Baptister er pr. definition demokrater. Vores kirkesyn bygger på, at alle i Guds folk – menigheden – har samme rettigheder, pligter og ansvar. Det viser sig blandt andet ved, at menighedsmødet, hvor alle medlemmer har én stemme, er menighedens øverste myndighed. I nogle menigheder udvikler det sig til ’demokratur’, hvor det handler om at stemme sig til beslutninger. Faktisk en politisk degenerering af ’kristent demokrati’. I de døbtes fællesskab talte man sig – med Helligånden som vejleder – frem til beslutninger, som man blev enige om. Det vidner det såkaldte apostelmøde i Jerusalem, det ældst bevidnede menighedsmøde, om: ’Helligånden og vi har besluttet…’.[1]

At alle er lige i menigheden betyder, at alle er brugbare – og principielt i lige grad valgbare – til tjenester alt efter udrustning med evner og nådegaver. Det kaldes ‘det almindelige præstedømme’. Eller bedre: ‘de døbtes præstedømme’. Efter dåben til Kristus er vi alle ’i ham’, og derfor er vi ligeværdige ‘lemmer’ på Kristi legeme, kirken. At nogle har evne til at lede, og at andre er gode til økonomi eller lovsang, ændrer ikke ved, at vi alle er lige værdige.

Denne lighed gik forud for det politiske demokrati blandt døberne på reformationstiden – de kendte i hvert fald ikke til politisk demokrati i 1500-tallet! Som baptister er vi ‘demokrater’ på grund af teologien. Vi blev ikke først demokrater, efter det politiske demokrati så dagens lys i nyere tid – herhjemme i 1849, som det siges. Vores ‘demokratiske’ kirkesyn er kristologisk motiveret!

Mon ikke også de politiske, vestlige demokratier har hentet deres inspiration i det kristne Vesteuropas virkningshistorie i samme grad som i politologien? Derimod blev de fleste kirkesamfund hierarkiske – uden at have lært ret meget af Jesus’ forkyndelse om lighed ‘i ham’.

Læs også ‘Demokrati som samtale‘.

[1] Apostlenes Gerninger kap. 15, vers 28

Relateret

• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform
• 18. maj. 2026 - Opdragelse til demokrati

Find flere

Den berømte politolog Giuliano Da Empoli har vist, at vi nu lever i ’Rovdyrenes tid’. En tid, hvor magt er ret, og hvor populismen igen vinder frem. En ny epoke, hvor tech-giganter, milliardærer og politiske influencere forsøger at forme vores adfærd og samfund igennem de små skærme, vi alle har i lommen. Og de lykkes i høj grad med det.

Mange af os taber kampen om vores egen opmærksomhed.

Er vi teknologisk slavegjorte?

I dag mærker mange unge konsekvenserne af at være digitalt indfødte. Vi scroller løs på vores mobiler, og på de sociale medier alene bruger vi i gennemsnit over 2,5 time om dagen. Det sker til trods for, at 57 procent af os ifølge DUF’s seneste ungeanalyse gerne vil bruge mindre tid foran en skærm.

Vi står i en situation, hvor mange af os ikke er langt fra at have tabt kampen om vores egen opmærksomhed. I dag kan de fleste af os ikke se en film uden samtidig at tjekke Instagram hvert femte minut. Og dét at læse ti sammenhængende sider i en bog er for mange en bedrift at være stolt af.

Men oddsene er også imod os. For de sociale medier er ikke sociale længere. De er reklamefinansierede platforme, der er gearet til at udnytte vanedyr som os. Mod en hær af forskere, hvis mission er at fastholde vores opmærksomhed, er det ikke raketvidenskab, at så mange af os taber kampen om vores egen opmærksomhed. Kampen er langt fra jævnbyrdig.

Er ulemperne ved at tage over?

De sociale medier har selvfølgelig også meget godt at byde på, og vores digitale forbrug er hele tiden en afbalancering af fordele og ulemper. Men nu er vi efterhånden nået til et punkt, hvor det er tydeligt, at ulemperne er ved at tage over.

For når støjen skrælles fra, står vi tilbage med nogle medier, der systematisk hijacker, analyserer og sælger vores opmærksomhed til højest bydende. Status er, at vi kun ser indhold fra profiler, vi følger – på platforme som Facebook og Instagram – omkring 5-10 procent af tiden. Hovedparten udvælger Facebook til os.

Men hvilken demokratisk fremtid ser vi reelt ind i, hvis vi ikke har kontrol over vores egen opmærksomhed? Hvis algoritmer, tech-giganter og politiske influencere mere eller mindre har kontrol over, hvilken information vi eksponeres for?

Da de sociale medier først brød igennem, fremstod de som en fantastisk og uskyldig form for ny, social infrastruktur. Men i dag ligner de ingenlunde det produkt, som tech-giganterne oprindeligt lokkede os med.

Udfordringen er, at de sociale medier systematisk skævvrider vores politiske landskab.

Hvad er problemet?

Udfordringen er, at de sociale medier systematisk skævvrider vores politiske landskab. Moderate stemmer får moderat plads, og ekstreme stemmer får ekstremt meget plads.

Til alle tider har mobiliseringen af fordomme spillet en stor rolle i politiske slagsmål. Men i dag har de sociale medier muliggjort det i et langt større omfang.

Ekkokamre har altid været et problem i den virkelige verden, men i den virtuelle er udfordringen eksploderet. Ligeså frigørende ekkokamre kan være for forfulgte minoriteter, lige så aktiverende kan de sociale medier fungere for nye ekstreme bevægelser.

Halve nyheder og polarisering

En af udfordringerne er, at jo mere individualiserede vores nyhedsstrømme bliver, desto mere udviskes vores referencerammer.

En ting er, at vi får mindre kulturelt tilfælles, når vi ikke længere ser de samme film, lytter til de samme sange eller læser de samme bøger. Men værre er, når vi ikke længere får de samme nyheder: når personaliserede algoritmer kun viser udklip, der fremhæver venstrefløjens skandaler og højrefløjens triumfer – eller højrefløjens skandaler og venstrefløjens triumfer. Resultatet er et verdensbillede uden farver og nuancer.

Politisk uenighed og kampen om vælgernes gunst er kernen i ethvert demokrati. Men i rovdyrenes tid fungerer algoritmerne som benzin på bålet, der forvandler sund debat til giftig polarisering.

Politisk uenighed og kampen om vælgernes gunst er kernen i ethvert demokrati.

Hvad er løsningen?

Tech-giganter som Google og Meta er magtfulde monopoler. Og magt korrumperer – specielt i fraværet af konkurrence. Derfor bør første skridt være at skærpe konkurrencelovgivningen og bane vejen for alternativer: vi skal pålægge tech-giganter et krav om inter-operabilitet.

Interoperabilitet handler om at udveksle informationer, så forskellige virksomheder kan bygge ovenpå og forbedre hinandens teknologi, hvis det er teknisk muligt.

Prisen for at sige fra og finde en bedre platform er for høj.

Interoperabilitet var et grundvilkår, da internettet blev født, og var en af kerneingredienserne i ’Silicon Valleys’ opskrift på succes. I den periode vandt forbrugerne, og virksomhederne var tvunget til at holde sig på dupperne. Men det er næppe tilfældet længere. I dag bruger mange af os Facebook, ikke fordi vi elsker produktet, men fordi prisen for at sige fra og finde en bedre platform er for høj.

Med interoperabilitet ville vi – som almindelige brugere – kunne forlade Facebook uden at miste hele vores netværk, profil og alle vores opslag. Vores data ville ikke længere være Facebooks ukrænkelige ejendom. Med interoperabilitet vil enhver anden virksomhed kunne konkurrere med Facebook om at udbyde den bedste sociale platform. Og som forbrugere ville vi kunne vælge den, der passer os bedst, uden at miste alle vores sociale forbindelser.

Hvis vi skal vinde kampen om vores egen opmærksomhed, skal vi turde sige fra overfor tech-giganterne. Vi skal stille krav til dem. Ellers risikerer vi, at de sociale medier udvisker de bånd, der ellers binder os sammen.

Læs også ‘Baptister og demokrati‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform
• 18. maj. 2026 - Opdragelse til demokrati

Find flere

Menigheden forstås som et fællesskab af Kristus-troende, som træffer beslutninger om menighedens ve og vel og fremtid i det lokale, forpligtende fællesskab. I en verden, hvor der er sprækker i tilliden til demokratiet, og de politiske poler er trukket endog meget skarpt op, kunne kongregationalismen være en profetisk røst.

Styreform og livsform

Overordnet kan demokrati forstås på to måder. For det første kan demokrati forstås som en styreform, hvor flertallet bestemmer – typisk gennem valg. Ordet stammer fra det græske demokratia, hvor demos betyder folk, og kratos betyder magt. Demokrati er altså folkets styre. Da hele folket sjældent er enige, er der tale om et flertalsstyre, som i moderne samfund fungerer som et repræsentativt demokrati, hvor borgerne vælger politikere, der træffer beslutninger for dem.

Demokrati er en fortløbende proces, der bygger på ligeværd, dialog og forhandling.

For det andet kan demokrati forstås som en livsform. Den tanke har især teologen Hal Koch været med til at formulere i Danmark. Efter anden verdenskrig var demokratiet tydeligvis i krise. Bl.a. fordi Hitler var demokratisk valgt. Det blev tydeligt for enhver, at demokrati ikke kun er noget, man skal forholde sig til i valgår. Hal Koch mente, at hver generation må tilegne sig og forsvare demokratiet, ellers er der risiko for at demokratiet overtages af despoter og magtmennesker. Demokrati er en fortløbende proces, der bygger på ligeværd, dialog og forhandling. Demokrati er i Hal Kochs optik ikke kun noget, der foregår i Folketinget, men også i hverdagen – i familien, i skolen, på arbejdspladsen og i menigheden.

Samtale og dialog er essentielt for fællesskabet.

Menighedens demokrati

I de fleste baptistmenigheder – ihvertilfælde i min egen menighed, Lyngby Baptistkirke – går den kongregationalistiske demokratiske tænkning på de samme to ben, som beskrevet ovenfor. Der er nogle strukturer, som sikrer en demokratisk proces, hvor der vælges repræsentanter til menighedsrådet, og menighedsmødet er øverste instans. Og der er en livsform, hvor samtale og dialog er essentielt for fællesskabet. Menigheden er et fortolkningsfællesskab, og derfor er samtalen om de bibelske tekster, tro og liv vigtig.

Basisregler i en demokratisk dialog:

• tag afstand fra holdninger, ikke mennesker
• spørg og lyt, frem for at motivforske
• sig jeg og ikke du
• tolerér uenigheden og forskelligheden

At leve med uenighed

I langt de fleste kristne menigheder siger man, at der skal være plads til alle. Derfor er vi også nødt til at arbejde med, hvordan vi kan leve side om side med de uenigheder, der måtte være. “We must learn to live together as brothers and sisters or perish together as fools,” sagde Martin Luther King Jr i marts 1964.[1] Hans udsagn er ikke blevet mindre aktuelt.

Værdifuld uenighed

At uenighed kan have en værdi i sig selv, understøttes af forskning fra den amerikanske jurist og adfærdsøkonom Cass R. Sunstein. Hans studier viser, at mennesker finder det følelsesmæssigt behageligt at være enige med den eller de grupper, man er en del af. Samtidig peger hans studier på, at grupper med fuld enighed ofte træffer mere ekstreme beslutninger, end det enkelte medlem egentlig kan stå inde for. Når alle antager, at andre allerede har delt relevant viden, bliver vigtig information ikke bragt frem – blandt andet af frygt for at miste status. Resultaterne fra hans studier peger derfor i retning af, at uenighed kan være mere konstruktiv – også i et demokratisk samfund – end ukritisk konsensus.

Uenighed kan være mere konstruktiv end ukritisk konsensus.

Uenighed i menigheden

Det samme gælder vel også for en kristen menighed? En velfungerende menighed accepterer og anerkender flere perspektiver på samme sag, og derfor handler det ikke om at begrænse ytringer i menigheden, men om at styrke dem, og finde gode rammer, så alle kan og vil deltage i fortolkningsfællesskabet. I det perspektiv er uenighed ikke et problem, men et grundvilkår – og et tegn på et levende, demokratisk fællesskab, hvor dialog er det redskab, der kan bygge bro mellem mennesker.

Og ja – demokrati er både besværligt og langsommeligt. 

Læs også ‘Kan dansk og vestligt demokrati overleve?‘

[1] Oversat: ”Vi må lære at leve sammen som brødre og søstre eller forgå sammen som tåber.”

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform
• 18. maj. 2026 - Opdragelse til demokrati

Find flere

Jens Lei Wendel-Hansen:

• ph.d. i historie og seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning, Aarhus Universitet
• medlem af Korskirken, Herlev

”Jeg giver min Stemme, og vilde give titusinde Stemmer, om jeg havde dem, imod Forfølgelsen af de ’gudelige Forsamlinger’ og af ’Giendøberne’, ikke fordi jeg har mindste Sympathi med nogen af Delene, men fordi det staaer soleklart for mig, at al Religions-Forfølgelse er uchristelig og antiluthersk”.

Ordene er N.F.S. Grundtvigs. De blev udgivet i 1842 i pamfletten Om Religions-Forfølgelse. Anledningen til pjecen var den problematisering, som de danske baptister, siden de første blev døbt i Lersøen i København 1839, havde været udsat for, og som blandt andet havde ført til baptistlederen P.C. Mønsters fængsling i 1840 og flere gange i 1840’erne.

Tvangsdåb eller religionsfrihed

Danmark havde ikke religionsfrihed. Staten var forpligtet på den lutherske tro. Derfor anlagde J.P. Mynster, den lutherske statskirkes biskop over Sjælland, den politik, at baptistbørn skulle tvangsdøbes. Det skabte intern splid i statskirken og en af biskoppens sognepræster nægtede at tvangsdøbe baptisternes børn. Det var P.C. Kierkegaard, Sørens storebror.

… den politik, at baptistbørn skulle tvangsdøbes.

På den måde blev baptisterne centrum i den danske strid om religionsfrihedens grænser. Det var ikke, fordi man nærede sympati for baptisternes dåbssyn. Årsag til modstanden var den opfattelse, at man ikke kunne stille sig til dommer over andre menneskers samvittighed, og det var samvittigheden, der ledte folk til at dyrke Gud på den måde, de ville.  Et synspunkt, som ikke mindst Grundtvig gjorde opmærksom på.

Det var ikke, fordi man nærede sympati for baptisternes dåbssyn.

Affæren ledte til, at statskirkens trosforpligtelse for alvor blev problematiseret. Til tvangsdåben spurgte den liberale avis Fædrelandet i 1845 retorisk:

”Hvor bliver altsaa Statskirkens, eller overhovedet Kirkens Berettigelse til at anvende den omtalte Tvang? Hvorpaa grunder den sig? Hvormed vilde den forsvare at paakalde Statens borgerlige Magt til at trænge ind i Baptisternes Huse, fratage dem deres Børn, og med Politimagt opstille dem ved Døbefonten, til Miskjendelse for dem selv, Folket til et Skuespil, til at gjøre en saadan Daab latterlig for Mange og udsætte Adfærden ved Barnedaaben i det Hele for at tabe af dens Agtelse?”

Retten til at følge sin samvittighed

Samvittighedsfriheden havde længe været en varm kartoffel.

Samvittighedsfriheden havde længe været en varm kartoffel i statskirken. Også på landet var der i de første årtier af 1800-tallet blevet etableret husmenigheder, som insisterede på at synge Kingo og Brorson i stedet for de nyere kedelige fornuftsprægede salmer. Statskirken havde flere steder sat ind overfor husmenighederne. Nu fik skruen endnu et nøk.

Demokrati og samvittighedsfrihed

Betydningen af den kamp for samvittighedsfrihed kan dårligt overdrives i udviklingen af det danske demokrati. Den løsrev den jævne mand fra overklassens tænkning på hans vegne, og den skabte grobund for den danske venstrebevægelse, der ønskede en så udbredt frihed og valgret som muligt. Den kirkelige frihed forblev central for venstrebevægelsen langt op i tiden. I 2023 meldte Birthe Rønn Hornbech sig fx ud af Venstre, fordi man efter hendes opfattelse havde gjort vold på den kirkelige frihed ved at afskaffe Store Bededag som helligdag.

Revolution i Europa – og Danmark

Da revolutionerne skyllede ind over Europa i 1848, fik vi også vores egen omvæltning i Danmark, og med frihedsrettighederne i Danmarks Riges Grundlov i 1849 kom også religionsfriheden. Mens de gamle embedsmænd så en fare i, at den kirkelige frihed blev for stor, satte læreren og forfatteren Frederik Barfod i Den Grundlovgivende Rigsforsamling sin lid til, at det nye ministerium for kirke og undervisning ”altid og øieblikkelig vil føle det Upassende og Anstødelige i [at] true Præsten til at døbe Børn, navnlig Baptisternes Børn, imod hans Samvittigheds inderlige Overbeviisning om Daabens Betydning”.

Forfølgelsen af baptisterne blev med andre ord et af de brækjern, som banede vejen for friheden, og med Grundloven i 1849 blev baptisterne forfølgelsen kvit.

Forfølgelsen af baptisterne blev med andre ord et af de brækjern, som banede vejen for friheden.

Frihed, ansvar og demokrati

Den kamp for samvittighedsfrihed, som også baptisternes eksistens og rettighedskamp var en del af, gjorde det muligt for jævne folk at stille krav til øvrigheden om bedring af deres egne forhold. Den udvikling gjorde på lang sigt både bondebevægelsen og arbejderbevægelsen mulige i Danmark, og medvirkede også til en vedvarende udvidelse af valgretten. Uden den vilje til at tage sig selv og sine egne forhold og problemer alvorligt, ville demokratiet ikke have eksisteret i den nuværende form.

Baptisterne nød også godt af samvittighedsfriheden, og i tidens løb har baptister blandet sig i den danske politiske debat, ladet sig opstille til valg – også til det seneste folketingsvalg – har fået pladser i byråd og Folketing og endda siddet på ministertaburetter. Dermed har man også fået bekræftet, at baptister har valgt at bruge friheden præcis lige så forskelligt, som alle andre bruger den.

Læs også ‘At undgå polarisering – hvad kirke kan lære om konflikter‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform
• 18. maj. 2026 - Opdragelse til demokrati

Find flere

Ole Stavad:

• bor i Brovst, men er opvokset i Saltum
• er bankuddannet og har været leder i bank og sparekasse
• var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet i 27 år og minister i Nyrup regeringerne
• herefter folkevalgt i Jammerbugt Kommune og Region Nordjylland

Aldrig i min levetid har dansk og vestligt demokrati været mere udfordret end lige nu. I mørke stunder bliver jeg i tvivl, om vores vestlige demokratier kan overleve de kommende årtier. Årsagerne er mange.

Sociale mediers indflydelse

Da de sociale medier udviklede sig for ca. 20 år siden, så mange det som en vej til at styrke demokratiet. Det åbnede mulighed for, at ’helt almindelige mennesker’ kunne komme til orde.

I dag tror jeg, at de fleste erkender, at debat-tonen, misinformation og statslige og private magtgiganter kan bruge sociale medier til at manipulere store vælgergrupper. Fremover åbner AI – kunstig intelligens – for helt nye udfordringer med yderligere manipulation.

Tech-giganternes frie spil

De teknologiske muligheder udvikler sig med en sådan hast, at de politiske rammer, som man forsøger at fastlægge for Tech-giganterne, ofte er forældede, når de bliver vedtaget i de langsommelige demokratiske processer. Nationale regler er oftest helt virkningsløse, de internationale organer er langsomme og landene har ofte stærkt modstridende interesser.

Derfor har Tech-giganterne næsten frit spil.

Derfor har Tech-giganterne næsten frit spil. Og deres interesse er primært at tjene flest mulige penge, uanset de menneskelige og demokratiske konsekvenser.

Formuerne hos de største tech-giganter har efterhånden fået en størrelse, som langt overstiger mange landes samlede nationalindkomst. Det øger deres magt yderligere, og spiller en selvstændig negativ rolle med bl.a. store donationer til de politikere, der støtter Tech-giganternes snævre særinteresser.

Ved indsættelsen af præsident Trump så vi alle de rigeste Tech-giganter stå på række. Det var et klart signal om, hvem der bliver lyttet mest til, og hvem der har størst indflydelse i USA. Man sidder tilbage med oplevelsen af, at de rigeste har været i stand til at ’købe en præsident’, der er parat til at tilgodese deres helt særlige interesser.

Et stort demokratisk problem

I Danmark og Europa er det et stort demokratisk problem, at de politiske partier er ved at dø af alderdom med stadigt færre medlemmer, der for hovedpartens vedkommende er langt oppe i årene. Det er ikke længere ’moderne’ at være medlem af et politisk parti, selv om de politiske partier altid har været det folkelige og demokratiske fundament for vores repræsentative demokrati.

De politiske partier er ved at dø af alderdom.

Det betyder, at de demokratisk valgte forsamlinger risikerer at blive stadigt mindre repræsentative i forhold til den brede befolkning.

En umistelig rettighed?

Måske er det største problem, at de fleste opfatter vores demokrati som noget ’velerhvervet’ – en rettighed, som vi ikke kan miste.

Virkeligheden er tværtimod, at vi i Danmark og Vesten udgør et mindretal i verden, som nyder gavn af reelle demokratiske rettigheder. Og at reelt demokrati nærmest udgør en parentes i verdenshistorien. Derfor er demokrati noget, som vi skal passe på, hvis vi ikke skal risikere at miste det.

Hvordan gør vi så det?

Det findes der ikke noget godt og let svar på. Dog er der ingen tvivl om, at det første og vigtigste er en debat, hvor flere erkender, hvor store demokratiske udfordringer, vi står over for.

Jeg håber, at den erkendelse også på et tidspunkt vil indfinde sig i de seriøse medier. Det vil være helt afgørende for at få skabt en debat, der virkelig kan flytte noget.

I første omgang en stor tak til baptist.dk for at rejse en virkelig vigtig debat. Demokrati kræver involvering. Det er det eneste sikre redskab til også at sikre et sundt pluralistisk demokrati for de næste generationer, hvor vi både kan lytte, respektere og anerkende hinandens forskellighed.

Læs også ‘Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform
• 18. maj. 2026 - Opdragelse til demokrati

Find flere

Danske Baptisters Spejderkorps, DBS:

816 medlemmer
18 spejderkredse
Spejderchef Tue Sandbæk

Danske Baptisters Spejderkorps mærker i disse år, hvad det vil sige at opdrage unge mennesker i en demokratisk organisation. Både lokalt i spejderkredsene og i korpset. ”Vi er en forening”, forklarer spejderchef Tue Sandbæk og fortsætter: ”Ifølge vedtægterne tages beslutninger med simpelt flertal. Førerstævnerne er demokratiske. Når man fylder 15 år, kan man stemme.

Førerstævnerne er demokratiske. Når man fylder 15 år, kan man stemme.

’Førsteholdet’ er for dem, der er med til førerstøvnet første gang – en introduktion, altså en slags undervisning i demokrati. Det giver den enkelte medbestemmelse fra de er helt unge. Og så er det dejlige ved demokrati, at vi gerne må være uenige, men man må bøje sig for beslutningerne, når de er taget – i respekt for det, der er truffet beslutning om.”

I samtalen med ham om spejderne og demokrati bliver vi enige om, at allerede i patruljerne oplæres spejderne i demokrati. ”Det vil sige, at hvis patruljeføreren lytter til spejderne, og de sammen træffer en beslutning, så er det jo en form for opdragelse til demokrati. At lytte til de andres stemme og selv tage stilling, som der står i spejderloven, er oplæring i demokrati”, tænker Tue højt.

Allerede i patruljerne oplæres spejderne i demokrati.

To svære år

Tue og det korpsråd, som Førerstævnet valgte i 2024, har styret det lille spejderkorps siden da. Det er lykkedes for korpset igen at blive berettiget til DUF-tilskud, da man er kommet over 500 medlemmer under 30 år. Faktisk 542 spejdere. ”Det fortjener kredsene ros for. Det er jo dem, der virkelig har gjort sig synlige”, understreger Tue.

Førerstævnet i 2024 besluttede at fortsætte som selvstændigt spejderkorps. ”Det var en stor beslutning. Der var mange følelser indblandet. Vi var igennem to afstemninger. Der var to arbejdsgrupper. Den ene foreslog en sammenlægning med et større korps, og det var mest vidtrækkende. I første afstemning var der én stemme, der var ugyldig, og forslaget faldt. Lige efter havde vi endnu en afstemning om at bevare korpset og gøre det bæredygtigt. Det var der ca. 77 pct. opbakning til”, fortæller Tue, og han fortsætter: ”Vi, der har siddet i korpsrådet de sidste to år, ville jo det her.”

Fremtiden

I år var der igen et forslag til Førerstævnet om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle lave en aftale med enten KFUM-spejderne eller Det Danske Spejderkorps om en sammenlægning. Tanken er, at baptistspejderne skal være en division eller et distrikt under det større spejderkorps og dermed bevare sit fællesskab og sin identitet som baptistspejdere. Lejrcenteret Øksedal skulle indgå i aftalen som et distriktsspejdercenter. Forslaget var stillet af Herlev og Københavns kredse og begrundes med, at førerne kan bruge kræfterne i spejderkredsene sammen med spejderne i stedet for at drive en landsorganisation. Samt at der kan trækkes på flere ressourcer i et større spejderkorps.

Førerstævnet havde stor debatlyst, selv de nye førstegangsdeltagere deltog.

Tue fortæller: ”Førerstævnet havde stor debatlyst, selv de nye førstegangsdeltagere deltog. Lørdag var man nødt til at stoppe debatten og udsætte afgørelsen til søndag. Da var der stadig 20 på talerlisten. Forslagsstillerne kom med et ændringsforslag, fordi korpsrådet havde sagt, at de ikke ville genopstille, hvis forslaget blev vedtaget. Det nye forslag var uden tidsbegrænsning, men korpsrådet fastholdt, at vi ikke kan arbejde med en sammenlægning, for det er ikke det, vi ønsker. Det er vi ikke de rette til, og det er ikke det, vi har arbejdet med de seneste to år. Forslaget faldt med stemmerne 27 for og 62 imod, 1 blank og 1 ugyldig stemme, i alt 91 stemmeberettigede.”

”Derpå blev der valgt et fuldtalligt korpsråd – for første gang i flere år. Som korpsråd vil vi forsøge at samle og inkludere kredsene i korpsets fremtidige udvikling”, slutter Tue, der blev genvalgt som spejderchef.

Derefter blev der valgt et fuldtalligt korpsråd – for første gang i flere år.

Det nyvalgte korpsråd.

Spejderne

DBS er i forvejen tæt knyttet til de andre spejderkorps. Spejderchefen er med i bestyrelsen for Spejderne, der er en forening af de fem danske spejderkorps. Baptistspejderne er ’lillebror’ i det fællesskab: ”Vi har en bestyrelse med to repræsentanter fra hvert af de fem spejderkorps, uanset størrelse. I teorien skulle vi alle have lige stor indflydelse på de fælles beslutninger. Spørgsmålet er bare, om vi er lige gode til at benytte vores stemme”, siger Tue Sandbæk selvransagende.

Læs også ‘Opdragelse til demokrati‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Opdragelse til demokrati

Find flere

Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, BBU:

1323 medlemmer under 30 år
218 medlemmer over 30 år
27 lokalforeninger
Få landsmedlemmer

Sebastian Bækgaard er ny formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, BBU. For ham er den demokratiske dannelse en vigtig bestanddel af at være et kristent børne- og ungdomsarbejde. Han siger: ”Deltagelsen i foreningsdemokratiet er presset. Vi har helt klart som ungdomsforbund en særlig rolle i at være med til at løfte den demokratiske tradition, som vi bygger på, og give den videre til de næste generationer.”

Vi har en særlig rolle i at løfte den demokratiske tradition, som vi bygger på, og give den videre.

Sebastian forklarer: ”For os i BBU er den demokratiske dannelse og opdragelse vigtig. Som forbund hviler vi på baptistisk tradition, hvor demokrati og mulighed for at ytre sig er central.”

Sebastian Bækgaard, formand for BBU

Bliver hørt i DUF

”Vi er også støttet af DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, og her er den demokratiske dannelse også helt central. Vi gør noget ud af at være repræsenteret, så BBUs stemme også bliver hørt i den demokratiske samtale på et højere og nationalt plan. Derfor er vi – både på baggrund af vores baptistiske tradition og vores organisering – meget bevidste om den demokratiske rolle, vi har og skal have.”

I BBU er der flere konkrete tiltag, hvad angår demokratisk kultur. Først og fremmest er det noget, som fylder i BBUs ledelse.

Derfor er vi meget bevidste om den demokratiske rolle, vi har og skal have.

Delegerede

”I september 2025 ændrede vi vores vedtægter til at have delegerede, og vi forsøger at presse på for at forpligte alle lokalforeninger til at deltage i vores landsmøder. På den måde vælges vi som ledelse med størst muligt demokratisk mandat og legitimitet.”

En stor del af BBUs lokalforeninger er efterhånden burmesiske.

Desuden bruger BBUs sekretariatsleder, Bo Lundgaard, en del tid på at understøtte lokalforeningerne. Han besøger dem, som har behov for hjælp og støtte til fx at afholde generalforsamling, og introducerer den danske demokratiske foreningstradition. Det er vigtigt, fordi en stor del af BBUs lokalforeninger efterhånden er burmesiske.

”På den måde er vi med til at holde BBU-lokalforeninger op på de demokratiske krav og forventninger, der er til forbund og foreninger som vores”, siger Sebastian afsluttende.

Læs også ‘Jesus gjorde demokratiet til virkelighed‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Virkelig mange kirker kæmper med at håndtere konflikter på en god måde. Og det er egentlig lidt paradoksalt. For kirken burde være det sted i verden, hvor vi var bedst til netop det og i stedet mødes i kærlighed. Alt for ofte sker det modsatte. Små uenigheder vokser. Positioner bliver skarpere. Samtaler bliver til fronter. Og langsomt mister vi følingen med hinanden.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du undgår, at der opstår konflikter i kirken.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du undgår, at der opstår konflikter i kirken. Konflikter opstår altid, hvor mennesker mødes. Det kan være i diskussioner om lovsang og liturgi. Om retning og vision. Om teologi. Eller bare forskellige måder at være kirke på.

Konflikter er en naturlig del af det at være et fællesskab. Det er et tegn på, at vi er engagerede og passionerede omkring en fælles mission. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi kan være i konflikter på en konstruktiv måde – uden at miste hinanden.

What Would Jesus Do?

Lad os begynde med at kigge til Jesus. Han undgik ikke konflikter. Tværtimod. Han gik ind i dem.

Men Jesus gjorde det altid med relationen som første prioritet. Han stillede spørgsmål. Han lyttede. Han vendte perspektiver. Og igen og igen flyttede han fokus fra at få ret til at genoprette relationer. Det skal vi lade os inspirere af, så konflikthåndtering ikke bare bliver en praktisk disciplin, men en del af vores discipelskab.

Det vigtigste, vi skal huske, er, at konflikter er tegn på, at vores fællesskab lever. For når mennesker clincher, betyder det, at de er engagerede og passionerede om vores fælles mission. I stedet for at se konflikter som modstand kan vi begynde at se dem som invitationer. Invitationer til samtale. Til forståelse. Til at komme tættere på hinanden.

I stedet for at se konflikter som modstand kan vi begynde at se dem som invitationer.

Konflikthåndtering 101

Her er mine fem bedste råd til at navigere sundt i konflikter og komme videre med en styrket relation.

Lyt for at forstå, ikke for at svare.

Ofte lytter vi, mens vi forbereder vores svar. Vores mål i konflikthåndtering er at lære fra den andens perspektiv. Prøv i stedet at lytte med det ene mål at forstå den anden.

Spejl det, du hører og spørg ind.

I stedet for at forsvare dig, så vær nysgerrig. En enkel måde at gøre det på, kunne være “Jeg hører dig sige, at … Hvordan oplever du det?”. Det skaber ro og viser, at du faktisk lytter.

Anerkend følelsen og engagementet

Du behøver ikke være enig for at anerkende den anden: “Jeg kan godt forstå, at det her betyder noget for dig. Tak for at engagere dig i processen.” Anerkendelse nedbryder polarisering og genopbygger relationer.

Find et fælles fodslag

Flyt samtalen fra ’dig mod mig’ til ’os sammen om noget, vi skal finde ud af’. Det er ikke din ambition imod min. Det er vores fælles ambition om at skabe noget fantastisk her i vores menighed. Hvordan kan vi samarbejde om det?

Sæt relationen over det at få ret

Hvis du får ret, men relationen slår revner, så er du taberen. Det betyder ikke, at vi skal give køb på alle vores holdninger. Vi skal bruge vores engagement og viden til at berige hinanden, ikke til at bekrige hinanden.

Det er ikke nemt

At være god til at håndtere konflikter kræver, at vi giver afkald på behovet for at vinde og have det sidste ord.

Det kan lyde meget enkelt, men vi ved alle, at det ikke er nemt. At være god til at håndtere konflikter kræver, at vi giver afkald på behovet for at vinde og have det sidste ord. At vi giver afkald på vores ego og behovet for at blive bekræftet.

Midt i uenigheden

Jesus kalder os ikke til at være enige om alt eller til at få ret. Jesus kalder os til at elske hinanden midt i uenigheden. Kirken skal være et sted, hvor mennesker kan tænke forskelligt, tro forskelligt, mærke forskelligt – og stadig høre til.

Lige der ligger vores stærkeste vidnesbyrd. Ikke i vores enighed. Men i vores kærlighed til hinanden!

Læs også ‘Demokrati i blå uniform‘.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Podie under opførelse i den nye kirke.

BaptistKirkens partnere i Rwanda og Burundi har de senere år deltaget i et projekt – eller rettere en proces – hvor udvalgte kirker og lokalsamfund bliver trænet i at bruge de ressourcer, der allerede findes lokalt. Denne ’hjælp-til-selvhjælp’-tilgang tager udgangspunkt i kirkernes eksisterende arbejde, deres lokale tilstedeværelse og deres rolle som aktive aktører i lokalsamfundet. I Danmark kalder vi det menighedsbaseret diakoni.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er et diakonalt udviklingskoncept, der bygger på en enkel, men grundlæggende tanke: Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har. Metoden er dermed en struktureret måde at omsætte diakoni til praksis – som konkret hjælp til selvhjælp.

Varig forandring skabes bedst, når mennesker selv opdager og mobiliserer de ressourcer, de allerede har.

Metoden bruges i dag i mange lande, herunder Rwanda og Burundi, hvor BaptistKirken i Danmark sammen med lokale kirker og med støtte fra CKU[1] har været med til at implementere tilgangen. Erfaringerne viser, at kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret, har relationer til både mennesker og myndigheder og nyder høj tillid i lokalsamfundene.

Kirken har en særlig styrke som forandringsaktør, fordi den er lokalt forankret.

Efter hans hus brændte, har en indbygger fået et nyt hus med hjælp fra kirken, der deltager i projektet.

Diakonale aktiver – mere end penge

En helt central del af processen er at arbejde med holdninger og selvforståelse. Her spiller begrebet diakonale aktiver en vigtig rolle. I stedet for at tage udgangspunkt i det, der mangler, begynder processen med at identificere det, der allerede findes. Det gælder både de synlige aktiver som bygninger, jord, menigheder, frivillige og lederskab – og de usynlige aktiver som tro, håb, relationer, konflikthåndtering, tillid og ansvarsfølelse. Derved styrkes troen på, at man selv kan gøre en forskel og har ansvar for – og indflydelse på – en positiv udvikling.

I den proces bliver diakonien konkret, fx når fællesskaber organiserer spare- og lånegrupper – noget, mange i forvejen kender fra andre indsatser. Her sparer man små beløb op og låner til helt jordnære formål: skolepenge til børnene, frø til næste sæson eller smådyr, der kan skabe en indtægt. Beløbene er ofte beskedne, men betydningen er stor. Når mennesker opdager, at de sammen kan mobilisere ressourcer, sker der et markant skifte i selvforståelsen. Afhængigheden af ekstern hjælp mindskes, og oplevelsen af ansvar, ejerskab og fælles handlekraft vokser.

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering (CCMP)

Tilgangen er inspireret af den kristne udviklingsorganisation Tearfund, som arbejder med metoden Church and Community Mobilisation Process (CCMP) – på dansk menigheds- og lokalsamfundsmobilisering. Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering er en menighedsbaseret, diakonal metode, der hjælper kirker og lokalsamfund med at identificere og mobilisere deres egne ressourcer. Metoden bygger på hjælp til selvhjælp og tager udgangspunkt i både synlige aktiver (fx menigheder, frivillige, bygninger, jord og lederskab) og usynlige aktiver (fx tro, fællesskab, relationer, tillid, ansvar og håb). Formålet er at styrke lokalt ejerskab, fælles handlekraft og bæredygtig udvikling – med kirken som katalysator for social og åndelig forandring.

https://learn.tearfund.org/en/resources/series/church-and-community-mobilisation-process-ccmp

Spare- og lånegrupperne er mere end et økonomisk redskab. De bliver et læringsrum, hvor tillid, samarbejde og gensidig forpligtelse styrkes. Netværk, relationer og fælles økonomi danner grundlag for større initiativer. Det er hjælp til selvhjælp i praksis.

En deltager fra Burundi formulerede det sådan: “Hvis vi tror, vi er fattige, er vi det allerede. Hvis vi tror, vi har noget, kan vi handle – det er en indre styrke.”

Kirken som katalysator

Menigheds- og lokalsamfundsmobilisering starter ofte med det, der kaldes en church awakening – en proces, hvor menigheden reflekterer teologisk over sin rolle i samfundet. Diakoni forstås ikke som et projekt ved siden af kirkens liv, men som en integreret del af kirkens identitet. Tro og handling hører sammen.

Erfaringerne viser, hvordan tilgangen skaber konkrete resultater: menigheder organiserer spare- og lånegrupper, bygger huse til udsatte, bidrager til sundhedsforsikring og styrker relationerne i lokalsamfundet. Samtidig vokser fællesskabet i menigheden, og flere tager ansvar.

Processen viser, at menighedsbaseret diakoni ikke handler om store budgetter, men om at frigøre det potentiale, Gud allerede har lagt i mennesker og fællesskaber. Når kirken tager sine diakonale aktiver alvorligt, kan den være med til at skabe håb, værdighed og forandring – indefra og ud.

Menighedsbaseret diakoni er i sidste ende netop det: tro i handling – hjælp til selvhjælp – båret af fællesskab, ansvar og håb.

Nye toiletter finansieret af egne midler som en aktivitet i projektet.

[1] CKU – Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere