Lyt til artiklen:

Hvad gør en menighed, hvis unge mennesker kommer til tro, men ikke ønsker medlemskab? Hvad betyder det, hvis de unge fortæller, at de har været til gudstjeneste – men taler om en oplevelse online, et møde i cellegruppen eller kristent indhold på sociale medier?

Det er nogle af de spørgsmål, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 rejser. Rapporten har sat gang i samtalen om unge, tro og kirke. Den peger på markant større åbenhed over for kristendommen – især blandt unge mænd. Men flere kritikere advarer mod at bruge tallene som dokumentation for en vækkelse.

For BaptistKirken rejser Trosanalysen 2026 spørgsmålet: Hvordan møder vi de unge, der ikke finder vej til kirken ad de traditionelle veje, men alligevel søger mening, tro og fællesskab?

Tallene, der vakte opsigt

Der er noget i bevægelse. Det er en af de tendenser, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 peger på. Rapporten undersøger danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen.

Rapporten bygger på en nationalt repræsentativ stikprøve på 2.000 respondenter. Derudover har undersøgelsen inddraget 1.000 ekstra respondenter i alderen 16–30 år. Konsulenthuset Holst Mouritzen har gennemført undersøgelsen, mens firmaet Bilendi har indsamlet data.

Rapporten peger på, at unge under 30 år virker mere åbne over for kristen tro og Bibelen end ældre generationer. Blandt de 16–30-årige svarer 48,6 procent, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. Næsten to ud af tre unge svarer, at de søger efter en følelse af mening med livet.

Trosanalysen 2026 kort fortalt

• Udgivet af Bibelselskabet i 2026.
• Gennemført af konsulenthuset Holst Mouritzen.
• Data er indsamlet af Bilendi.
• Rapporten bygger på 2.000 respondenter i en national stikprøve.
• Derudover indgår 1.000 ekstra respondenter mellem 16 og 30 år.
• 48,6 procent af de unge svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt.
• 41,3 procent af de unge vil gerne lære mere om Bibelen.
• 33,8 procent af unge mænd siger, at de har deltaget i gudstjeneste den seneste måned.
• Tallene skal læses med forbehold om fx selvrapportering og frikirkelig overrepræsentation.

Interessen for Bibelen er også markant. Ifølge rapporten vil 41,3 procent af de unge mellem 16 og 30 år gerne lære mere om Bibelen. For danskerne som helhed gælder det 21,8 procent.

Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, understreger i en pressemeddelelse, at rapporten ikke viser, at Danmark som helhed er blevet religiøst, eller at alle unge er på vej i kirke. Men rapporten kan, siger han, kvalificere samtalen om “tro, dannelse, kultur og fællesskab i Danmark”.

Unge mænd skiller sig ud

Tallene for unge mænd har vakt mest opsigt: 54,5 procent af de unge mænd svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. 36 procent siger, at religion er vigtig i deres hverdag.

Men det mest overraskende er, at 33,8 procent af de unge mænd mellem 16 og 30 år oplyser, at de har deltaget i en kristen gudstjeneste inden for den seneste måned – enten online eller fysisk.

Kritikken: En strømpil er ikke et bevis

Kristeligt Dagblad bragte samme dag som offentliggørelsen af undersøgelsen en kritisk artikel med Brian Arly Jacobsen, lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet. Han advarer mod at bruge rapporten som bevis for, at der er en særlig vækkelse blandt unge mænd.

“Ud fra denne rapport vil jeg være varsom med at konkludere, at der er en vækkelse blandt unge mænd,” siger Brian Arly Jacobsen til Kristeligt Dagblad.

Kritikken handler især om tre forhold: Undersøgelsen bygger på selvrapportering, data kommer fra et onlinepanel, og frikirkelige respondenter var oprindeligt overrepræsenterede i materialet.

Virksomheden Bilendi foretager markedsundersøgelser ved hjælp af spørgepaneler, hvor deltagerne selv har meldt sig. I rapporten står der, at metoden ”altid indebærer en risiko for bias”. Den oprindelige stikprøve havde samtidig en overrepræsentation af personer, der identificerede sig med frikirker, og en underrepræsentation af personer, der identificerede sig med folkekirken.

For at korrigere for skævheden blev respondenter, der primært identificerede sig med Adventistkirken, Baptistkirken, Apostolsk Kirke og Evangelisk Frikirke, sorteret fra. Rapporten vurderer, at frasorteringen giver “et langt mere repræsentativt udtryk”, men tilføjer, at rapporten “naturligvis” skal læses med dette forbehold.

Frikirkerne og den ømme pointe

Forbeholdet gør ikke rapporten ubrugelig. Men resultatet betyder, at den ikke kan bruges som bevis for frikirkelig fremgang. Derimod kan den bruges som anledning til at overveje, om unge i dag søger kristent fællesskab på måder, der ikke passer ind i fx BaptistKirkens traditionelle medlemsopfattelse.

Når “gudstjeneste” ikke nødvendigvis betyder søndag formiddag

Et andet centralt forbehold i kritikken handler om, hvad unge forstår ved “gudstjeneste”. Rapportens spørgsmål nævner både online og fysisk deltagelse. Derfor kan svarene ikke uden videre oversættes til ”unge på en kirkebænk søndag formiddag”.

I Kristeligt Dagblad bliver Jacob Holst Mouritzen spurgt, om det virkelig kan passe, at hver tredje unge mand har været i kirke inden for den seneste måned?

Han nævner flere mulige forklaringer på tallene: Unge følger danske eller udenlandske kirker på nettet. Ordet “gudstjeneste” kan blive fortolket forskelligt. Og nogle tæller måske noget “gudstjenesteagtigt” på TikTok med som en gudstjeneste. Han peger også på selvrapportering som forklaring.

På baggrund af rapporten vil det være “en fuldstændig forkert konklusion” at sige, at hver tredje ung mand har siddet på en kirkebænk den seneste måned, siger han til Kristeligt Dagblad.

Semper Magasin peger på samme forbehold. Kathrine Kjær Schmidt skriver, at ”selvforståelse og virkelighed er desværre to forskellige ting”. Pointen er, at tallene ikke nødvendigvis viser faktisk gudstjenestedeltagelse, men at det i sig selv er interessant, at unge mænd siger, at de går i kirke.

Kirke.dk: Skvulp eller tendens?

Hos kirke.dk læser Danske Kirkers Råds generalsekretær, Emil Hilton Saggau, rapporten som en indikation – ikke som en konklusion.

“Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse,” siger han til kirke.dk og henviser til anekdoter om unge mænd på trosrejser.

Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse

Men han tilføjer også et vigtigt forbehold:
“Udfordringen ved undersøgelsen er, at man ikke kan se, om det blot er et skvulp eller en reel tendens.”

Emil Hilton Saggau advarer også mod at tænke for fast i klassiske kirkelige kategorier. Når ældre generationer hører, at unge går i kirke, tænker de ofte på søndag formiddag. Men for unge kan kristen praksis også være bibelgruppe, onlinegudstjeneste eller Kristus-influencere.

“Når vi tænker, at de går meget i kirke, tænker vi automatisk på søndag formiddag. Sådan er det ikke nødvendigvis for de unge,” siger han til kirke.dk.

Hvad skal kirken gøre med nysgerrigheden?

Rapporten peger på en åbenhed hos de unge, som kirkerne bør tage alvorligt. Ikke så meget på grund af de absolutte tal i rapporten, som de spørgsmål, den rejser: For hvad er det, de unge søger, når de svarer, at tro, Bibel og gudstjeneste betyder noget for dem?

Søger de et fællesskab? Søger de en praksis? Søger de et sprog for mening, skyld, håb, identitet og retning? Søger de kristendom på nettet, i bibelgrupper, i frikirkelige fællesskaber, i folkekirken – eller på tværs af det hele?

For baptistmenigheder er spørgsmålet relevant: Baptister lægger vægt på det konkrete gudstjenestefællesskab, et stærkt frivilligt engagement i menighedens liv, det personlige ”ja” til Jesus som Herre og Frelser og dåben i den åbne dåbsgrav.

Derfor er det værd at spørge, om unge altid genkender disse værdier, når de selv taler om kirke og kristen praksis. For nogle søgende unge kan kirke være noget, man opsøger, prøver af og gør til sit eget i en kortere eller længere periode. ”At tilhøre en menighed” giver ikke altid mening på forhånd.

Derfor kræver samtalen ydmyghed. Det handler om at lytte til, hvordan de unge tænker kirke, før vi tæller dem på bænkerækkerne søndag formiddag.

Ikke vækkelse som facit – men heller ikke ingenting

Der er god grund til at læse Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 med forbehold. Rapporten bygger på selvrapportering og et onlinepanel, og datamaterialet er korrigeret på grund af en markant overrepræsentation af frikirkelige respondenter. De mest opsigtsvækkende tal om gudstjenestedeltagelse kan ikke oversættes direkte til mennesker på kirkebænkene søndag formiddag.

Alligevel er der grund til at læse rapporten.

…tallene kan ses som “en form for signal”

Brian Arly Jacobsen siger til Kristeligt Dagblad, at tallene kan ses som “en form for signal”. Emil Hilton Saggau kalder rapporten en indikation, ikke en endelig konklusion.

Den mest redelige konklusion er måske, at det er for tidligt at tale om vækkelse. Men det er ikke for tidligt at lytte til de unge.

Når unge søger efter mening, undersøger troen og læser Bibelen, er kirkens første opgave ikke at diskutere beviserne. Kirkens opgave er at spørge, om den er klar til at tage samtalen med de unge.

Efterskrift

Efter udgivelsen af denne artikel har Thomas Willer, forfatter på bibelselskabets rapport ”Gud og danskerne – Trosanalysen 2026,” skrevet en artikel på webmediet kirkeforalle.dk, hvor han gennemgår tallene i rapporten og kommenterer på rapportens forbehold. Den er værd at læse!

Kilder:

• Bibelselskabet: Gud og danskerne – Trosanalysen 2026.
• Bibelselskabet: “Unge søger mening: Ny analyse viser markant åbenhed over for tro og kirke”, pressemeddelelse, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ny undersøgelse fra Bibelselskabet: Flere unge søger mening i Bibelen og kirken”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ekspert er skeptisk over for undersøgelse, der viser eksplosion i mænds forhold til kristendom”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• kirke.dk: “Er der en vækkelse blandt de unge? Omdiskuteret undersøgelse drøftes på årsmøde i Danske Kirkers Råd”, 29. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Semper Magasin: “Hver tredje unge mand siger, at han har været til gudstjeneste den seneste måned”, 28. maj 2026.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen

Find flere

Lyt til artiklen:

Baptister er pr. definition demokrater. Vores kirkesyn bygger på, at alle i Guds folk – menigheden – har samme rettigheder, pligter og ansvar. Det viser sig blandt andet ved, at menighedsmødet, hvor alle medlemmer har én stemme, er menighedens øverste myndighed. I nogle menigheder udvikler det sig til ’demokratur’, hvor det handler om at stemme sig til beslutninger. Faktisk en politisk degenerering af ’kristent demokrati’. I de døbtes fællesskab talte man sig – med Helligånden som vejleder – frem til beslutninger, som man blev enige om. Det vidner det såkaldte apostelmøde i Jerusalem, det ældst bevidnede menighedsmøde, om: ’Helligånden og vi har besluttet…’.[1]

At alle er lige i menigheden betyder, at alle er brugbare – og principielt i lige grad valgbare – til tjenester alt efter udrustning med evner og nådegaver. Det kaldes ‘det almindelige præstedømme’. Eller bedre: ‘de døbtes præstedømme’. Efter dåben til Kristus er vi alle ’i ham’, og derfor er vi ligeværdige ‘lemmer’ på Kristi legeme, kirken. At nogle har evne til at lede, og at andre er gode til økonomi eller lovsang, ændrer ikke ved, at vi alle er lige værdige.

Denne lighed gik forud for det politiske demokrati blandt døberne på reformationstiden – de kendte i hvert fald ikke til politisk demokrati i 1500-tallet! Som baptister er vi ‘demokrater’ på grund af teologien. Vi blev ikke først demokrater, efter det politiske demokrati så dagens lys i nyere tid – herhjemme i 1849, som det siges. Vores ‘demokratiske’ kirkesyn er kristologisk motiveret!

Mon ikke også de politiske, vestlige demokratier har hentet deres inspiration i det kristne Vesteuropas virkningshistorie i samme grad som i politologien? Derimod blev de fleste kirkesamfund hierarkiske – uden at have lært ret meget af Jesus’ forkyndelse om lighed ‘i ham’.

Læs også ‘Demokrati som samtale‘.

[1] Apostlenes Gerninger kap. 15, vers 28

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Den berømte politolog Giuliano Da Empoli har vist, at vi nu lever i ’Rovdyrenes tid’. En tid, hvor magt er ret, og hvor populismen igen vinder frem. En ny epoke, hvor tech-giganter, milliardærer og politiske influencere forsøger at forme vores adfærd og samfund igennem de små skærme, vi alle har i lommen. Og de lykkes i høj grad med det.

Mange af os taber kampen om vores egen opmærksomhed.

Er vi teknologisk slavegjorte?

I dag mærker mange unge konsekvenserne af at være digitalt indfødte. Vi scroller løs på vores mobiler, og på de sociale medier alene bruger vi i gennemsnit over 2,5 time om dagen. Det sker til trods for, at 57 procent af os ifølge DUF’s seneste ungeanalyse gerne vil bruge mindre tid foran en skærm.

Vi står i en situation, hvor mange af os ikke er langt fra at have tabt kampen om vores egen opmærksomhed. I dag kan de fleste af os ikke se en film uden samtidig at tjekke Instagram hvert femte minut. Og dét at læse ti sammenhængende sider i en bog er for mange en bedrift at være stolt af.

Men oddsene er også imod os. For de sociale medier er ikke sociale længere. De er reklamefinansierede platforme, der er gearet til at udnytte vanedyr som os. Mod en hær af forskere, hvis mission er at fastholde vores opmærksomhed, er det ikke raketvidenskab, at så mange af os taber kampen om vores egen opmærksomhed. Kampen er langt fra jævnbyrdig.

Er ulemperne ved at tage over?

De sociale medier har selvfølgelig også meget godt at byde på, og vores digitale forbrug er hele tiden en afbalancering af fordele og ulemper. Men nu er vi efterhånden nået til et punkt, hvor det er tydeligt, at ulemperne er ved at tage over.

For når støjen skrælles fra, står vi tilbage med nogle medier, der systematisk hijacker, analyserer og sælger vores opmærksomhed til højest bydende. Status er, at vi kun ser indhold fra profiler, vi følger – på platforme som Facebook og Instagram – omkring 5-10 procent af tiden. Hovedparten udvælger Facebook til os.

Men hvilken demokratisk fremtid ser vi reelt ind i, hvis vi ikke har kontrol over vores egen opmærksomhed? Hvis algoritmer, tech-giganter og politiske influencere mere eller mindre har kontrol over, hvilken information vi eksponeres for?

Da de sociale medier først brød igennem, fremstod de som en fantastisk og uskyldig form for ny, social infrastruktur. Men i dag ligner de ingenlunde det produkt, som tech-giganterne oprindeligt lokkede os med.

Udfordringen er, at de sociale medier systematisk skævvrider vores politiske landskab.

Hvad er problemet?

Udfordringen er, at de sociale medier systematisk skævvrider vores politiske landskab. Moderate stemmer får moderat plads, og ekstreme stemmer får ekstremt meget plads.

Til alle tider har mobiliseringen af fordomme spillet en stor rolle i politiske slagsmål. Men i dag har de sociale medier muliggjort det i et langt større omfang.

Ekkokamre har altid været et problem i den virkelige verden, men i den virtuelle er udfordringen eksploderet. Ligeså frigørende ekkokamre kan være for forfulgte minoriteter, lige så aktiverende kan de sociale medier fungere for nye ekstreme bevægelser.

Halve nyheder og polarisering

En af udfordringerne er, at jo mere individualiserede vores nyhedsstrømme bliver, desto mere udviskes vores referencerammer.

En ting er, at vi får mindre kulturelt tilfælles, når vi ikke længere ser de samme film, lytter til de samme sange eller læser de samme bøger. Men værre er, når vi ikke længere får de samme nyheder: når personaliserede algoritmer kun viser udklip, der fremhæver venstrefløjens skandaler og højrefløjens triumfer – eller højrefløjens skandaler og venstrefløjens triumfer. Resultatet er et verdensbillede uden farver og nuancer.

Politisk uenighed og kampen om vælgernes gunst er kernen i ethvert demokrati. Men i rovdyrenes tid fungerer algoritmerne som benzin på bålet, der forvandler sund debat til giftig polarisering.

Politisk uenighed og kampen om vælgernes gunst er kernen i ethvert demokrati.

Hvad er løsningen?

Tech-giganter som Google og Meta er magtfulde monopoler. Og magt korrumperer – specielt i fraværet af konkurrence. Derfor bør første skridt være at skærpe konkurrencelovgivningen og bane vejen for alternativer: vi skal pålægge tech-giganter et krav om inter-operabilitet.

Interoperabilitet handler om at udveksle informationer, så forskellige virksomheder kan bygge ovenpå og forbedre hinandens teknologi, hvis det er teknisk muligt.

Prisen for at sige fra og finde en bedre platform er for høj.

Interoperabilitet var et grundvilkår, da internettet blev født, og var en af kerneingredienserne i ’Silicon Valleys’ opskrift på succes. I den periode vandt forbrugerne, og virksomhederne var tvunget til at holde sig på dupperne. Men det er næppe tilfældet længere. I dag bruger mange af os Facebook, ikke fordi vi elsker produktet, men fordi prisen for at sige fra og finde en bedre platform er for høj.

Med interoperabilitet ville vi – som almindelige brugere – kunne forlade Facebook uden at miste hele vores netværk, profil og alle vores opslag. Vores data ville ikke længere være Facebooks ukrænkelige ejendom. Med interoperabilitet vil enhver anden virksomhed kunne konkurrere med Facebook om at udbyde den bedste sociale platform. Og som forbrugere ville vi kunne vælge den, der passer os bedst, uden at miste alle vores sociale forbindelser.

Hvis vi skal vinde kampen om vores egen opmærksomhed, skal vi turde sige fra overfor tech-giganterne. Vi skal stille krav til dem. Ellers risikerer vi, at de sociale medier udvisker de bånd, der ellers binder os sammen.

Læs også ‘Baptister og demokrati‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Menigheden forstås som et fællesskab af Kristus-troende, som træffer beslutninger om menighedens ve og vel og fremtid i det lokale, forpligtende fællesskab. I en verden, hvor der er sprækker i tilliden til demokratiet, og de politiske poler er trukket endog meget skarpt op, kunne kongregationalismen være en profetisk røst.

Styreform og livsform

Overordnet kan demokrati forstås på to måder. For det første kan demokrati forstås som en styreform, hvor flertallet bestemmer – typisk gennem valg. Ordet stammer fra det græske demokratia, hvor demos betyder folk, og kratos betyder magt. Demokrati er altså folkets styre. Da hele folket sjældent er enige, er der tale om et flertalsstyre, som i moderne samfund fungerer som et repræsentativt demokrati, hvor borgerne vælger politikere, der træffer beslutninger for dem.

Demokrati er en fortløbende proces, der bygger på ligeværd, dialog og forhandling.

For det andet kan demokrati forstås som en livsform. Den tanke har især teologen Hal Koch været med til at formulere i Danmark. Efter anden verdenskrig var demokratiet tydeligvis i krise. Bl.a. fordi Hitler var demokratisk valgt. Det blev tydeligt for enhver, at demokrati ikke kun er noget, man skal forholde sig til i valgår. Hal Koch mente, at hver generation må tilegne sig og forsvare demokratiet, ellers er der risiko for at demokratiet overtages af despoter og magtmennesker. Demokrati er en fortløbende proces, der bygger på ligeværd, dialog og forhandling. Demokrati er i Hal Kochs optik ikke kun noget, der foregår i Folketinget, men også i hverdagen – i familien, i skolen, på arbejdspladsen og i menigheden.

Samtale og dialog er essentielt for fællesskabet.

Menighedens demokrati

I de fleste baptistmenigheder – ihvertilfælde i min egen menighed, Lyngby Baptistkirke – går den kongregationalistiske demokratiske tænkning på de samme to ben, som beskrevet ovenfor. Der er nogle strukturer, som sikrer en demokratisk proces, hvor der vælges repræsentanter til menighedsrådet, og menighedsmødet er øverste instans. Og der er en livsform, hvor samtale og dialog er essentielt for fællesskabet. Menigheden er et fortolkningsfællesskab, og derfor er samtalen om de bibelske tekster, tro og liv vigtig.

Basisregler i en demokratisk dialog:

• tag afstand fra holdninger, ikke mennesker
• spørg og lyt, frem for at motivforske
• sig jeg og ikke du
• tolerér uenigheden og forskelligheden

At leve med uenighed

I langt de fleste kristne menigheder siger man, at der skal være plads til alle. Derfor er vi også nødt til at arbejde med, hvordan vi kan leve side om side med de uenigheder, der måtte være. “We must learn to live together as brothers and sisters or perish together as fools,” sagde Martin Luther King Jr i marts 1964.[1] Hans udsagn er ikke blevet mindre aktuelt.

Værdifuld uenighed

At uenighed kan have en værdi i sig selv, understøttes af forskning fra den amerikanske jurist og adfærdsøkonom Cass R. Sunstein. Hans studier viser, at mennesker finder det følelsesmæssigt behageligt at være enige med den eller de grupper, man er en del af. Samtidig peger hans studier på, at grupper med fuld enighed ofte træffer mere ekstreme beslutninger, end det enkelte medlem egentlig kan stå inde for. Når alle antager, at andre allerede har delt relevant viden, bliver vigtig information ikke bragt frem – blandt andet af frygt for at miste status. Resultaterne fra hans studier peger derfor i retning af, at uenighed kan være mere konstruktiv – også i et demokratisk samfund – end ukritisk konsensus.

Uenighed kan være mere konstruktiv end ukritisk konsensus.

Uenighed i menigheden

Det samme gælder vel også for en kristen menighed? En velfungerende menighed accepterer og anerkender flere perspektiver på samme sag, og derfor handler det ikke om at begrænse ytringer i menigheden, men om at styrke dem, og finde gode rammer, så alle kan og vil deltage i fortolkningsfællesskabet. I det perspektiv er uenighed ikke et problem, men et grundvilkår – og et tegn på et levende, demokratisk fællesskab, hvor dialog er det redskab, der kan bygge bro mellem mennesker.

Og ja – demokrati er både besværligt og langsommeligt. 

Læs også ‘Kan dansk og vestligt demokrati overleve?‘

[1] Oversat: ”Vi må lære at leve sammen som brødre og søstre eller forgå sammen som tåber.”

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Jens Lei Wendel-Hansen:

• ph.d. i historie og seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet
• medlem af Korskirken, Herlev

”Jeg giver min Stemme, og vilde give titusinde Stemmer, om jeg havde dem, imod Forfølgelsen af de ’gudelige Forsamlinger’ og af ’Giendøberne’, ikke fordi jeg har mindste Sympathi med nogen af Delene, men fordi det staaer soleklart for mig, at al Religions-Forfølgelse er uchristelig og antiluthersk”.

Ordene er N.F.S. Grundtvigs. De blev udgivet i 1842 i pamfletten Om Religions-Forfølgelse. Anledningen til pjecen var den problematisering, som de danske baptister, siden de første blev døbt i Lersøen i København 1839, havde været udsat for, og som blandt andet havde ført til baptistlederen P.C. Mønsters fængsling i 1840 og flere gange i 1840’erne.

Tvangsdåb eller religionsfrihed

Danmark havde ikke religionsfrihed. Staten var forpligtet på den lutherske tro. Derfor anlagde J.P. Mynster, den lutherske statskirkes biskop over Sjælland, den politik, at baptistbørn skulle tvangsdøbes. Det skabte intern splid i statskirken og en af biskoppens sognepræster nægtede at tvangsdøbe baptisternes børn. Det var P.C. Kierkegaard, Sørens storebror.

… den politik, at baptistbørn skulle tvangsdøbes.

På den måde blev baptisterne centrum i den danske strid om religionsfrihedens grænser. Det var ikke, fordi man nærede sympati for baptisternes dåbssyn. Årsag til modstanden var den opfattelse, at man ikke kunne stille sig til dommer over andre menneskers samvittighed, og det var samvittigheden, der ledte folk til at dyrke Gud på den måde, de ville.  Et synspunkt, som ikke mindst Grundtvig gjorde opmærksom på.

Det var ikke, fordi man nærede sympati for baptisternes dåbssyn.

Affæren ledte til, at statskirkens trosforpligtelse for alvor blev problematiseret. Til tvangsdåben spurgte den liberale avis Fædrelandet i 1845 retorisk:

”Hvor bliver altsaa Statskirkens, eller overhovedet Kirkens Berettigelse til at anvende den omtalte Tvang? Hvorpaa grunder den sig? Hvormed vilde den forsvare at paakalde Statens borgerlige Magt til at trænge ind i Baptisternes Huse, fratage dem deres Børn, og med Politimagt opstille dem ved Døbefonten, til Miskjendelse for dem selv, Folket til et Skuespil, til at gjøre en saadan Daab latterlig for Mange og udsætte Adfærden ved Barnedaaben i det Hele for at tabe af dens Agtelse?”

Retten til at følge sin samvittighed

Samvittighedsfriheden havde længe været en varm kartoffel.

Samvittighedsfriheden havde længe været en varm kartoffel i statskirken. Også på landet var der i de første årtier af 1800-tallet blevet etableret husmenigheder, som insisterede på at synge Kingo og Brorson i stedet for de nyere kedelige fornuftsprægede salmer. Statskirken havde flere steder sat ind overfor husmenighederne. Nu fik skruen endnu et nøk.

Demokrati og samvittighedsfrihed

Betydningen af den kamp for samvittighedsfrihed kan dårligt overdrives i udviklingen af det danske demokrati. Den løsrev den jævne mand fra overklassens tænkning på hans vegne, og den skabte grobund for den danske venstrebevægelse, der ønskede en så udbredt frihed og valgret som muligt. Den kirkelige frihed forblev central for venstrebevægelsen langt op i tiden. I 2023 meldte Birthe Rønn Hornbech sig fx ud af Venstre, fordi man efter hendes opfattelse havde gjort vold på den kirkelige frihed ved at afskaffe Store Bededag som helligdag.

Revolution i Europa – og Danmark

Da revolutionerne skyllede ind over Europa i 1848, fik vi også vores egen omvæltning i Danmark, og med frihedsrettighederne i Danmarks Riges Grundlov i 1849 kom også religionsfriheden. Mens de gamle embedsmænd så en fare i, at den kirkelige frihed blev for stor, satte læreren og forfatteren Frederik Barfod i Den Grundlovgivende Rigsforsamling sin lid til, at det nye ministerium for kirke og undervisning ”altid og øieblikkelig vil føle det Upassende og Anstødelige i [at] true Præsten til at døbe Børn, navnlig Baptisternes Børn, imod hans Samvittigheds inderlige Overbeviisning om Daabens Betydning”.

Forfølgelsen af baptisterne blev med andre ord et af de brækjern, som banede vejen for friheden, og med Grundloven i 1849 blev baptisterne forfølgelsen kvit.

Forfølgelsen af baptisterne blev med andre ord et af de brækjern, som banede vejen for friheden.

Frihed, ansvar og demokrati

Den kamp for samvittighedsfrihed, som også baptisternes eksistens og rettighedskamp var en del af, gjorde det muligt for jævne folk at stille krav til øvrigheden om bedring af deres egne forhold. Den udvikling gjorde på lang sigt både bondebevægelsen og arbejderbevægelsen mulige i Danmark, og medvirkede også til en vedvarende udvidelse af valgretten. Uden den vilje til at tage sig selv og sine egne forhold og problemer alvorligt, ville demokratiet ikke have eksisteret i den nuværende form.

Baptisterne nød også godt af samvittighedsfriheden, og i tidens løb har baptister blandet sig i den danske politiske debat, ladet sig opstille til valg – også til det seneste folketingsvalg – har fået pladser i byråd og Folketing og endda siddet på ministertaburetter. Dermed har man også fået bekræftet, at baptister har valgt at bruge friheden præcis lige så forskelligt, som alle andre bruger den.

Læs også ‘At undgå polarisering – hvad kirke kan lære om konflikter‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Ole Stavad:

• bor i Brovst, men er opvokset i Saltum
• er bankuddannet og har været leder i bank og sparekasse
• var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet i 27 år og minister i Nyrup regeringerne
• herefter folkevalgt i Jammerbugt Kommune og Region Nordjylland

Aldrig i min levetid har dansk og vestligt demokrati været mere udfordret end lige nu. I mørke stunder bliver jeg i tvivl, om vores vestlige demokratier kan overleve de kommende årtier. Årsagerne er mange.

Sociale mediers indflydelse

Da de sociale medier udviklede sig for ca. 20 år siden, så mange det som en vej til at styrke demokratiet. Det åbnede mulighed for, at ’helt almindelige mennesker’ kunne komme til orde.

I dag tror jeg, at de fleste erkender, at debat-tonen, misinformation og statslige og private magtgiganter kan bruge sociale medier til at manipulere store vælgergrupper. Fremover åbner AI – kunstig intelligens – for helt nye udfordringer med yderligere manipulation.

Tech-giganternes frie spil

De teknologiske muligheder udvikler sig med en sådan hast, at de politiske rammer, som man forsøger at fastlægge for Tech-giganterne, ofte er forældede, når de bliver vedtaget i de langsommelige demokratiske processer. Nationale regler er oftest helt virkningsløse, de internationale organer er langsomme og landene har ofte stærkt modstridende interesser.

Derfor har Tech-giganterne næsten frit spil.

Derfor har Tech-giganterne næsten frit spil. Og deres interesse er primært at tjene flest mulige penge, uanset de menneskelige og demokratiske konsekvenser.

Formuerne hos de største tech-giganter har efterhånden fået en størrelse, som langt overstiger mange landes samlede nationalindkomst. Det øger deres magt yderligere, og spiller en selvstændig negativ rolle med bl.a. store donationer til de politikere, der støtter Tech-giganternes snævre særinteresser.

Ved indsættelsen af præsident Trump så vi alle de rigeste Tech-giganter stå på række. Det var et klart signal om, hvem der bliver lyttet mest til, og hvem der har størst indflydelse i USA. Man sidder tilbage med oplevelsen af, at de rigeste har været i stand til at ’købe en præsident’, der er parat til at tilgodese deres helt særlige interesser.

Et stort demokratisk problem

I Danmark og Europa er det et stort demokratisk problem, at de politiske partier er ved at dø af alderdom med stadigt færre medlemmer, der for hovedpartens vedkommende er langt oppe i årene. Det er ikke længere ’moderne’ at være medlem af et politisk parti, selv om de politiske partier altid har været det folkelige og demokratiske fundament for vores repræsentative demokrati.

De politiske partier er ved at dø af alderdom.

Det betyder, at de demokratisk valgte forsamlinger risikerer at blive stadigt mindre repræsentative i forhold til den brede befolkning.

En umistelig rettighed?

Måske er det største problem, at de fleste opfatter vores demokrati som noget ’velerhvervet’ – en rettighed, som vi ikke kan miste.

Virkeligheden er tværtimod, at vi i Danmark og Vesten udgør et mindretal i verden, som nyder gavn af reelle demokratiske rettigheder. Og at reelt demokrati nærmest udgør en parentes i verdenshistorien. Derfor er demokrati noget, som vi skal passe på, hvis vi ikke skal risikere at miste det.

Hvordan gør vi så det?

Det findes der ikke noget godt og let svar på. Dog er der ingen tvivl om, at det første og vigtigste er en debat, hvor flere erkender, hvor store demokratiske udfordringer, vi står over for.

Jeg håber, at den erkendelse også på et tidspunkt vil indfinde sig i de seriøse medier. Det vil være helt afgørende for at få skabt en debat, der virkelig kan flytte noget.

I første omgang en stor tak til baptist.dk for at rejse en virkelig vigtig debat. Demokrati kræver involvering. Det er det eneste sikre redskab til også at sikre et sundt pluralistisk demokrati for de næste generationer, hvor vi både kan lytte, respektere og anerkende hinandens forskellighed.

Læs også ‘Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Lyt til artiklen:

Danske Baptisters Spejderkorps, DBS:

816 medlemmer
18 spejderkredse
Spejderchef Tue Sandbæk

Danske Baptisters Spejderkorps mærker i disse år, hvad det vil sige at opdrage unge mennesker i en demokratisk organisation. Både lokalt i spejderkredsene og i korpset. ”Vi er en forening”, forklarer spejderchef Tue Sandbæk og fortsætter: ”Ifølge vedtægterne tages beslutninger med simpelt flertal. Førerstævnerne er demokratiske. Når man fylder 15 år, kan man stemme.

Førerstævnerne er demokratiske. Når man fylder 15 år, kan man stemme.

’Førsteholdet’ er for dem, der er med til førerstøvnet første gang – en introduktion, altså en slags undervisning i demokrati. Det giver den enkelte medbestemmelse fra de er helt unge. Og så er det dejlige ved demokrati, at vi gerne må være uenige, men man må bøje sig for beslutningerne, når de er taget – i respekt for det, der er truffet beslutning om.”

I samtalen med ham om spejderne og demokrati bliver vi enige om, at allerede i patruljerne oplæres spejderne i demokrati. ”Det vil sige, at hvis patruljeføreren lytter til spejderne, og de sammen træffer en beslutning, så er det jo en form for opdragelse til demokrati. At lytte til de andres stemme og selv tage stilling, som der står i spejderloven, er oplæring i demokrati”, tænker Tue højt.

Allerede i patruljerne oplæres spejderne i demokrati.

To svære år

Tue og det korpsråd, som Førerstævnet valgte i 2024, har styret det lille spejderkorps siden da. Det er lykkedes for korpset igen at blive berettiget til DUF-tilskud, da man er kommet over 500 medlemmer under 30 år. Faktisk 542 spejdere. ”Det fortjener kredsene ros for. Det er jo dem, der virkelig har gjort sig synlige”, understreger Tue.

Førerstævnet i 2024 besluttede at fortsætte som selvstændigt spejderkorps. ”Det var en stor beslutning. Der var mange følelser indblandet. Vi var igennem to afstemninger. Der var to arbejdsgrupper. Den ene foreslog en sammenlægning med et større korps, og det var mest vidtrækkende. I første afstemning var der én stemme, der var ugyldig, og forslaget faldt. Lige efter havde vi endnu en afstemning om at bevare korpset og gøre det bæredygtigt. Det var der ca. 77 pct. opbakning til”, fortæller Tue, og han fortsætter: ”Vi, der har siddet i korpsrådet de sidste to år, ville jo det her.”

Fremtiden

I år var der igen et forslag til Førerstævnet om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle lave en aftale med enten KFUM-spejderne eller Det Danske Spejderkorps om en sammenlægning. Tanken er, at baptistspejderne skal være en division eller et distrikt under det større spejderkorps og dermed bevare sit fællesskab og sin identitet som baptistspejdere. Lejrcenteret Øksedal skulle indgå i aftalen som et distriktsspejdercenter. Forslaget var stillet af Herlev og Københavns kredse og begrundes med, at førerne kan bruge kræfterne i spejderkredsene sammen med spejderne i stedet for at drive en landsorganisation. Samt at der kan trækkes på flere ressourcer i et større spejderkorps.

Førerstævnet havde stor debatlyst, selv de nye førstegangsdeltagere deltog.

Tue fortæller: ”Førerstævnet havde stor debatlyst, selv de nye førstegangsdeltagere deltog. Lørdag var man nødt til at stoppe debatten og udsætte afgørelsen til søndag. Da var der stadig 20 på talerlisten. Forslagsstillerne kom med et ændringsforslag, fordi korpsrådet havde sagt, at de ikke ville genopstille, hvis forslaget blev vedtaget. Det nye forslag var uden tidsbegrænsning, men korpsrådet fastholdt, at vi ikke kan arbejde med en sammenlægning, for det er ikke det, vi ønsker. Det er vi ikke de rette til, og det er ikke det, vi har arbejdet med de seneste to år. Forslaget faldt med stemmerne 27 for og 62 imod, 1 blank og 1 ugyldig stemme, i alt 91 stemmeberettigede.”

”Derpå blev der valgt et fuldtalligt korpsråd – for første gang i flere år. Som korpsråd vil vi forsøge at samle og inkludere kredsene i korpsets fremtidige udvikling”, slutter Tue, der blev genvalgt som spejderchef.

Derefter blev der valgt et fuldtalligt korpsråd – for første gang i flere år.

Det nyvalgte korpsråd.

Spejderne

DBS er i forvejen tæt knyttet til de andre spejderkorps. Spejderchefen er med i bestyrelsen for Spejderne, der er en forening af de fem danske spejderkorps. Baptistspejderne er ’lillebror’ i det fællesskab: ”Vi har en bestyrelse med to repræsentanter fra hvert af de fem spejderkorps, uanset størrelse. I teorien skulle vi alle have lige stor indflydelse på de fælles beslutninger. Spørgsmålet er bare, om vi er lige gode til at benytte vores stemme”, siger Tue Sandbæk selvransagende.

Læs også ‘Opdragelse til demokrati‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Lyt til artiklen:

Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, BBU:

1323 medlemmer under 30 år
218 medlemmer over 30 år
27 lokalforeninger
Få landsmedlemmer

Sebastian Bækgaard er ny formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, BBU. For ham er den demokratiske dannelse en vigtig bestanddel af at være et kristent børne- og ungdomsarbejde. Han siger: ”Deltagelsen i foreningsdemokratiet er presset. Vi har helt klart som ungdomsforbund en særlig rolle i at være med til at løfte den demokratiske tradition, som vi bygger på, og give den videre til de næste generationer.”

Vi har en særlig rolle i at løfte den demokratiske tradition, som vi bygger på, og give den videre.

Sebastian forklarer: ”For os i BBU er den demokratiske dannelse og opdragelse vigtig. Som forbund hviler vi på baptistisk tradition, hvor demokrati og mulighed for at ytre sig er central.”

Sebastian Bækgaard, formand for BBU

Bliver hørt i DUF

”Vi er også støttet af DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, og her er den demokratiske dannelse også helt central. Vi gør noget ud af at være repræsenteret, så BBUs stemme også bliver hørt i den demokratiske samtale på et højere og nationalt plan. Derfor er vi – både på baggrund af vores baptistiske tradition og vores organisering – meget bevidste om den demokratiske rolle, vi har og skal have.”

I BBU er der flere konkrete tiltag, hvad angår demokratisk kultur. Først og fremmest er det noget, som fylder i BBUs ledelse.

Derfor er vi meget bevidste om den demokratiske rolle, vi har og skal have.

Delegerede

”I september 2025 ændrede vi vores vedtægter til at have delegerede, og vi forsøger at presse på for at forpligte alle lokalforeninger til at deltage i vores landsmøder. På den måde vælges vi som ledelse med størst muligt demokratisk mandat og legitimitet.”

En stor del af BBUs lokalforeninger er efterhånden burmesiske.

Desuden bruger BBUs sekretariatsleder, Bo Lundgaard, en del tid på at understøtte lokalforeningerne. Han besøger dem, som har behov for hjælp og støtte til fx at afholde generalforsamling, og introducerer den danske demokratiske foreningstradition. Det er vigtigt, fordi en stor del af BBUs lokalforeninger efterhånden er burmesiske.

”På den måde er vi med til at holde BBU-lokalforeninger op på de demokratiske krav og forventninger, der er til forbund og foreninger som vores”, siger Sebastian afsluttende.

Læs også ‘Jesus gjorde demokratiet til virkelighed‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Lyt til artiklen:

Virkelig mange kirker kæmper med at håndtere konflikter på en god måde. Og det er egentlig lidt paradoksalt. For kirken burde være det sted i verden, hvor vi var bedst til netop det og i stedet mødes i kærlighed. Alt for ofte sker det modsatte. Små uenigheder vokser. Positioner bliver skarpere. Samtaler bliver til fronter. Og langsomt mister vi følingen med hinanden.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du undgår, at der opstår konflikter i kirken.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du undgår, at der opstår konflikter i kirken. Konflikter opstår altid, hvor mennesker mødes. Det kan være i diskussioner om lovsang og liturgi. Om retning og vision. Om teologi. Eller bare forskellige måder at være kirke på.

Konflikter er en naturlig del af det at være et fællesskab. Det er et tegn på, at vi er engagerede og passionerede omkring en fælles mission. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi kan være i konflikter på en konstruktiv måde – uden at miste hinanden.

What Would Jesus Do?

Lad os begynde med at kigge til Jesus. Han undgik ikke konflikter. Tværtimod. Han gik ind i dem.

Men Jesus gjorde det altid med relationen som første prioritet. Han stillede spørgsmål. Han lyttede. Han vendte perspektiver. Og igen og igen flyttede han fokus fra at få ret til at genoprette relationer. Det skal vi lade os inspirere af, så konflikthåndtering ikke bare bliver en praktisk disciplin, men en del af vores discipelskab.

Det vigtigste, vi skal huske, er, at konflikter er tegn på, at vores fællesskab lever. For når mennesker clincher, betyder det, at de er engagerede og passionerede om vores fælles mission. I stedet for at se konflikter som modstand kan vi begynde at se dem som invitationer. Invitationer til samtale. Til forståelse. Til at komme tættere på hinanden.

I stedet for at se konflikter som modstand kan vi begynde at se dem som invitationer.

Konflikthåndtering 101

Her er mine fem bedste råd til at navigere sundt i konflikter og komme videre med en styrket relation.

Lyt for at forstå, ikke for at svare.

Ofte lytter vi, mens vi forbereder vores svar. Vores mål i konflikthåndtering er at lære fra den andens perspektiv. Prøv i stedet at lytte med det ene mål at forstå den anden.

Spejl det, du hører og spørg ind.

I stedet for at forsvare dig, så vær nysgerrig. En enkel måde at gøre det på, kunne være “Jeg hører dig sige, at … Hvordan oplever du det?”. Det skaber ro og viser, at du faktisk lytter.

Anerkend følelsen og engagementet

Du behøver ikke være enig for at anerkende den anden: “Jeg kan godt forstå, at det her betyder noget for dig. Tak for at engagere dig i processen.” Anerkendelse nedbryder polarisering og genopbygger relationer.

Find et fælles fodslag

Flyt samtalen fra ’dig mod mig’ til ’os sammen om noget, vi skal finde ud af’. Det er ikke din ambition imod min. Det er vores fælles ambition om at skabe noget fantastisk her i vores menighed. Hvordan kan vi samarbejde om det?

Sæt relationen over det at få ret

Hvis du får ret, men relationen slår revner, så er du taberen. Det betyder ikke, at vi skal give køb på alle vores holdninger. Vi skal bruge vores engagement og viden til at berige hinanden, ikke til at bekrige hinanden.

Det er ikke nemt

At være god til at håndtere konflikter kræver, at vi giver afkald på behovet for at vinde og have det sidste ord.

Det kan lyde meget enkelt, men vi ved alle, at det ikke er nemt. At være god til at håndtere konflikter kræver, at vi giver afkald på behovet for at vinde og have det sidste ord. At vi giver afkald på vores ego og behovet for at blive bekræftet.

Midt i uenigheden

Jesus kalder os ikke til at være enige om alt eller til at få ret. Jesus kalder os til at elske hinanden midt i uenigheden. Kirken skal være et sted, hvor mennesker kan tænke forskelligt, tro forskelligt, mærke forskelligt – og stadig høre til.

Lige der ligger vores stærkeste vidnesbyrd. Ikke i vores enighed. Men i vores kærlighed til hinanden!

Læs også ‘Demokrati i blå uniform‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Lyt til artiklen:

Ud fra et kristent perspektiv kan demokrati forstås gennem kristendommens menneskesyn og etik. Her anses mennesket for at være skabt i Guds billede. Alle mennesker har en grundlæggende værdighed og samme værdi. Det menneskesyn kan kobles til demokratiets idé om politisk lighed, hvor alle borgere har ret til at blive hørt og til at deltage i politiske beslutninger gennem valg og offentlig debat.

At elske sin næste

Et centralt element i kristen etik er næstekærlighedsbuddet, som Jesus formulerer: man skal elske sin næste som sig selv. I en samfundsmæssig sammenhæng kan næstekærlighed forstås som et ideal om solidaritet og ansvar for andre mennesker. I et demokratisk samfund kan det betyde, at politiske beslutninger ikke kun handler om individets egne interesser, men også om at tage hensyn til fællesskabet og til de mest udsatte grupper i samfundet.

Stat og kirke

Den protestantiske reformator Martin Luther udviklede den lære, at Gud styrer verden gennem to områder: det åndelige og det verdslige. Det åndelige handler om tro og kirke, mens det verdslige handler om samfundets politiske orden. Den opdeling kan ses som en tidlig tanke om, at staten og kirken har forskellige roller. Derfor kan et demokratisk samfund fungere uden at være direkte styret af religion, selvom kristne værdier stadig kan påvirke borgernes holdninger.

I praksis

Et aktuelt eksempel på demokratiets betydning er folketingsvalget i Danmark 2026. Her fik borgerne mulighed for at vælge politikere til at repræsentere dem i Folketinget. Valget viser, hvordan demokratiet både bygger på rettigheder som stemmeret og ytringsfrihed og på borgernes ansvar for at deltage aktivt i samfundet.

Samlet set deler kristendom og demokrati flere grundlæggende værdier, især idéen om menneskets værdighed, ansvar og omsorg for andre. Kristendommens etik kan derfor fungere som en moralsk inspiration for et demokratisk samfund.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere