Lyt til artiklen:

Militærkøretøjerne dundrede forbi huset igen og igen.

De kørte gennem Druzhkivka i Donetsk-regionen, tæt på fronten. Soldaterne kom fra kampene – beskidte, trætte og mærket af krigen. Nogle var på vej videre. Andre havde brug for et kort øjeblik, hvor kroppen kunne få ro, mad og rent tøj.

Serhiis hjem lå lige ved vejen.

Serhiis hus i Druzhkivka (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Serhii var frivillig i den lokale baptistkirke. Allerede ved begyndelsen af Ruslands fuldskala invasion i 2022 oplevede han et kald til at blive og tjene i sin hjemby og i det østlige Ukraine. Han organiserede evakueringer og bragte hjælp ud til de familier, der blev.

Mens krigen fortsatte, voksede en ny tjeneste frem – næsten på familiens dørtrin.

Serhii og hans familie åbnede deres hjem for soldaterne.

Her kunne soldaterne få et bad, vasket tøj og noget at spise. De kunne hvile sig, tale med nogen – eller bare sidde et sted, hvor ingen krævede mere af dem.

I to år fortsatte familien arbejdet. De vaskede hundredvis af kilo tøj, lavede mad og opmuntrede de soldater, der kom forbi. Baptistkirken i Ukraine fortæller om familiens hårde slid med arbejdsdage på ofte 10-12 timer og personlige afsavn. Tjenesten nåede tusinder af soldater, før familien til sidst selv måtte evakuere på grund af de konstante angreb mod byen.

Når usikkerhed bliver hverdag

Historien om Serhii og hans familie er en del af den seneste opdatering fra Baptistkirken i Ukraine. Opdateringen tegner et billede af et Ukraine, hvor krigen ikke længere er en undtagelse, men et vilkår i hverdagen.

Ud for Serhiis hus stod et skilt med teksten: “Bad – Tøjvask – Hvile – For Ukraines væbnede styrker – Gratis!” (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Druzhkivka beskrives som en frontlinjeby, der dagligt rammes af styrede flybomber og fjernstyrede droner. Men usikkerheden er ikke kun et vilkår i Druzhkivka. Baptistkirken i Ukraine fortæller, hvordan mange ukrainere i dag lever med en dyb følelse af hjælpeløshed og utryghed: Ingen steder kan man vide sig helt sikker mod angreb fra missiler og droner.

Ifølge opdateringen blev 556 civile dræbt og mere end 2.800 såret i Ukraine i første kvartal af 2026. Det er, skriver de ukrainske baptister, 20 procent flere end i samme periode året før.

Midt i den barske virkelighed fortæller baptisterne i Ukraine om mennesker, der søger Gud for at finde håb og mening. Brigadepræst Anatolii Kushnirchuk fortæller, at han på én måned – efter ønske fra soldaterne – har uddelt mere end 300 eksemplarer af Det Nye Testamente, 27 lydbibler og over 670 bønnebøger.

»Mennesker længes efter håb, fordi vi lever i usikre tider,« siger han.

Gudstjeneste ved fronten (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Omsorg i de små handlinger

Beretningen om Serhiis families tjeneste er sært hverdagsagtig. Familien tilbyder et bad, et måltid mad og adgang til en vaskemaskine. Der er ikke store ord om krigens galskab eller kirkens rolle i historien. De hjælper lige der, hvor der er behov for hjælp.

Måske er det netop derfor, fortællingen står så stærkt.

I krig bliver små handlinger store. Rent tøj er ikke bare rent tøj, når man kommer direkte fra fronten. Et bad er ikke bare et bad, når kroppen har været udsat for ugers stress, støv og frygt. Et menneske, der siger: »Kom indenfor«, bliver et tegn på, at man ikke er glemt.

På Baptistkirken i Ukraines sociale medier kom der mange taknemmelige beskeder fra soldater, der havde mødt Serhii og familien. Den åbne dør og muligheden for et bad blev beskrevet som en velsignelse og en uvurderlig gave for de soldater, der kom forbi.

Kirken fortsætter arbejdet (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Kirken fortsætter

Rundt om i Ukraine fortsætter baptistmenighederne deres arbejde på mange forskellige måder.

70 rehabiliteringscentre hjælper mænd og kvinder ud af alkohol- og stofmisbrug og ind i et nyt liv. Et af centrene er »Forsoning« ved Grace Church i Irpin, hvor mere end 150 mennesker har modtaget hjælp siden krigens begyndelse, og 16 er blevet døbt.

Andre steder fortsætter gudstjenester, børnearbejde, hospitalspræstearbejde og socialt arbejde – også i landsbyer tæt på fronten og tæt på Tjernobyls eksklusionszone.

Faktaboks: Tjernobyl 40 år efter

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl nord for Kyiv. Katastrofen blev klassificeret på det højeste niveau på den internationale skala for nukleare hændelser.

Området omkring værket er stadig præget af den 30 kilometer brede eksklusionszone. I landsbyer nær zonen – blandt andet Ivankiv, Krasiatychi og Mlachivka – bor der fortsat mennesker, og lokale baptistmenigheder holder gudstjenester, børnearbejde og sociale aktiviteter.

For mange ukrainere er Tjernobyl ikke kun historie. Det er endnu et lag i hverdagen i et land, der bærer følgerne af både sovjettidens katastrofer og den igangværende krigs ødelæggelser.

I Krasiatychi samler en lille menighed mennesker fra nabolandsbyer, hvor der ikke findes kirker. Menigheden har eksisteret i mere end ti år og har omkring 30 medlemmer. Landsbyen har været besat, og befolkningstallet er faldet. Alligevel driver menigheden både børnearbejde, lejre, mandearbejde, social indsats og tjeneste blandt soldater.

Arbejdet ude i menighederne er måske en af de vigtigste fortællinger fra Ukraine lige nu: At kirken lever og fortsætter arbejdet blandt mennesker. Ikke som om krigen ikke findes. Ikke som om frygten og usikkerheden er væk. Men fordi mennesker stadig har brug for brød, bøn, fællesskab, bibler, rent tøj og hinanden.

Den tjeneste har også fået støtte fra baptister i Danmark. BaptistKirken har gennem indsamlinger og gennem det europæiske baptistfællesskab EBF og Baptist World Alliance været med til at støtte vinterprojekter i Ukraine. Her har nødlidende mennesker fået hjælp med mad, tæpper, skolematerialer og varme i kirkerne, så menighederne kunne fortsætte deres udadvendte arbejde. I alt er der på den måde formidlet mere end en halv million kroner.

BaptistKirken har støttet hjælpearbejde blandt traumatiserede børn (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Derudover har BaptistKirken sammen med Baptistkirken i Ukraine gennemført to projekter til mere end to millioner kroner i alt. Projekterne har især hjulpet traumatiserede børn gennem sommerlejre og andet psykosocialt arbejde. En del af indsatsen er undervisningsrækken »Biblica«, der består af bibelbaserede materialer rettet mod traumebearbejdning og psykosocial støtte til børn.

Et åndedrag af håb

Serhii og hans familie måtte til sidst forlade Druzhkivka. Det blev for farligt at blive længere. De russiske angreb blev konstante. Men de mennesker, familien mødte, har stadig brug for forbøn og praktisk omsorg, skriver Baptistkirken i Ukraine.

I opdateringen fra Ukraine står der, at selv den mindste venlige handling kan blive »et åndedrag af håb« – en påmindelse om, at mennesker ikke er glemt eller alene.

(Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Det lyder ikke af meget i en krig, der måles i missiler, droner, tabstal og ødelagte byer.

Men måske er det netop dér, kirken finder sin plads: Ikke ved at kunne standse krigen. Men ved at åbne døren, låne badeværelset ud, vaske en uniform, dele et måltid, lytte – og bede en bøn.

Og minde et traumatiseret, nedslidt og såret menneske om, at det stadig er et menneske. Set af Gud. Elsket af Gud. Ikke glemt.

Artiklen er blandt andet baseret på dokumentet “Ukraine update from the Baptist Union – April 2026″

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten

Find flere

Lyt til artiklen:

USA’s præsident Donald Trump optrådte som mægler, da præsidenterne for DR Congo og Rwanda, Félix Tshisekedi og Paul Kagame, indgik en meget omtalt fredsaftale den 4. december i Washington.

Fredsaftalen skulle være vendepunktet for tre årtiers konflikt i det østlige DR Congo. I stedet blev den – næsten øjeblikkeligt – et symbol på USA’s manglende evne til at forhandle holdbare aftaler. Få dage efter underskrivelsen rykkede den rwandisk-støttede oprørsgruppe M23 videre fra positionerne i fredsaftalen og erobrede Uvira i Sydkivu. Det militære fremstød ændrede magtbalancen i det østlige DR Congo og det udløste en akut humanitær krise, som i særlig grad har ramt nabolandet Burundi.

Faktaboks: Konflikten kort fortalt

Hvad sker der?
En USA-mæglet fredsaftale mellem DR Congo og Rwanda blev underskrevet 4. december, men kollapsede næsten øjeblikkeligt, da oprørsgruppen M23 fortsatte sin offensiv.

Hvorfor brød aftalen sammen?
M23 var ikke part i aftalen. Oprørsgruppen – som Rwanda støtter ifølge FN, USA og EU  – kontrollerer udviklingen i det østlige DR Congo.

Hvad er sket i Uvira?
M23 har erobret Uvira, en strategisk by i Sydkivu tæt på Burundis grænse. Byens fald udløste massive flygtningestrømme mod Burundi.

Hvor mange er på flugt?

• Over 500.000 mennesker er internt fordrevne i det østlige DR Congo.
• Nogle kilder oplyser, at den seneste udvikling alene har sendt 200.000 på flugt.
• Flere end 50.000 er flygtet til Burundi på få dage.
• Omkring 1.000 er flygtet til Rwanda.

Hvordan er situationen i Burundi?
Flygtningelejre mangler mad, husly, rent vand og sundhedsydelser. Hjælpeorganisationer advarer om risiko for sygdomsudbrud og alvorlige beskyttelsesproblemer – især for kvinder og børn.

Hvorfor er Burundi særligt presset?
Burundi er både militært involveret i konflikten og hovedmodtager af flygtninge – samtidig med at landet i forvejen har meget begrænsede ressourcer.

Ud over at være primær modtager af titusindvis af mennesker på flugt er Burundi også militær aktør i DR Congo på regeringens side – mod oprørsgruppen M23.

En fredsaftale uden fodfæste

Washington-aftalen havde indbyggede svagheder fra begyndelsen. Den behandlede relationen mellem regeringerne i Kinshasa i DR Congo og Kigali i Rwanda, men omtalte ikke den tungt bevæbnede oprørsgruppe M23, der reelt kontrollerer den militære udvikling i det østlige DR Congo. Oprørsgruppen var ikke part i aftalen og fortsatte sin offensiv, selv mens præsidenterne udvekslede diplomatiske håndtryk i USA. Kampene afslørede hurtigt fredsaftalen som politisk symbolik uden hold i en militære virkelighed.

Aftalens sammenbrud blev tydeligt, da M23 indtog Uvira – en strategisk vigtig by tæt på grænsen til Burundi.

Uvira som katalysator for flugt

Kampene i og omkring Uvira har skabt kaotiske forhold for civilbefolkningen. Vidnesbyrd taler om artilleri, skudvekslinger og lig i gaderne. Tusinder oplevede flugt som den eneste overlevelsesmulighed. Krigen og situationen taget i betragtning var det oplagt at flygte over grænsen til Burundi og søge mod hovedstaden Bujumbura.

På få dage krydsede flere end 50.000 congolesere grænsen til Burundi. I perioder ankom op mod 8.000 mennesker dagligt, ifølge flere humanitære organisationer. Presset blev så voldsomt, at Burundi til sidst valgte at lukke grænsen.

Burundi i en dobbeltrolle

Burundi befinder sig i en kompleks og sårbar position. På den ene side deltager landet militært i DR Congo med tusindvis af soldater som støtte for den congolesiske regering. På den anden side modtager landet hovedparten af flygtningene fra den eskalerende konflikt.

Burundis udenrigsminister beskrev M23’s offensiv som ”en lussing” og ”en langfinger” til fredsprocessen. Udtalelsen udtrykker ikke kun diplomatisk frustration: den vidner også om et voksende pres på et af verdens fattigste lande, der nu står over for en humanitær krise, det ikke har ressourcer til at håndtere uden hjælp udefra.

Flygtningesituationen i Burundi: Et system på bristepunktet

Situationen for de nyankomne flygtninge i Burundi beskrives som kritisk. I de midlertidige lejre mangler næsten alt: tag over hovedet, mad, rent vand, latriner og basal sundhedspleje. Mange familier sover under presenninger, og der er stigende risiko for sygdomsudbrud som fx kolera.

International Rescue Committee (IRC) advarer om, at der ikke er kapacitet til at modtage flygtningene. Særligt kvinder og børn befinder sig i en ekstremt sårbar situation: der er underernæring, familier bliver skilt og der er øget risiko for kønsbaseret vold. Flere hjælpeorganisationer er i gang, men behovet overstiger i voldsom grad indsatsen.

Geografien i det krigsramte område (Klik for større billede)

Konsekvenser for regional stabilitet – og for kirkeligt arbejde

Flygtningestrømmen til Burundi er ikke blot et humanitært problem. Den skaber usikkerhed for hele landet. Når flygtninge i tusindtal ankommer på få dage, bliver allerede eksisterende sociale og økonomiske spændinger hurtigt forstærket.

Da de nationale og internationale strukturer ikke er på plads, er kirkerne og andre civilsamfundsorganisationer de første til at yde hjælp. Det betyder, at behovet for hjælp til bl.a. BaptistKirkens samarbejdspartnere vokser eksplosivt: Vi må forvente, at behovet i en periode bevæger sig fra langsigtet udvikling til akut nødhjælp.

Perspektiv

Udviklingen i Burundi viser med al tydelighed, at konflikten i det østlige DR Congo ikke er et isoleret fænomen. Den kollapsede fredsaftale og militære udvikling har allerede flyttet konsekvenserne over grænsen.

Burundi er i dag et land på kanten af sammenbrud. Uden massiv humanitær støtte risikerer landet at blive det næste brændpunkt i en region, der allerede balancerer på kanten af en større krise.

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen:

Støt

Du kan være med til at støtte MBCs fortsatte arbejde med jordskælvsofre ved at sende et beløb til MobilePay 330 048 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Epicentret for jordskælvene i marts 2025 lå i Sagaing- og Mandalay-regionerne i det centrale Myanmar. Omkring 4.000 mennesker mistede livet, mere end 5.000 blev såret, og hundredvis er stadig meldt savnet. Myanmar er i forvejen præget af konflikt og ustabilitet, og næsten 20 millioner ud af landets 55 millioner mennesker har nu brug for hjælp. Midt i denne tragedie rykkede Myanmar Baptist Convention (MBC) ud med nødhjælp i samarbejde med både lokale menigheder og internationale partnere – herunder Baptistkirken i Danmark.

Dansk støtte når langt ud

Baptistkirken i Danmark har dels bidraget med egne indsamlede midler og dels med cirka 1 mio. kr. fra Danish Emergency Relief Fund, som administreres af Civilsamfund i Udvikling. Støtten har finansieret mad, vand, tøj, midlertidige shelters, hygiejnesæt og kontant hjælp til familier, så de selv kan købe fornødenheder. Lederen af MBCs nødhjælpsindsats, Maung Khan Sum, fortæller: ”Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder. Mange har mistet alt, og hjælpen fra Danmark har været uvurderlig.”

Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder.

Mad, tag over hovedet og håb

Fra 20 lokale baptistkirker i området er der blevet uddelt mad, vand, tøj, presenninger, myggenet, madrasser og andre fornødenheder til tusindvis af familier. Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder. I alt er mere end 10.000 familier blevet hjulpet i perioden april til juni. MBC har arbejdet tæt sammen med andre organisationer for at identificere de mest trængende for at sikre, at hjælpen gik til de rigtige personer.

Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder.

Igen har kirken vist sit værd. De lokale kirker har fungeret som nødhjælpscentre, hvor både præster og menighedsmedlemmer har koordineret uddelingen af nødhjælpen og tilbudt samtaler og sjælesorg til de ofte traumatiserede overlevende. Maung Khan Sum fremhæver netop traumehjælpen som vigtig: ”De mange samtaler og støtte er vigtige for at give håbet tilbage, genskabe værdigheden og løfte modet hos dem, der har mistet så meget.”

Registrering af nødhjælpsmodtagere.

Samarbejde trodser forhindringer

Militæret har ofte besværliggjort hjælpearbejdet, som også har været udfordret af ødelagt infrastruktur og politiske spændinger. Da landet i forvejen er i borgerkrig, er der også sikkerhedsrisici at tage hensyn til. Alligevel er det lykkedes MBC at få hjælpen frem. I hele forløbet har der været et godt samarbejde med bl.a. Baptist World Alliance, Asia Pacific Baptist Federation, World Vision, ligesom de ungarske baptister har sendt flere nødhjælpsteams afsted til Myanmar for at assistere MBC med arbejdet.

En kærlighed, der varer ved

MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig.

MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig – udtrykt i mottoet ”From MBC with love”.[1] Når sikkerheden tillader det, er planen at åbne mobile sundhedsklinikker i landet, hvor sundhedssystemet i forvejen er i knæ efter militærkuppet i februar 2021. Mange steder er infrastrukturen ødelagt pga. borgerkrigen, og efter jordskælvet er der også et stort genopbygningsarbejde.

Uddeling af tandbørster.

Taknemligheden over støtten fra hele verden er stor. Maung Khan Sum slutter med at sige: “Jeres generøsitet bringer håb, glæde og opmuntring – og den gør det muligt for os at vidne om Kristus’ kærlighed i ord og handling og bringe håb til de mange, der lige nu oplever håbløshed.”

[1] Inspireret af 1. Korintherbrev kap. 13, vers 13

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust

Find flere

Lyt til artiklen:

Jævnlige oversvømmelser og jordskred forårsaget af kraftig regn lægger pres på Burundis skrøbelige økosystemer. Det gør landet til et af de mest sårbare over for klimaforandringer globalt set.

Støt arbejdet ved at sende et beløb på MobilePay 911 118 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Nødhjælp Burundi’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Regn og oversvømmelser i Burundi

Burundi blev ramt igen i marts 2024. Der er jævnligt ekstrem regn i området, og denne gang forårsagede regnen jordskred og forhøjet vandstand i Tanganyika-søen, som landets største by Bujumbura ligger ud til. Det betød oversvømmelser, som påvirkede familier langs søens bredder, bl.a. i forstaden Gatumba. Huse blev oversvømmet, og veje var ufremkommelige. Mere end 30.000 fik deres hjem helt eller delvist ødelagt. Jordskred syd for byen var årsag til dødsfald og sårede; mere end 500 huse blev ødelagt. Ofrene blev indkvarteret på en lokal skole og senere flyttet til en lejr for såkaldt internt fordrevne.

Mere end 30.000 fik deres hjem helt eller delvist ødelagt.

Nødhjælp

Netop indbyggerne i lejren for internt fordrevne har Baptistkirken i Danmark, i samarbejde med vores partnere i Burundi, hjulpet. Vi fik 700.000 kroner[1] til at afhjælpe den værste nød. Mere end 1.500 familier, eller over 7.500 personer, blev hjulpet. I praksis fik familierne overført penge via en slags MobilePay system, og så havde de mad og andre fornødenheder til cirka en måned. ”Sammen med vores partner i Burundi, besluttede vi at uddele kontanter og benytte overførsler til telefoner”, fortæller Jean-Marie Bukeyenza, der er BaptistKirkens ansatte i Burundi, efter Lise Emming Weber-Hansen er taget hjem.

Sundhedscenter i lejren.

”Fordelen er, at familierne selv kan beslutte, hvad de vil købe, afhængigt af hvad de har brug for”, fortæller Jean-Marie videre. Det sparer også på udgifterne til at indkøbe og transportere varer og personale til at uddele tingene. Ulempen er udbuddet i nærområdet af flygtningelejren samt lokale prisstigninger. I lejren er der et midlertidigt sundhedscenter, hvor beboerne kan blive behandlet for de mest almindelige sygdomme, men de mange børn må gå fem kilometer til den nærmeste skole!

Besøg i lejrene

I oktober 2024 besøgte missionssekretær Morten Kofoed og Jean-Marie Bukeyenza den oversvømmede forstad Gatumba og lejren, der har fået hjælp. I lejren, der ligger på toppen af et goldt og vindblæst bjerg, mødte vi Kabura, der har kone og otte børn. Han havde brugt pengene på at købe mad til sin familie. På spørgsmålet om, hvad han vil gøre fremover, bliver han fjern i blikket og svarer, at det er svært at planlægge. Men han håber, han kan tjene lidt penge og starte noget forretning op, så han kan forsørge sin familie. Indtil da må han forlade sig på støtte fra andre og meget dyre lån. Hvor længe det varer, ved han ikke.

Fremtiden

Desværre er de fleste af ofrene for oversvømmelsen fortsat i lejren. De venter på, at regeringen skal tildele dem et nyt sted, hvor de kan bo. Men det er ikke lige til at finde i et land med Afrikas højeste befolkningstæthed. Myndighederne har nemlig erklæret Gatumba ubeboelig og vil ikke hjælpe dem, der alligevel genbosætter sig i den ødelagte forstad. Vi kunne se de skader, vandet havde forårsaget, men også at mange af husene fortsat var beboet. Nogen havde lavet interimistiske huse på pinde, mens andre havde lavet volde omkring deres hus.

Myndighederne har erklæret Gatumba ubeboelig og vil ikke hjælpe dem, der alligevel genbosætter sig.

”Det er hjerteskærende at se ødelæggelserne i forstaden, men vi glæder os over, at vi har hjulpet mange, og at vores støtte måske har været det, der holdt modet op hos de mange familier i den periode, hvor de havde det allerhårdest”, slutter Jean-Marie Bukeyenza af, inden vi forlader forstaden Gatumba, hvor han i øvrigt selv er fra.

Lejrens toiletter.

[1] Fra DERF, Danish Emergency Relief Fund

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/02/besoegimizoram2023.mp3

Vil du støtte arbejdet blandt flygtningene, kan du indbetale et beløb på MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

I december 2023 rejste Moses Lal Bawi Peng fra BaptistKirkens ledelse, Zung Lian Mang Hlawn Ceu og Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed til grænsestaten Mizoram i det østlige Indien. Her findes måske mere end 60 flygtningelejre med 60.000 – 70.000 Chin-folk, der lever under primitive forhold. BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Health Organization (CHO) forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene og i Chin-staten i Myanmar.

Livet i flygtningelejrene

På besøg i en hytte i “Camp 3” (Foto: Morten Kofoed)

Morten Kofoed fortæller, at situationen i Mizoram er meget kompleks. Der er meget stor forskel på flygtningenes muligheder: Nogle har familie i USA eller Europa, der kan sende penge. Andre har kun nødhjælp og måske en køkkenhave at leve af. Nødhjælpen leveres af forskellige organisationer (NGO’er), af de lokale kirker og i begrænset omfang af de Forenede Nationer (FN).

Det er FN-organisationen UNOPS, der opererer i området. UNOPS har kun mandat til at hjælpe i Myanmar, forklarer Morten:
”Som jeg har forstået det, vil Indien helst ikke blandes ind i konflikten i Myanmar. Man anerkender ikke officielt Chin’ernes flygtningestatus. Derfor er det svært for FN-organisationerne at komme på banen i Mizoram.”

Morten fortæller videre, at flygtningelejrene består af hytter af flettet bambus, dækket med presenninger. ”Det er bedre end telte,” siger Morten og tilføjer: ”Men de sanitære forhold er elendige og når det regner, er det hele mudder.”

Lærerværelset i flygtningelejren Sihmui Camp 1, hvor der lever 124 flygtninge i 27 familier (Foto: Privat)

På trods af de elendige vilkår har Chin’erne fokus på, at børnene skal i skole. Selv om der er mangel på alt fra blyanter til tavler, skal børnene i det mindste lære at regne, læse og skrive.
”Det er som om, forældrene tænker, at vi måske ender her, men vores børn skal i det mindste have chancen for at komme videre,” siger Morten.

Brilleuddeling i Camp 3 (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization (CHO)

CHO forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene, men også blandt de internt fordrevne Chin’er i Chin-staten på den anden side af grænsen i Myanmar.

Morten forklarer:
”CHO opererer i såkaldte ”Health Teams” – ”sundhedshold”: En læge og en sygeplejerske. De rejser rundt mellem flygtningelejrene. Måske får hver lejr besøg to eller tre gange om året.”

Det virker yderst begrænset, hvad CHO’s ”Health Teams” kan udrette i den store sammenhæng. Alligevel lykkedes det i efteråret 2023 at vaccinere 12.000 børn mod de mest almindelige børnesygdomme: Sygdomme, som børn dør af i flygtningelejre.

Vej i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization samarbejder med FN’s UNOPS-organisation om hjælp til de ramte områder i Chin-staten. Forholdene er vanskelige: Der er krigshandlinger og terrænet er svært at færdes i.
””Health Teams” krydser grænsen ad dårlige veje og mudrede stier for at hjælpe inde i Chin-staten. Selv om man fristes til at tænke, at vores hjælp er en dråbe i havet, oplever man lige her, at den gør en stor forskel,” siger Morten.

Kort over området – Mizoram og Chin-staten

Situationen i det vestlige Myanmar

Chin-staten er placeret i det vestlige Myanmar ved grænsen til Indien og delstaten Mizoram. Grænsen er måske tydelig på kortet, men virkeligheden er meget anderledes. Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder. Når der har været uroligheder, har man altid søgt tilflugt og hjælp hos hinanden. Man har handlet og man har giftet sig på tværs af grænsen. Og som ved andre grænser, har smuglergods krydset grænsen. I dag flyder betydelige mængder narkotika over grænsen fra Myanmar til Indien.

I Myanmar er Chin’erne en del af oprøret mod militærdiktaturet. Det har medført voldsomme kampe og overgreb på civile i Chin-staten. Mange er flygtet til Mizoram i Indien og mange lever som internt fordrevne.

Morten tilføjer:
”Som flygtning i sit eget land – internt fordrevet – er man ikke rigtig flygtning. Man er ikke omfattet af FN’s konventioner. Da der samtidig er kampe i området, er hjælpen ofte langt væk.”

Besøget i Lawngtlai

Missionshospitalet i Lawngtlai (Foto: Morten Kofoed)

Morten, Moses og Zung besøgte også baptistmenigheden i Lawngtlai i Mizoram. Menigheden driver et velfungerende missionshospital, der bl.a. er ved at blive udbygget med CT-scanner. Under rundvisningen fik de tre gæster oplyst, at hospitalet et par timer tidligere var blevet underrettet om, at der var krigsofre på vej. Krigsofre, der var blevet ramt inde i Chin-staten, men nu blev bragt over grænsen til behandling.
”Der var tale om otte til ti timers transport efter de var blevet skudt eller ramt af et eller andet. Men det er den mulighed, der er for hjælp. Chancerne for at overleve er givetvis ikke store,” siger Morten.

Missionshospitalet i Lawngtlai er sponsoreret af amerikanske donationer. Det betyder, at krigsofre og flygtninge fra Chin-staten kan behandles gratis.

På besøg i flygtningelejr (Foto: Privat)

Hvorfor bruge penge på besøg?

Morten fortæller, at BaptistKirken har støttet arbejdet i grænseregionen med 300.000 kroner. Det lyder ikke af meget, når fx UNOPS’ budget i Chin-staten tælles i millioner kroner. På spørgsmålene om vores hjælp overhovedet gør en forskel og hvorfor vi bruger penge på at rejse ud – fortæller Morten om turens bedste oplevelse:
”Det lyder måske utrolig banalt, men vores hjælp og vores besøg bliver helt klart opfattet som et signal om, at Chin’erne ikke er glemt. Selv om vi hverken kan løse konflikterne eller give alle et bedre liv, så betyder det rigtig meget, at der er nogen i et land meget langt væk, der kerer sig om dem. Det betyder noget, at vi rejser ud og besøger dem, vi hjælper. ”

Samarbejdet

Efter besøgene i Mizoram rejste Morten videre til Yangon i Myanmar, mens Moses og Zung fortsatte arbejdet i Mizoram.

Formålet med besøget i Yangon var at styrke relationerne til baptistkirkerne og andre samarbejdspartnere i Myanmar. Morten fik blandt andet mulighed for at mødes med udenrigsministeriets Head of Mission og eneste medarbejder i Myanmar.
”Det er meget lavpraktisk,” siger Morten, ”og vi kender det alle sammen: Det er bare nemmere at samarbejde med mennesker, man har mødt i virkeligheden. Relationer betyder om ikke alt, så rigtig meget.”

Hovedvejen(!) mellem Aizawl og Lawnghtlai (Foto: Morten Kofoed)

Turen har blandt resulteret i et spirende samarbejde om fælles projekter med de to danske organisationer The Chin Christian Association in Denmark (CCADK) og Chin Community in Denmark, CCDK. Morten peger på, at der, specielt i CCDK, er en del unge, der har projekterfaring fra Dansk Ungdoms Fællesråds projekter.
”Et bredere samarbejde giver også bredere mulighed for finansiering. Vi kan bevæge os fra kun at lave nødhjælp til at lave udviklingsprojekter. Præcis som det er sket i Rwanda og Burundi,” siger Morten.

Krigens absurditet

”Når man kommer til Mandalay eller Yangon, ser det fint ud på overfladen og så fungerer alt. Hotellerne er åbne, man kan spise på restaurant, busserne kører og butikkerne har varer. Krigen er langt væk. Lige indtil man får at vide, at der natten før var granatnedslag og kamphandlinger kun 50 kilometer væk,” beretter Morten.

Han fremdrager endnu et eksempel på krigens absurditet:
”Efter at have spist suppe i næsten 14 dage var det meget mærkeligt at blive inviteret på middag på en restaurant i Yangon. I et par timer var der pludselig meget langt til virkeligheden i Mizoram.”

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

I begyndelsen af ​​juni var Morten Kofoed del af en delegation fra EBF[1] og BWA[2], der besøgte Ukraine og dér mødte baptistpræsterne for at høre deres historier og opleve noget af det arbejde, som kirkerne har udført de seneste 17 måneder under krigen med Rusland.

Hjerteskærende ødelæggelser

Landet Ukraine og dets befolkning går gennem dødskyggens dal. Da vi besøgte Irpin og Bucha nær Kiev, så vi hjerteskærende ødelæggelser. Mange mennesker har forladt området. Mange bygninger ligger i ruiner og er dækket af sod.

En dag vil børnene igen kunne lege i fred på dette sted.

Bucha er blevet et symbol på ufattelig vold mod det ukrainske folk. Et midlertidigt mindesmærke på kirkegården er viet til mere end 400 mænd, kvinder og børn, massakreret af de russiske tropper og begravet i en massegrav lige bag kirken. Men repræsentanten for det lokale selvstyre i Bucha, som viste os rundt på kirkegården og ved mindesmærket, afsluttede alligevel vores besøg med et budskab om håb: “En dag vil børnene igen kunne lege i fred på dette sted.”

Delegationens møde med en regeringsrepræsentant.

Kirke på russernes betingelser

De 25 regionale præster delte historierne om deres kirker med os. Mange steder i det østlige Ukraine er livet ekstremt svært. Begrænsninger af religionsfriheden gør livet for kirkerne i de besatte områder endnu sværere. Krav stillet af de russiske regeringsofficerer truer kirkernes fortsættelse og deres tjeneste i forhold til det omkringliggende samfund. Nogle kirker er allerede blevet lukket af den russiske regering, og præster er fængslet.

Begrænsninger af religionsfriheden gør livet for kirkerne i de besatte områder endnu sværere.

Nye muligheder for tjeneste

På trods af alle strabadser fortæller præsterne os, hvordan krigen har skabt mange nye muligheder for at tjene og dele evangeliet. At kunne tilbyde husly, mad, lægehjælp og transport har bragt tusinder og atter tusinder af mennesker i kontakt med kirkerne. Sammen med hjælp bliver den gode nyhed om Jesus Kristus også delt. Pastor Alexander fra Poltava fortæller os, at over 30.000 mennesker i løbet af det seneste år har hørt den gode nyhed om Jesus Kristus. Efterhånden er der plantet mange nye kirker, og blandt deltagerne i de mange eksisterende kirker er der også mange nye troende.

Sammen med hjælp bliver den gode nyhed om Jesus Kristus også delt.

En personlig erfaring

Pastor Dmitro fra Kherson-regionen delte en personlig historie om sin bedstemor. Hun fortalte ofte sit barnebarn om folk, der delte mælk og brød med hende, da hun var flygtning under 2. verdenskrig. Som barn kunne han ikke forstå, hvordan hun huskede så simple ting. Men i dag er det blevet hans egen erfaring, og den hjælp, han har modtaget fra sin globale baptistfamilie, giver ham tårer i øjnene. I svære tider ønsker folk at holde fast i gode ting. Han siger: “Det er den historie, jeg vil dele med mine børnebørn.”

Taknemlighed overfor baptister i hele verden

Der er udtrykt så megen taknemmelighed over for den globale baptistfamilie, når vi taler med præster, kirkemedlemmer, frivillige og mennesker, hvis liv har ændret sig takket være kirkernes hjælpearbejde. Gennem EBF er der blevet stillet omkring fem millioner euro til rådighed for kirkerne i Ukraine og dets nabolande for at støtte internt fordrevne mennesker og flygtninge.

Konference for ukrainske baptistpræster i Kyiv.

Håbet er stærkere

Krigen fortsætter, og de hårde tider er langt fra forbi. Men blandt baptister i Ukraine er håbet om den opstandne Kristus langt stærkere. Sammen med deres visionære ledere – præsident Valerii Antoniuk, vicepræsident Igor Bandura og andre – er de overbeviste om, at mørket aldrig kan overvinde lyset, og oplevelsen af ​​den ekstreme ondskab og de mørke besættelsesmåneder gør dem til stærkere kristne, hvis lys skinner med større kraft.

Bed fortsat for de ukrainske baptister, deres ledere, præster og menigheder og for fordrevne mennesker.

Læs mere om Morten Kofoeds rejse til Ukraine i artiklen: “Ukraines kirker lider – og vokser“.

[1] EBF: European Baptist Federation, Europæisk Baptistføderation

[2] BWA: Baptist World Alliance, Baptisternes Verdens Alliance

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

International sekretær i BaptistKirken, Morten Kjær Kofoed, besøgte baptisterne i Ukraine i juni. Morten rejste med fly til Warszawa og videre med minibus til Kiev. En 15 timer lang tur inden der var indtjekning på hotellet. Få timer senere lød luftalarmen og fire timers nattesøvn blev vekslet til et ophold på umagelige stole i et beskyttelsesrum. Velkommen til krigens virkelighed. Men også velkommen til en baptistkirke, der har fået en værdsat rolle i samfundet. Baptisterne i Ukraine hjælper nødlidende medborgere, men de engagerer sig også i genopbygningen af samfundet. En genopbygning, man arbejder på løbende, så man er klar, når (ikke hvis!) russerne er besejret.

Morten Kofoed var i Ukraine efter invitation fra det ukrainske baptistsamfund. Andre deltagere var:

Elijah Brown, Baptist World Alliance
Marsha Scipio, Baptist World Aid
Cecilie Larsen, Equmeniakyrkan, Sverige
Jack Curham, World Relief
Alan Donaldson, European Baptist Federation
Helle Liht, European Baptist Federation

Konferencen

I Kiev deltog Morten i en konference for præsterne i den ukrainske baptistkirke:
”Der deltog cirka 350 af de flere end 1.000 præster, der er i baptistkirken, som i øvrigt tæller cirka 113.000 medlemmer. Det er en stor kirke, men stadig en minoritetskirke i forhold til den ortodokse kirke.”

Morten fortæller, at der var omkring 2.300 kirkebygninger i Ukraine. I de russisk besatte områder er 56 kirker ødelagt. 70 af Zaporizhia-regionens 118 kirker er lukket af russerne og i flere tilfælde er baptistpræsterne fængslet.

Konferencedeltagerne i Kiev (Foto: Turdeltagerne)

”Konferencens tema tog udgangspunkt i de første to kapitler i Første Peters brev. Det handlede om ledelse i modgang og lidelse. Det virkede stærkt, at ukrainerne tog udgangspunkt i krigen og forsøgte at finde velsignelse i modgangen,” fortæller Morten.

Kirkernes rolle som shelters

Madudlevering i Ukraine (Foto: Turdeltagerne)

Under konferencen noterede Morten sig, at mange af de ukrainske præster virkede trætte og udkørte – selv om de ikke kom fra krigsramte områder. Forklaringen var ligetil, fortæller Morten:

”Baptistkirkerne fungerer mange steder som transitcentre for internt fordrevne. Der var beretninger om flygtninge, der kom i biler proppet med ubegribeligt mange mennesker, der kun havde det tøj, de stod og gik i. De bliver indlogeret i kirkerne, får et måltid mad, noget ekstra tøj og andre fornødenheder inden de rejser videre. Selv om ukrainerne har mobiliseret alle deres egne ressourcer fortæller præsterne, at nødhjælpen fortsat gør en forskel.”

Butja

I Ukraine byder man ikke kun gæsterne på opbyggelige ord. Man konfronterer dem også med krigens virkelighed. Morten og hans rejsefæller blev inviteret til Butja, en forstad til Kiev. Her myrdede russiske, eller måske tjetjenske tropper, en stor del af befolkningen i perioden 27. februar til 31. marts 2022. Lig af civile lå i gaderne i ugevis, og der blev fundet massegrave med flere end 300 dræbte. Ifølge organisationen Human Rights Watch fortalte vidner, at russiske soldater i dagevis voldtog, torturerede og henrettede civile, mens de plyndrede byen.

Fotoudstillingen i Butja – i det nye mindesmærke etableret i ortodoks kirkebygning (Foto: Turdeltagerne)

Besøget i Butja gjaldt en ortodoks kirke, der aldrig nåede at blive indviet inden besættelsen, fortæller Morten:
”Der var en del massegrave på kirkens grund. På et tidspunkt åbner man gravene for at forsøge at identificere ofrene, men det lykkes kun i begrænset omfang. Omkring 100 bliver begravet igen uden identifikation…

I dag er kirken lavet om til mindesmærke med udstilling af mange af de billeder verdenspressen tog i Butja lige efter befrielsen. Lokale arkitekter har allerede skitseret, hvordan området omkring kirken kan blive et smukt mindesmærke med fokus på håb om en bedre fremtid.”

Ukrainske baptister oplever vækst – på trods

Under konferencen i Kiev fortalte en af præsterne om sin søn, der var taget i krig som en sund og rask ung mand. Og vendt hjem med sår på legemet og posttraumatisk stress i et omfang, der ødelagde hans liv. Præsten pegede på de udfordringer krigen gav de kristne, når man både vil kæmpe for sit land og prædike Guds kærlighed.

”Men det fantastiske er så, at mens de kristne kæmper for at bevare troen, så søger mennesker i stort tal til kirkerne. Man taler om noget, der ligner en vækkelse, fordi menighederne kommer i kontakt med så mange, der måske nok vil betegne sig som kristne, men ikke har haft et aktivt kirkeliv. Der bliver startet studiegrupper og bedegrupper i stort tal og man oplever også, at mange bliver døbt.”

Væksten er med til at holde modet oppe hos de hårdt prøvede ukrainske baptister.

Kristne værdier skal være fælles

Alle ukrainere glæder sig til fremtiden, når russerne er besejret og Ukraine er befriet. Civilsamfundet forbereder sig løbende på at håndtere freden. Inden krigen var Ukraine et af de mest korrupte samfund i Europa. Nepotisme var udbredt og mange af det kommunistiske samfunds øvrige ”velsignelser” var fulgt med efter uafhængigheden i 1991.

Næstformand for de ukrainske baptister, Igor Bandura, og Morten Kofoed taler (Foto: Turdeltagerne)

Morten fortæller om samfundets fokus på at få ryddet op, inden freden vender tilbage:

”Der er fokus på at skabe et samfund fri for korruption og nepotisme. Man ønsker simpelthen, at landet skal have andre værdier. Fordi den ortodokse kirke i hvert fald tidligere havde tætte bånd til Rusland, er man begyndt at kigge på andre kirker og deres værdier. Og der er faktisk et ønske i politiske kredse om, at kristne værdier skal erstatte det, man kendte før krigen.”

Morten bemærker, at det er en interessant udvikling, som han ikke var opmærksom på før besøget.

Der er engle overalt

Valentina på plejehjemmet “Den barmhjertige samaritaner” (Foto: Turdeltagerne)

På vej tilbage til Warszawa besøgte Morten og resten af gruppen plejehjemmet “Den barmhjertige samaritaner” nær Lviv. Der mødte de Valentina, en ældre dame, der kom fra Uman i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine. Hun havde tilbragt otte måneder i en kælder.

På et tidspunkt var hun gået ud, fortæller Morten:
”Og så bliver hun – selvfølgelig, fristes man til at sige – ramt af en granat og forbrændt. Hun blev reddet af frivillige og bragt til “Den barmhjertige samaritaner”. Hun fortalte, at hun slet ikke kan takke ”englene” nok. Og med englene mener hun personalet, som nu tager sig af hende. Hun har ingen ord til at beskrive, hvor godt hendes liv er i blevet. Valentina er simpelthen overbevist om, at plejehjemmet er himlen.”

Krigen fortsætter – men håbet lever

Med Valentinas historie in mente fortæller Morten, at budskabet fra de ukrainske baptister er, ”at krigen fortsætter, de hårde tider er langt fra forbi. Men håbet om den opstandne Kristus er langt stærkere. Vi er overbeviste om, at mørket aldrig kan overvinde lyset, og oplevelsen af den ekstreme ondskab og de mørke besættelsesmåneder gør os til stærkere kristne, som skinner stærkere.”

Efterskrift

Efter hjemkomsten forsøger Morten at etablere et projekt sammen med de ukrainske baptister. Der er frigivet midler fra DERF – Danish Emergency Relief Fund – til at hjælpe Ukraine. DERF har til formål ”at reagere hurtigt, effektivt og relevant med integritet og fleksibilitet på akutte humanitære krisesituationer med fokus på at yde nødhjælp til berørte befolkninger for at imødekomme presserende behov og forhindre yderligere tab af menneskeliv eller eskalering af lidelse.”
Det vil BaptistKirken i Danmark gerne medvirke til i Ukraine – sammen med de ukrainske baptister.

Fotos i artiklen er fra deltagerne i turen.

Nogle af deltagerne i turen har efterfølgende udgivet videooptagelser, hvor de fortæller om oplevelserne (på engelsk):
Elijah Brown, An Update from Bucha
Alan Donaldson and Helle Liht, Impressions from Ukraine

Andre artikler på baptist.dk om krigen i Ukraine

”Vi er Ukraine”
Ukraine: Aktive baptister giver hurtig hjælp
Russer og ukrainer beder for hinanden
Forbøn for Ukraine fra alle kontinenter
Bed for Ukraine!

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt her:

Oplevelserne står i kø for at blive fortalt. Og Knud fortæller gerne. Men en oplevelse står stærkere end alle de andre. Aftenen og natten før folkemordet begynder i Rwanda den 7. april 1994:
”Det er den nat, præsidenternes fly bliver skudt ned. Det er den nat, Mie le Fevre dør. Jeg kører Solveig hjem, hun skal hente aftensmad. Og jeg sidder i folkevognsbussen og ser solnedgangen over Tanganyika-søen og Congos bjerge. Det er en fantastisk smuk solnedgang. Jeg siger til mig selv: ’Det her er Mies sidste solnedgang,’ og så tænker jeg på salmens ord ’…og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed’[1]. Jeg sover ikke meget den nat. Vi bor i et katolsk gæstehus og får løbende information om udviklingen…”

…så tænker jeg på salmens ord ’…og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed’

Brændenældesuppe og æbleskiver!

Knuds første år på Bornholm gav ikke anledning til at tro, at lille Knud senere skulle følge en teologisk løbebane ude i verden. Skolegangen var begrænset til tre dage om ugen og barndommen sluttede i 1947, da Knud kom ud og tjene bønder som 13-årig:
”Far ville have, jeg skulle være tømrer, men jeg ville hellere ud at pløje…” fortæller Knud. Kærligheden til jorden har fulgt Knud lige siden. Både i Afrika og som præst og højskolelærer i Danmark har der altid været et projekt med en have, et stykke jord eller nogle dyr, der skulle passes.

Knud ved den uundværlige VW-bus (Privat foto)

Familien blev hårdt ramt af depressionen i 1930’erne. Knud sætter selv ord på den ulykke, der ramte forældrene:
”De havde købt en ejendom, da de blev gift.  Den gik de konkurs med, da priserne faldt. Far skulle sælge en ko til terminen. I stedet for 200 kroner fik han 10 kroner. Så gik han hjem og købte en stegegryde til mor. Den havde hun så hele livet. Men de måtte flytte og så blev far socialdemokrat!”

Under krigen var familien så presset, at menuen en dag stod på brændenældesuppe. ”Det er jo vældig moderne i dag,” bemærker Knud tørt. Men hans mor græd, da hun måtte sende børnene ud for at plukke de små brændenælder.

Kaldet

Det stærke kald og viljen til at følge det, har kendetegnet Knud hele livet. Han oplever det første kald på en juniorlejr på Samsø. Han følger kaldet, bliver døbt i Rønne og engagerer sig i spejderarbejdet, først i Rønne og senere i Tølløse og Nyrup.

Julemorgen 1952 følger kaldet til at forlade landbruget og søge Guds vej i livet. Knud er som sædvanlig stået op kokken fem, han har overstået malkningen og nu skal køerne fodres:
”Der står 35 malkekøer og brøler. Der er en farlig lyd. Og lige pludselig hører jeg en stemme, der siger: ’Hvad laver du her?’ Jeg blev meget overrasket. Men der var ikke andre end mig i stalden. For mig blev det et ord fra Vorherre.”

Knud bruger den følgende tid på at lære sprog. Knud fortæller om udfordringen:
”For mig var fremmede sprog som en kartoffelgryde, der stod og kogte. Det var mig ganske uforståeligt!”

”For mig var fremmede sprog som en kartoffelgryde, der stod og kogte. Det var mig ganske uforståeligt!”

Kaldet til at blive præst fører Knud gennem præliminærkursus i Tølløse, et benhårdt to-årigt studenterkursus i København og præsteseminariet i Tølløse. Men kaldet til at rejse til Afrika oplever Knud først i en drøm under en juleferie i Hjørring:
”Jeg drømte, at nogen gik og slæbte på en tung bjælke. Men de bar alle sammen i den ene ende, den tunge ende. Ingen tog ved i den anden ende af bjælken. Det blev mit kald til at rejse til Afrika i stedet for at blive præst herhjemme.”

Jytte

På skolen i Tølløse mødte Knud en ung kvinde. Hun var sygeplejerske og havde meldt sig som kandidat til missionsarbejdet i Burundi. Det blev til mange samtaler og forholdet udviklede sig. Til sidst måtte Knud informere forstander Johannes Nørgaard om forholdet. Nørgaard kvitterede med at velsigne de unge menneskers kærlighed.

Knud havde fundet sin Jytte.

Bag på originalen har Knud skrevet: “Jytte og den mindste beboer på børnehjemmet Thereza. Rubura, 18/9/93” (Privat foto)

Jytte arbejdede som sygeplejerske hele livet.
”Hun var en god medarbejder. Altid fokuseret på det faglige, aldrig kynisk, men altid nøgtern i sin tilgang til livet,” fortæller Knud. Han fortsætter med historien om en dreng på markedet, der var blevet ramt af soldaternes kugler. Udgangssåret så grimt ud, men Jyttes kommentar til ægtefællen var:
”Du kan græde, når du kommer hjem – her skal arbejdes.”

På den sidste tur til Afrika oplevede Jytte og Knud at blive fanget i krydsild udenfor Burundis hovedstad, Bujumbura. Det var voldsomt. Knud fortæller:
”Da vi havde fået 25 kugler gennem folkevognsbussen, kiggede Jytte op og sagde: ’Jeg tror, vi blev ramt.” En af kuglerne passerede tre centimeter fra Jyttes hoved. Knud fortæller, at han stadig har resterne af en kugle i skulderen:
”Jeg har haft en kone, der aldrig blev nervøs! Men hun skulle altid se, hvor kuglerne kom fra!”

Jytte dør den 4. august 2011. Det er hårdt at miste sin livsledsager gennem mere end 50 år.
”Ens rejselyst går jo i stå.  Man går i stå. Det tager et stykke tid, før man får rettet sig op og kommer i gang med at lave sin egen aftensmad,” fortæller Knud, der kigger på dugen på bordet og fortsætter: ”Den her dug med Van Goghs solsikker, den købte Jytte i Arles – hvor Van Gogh malede de berømte solsikker. Sådan er mit hjem: Der er spor efter Jytte allevegne.”

Man fornemmer, at det ikke kun er Knuds hjem, men hele hans liv, der bærer spor efter Jytte.

Afrika

Jytte og Knud er udsendt til Afrika i tre omgange. I 1961 kommer de til Burundi endnu inden landet er blevet selvstændigt. BaptistKirken driver mission, skole og klinik på kolonimagtens vilkår. Det erfarer både Knud og Jytte allerede inden de kommer til Afrika: Det er endog meget svært at bestå kurset i tropemedicin. Jytte lykkes i tredje forsøg, og kun derfor kan hun arbejde som sygeplejerske i Burundi. Knud må gennemføre en obligatorisk læreruddannelse i Bruxelles for at få lov til at undervise.

Det stærke kald har personlige omkostninger for den lille familie: Datteren Lena på 13 måneder tilbringer 8 måneder hos familien på Bornholm.
”Enten holdt vi fast tjenesten eller også kom vi ikke ud,” forklarer Knud.

25 kugler gik der igennem VW-bussen, da Jytte og Knud blev fanget i krydsild uden for Bujumbura. Knud bærer stadig et fragment i skulderen. Den belgiske kaptajn for faldskærmstropperne i Bujumbura kommenterede hændelsen: “Denne bil er under særlig beskyttelse!” (Privat foto)

I 1965 bliver det klart, at ambitionen om at drive præsteskole kræver en universitetsuddannet underviser. Turen går til de europæiske baptisters seminarium i Rüschlikon og tre års studier.

Missionærer modtager ikke løn under uddannelse. Familien må klare sig med ”studenterhjælp” og Knuds lørdagsjob som bogbinder i biblioteket. Ferien i Danmark tilbringer Knud som lagermedarbejder på Plumroses lager i Odense. I 1968 går turen til Rwanda, hvor Knud er med til at etablere og undervise på præsteskolen i Nyantanga. Urolighederne og de omfattende massakrer i Burundi i 1972 betyder, at mange af familiens venner kommer til Rwanda som flygtninge – eller endnu værre – helt forsvinder. Det er mange år siden, men minderne er tæt på. Knud holder en pause, inden han siger:
”Når soldaterne havde været der, var der kun hønsene og grisene tilbage – menneskene var døde.”

Midtsjælland og højskolen

I 1975 vender familien tilbage til Danmark. For Knud er det tilbage til det Midtsjælland, hvor han arbejdede som bonde og oplevede kaldet til tjeneste. Igen er pengene små og tøjet slidt efter mange år under Afrikas sol. Et lån fra menighedens forstander og et besøg hos en skrædder i Nykøbing Falster: Så kan menigheden lytte til Knuds prædikener uden at blive distraheret af præstens slidte jakkesæt.

Baptisternes højskole i Tølløse nyder også godt af Knuds kald til at undervise og dele sin viden. Da stillingen som højskoleforstander bliver ledig i 1983, er Knud det oplagte valg. Men højskole er ikke moderne i 1980’erne og i 1986 beslutter bestyrelsen, at det er slut. Knud er skuffet over beslutningen og sammen med Jytte drager han på en privat tur til Afrika. I en skinnende rød VW, model ”Boble” krydser de gennem Tanzania til Rwanda. Knud arbejder i foråret 1987 på skolen i Butare, hvor han tolker Johannesevangeliet for de teologiske studenter.

Hjem til Frederikshavn

Det er menigheden i Frederikshavn, der får glæde af det hjemvendte missionærpar.
”Vi lærte efterhånden sproget,” griner Knud og fortæller om tiden i Vendsyssel:
”Jeg kunne have en gudstjeneste om formiddagen i Frederikshavn, om eftermiddagen i Jerup og om aftenen i Skagen. Men når jeg så kørte hjem sådan en vinteraften med månen ud over Aalbæk Bugt – så var Vendsyssel så smukt.”

Afrika kalder – en sidste gang

I 1992 bliver Jytte og Knud bedt om at rejse ud igen. Turen går til Rubura i Burundi. Med udsigt til demokratisk parlamentsvalg i 1993 er der spirende optimisme i Burundi. Men som andre gange bliver håbet kvalt i blod. Militæret tager magten og den følgende tid handler arbejdet om at hjælpe flygtninge over grænsen til Rwanda og senere om at hjælpe Burundi-flygtninge i Rwanda.

Endnu mens der er flygtninge fra Burundi følger nedskydningen af præsidenternes fly og folkemordet i Rwanda begynder.

“For hver ny generation venter man spændt på, om myrderierne endelig er hørt op”

Det er begivenheder, der fylder for Knud. Uanset om det er hæren, der myrder befolkningen eller grupper i befolkningen, der myrder hinanden, handler det altid om den etniske konflikt mellem hutu og tutsi.
”For hver ny generation venter man spændt på, om myrderierne endelig er hørt op,” reflekterer Knud stille.

Efterspillet og endnu et kald

Efter en artikel i Kristeligt Dagblad bliver både Knud og BaptistKirken beskyldt for at benægte folkemordet. Knud følte sig dengang fejlciteret og mistolket. Sådan har han det stadig:
”Jeg sagde, at når krigen engang er slut, så troede jeg, at der var lige mange døde på begge sider. Det blev udlagt som benægtelse af folkemordet. Jeg har aldrig benægtet folkemordet!” Der er fuldt udslag på den digitale lydoptager på køkkenbordet. Det handler om en næsten 30 år gammel uretfærdighed, der stadig gør ondt.

“Det blev måske mere kaktus end fødselsdagsbillede” er Knuds kommentar til billedet fra hans 60 års fødselsdag den 15. maj 1993 (Privat foto)

I 1995 kommer Jytte og Knud hjem fra Afrika. Pensionen venter i Benløse. Inden der er gået et år, har Knud købt en kolonihave. Man kan ikke være af bondeslægt og nøjes med en prydhave.

Allerede året efter tager gamle højskoleelever initiativ til at opstille Knud til formandsvalget i BaptistKirken. Endnu et kald til tjeneste og mange lange arbejdsdage i fire år inden pensionen for alvor venter i 2000.

Men Knud bliver aldrig rigtig pensionist. Han engagerer sig i kirkebyggeri i Ringsted, holder træf for forhenværende formænd i BaptistKirken og så rejser han – med Jytte og med hele familien.

Rejselederen

Lige siden de første år som missionær har Knud arbejdet som rejseleder. I sommerferier har han rejst Europa tyndt med bønder, baptister, studerende, højskoleelever og andet godtfolk. Med entusiasme har Knud delt ud af sin store viden om europæisk kultur til utallige danske busturister på Europas landeveje.

Livet skal fortsat leves

Knud fylder 90 år. Livet har sat sine spor, men det skal fortsat leves. Det er Knuds stærke overbevisning:
”Jeg har et fællesskab med meget gode naboer her i Benløse, jeg deltager i sangkvarter i den gamle skole i Benløse – alle pladser er optaget, jeg har fællesskabet i menigheden. Så har jeg fællesskabet med familien i København, et fællesskab på Bornholm, hvor min søster bor og så har jeg et fællesskab i Frederikshavn og endelig er der spejdergildet.”

Familien er vigtig, og den er blevet stor. To børn og seks børnebørn:
”Vi er jo 15 – 20 mennesker, når vi samles og jeg har otte oldebørn. Når oldebørnene er syge, så ringer jeg jo og spørger til dem. Jeg forsøger at følge med i deres liv, så godt jeg kan.”

Som en bror

Fra de første missionærer kom til Burundi i 1928 og helt op til selvstændigheden i 1962 foregik alt arbejde på kolonimagtens præmisser.
”Missionærerne var en del af kolonimagten” fortæller Knud: ”Men det ændrer sig, da vi sender missionærer ud, der er vokset op i Afrika. De har lært sproget som børn og forstår kulturen.”

Knud er ikke meget for at tale om sin egen indsats. Det er svært at lokke ud af ham, hvad han helst vil huskes for. Men efter lidt tid til eftertanke kommer det:

”Jeg fik lov til at blive en bror for afrikanerne. De første missionærer var arbejdsgivere. De gjorde et stort arbejde, men de havde kolonimentaliteten og de var afrikanernes overordnede. Jeg fik lov til at blive en del af fællesskabet.”

[1] ”Lille Guds barn, hvad skader dig?” (vers 8, nr. 411 i Salmebog for de danske baptistmenigheder) 

Læs om “Burundis glemte folkemord”
Rasmus Hylleberg har skrevet artiklen.

Andre artikler om folkemordet og dets konsekvenser:

Ny generation er klar til udfordringerne.
Kirketage, folkemord og fremtid i Burundi

Læs om Theo, der måtte flygte fra massakren i Burundi:
My Country Wept – Mit land græd

Den lille insisterende stemme – om kaldet til Afrika
Lise og Jep Emming fortæller om kaldet til at arbejde i Burundi og Rwanda..

Læs om en uafklaret retssag mod dansk baptist med anklager om deltagelse i folkemordet:

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Spørgsmålet er interessant og blev igennem de fire dage udfordret. Hvad kan vi som fællesskab? Hvad skal vi? Hvad udfordrer fællesskabet?

Fra Danmark var jeg afsted som repræsentant fra BaptistKirken, men havde godt selskab af tre unge ”BBU’ere,” der var på EBF Y&C konferencen, som vi delte visse programpunkter med. I alt var 130 ledere fra baptistkirkerne på tværs af Europa, Mellemøsten og Central Asien samlet til den første fysiske konference efter Corona.

Åbningsgudstjenesten i Sct. Matthew kirken i Gl. Riga.

EBF’s teologiske poler

En af de første samtaler, jeg var med til, var under overskriften ”What’s over the horizon.” Samtalen var en rundbordssamtale om retningen for kirkerne i EBF og hvilke udfordringer, der ligger foran os. Et af de første emner, der kom på bordet, var forholdet til eller udfordringen med LGBTQ+ miljøer. For nogle skabte det røre, at LGBTQ+ miljøer flere steder forsøgte at tage del i kirkernes liv, og andre steder var det intet problem at ansætte LGBTQ+ personer i ledende stillinger eller præstestillinger. Samtalen tog hurtigt en ophedet drejning om bibelsyn. På den ene fløj en tolkning af, at bibelen kun kan og skal læses på den ene rigtige måde, og på den anden fløj, at det er muligt at læse bibelen på et hav af måder. Efter en ophedet debat og samtale om emnet blev vi enige om at være uenige. Jeg må sige, at efter sådan en samtale var modet på fællesskabet på tværs af EBF-fællesskabet udfordret. Linjerne blev tegnet op mellem øst og vest. Forskellene er store ude i Europa.

En familie klar med kriseberedskab

Efter en opstemt samtale om bibelsyn oplevede jeg dog, at fællesskabet genvandt sin berettigelse, for vi kan mere sammen! Krigen i Ukraine har vist, at uden EBF-familien var det ikke muligt at hjælpe på tværs af Europa. På et seminar fik vi indblik i alt det arbejde, der forgår på tværs af EBF både nationalt men også helt ned til de lokale kirker, der har gjort en forskel, også for at vi i Danmark har kunnet hjælpe i Ukraine.

Ved en af vores workshopsessioner skulle vi skrive de ord, vi forbinder med EBF. Resultatet er her.

I foråret opfordrede vi i BaptistKirken menighederne til at give en gave til EBF’s nødhjælpsarbejde i Ukraine. Igennem de sidste mange måneder har EBF-fællesskabet vist sit værd. Et land som f.eks. Danmark har mulighed for at indsamle penge, men vi har ikke mulighed for at få pengene ind i Ukraine. EBF har derfor kontaktet baptistkirkerne i landene, der grænser op til Ukraine for at få hjælpen ind i Ukraine. Lokale menigheder har kørt fra deres hjemland og ind i Ukraine med alt fra kontanter til nødhjælp. Menigheder, særligt i Polen, har taget imod flere tusinde flygtninge. Nogle har huset dem i kortere tid og andre mere permanent, og atter andre har hjulpet ukrainske flygtninge videre ind i Europa.

Særligt gjorde det stort indtryk, da en repræsentant fra de hviderussiske baptister gik på talerstolen. Her er de som så mange andre steder i EBF-familien imod krig og også imod krigen i Ukraine. Han fortalte om en indsats de russiske og hviderussiske baptister har gjort for ukrainske flygtninge. Flere af de russiske baptister har hjulpet ukrainske flygtninge, der var tvunget ind i Rusland, ud af Rusland igen. Først ved at få dem til Hviderusland, hvor hviderussiske baptister tog imod dem, og sidenhen til Polen, hvorfra de kunne komme videre ud i Europa eller ind i Vestukraine igen. Alt i alt hjælper alle, hvor de kan.

De 7 områder, som EBF arbejder med.

Som afslutning på konferencen udtalte vi os i forlængelse af den udtalelse, som BWA kom med. Begge udtalelser kan læses på følgende hjemmesider[1].

Et fællesskab, der kan og vil noget

EBF er et fællesskab, der kan og vil noget på trods af de indbyrdes forskelligheder, og det tror jeg, er EBF’s styrke. I EBF gør man ikke alt, men man arbejder målrettet med syv indsatsområder, som vi vil gøre bedre på tværs af regionen. Det drejer sig specielt om nødhjælpsarbejde men også uddannelse og teologi, hvor vi sammen skaber rammen for et læringsnetværk på tværs af Europa. Sammen skaber vi netværk for præsteaspiranter såvel som Ph.D. studerende, som ikke ville være muligt for de nationale kirker. Derudover arbejder EBF med migranter, børn og unge, Mission, frihed og retfærdighed og kvinder. Det er de områder, man satser på, og hvor vi sammen kan få gavn fra hinanden.

Generalsekretæren for de norske baptister, Bjørn Bjørnø, inviterede officielt os alle til Stavanger i begyndelsen af juni 2023.

Næste gang: Stavanger

Næste gang, den europæiske baptistfamilie mødes, er i Stavanger 5.-9. juli 2023. Det bliver tre dage med EBF-konference efterfulgt af en fælles konference imellem BWA og EBF med titlen SENT 2023.[2] I kan allerede nu sætte kryds i kalenderen. Det bliver en spændende konference med temaet mission, hvor kirkerne på tværs af vores baptistfamilie vil opmuntre, udruste og udfordre til at skabe et strategisk fokus for Guds mission i verden.

[1] https://www.ebf.org/post/2022-council-resolution
https://files.constantcontact.com/b365685a001/72a27984-6afe-42e9-8cf6-4d1f088bbaf2.pdf?rdr=true

[2] Se mere om konferencen her.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Ruslands invasion af Ukraine tog de fleste på sengen – men ikke baptisterne i Ungarn. De havde allerede et finmasket netværk gennem deres nødhjælpsorganisation Hungarian Baptist Aid (HBAid) og kunne derfor reagere hurtigt, da ukrainske flygtninge strømmede ind over grænsen. Generalsekretær i Mission Øst, Betina Gollander-Jensen, er dybt imponeret over ungarerne.

– Det er fantastisk, at vi har så godt et netværk af alliancepartnere, at vi hurtigt kan gå ind og levere varen på jorden, fortæller Betina Gollander-Jensen. Mission Øst har foreløbig sendt over to mio. kr. til HBAid. Blandt andet midler fra det danske udenrigsministerium.

Imponeret over frivilliges indsats

Betina Gollander-Jensen besøgte baptisterne ved grænsen til Ukraine i sidste uge og er dybt imponeret over de frivilliges indsats:

– HBAid havde allerede for 10 dage siden sendt 14 lastbiler med fødevareforsyninger ind over grænsen til Ukraine. Det viser, hvor dygtige de er til at levere. Den dag, jeg var der, sendte de yderligere syv lastbiler ind i Ukraine. I alt er der nu leveret 30 tons nødhjælp. Det har få andre kunnet præstere, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg er rørt over Baptistkirkens frivillige netværk. De er ansvarlige for 40 folkeskoler og gymnasier i Ungarn, idet myndighederne har uddelegeret ansvar for landets skoler til de seks største trossamfund i landet. Så da krigen brød ud, skrev Baptistkirkens ledelse til alle skoleledere og fik svar, inden der var gået 15 minutter. Alle var klar til at hjælpe. Skolerne har tilsammen 1.600 medarbejdere, heraf 1.300 lærere. Sikke en frivillig stab, der pludselig kunne stables på benene!

Lokal folkeskole blev modtagecenter

De ungarske myndigheder har også uddelegeret ansvaret for nødhjælpsuddelinger ved de fem grænseovergange mellem Ukraine og Ungarn til trossamfundene, fortæller Betina Gollander-Jensen.

En folkeskole, som de ungarske baptister i forvejen havde ansvar for, er blevet et modtagecenter med plads til 3.000 flygtninge ad gangen.

– Baptistkirken har fået ansvar for en af de mest travle overgange ved Tiszabecs, hvor der dengang kom ca. 300 flygtninge over hver dag. De bruger en lokal folkeskole en kilometer fra grænsen som modtagecenter med uddeling af mad og hygiejneartikler samt tilbud om et sted at sove. Her kan være 3.000 mennesker ad gangen. Herfra hjælper de folk videre, både praktisk og økonomisk, hvis det er nødvendigt.

På en busstation i hovedstaden Budapest står ligeledes frivillige baptister 18 timer i døgnet og hjælper folk med internetadgang, mad og vand.

Takket være lokale partnere som HBAid kan indsamlede midler i Mission Øst hurtigt gøre gavn og blive omsat til mad, hygiejneartikler, sundhedstjek, madrasser, tæpper og overnatning.

Arbejder 20 timer i døgnet

De frivillige på modtagecentret arbejder 20 timer i døgnet fire dage om ugen for at hjælpe de mange flygtninge, som også har brug for råd og vejledning og psykisk førstehjælp i form af psykosocial støtte.

De ungarske baptister har også folk inde i Ukraine, hvor de har en nødhjælpsstation i samarbejde med de ukrainske baptister. I Ungarns hovedstad Budapest har HBAid tillige i hast indrettet 16 kollegiepladser ved et ungarsk gymnasium. Her kan ukrainske flygtninge-studerende hurtigt få noget, der ligner en hverdag, for studierne foregår også på russisk, som mange ukrainerne behersker.

Betina Gollander-Jensen fortæller, at flere andre organisationer også gerne vil hjælpe igennem HBAid, men at de lader deres midler gå igennem Mission Øst. På den måde skal ungarerne ikke bruge tid på at lave samarbejdsaftaler med flere, men kan koncentrere kræfterne om den praktiske hjælp.

Hun kan også fortælle om, at de ikke har set nogle uledsagede børn. Til gengæld har de set adskillige biler fra rundt om i Europa med mistænkelige personer, der har været på udkig efter kvinder og børn angiveligt til menneskesmugling, hvilket HBAid har rapporteret til politiet.

Hjælper stadig Myanmar

Mission Øst har dog ikke glemt de andre brændpunkter i verden, heriblandt borgerkrigen i Myanmar. Generalsekretæren siger:

”Det er en meget stor og ulykkelig krise, der er i Myanmar. Vi forsøger fortrinsvis at hjælpe i det vestlige område (red. Chin-regionen). Men det er et af de områder, hvor vi har rigtig svært ved at komme til. Vi arbejder sammen med en lokal sundhedsorganisation, men på grund af sikkerhedssituationen i landet kan vi ikke rejse til landet og det er svært at få hjælpen frem.”

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere