggørelse var nødvendig

Andreas forklarer, at resultaterne var så alvorlige, at ASJ var nødt til at offentliggøre dem, uanset at myndighederne ikke ville bryde sig om det. Ved et privat arrangement den 15. november 2022 blev resultaterne offentliggjort for en kreds af busejere, forretningsfolk, politi, anklagere, dommere, repræsentanter for FN, den amerikanske ambassade og præster, der arbejder i udsatte områder.

Den nationale politienhed mod afpresning deltog også og efterlod indtryk af, at de ville handle på oplysningerne. Alle deltagerne håbede, at mødet var indledningen til at et opgør med bandernes afpresning af helt almindelige mennesker.

Historien gik viralt

En uge senere, den 22. november 2022, offentliggjorde ASJ forskningsresultaterne. Det honduranske erhvervsråd udsendte straks en offentlig erklæring om, at afpresning var “kommet ud af kontrol”. På dagen for offentliggørelsen blokerede en samlet transportsektor trafikken rundt om hovedstaden med deres køretøjer. Andreas fortæller om forløbet:
”Vi lancerede vores rapport, og den gik straks viralt: Nyhedsprogrammerne gjorde den til tophistorien, og næste dag var vores rapport på forsiden af alle større aviser. Vi blev inviteret til det mest sete tv-debatprogram i Honduras og fik 90 minutter til at præsentere vores resultater og anbefalinger.”

Honduras præsident Xiomara Castro fremlægger den nye strategi mod afpresning to dage efter ASJ offentliggjorde deres rapport (Foto: Privat)

Præsidenten tog initiativ

Som forventet var myndighederne ikke begejstrede. Politidirektøren beskyldte Andreas og hans kolleger for at lyve og overdrive problemets omfang. Men budskabet havde alligevel ramt regeringskontorerne. På en pressekonference få dage senere lancerede Honduras præsident Xiomara Castro en anti-afpresningsstrategi, der var næsten identisk med ASJ’s anbefalinger. Enkelte sætninger så endda ud til at være kopieret direkte fra ASJ’s rapport.

Elendigt resultat trods undtagelsestilstand

Desværre betød præsidentens ”krig mod afpresning”, at der blev indført en slags undtagelsestilstand med begrænsning i almindelige borgeres rettigheder. Blandt andet fik politiet adgang til at ransage boliger og anholde vilkårligt uden dommerkendelse. På trods af indførelsen af undtagelsestilstanden så præsidentens plan ikke ud til at virke. Efter seks måneder lancerede ASJ endnu en rapport. Denne gang med de dårlige resultater af politiets indsats. Kun 86 tilfælde af afpresning var blevet bragt for retten, og mindst 27 flere bus- og taxaejere var blevet dræbt.

Udsigt til det smukke Honduras i omegnen af hovedstaden Tegucigalpa (Foto: Andreas Daugaard)

Intet er sket

Rapporten nåede verden rundt. Den blev citeret i aviser fra Spanien til Japan og endda i New York Times. Honduras kongres kaldte politidirektøren i høring for at holde ham ansvarlig. På den baggrund kunne man forvente en forstærket indsats mod afpresning, men fire måneder senere er situationen ikke blevet bedre.

Honduras’ befolkning lever fortsat med undtagelsestilstand, mens ofrene for afpresning stadig ikke får hverken retfærdighed eller beskyttelse af myndighederne.

Andreas fortæller, at ASJ planlægger udgivelsen af endnu en rapport, der skal markere et-års-dagen den 6. december 2023 for vedtagelsen af præsidentens anti-afpresningsplan og undtagelsestilstanden.

Andreas’ refleksion

Andreas har gjort sig mange tanker om sit engagement i efterforskning af organiseret bandekriminalitet og politiets manglende indgriben. Det kan være virkelig skræmmende. Andreas fortæller:
”Jeg kommer til at tænke på Moses, som Gud befalede at gå til Farao og bede ham om at lade israelitterne gå. Moses protesterede og bønfaldt Gud om at sende en anden. ”Hvad hvis de ikke vil tro mig eller siger, at jeg lyver?” spurgte Moses Gud i 2. Mosebog, kapitel 4, vers 1.

Da Moses først var gået til Farao begyndte en forhandling om det israelske folks frihed. Når Moses argumenterede strammede Farao blot sit jerngreb, og Moses tvivlede på, om hans indsats hjalp eller gjorde situationen værre (2. Mosebog, kapitel 5, vers 22). Mellem de plager Gud sendte, skiftede Farao mellem at love at lade folket gå og fortryde igen. Til sidst blev Guds plan fuldført, men Moses må have tvivlet meget undervejs.”

Udsigt over Honduras’ hovedstad Tegucigalpa (Foto: Andreas Daugaard)

Hvad Moses lærte Andreas

Andreas fortæller, at han sammenligner ASJ’s kamp mod afpresning med Moses’ kamp for frihed for sit folk på flere punkter:

”For det første vil vi ofte blive udsat for modstand mod at sige sandheden. Faraoer, politidirektører og præsidenter kan beskylde os for at lyve. Men det bør ikke afholde os fra at tale sandt og fremme retfærdighed.

For det andet vil myndighederne ikke altid gøre det, vi vil have dem til. ASJ ønskede en stor plan mod afpresning i Honduras, men ønskede bestemt ikke at suspendere forfatningsmæssige rettigheder og sætte fx sårbare teenagere i fare for vilkårlig tilbageholdelse. Moses ønskede heller ikke, at Farao skulle stramme sit greb yderligere om Israels folk. Vi kan nogle gange frygte, at vi i stedet for at hjælpe forværrer situationen.

For det tredje gør myndighederne ikke altid, hvad de siger, de vil gøre. Den honduranske præsident lancerede en god plan mod afpresning, men ser ud til at have glemt den i de følgende måneder. Farao lovede flere gange at frigive slaverne, men fortrød hver gang.”

Hold fokus på det, du kan gøre

Andreas slutter med en opfordring til at holde fokus:
”Vi må identificere de sårbares behov, arbejde flittigt for at søge retfærdighed og fortælle sandheden til de mennesker, der har magten til at skabe forandring. Hvad magthaverne vælger at gøre med sandheden, er stort set ude af vores hænder. Alt, hvad vi kan gøre, er at bede Gud om, at de bringer retfærdighed.

Gud endte med at dele et hav for at lede hans folk ud af Egypten. Vi håber og tror på, at han kan gøre det samme i Honduras. Hos ASJ vil vi fortsætte med at forske og modigt råbe op. Men vi vil også bede og kæmpe for et mere retfærdigt Honduras. Vi håber, at du vil slutte dig til os.”

Læs mere om Dulce og Andreas

“Du er er ingen”

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 30. jun. 2026 - Når et stille liv bærer mere, end man tror
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere

Baptistteologen Glen Stassen var én af de første, der præsenterede tanken om ’en retfærdig fred’ her i landet. Det skete ved Kirkedagene i Aalborg i 2013.

Hvordan forholder vi os til krig og fred, hvis vi tror på evangeliet? Det har kristne ofte diskuteret. Nu er det aktuelt igen – tæt på. Hvad mente baptister før og under 2. verdenskrig, da der var tvungen værnepligt for mænd?

Kan kristne bære våben?

Nogle svarer Nej og tager straffen for civil ulydighed. De peger på, at Jesus er Fredsfyrsten[1], der vil fred på jord. Det gjorde de første kristne.[2] Andre svarer Ja og peger på, at kristne i 300-tallet begyndte at tale om ’retfærdig krig’ – dvs. en forsvarskrig, der skal sikre freden.[3] Atter andre fører ’hellig krig’, hvor man aggressivt kæmper for Gud og knuser andres frihed.[4] Den form for krig kender vi fra Det Gamle Testamente, og den forsvares i dag af fx islamister. Den er også kendt i kirkens historie, men ifølge Jesus skal fjender elskes – aldrig slås ihjel.[5]

Ung baptist i 1930’erne

Efter 1. verdenskrig valgte Danmark at være neutralt; det nye Folkeforbund arbejdede for afrustning, og kristne ledere vendte ryggen til al krig for at sikre fred og retfærd. En af vores præster skrev: I evangeliets lys er krig en handling imod Guds vilje. Her fornægtes kærligheden, friheden forsvinder og giftgas erstatter ånd: ’Kristne kan ikke nøjes med at bede; vi må handle! Alle kristne må nægte militærtjeneste. Det betyder lidelse, men også fredsfyrstens sejr!’[6]

En anden baptistpræst tilbagesendte sin indkaldelse fra Forsvarsministeriet med bud om, at han ikke ville bøje sig for den militære lov. Han skrev: ’Krig og kærlighed kan ikke forenes. Vi må sætte alt ind på dét, vi tror på!’. Sagen endte med en bøde og ’14 Dages simpelt Fængsel på sædvanlig Fangekost’. Det skabte en bølge af unge militærnægtere, der blev fremhævet som ’Guttermænd’.

Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

I 1935 sendte unge baptister en ’Resolution til den danske Regering’. De mente, at tilslutningen til Folkeforbundet betød, at ’militærstyrker udover et tilstrækkeligt indenrigs ordenspoliti’ var overflødige. Danskerne burde være et ’eksempel for andre nationer på tillidsfuld ned- og afrustning’. Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

Ung baptist i 1940’erne

Den 9. april 1940 rykkede fjenden ind i landet, og talen om militærnægtelse ebbede ud. Unge gik andre veje. Mange fulgte resolutionen fra 1935 og uddannede sig til politibetjente. Da nazisterne anholdt politiet, blev tre unge baptist-betjente mført til tyske KZ-lejre. Andre ’gik under jorden’ og sluttede sig til modstandsbevægelsen, hvor flere allerede var aktive.

Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed.

Men nogle arbejdede for tyskerne, og få valgte at kæmpe med tyskerne på Østfronten. De fleste aktive kvinder og mænd hjalp dog tyskernes ofre. Under krigen var det jøderne. Efter krigen gjaldt det flygtninge og nøden i landene omkring os. Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed[7].

Baptister i dag – hvad gør vi?

Bent Hylleberg

• tidligere præst, rektor ved Baptistkirkens Teologiske Seminarium og formand for BaptistKirken
• har udgivet bøger om danske baptisters historie, senest Dansk baptisme og tysk nazisme, 2021

Den danske neutralitetspolitik varede indtil 1949. Vi glædede os i 1945 over, at vi tilsluttede os De forenede Nationer. Anderledes forholdt det sig i 1949, da vi blev medlem af NATO, selv om det var en forsvarsalliance. Nu hed det: ’Vor sikkerhed består ikke i politiske alliancer, men i Gud! Vi vil adlyde Skriftens ord og bede for alle i ansvarlig stilling. Men vi vil ikke underkaste os noget eller nogen, som strider mod vor eneste retmæssige Herre, Jesus Kristus, vor frelser i liv og død’[8].

Hvordan sikrer vi bedst freden i dag? Drøfter vi det? Måske sker det bedst – i relation til vores kristne tro – ved at investere i ’retfærdig fred’?[9]

Læs også artiklen “Kuf-far og -mor for soldaterne”.

[1] Esajas’ bog kap. 9, vers 6 og Matthæusevangeliet kap. 5, vers 9

[2] Se Ole Lundegaards artikel i blad nr. 4, 2019: https://baptist.dk/jesus-fredens-fyrste/

[3] https://denstoredanske.lex.dk/krig

[4] https://teol.ku.dk/formidling/Gymnasieskolen/hellig_krig/

[5] Se Kirsten Nielsens artikel i blad nr. 3, 2017: https://baptist.dk/haevn-straf-og-fjendekaerlighed/

[6] Se Dansk baptisme og tysk nazisme til 1930’erne s. 38ff

[7] Se samme s. 71ff, 90ff, 124ff og 159ff

[8] Om FN og NATO, se samme s. 192ff

[9] https://mogenssmogensen.wordpress.com/2013/05/10/fra-retfaerdig-krig-til-retfaerdig-fred/

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Jeg ser opslagene på Facebook om ukrainske kvinder, der søger arbejde uden at have bestået et dansk kursus.

Jeg bliver harm. Hvorfor? Jeg bliver harm over at kende nogle, der bekymrer sig og venter årevis på at få bragt en forælder i sikkerhed pga. ”teknikaliteter”.

Jeg bliver harm over, at FN er nødt til at gribe ind i enkelte sager, der overtræder menneskerettighedskonventioner.

Jeg bliver harm over, at Grundfos donerede private pc’er til ukrainerne i klassen, men ikke de andre flygtninge, mens andre venter på at få et hjem.

Jeg bliver harm over, at døre bliver åbnet milevidt for nogle, dog lukkede og låst for andre. Og hvorfor? Fordi man har tændt op med næstekærlighedens bluse under gryden med olie?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere