Jeg er begyndt at reflektere over, hvad der sker med en kirke, der taler den sekulære verdens ledersprog helt perfekt – fuldstændigt uden mislyde.

Ord skaber mening. Sprog former kultur. Også i kirken. Når vi tager omverdenens ledersprog ind, kommer vi let til at forstå kirken som en organisation ligesom andre organisationer: Vi skal have mission, vision og handlingsplaner på plads, så der kan ledes, styres, udvikles og optimeres.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at “Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.”1

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, også risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

1 Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans

Find flere

Det fik mig til at overveje, hvad normer egentlig er.

De er de uskrevne regler, der fortæller os, hvad der “er passende”. De skaber orden og genkendelighed og hjælper os med at være sammen uden hele tiden at skulle forhandle alting. Samtidig forandrer de sig med tiden – også i kirken.

Men hvad er vores opgave? Er vi sat i verden til at vogte normer? Eller til at forkynde Kristus? Vi kommunikerer med hele kroppen også gennem tøj og fremtoning. Formen betyder noget. Alligevel må den være et redskab og ikke selve målet. Det afgørende er ikke hatten eller kasketten, men at evangeliet får plads og krop, og at mennesker møder Kristus.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Tak for et fantastisk år. Det vil jeg gerne starte med at sige, for overordnet har det været intet mindre end fantastisk. Når jeg nu senere i min tale begynder at pille lidt i det, så kan det lyde anderledes og måske negativt: Så jeg vil gerne igen sige, at året har været fyldt med gode oplevelser og samtaler.

Det tidligere konferenceår var indadvendt. Ledelsen bad om forståelse for, at vi havde brug for mest at lytte og tale internt om den opgave, som vi havde påtaget os. Den forståelse fik vi fra menighederne, og det er vi stadig meget taknemmelige for.

Jeg vil alligevel i en parentes sige, at dette betød, at vi afbrød de kontinuerlige menighedsbesøg, som havde været kutyme tidligere. Ledelsen kommer gerne, når vi blev bedt om det, og det håber jeg, at vi har gjort: Men udmeldingen om behov for et ledelsesbesøg skal komme fra jer. Det nævner jeg kun fordi, jeg har hørt, at nogen har manglet os. Men husk – kald og vi kommer! Det behøver ikke være et eller andet alarmerende. Kald på os – parentes slut.

Henry synger for på lovsangen til åbningsgudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

Det lyttende år fortalte ledelsen, at vi havde brug for at skabe fælles værdier for det fremtidige arbejde i vores kirkesamfund, og at de værdier senere skulle danne basis for, at vi i større grad handler sammen. BaptistKirken skal ikke være et holdningsfællesskab, hvor vi er enige om alting. Det har vi aldrig været, og det bliver vi aldrig i fremtiden. En god baptistisk ven sagde til mig, at ville jeg skabe enighed i BaptistKirken, skulle jeg have flere liv – og så ville det nok alligevel ikke lykkes. BaptistKirken skal være et handlingsfællesskab, som sammen er i mission for Jesus Kristus. Derfor har dette konferenceår været samtalens år. Jeg havde på et tidspunkt en meningsudveksling med et medlem af vores kirke, som sagde: ”Du kan da ikke mene, at samtalen er det vigtigste i vores kirke.” Det vigtigste er selvfølgelig vores fælles tro på den treenige Gud og Kristi opstandelse, men jeg vover alligevel at påstå, at samtalen om vores tro er meget vigtig – specielt i vores kirkesamfund.

Vi beskriver i værdierne: Alle har ansvar for at læse og lytte, og derfor er der frihed til fortolkning i fællesskab under Helligåndens vejledning og i lyset af den kristne tradition, vores fornuft og erfaring. Vi har ingen lærestole, dogmer eller mennesker med en særlig position, som udlægger sandheden for os. Vi har hinanden under Helligåndens vejledning. Så samtalen er vigtig i alle dele af vores kirke.

Vi har i indeværende år holdt præstesamlinger, møder med menighedernes ledere og i sidste ende synoden i pinsen. De fleste møder med stor deltagelse fra alle dele af vores kirkesamfund.

BaptistKirkens ledelse har aldrig været bange for uenighed. Uenighed, som bliver taklet konstruktivt og positivt, kan danne grobund for ny erkendelse og nye veje fremad. Ledelsen var mere bange for manglende interesse eller manglende overskud til at deltage. Vi har fuld forståelse for, at det at være både ledelse og engageret lokalt er en krævende opgave. For nogen fordi menigheden skranter lidt, og den lokale ledelse arbejder meget hårdt på at holde skuden i vandet – andre steder fordi menighedslivet blomstrer med mange aktiviteter, som der skal holdes styr på.

Det lokale arbejde og store engagement kan nogle gange få behovet for at samarbejde ud over menighedsgrænsen til at synes uvigtigt eller ressourcetungt. I ledelsen var vi derfor urolige for, om I havde kræfter til den samtale, som vi så som nødvendig for vores fremtid som et samlet kirkesamfund.

Den angst blev gjort grundigt til skamme. I havde både lyst og tid til at tale om vores fælles fremtid. Det er derfor jeg i starten har brugt et meget u-jysk ord: Fantastisk. For det var, hvad jeg følte.

Ledermøderne i Rebild og Tølløse havde deltagelse af så mange menigheder, at vi ikke har set lignende i mange, mange år.  Personligt blev jeg blæst lidt bagover ved at se jer alle, og jeg vil altid bringe jeres engagement med mig i mit fremtidige arbejde.

Baptistkirkens ledelse havde inden udsendt 4 emner med spørgsmål til menighederne:

1. Forpligtigelse
2. Præster
3. Inklusion
4. Bibelautoritet og -tolkning

Og igen var vi måske lidt nervøse. Ville I, i alt det andet arbejde I sidder i, finde tid til forberedelse?

Det havde I gjort. Tusind tak for det. Vi oplevede på lederdagene både engagement og at det havde været drøftet hjemme i menighederne. Ledelsen fik fra lederdagene et kæmpe materiale, som skulle bearbejdes til de kommende fælles værdier. Igen fik vi selvfølgelig også vores uenigheder stillet til skue, men vi kunne alligevel konkludere, at der er enighed vedrørende de centrale dele af vores kirke.

Igen vil jeg fremhæve de vedtagne 8 teser som vi vedtog for nogle år siden og som beskriver vores kerneværdier som kirkesamfund.

På synoden oplevede vi det samme. Her havde vi andre udfordringer. Vi holdt synoden et dejligt sted – tak til Sæsing for jeres kæmpe arbejde – men det fordrede, at I som deltagere skulle finde logi et andet sted. Vi, som har deltaget i Himmelske dage ved, at her skal vi selv finde et sted at bo. Det er fremmed for BaptistKirkens synodedeltagere, da vi enten mødes enkelte dage eller kan bo og campere, vhis vi mødes flere dage. Ledelsen vil gerne takke for, at I fandt ud af det. Der var repræsentation fra et bredt spektrum af BaptistKirkens menigheder.

Dirigenterne på arbejde (Foto: Henrik Andersen)

Selve synoden blev også et godt samtaleforum. Den lange forberedelsestid gjorde, at vi alle var velforberedte. Ledelsen oplevede, at vi via samtaleformen, som vi kalder ”lytte-grupper” – det hedder ”conversation in the spirit” – eller på dansk: ”samtaler under Helligåndens vejledning” har givet os mulighed for samtaler om svære spørgsmål. Det er en gave at kunne det, så det skal vi fortsætte med.

Synoden tilkendegav en stor tilslutning til værdierne. Det er derfor, vi i dag tør bede om, at de bliver vores nye fælleserklæring. Det vil Christian Bylund sige mere om senere på Landskonferencen.

Vi fik et enkelt punkt, som vi ikke blev enige om – det berømte pkt. 4c. ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet”. Ledelsen valgte at trække dette punkt helt, og derfor er der et tomt pkt. 4c i den foreslåede fælleserklæring.

Da der i vores vedtægter står, at fælleserklæringen skal revideres mindst hvert 5 år, er der ingen problemer i at revidere den næste år med tilføjelse af pkt. 4 c

Det vil I høre mere om, når ledelsen senere fremlægger sin procesplan.

Vibekes formandstale (Foto: Henrik Andersen)

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige lidt om vores etniske eller migrantmenigheder – hvad vi nu kalder dem. Vi har en del menigheder, som har rod og sprog fra andre steder end etnisk dansk. De fleste kommer fra Myanmar. Vi holdt også møde med disse menigheders ledelser om Genstart-processen. De kom alle, og det var igen en gave. Ledelsen har gennem flere år brugt en del arbejde på at knytte disse menigheder tæt til kirkesamfundet. Vi må erkende, at det ikke altid er ligetil at bygge bro over både sproglige og kulturelle forskelle. Vi har haft Chin Chin ansat og vi vil gerne takke dig for din indsats. Vi hylder dig senere – jeg vil kun her meget personligt sige tak fra hele vores kirkesamfund.

Vi skal også huske, at vi har skiftet generalsekretær i perioden. Torben Andersen hyldede vi på Sommerstævnet i 2024 og Bodil Højbak Møller blev modtaget i oktober 2024. Bodil er ansat på fuld tid og jeg kan da roligt sige, at det er også hendes arbejdsindsats. Heltidsstillingen var med de ekstra timer rettet meget mod præsterne, og det tror jeg, en del af jer har fundet ud af. Jeg takker her på hele kirkesamfundets vegne for dit store arbejde.

I et menneskeliv og et kirkeliv kan året beskrives som givende og endog fantastisk, men der er altid knaster. Den største knast, BaptistKirken har haft i det forløbne år, har været Sommerstævnet.

Ved Sommerstævnet 2024 havde Købnerkirken regnbueflag med som markering af deres arbejde med lgbt+ personer i deres menighed. Det stødte en del af vores menigheder. Ledelsen har forståelse for begge holdninger. Vi sætter stor pris på Købnerkirkens arbejde, men vi ved også, at regnbueflaget støder nogen. Regnbueflagene blev brændt af, og der blev udøvet hærværk på Købnerkirkens menighedstelt. BaptistKirkens ledelse tog allerede under sommerstævnet afstand fra dette. Heldigvis viste det sig at være unge drenge, men det minder os voksne om ikke uforvarende at animere til ekstreme handlinger.

Efterfølgende har vi i ledelsen erkendt, at der skete en del fejl, da vi skulle håndtere den udfordring. Var det formændene, generalsekretærerne, ledelserne, stævneudvalget eller stævnekoordinatoren, der skulle håndtere det? Det var ikke defineret, og det faldt lidt i et ”hul”, hvor håndteringen nogle steder blev skidt. Jeg havde i hvert fald selv en stor fornemmelse af eget svigt, som mest kom af rent faktisk at være i tvivl om, hvor ansvaret hørte hjemme. Det vil vi aldrig stå i igen, og det betyder, at ledelsen i øjeblikket arbejder på en samtale- og samværspolitik, som også vil beskrive ansvaret i tvivlstilfælde. Igen – det gør ikke noget, at vi er uenige, men vi skal tale sammen uden at gribe til yderligheder. Sker der ting, som kræver handling, skal vi vide hvem, der har kompetencen og ansvaret.

Lovsang til Landskonferencens åbningsgudstjeneste (Foto: Henrik Andersen)

Nogen af jer tænker måske, at det blev enden på vores samarbejde med Evangelisk Frikirke Danmark (EFD) om Sommerstævne. Det er ikke korrekt – men ærligt, så var det måske den berømte dråbe. Baptistkirken og EFD havde forinden haft mange drøftelser om tilrettelæggelse og program. De to kirkesamfund var helt enige om, at det, som vi var fælles om om formiddagen skulle være samlende og ikke kontroversielt – hvad det så end betyder. BaptistKirken ville gerne, at der var events om eftermiddagen, som satte fokus på relevante emner af måske en mere samfundsrettet karakter eller spændende nye teologiske retninger og tolkninger. Vi blev aldrig helt enige om det.

Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) havde også udfordringer, da de ugen forinden holder deres teenagelejr Skyway. Der havde derfor gennem et par år været store udfordringer i at stille frivillige til ungdomssporene til Sommerstævnet. I det hele taget havde vi kæmpe udfordringer i forhold til frivillighed på alle hylder samtidig med, at vi kunne se, at deltagerantallet fra BaptistKirken faldt støt og havde gjort det gennem nogle år. Hvorfor kom folk ikke? Det ved vi ikke. Vi kan lave undersøgelser blandt mennesker, som har deltaget, men ikke spørge mennesker, som ikke deltager – selv om det ville være ganske interessant.

BaptistKirken ønskede ikke sommerstævnet stoppet, da det skete. Vi trak os ikke ud af samarbejdet – andre lukkede det. Vi havde ønsket, at de fire organisationer var fortsat og måske sammen havde fundet nye veje – men sådan skulle det ikke være. Vi er i ledelsen meget bevidst om, at der i vores kirkesamfund er mange, som er utrolig kede af, at der ikke længere er Sommerstævne – møde med gode venner, hygge, samtaler og fællesskab. Vi skal selvfølgelig også mødes i vores kirkesamfund nationalt i fremtiden.

Formans og generalsekretær arbejder koncentreret (Foto: Henrik Andersen)

Der er en gammel talemåde, som siger, at når en dør lukker sig, åbnes der andre. Vi vil gerne prøve i de kommende år at åbne nogle nye døre. Vi skal have en læredag sidst i januar om inklusion, som vi har lovet synoden. Vi får besøg af Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken som indledere og håber også, at der kommer gode indlæg fra vores eget kirkesamfund. Det vil I høre mere om senere. Ledelsen tror, at læredage bliver en fast aktivitet i årene fremover, hvor vi taler med hinanden om vitale dele af vores tro.

Vi vil også gerne lave andre mødesteder for os nationalt. Vi har i støbeskeen et forårsmøde med fokus på mission. Det er ikke helt færdigt – eller det var det ikke, da jeg skrev dette, men vi tror det bliver godt. Det vil der også blive sagt mere om senere på Landskonferencen.

Ledelsen vil gerne de kommende år lave andre arrangementer end Sommerstævne. Vi afviser ikke, at det kan komme på tale igen – men når vi gennem flere år har oplevet en faldende deltagelse, så er tiden måske til noget andet. Vi kan ikke gå disse nye veje uden jer. Vi beder jer derfor give gode ideer til, hvad vi kan arrangere og gerne konstruktiv respons på, hvad vi finder på. Som jeg har sagt: Det er vældig svært at tolke i, hvad I ikke deltager i, men meget bedre at høre fra jer med både stort og småt om det vi laver eller det I synes, vi skal lave.

Se jeg gør alting nyt – siger Gud i Johannes Åbenbaring. Vi vil også gerne her i vores tid gå nye veje, men vi gør det ikke uden jer. Menighederne er kirkens grundvold. I er vores faste fundament og ledelsen er jeres tjenere – det kan vi kun være med jeres hjælp. Vi har fået den til fulde i det forløbne år. Vi håber det fortsætter.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Problem eller gave?

Vi kan se spændvidden som et problem eller som en gave.

Hvis vi ønsker en BaptistKirke præget af enighed og fælles værdier, bliver spændvidden i synspunkter et problem. Uenigheden skaber barrierer imellem os, og vi bliver begrænsede i vores mission. Kun mennesker med de samme værdier som os vil føle sig velkomne og accepterede i vores fællesskab.

Hvis vi accepterer, at Helligånden taler til os alle, men mennesker drager forskellige konsekvenser af evangeliet, bliver spændvidden en gave. Vores forskellige teologiske holdninger bevirker, at vi kan nå et bredere udsnit af danskerne med evangeliet.

Selvom der er stor spændvidde i vores teologiske synspunkter, er der vel ikke noget i vejen for, at vi kan være kirke sammen?

Så længe vi har respekt for, at også ’de andre’ er kaldet af Gud.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen:

Allerede 20 minutter før gudstjenestetid var alle pladser besat. Gæster fra nær og fjern hilste på gamle venner. Der bredte sig ikke kun en summen, men et kor af forventningsfulde stemmer. Med ægte nordjysk lune måtte menighedsrådsformand Hans Erik Kanstrup kalde til orden. ”Jamen, hvorfor sætter I jer ikke bare ned?” Tonen var slået an til fest og glæde i perfekte omgivelser.

Mads Lindholm (Foto: Henrik Andersen)

Velkommen

Da menigheden begyndte på ”Den signede dag” ledsaget af Mads Lindholms flotte klaverspil var det lige før taget løftede sig. Det var tydeligt, at det var et øjeblik menigheden havde ventet på.

Bente Højris var for en enkelt dag tilbage i sin gamle menighed. Hun bød velkommen med Jesus’ opfordring og løfte fra begyndelsen af Johannesevangeliet kapitel 15: “Bliv i mig, og jeg bliver i jer.”

Musikken

I Sæby Baptistkirke udgør musikken en del af DNA’et. Sådan har det altid været og historierne om menighedsmedlemmernes engagement i byens musikliv er mange. Derfor var det ikke overraskende, at vi fik lov at lytte til hornmusik fra Niels Østgaard og Jørgen Hyttel, der blev budt velkommen af Hans Erik Kanstrup som ”To af Børges gamle – nå nej, garvede – elever…”. Vi fornemmede alle, at vi blev budt indenfor i et fællesskab, hvor ønsket om at tjene går hånd i hånd med nordjysk lune og humor.

Bente Højris (Foto: Henrik Andersen)

”Vask hinandens fødder!”

Bente Højris indledte prædikenen med et billede på den tid, der var gået forud for kirkebyggeriet:
”Der har været tale om en yderst vanskelig graviditet og en vanskelig fødsel. Men som ved alle fødsler er smerterne glemt, når man står med den lille nyfødte…”

Bente fortalte, at hun havde været forbi fem – seks forskellige bibeltekster til dagens prædiken. Da hun kiggede lidt nøjere på dem, handlede de alle sammen om at tjene. Valget var faldet på beretningen om fodvaskningen i begyndelsen af Johannesevangeliets kapitel 13. En fortælling med stor dybde og mange budskaber:
”Fodvask var helt normalt på den tid,” fortalte Bente, ”men det var aldrig herren i huset, der vaskede gæsternes fødder. Det var slavearbejde.”
Bente fortalte videre, at alle disciplene fik vasket fødder af Jesus. Uanset om det var ”tordensønnerne” Jakob og Johannes, tvivleren Thomas eller forræderen Judas. Jesus gjorde ikke forskel:
”Jesus gerning er en kærlighedsgerning for alle. Derfor skylder vi også at vaske hinandens fødder,” sagde Bente og tilføjede, at der dog findes andre måder at tjene hinanden på end fodvask! Men budskabet var klart:
”I har fået jeres nye kirke for at række ud!”

Bygget på klippegrund

Der er ikke mange klipper i Vendsyssel. En enkelt har fundet vej til den nyanlagte indkørsel. 15 tons tung med inskriptionen ”Sæby Baptistkirke” tager den mod gæsterne. Sæby Baptistkirke har med egne ord et aldersgennemsnit på ”60 plus plus plus.” Men ungdommen har også plads! Den flotte inskription på stenen er udført af Danmarks yngste stenhugger, Alma Løndal Njah fra Sæby.

Budskabet om at række ud, blev fulgt af en opfordring fra Bente:
”I må aldrig blive en hyggeklub. I skal være en menighed, der lever. Ikke en menighed, der kun eksisterer. Lad altid Gud have førstepladsen blandt jer. At elske Gud betyder ikke, at vi skal lukke os inde i kirken – tværtimod skal vi gå ud i verden.”

Prædikenen sluttede med et ønske for menigheden:

”Mit ønske for jer er, at I – i alt hvad I gør – har prioriteterne i orden. At I elsker Gud af hele jeres hjerte, hele jeres sjæl og af hele jeres sind og af al jeres styrke. At I tjener efter Jesus’ forbillede: Så skal I leve. Og så siger Herren: ’Jeg vil være med jer alle dage…’”.

En stærk prædiken med et tydeligt budskab om, at kirken skal bygges på klippegrund og bygges af ”levende stene”.

En fyldt kirke! (Foto: Henrik Andersen

Søster Ruth Marlene Fox’s velsignelse

Efter prædikenen og endnu mere musik fra blæserduoen bad Bente Søster Ruth Marlene Fox ”utraditionelle velsignelse”:

Må Gud velsigne dig med ubehag over lette svar, halve sandheder og overfladiske relationer, så du kan leve dybt i dit hjerte.

Må Gud velsigne dig med vrede over uretfærdighed, undertrykkelse og udnyttelse af mennesker, så du må arbejde for retfærdighed, frihed og fred.

Må Gud velsigne dig med tårer for dem, der lider under smerte, afvisning, sult og krig, så du kan række dine hænder ud med trøst til dem og vende deres smerte til glæde.

Må Gud velsigne dig med nok tåbelighed til at tro, at du kan gøre en forskel i denne verden, så du kan gøre det, som andre påstår, ikke kan lade sig gøre.

Amen.

“Hapser” til gæsterne (Foto: Henrik Andersen)

Festlig servering

Efter gudstjenesten var der reception med ”hapser” til alle deltagerne. I den temmelig fyldte kirke tog kokken ordet og dirigerede mængden frem i midten af kirken mod buffeten og retur ude ved siderne. Det gik over al forventning. Det var jo også nemt, for alle fulgte blot kokkens vejledning:
”Hapser betyder jo, at I tager med fingrene og spiser med fingrene.”

Ude i køkkenet

“Køkkenpigerne” Dorte Ulrik (tv) og Kirsten Nielsen (th) med Anitta Johansen i midten (Foto: Henrik Andersen)

– har Dorte Ulrik og Kirsten Nielsen travlt med at betjene den nye opvaskemaskine. På spørgsmålet om de også er blandt de hårdtarbejdende menighedsmedlemmer griner de begge. Dorte forklarer, at hun hører til i folkekirken og Kirsten uddyber: ”Vi er kommet i Baptistkirken siden vi var unge – nede i Vestergade. Vi har altid følt os godt tilpas og bliver altid godt modtaget, så når nu der er brug for en hånd, så vil vi gerne hjælpe til…” En insisterende bippen fra opvaskemaskinen signalerer, at interviewet er slut. Arbejdet kalder på Dorte og Kirsten.

Reception

Da hapserne var gledet ned, var der plads til hilsner. Karin Færløv holdt styr på talerne.

Sognepræst Kjeld Skovgaard (Foto: Henrik Andersen)

Sognepræst Kjeld Skovgaard brugte et billede af en søskendeflok i sin hilsen: Alle er unikke, men dog søskende på trods af forskelle. Sådan er det også i Guds rige: Vi er hinandens brødre og søstre og forskellene handler mest om nuancer.

”I BaptistKirken har vi ikke har en biskop,” fortalte Karin, ”men vi har en Bodil!” Så var BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller introduceret. Bodil kvitterede med en hilsen, hvor hun lagde vægt på menighedens kald, for ”I ved godt, hvor I er kaldet til at gå.” Bodil sluttede sin hilsen med andet vers fra Janne Marks salme ”Et hus at komme til”:

BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller (Foto: Henrik Andersen)

Et hus at komme til,
velkommen her du være vil.
Et hus, hvor kærlighedens bud
folder sig ud,
hvor mismod mødes af
Guds løfte om at bære dig hver dag.

Hilsner fulgte fra nabomenighederne inden Doris Trudslev rundede dagen af.

”Hva’ er det for noget?”

Doris Trudslev sluttede en festlig dag af med at fortælle om ”Mor Eva”, der helt sikkert ville have spurgt: ”Hva’ er det for noget? Hva’ er det I har gang i?” (selvfølgelig på vendelbomål).

Doris Trudslev sagde tak for i dag og velkommen tilbage (Foto: Henrik Andersen)

”Vi har gang i en ny kirke, selv om de fleste af os er ’60 plus plus plus’. Vi holder sammen og vi samler på gråt guld,” svarede Doris.

”Brug om nødvendigt ord, ” fortsatte Doris, ”Vi bruger om nødvendigt ord – når vi prædiker. Men mange af os er bedst til blot at være. Man kan vaske hinandens fødder på mange måder.”

Doris sluttede dagen med ordene:
”Vi har haft hjertebanken inden I kom i dag. Men vi er stolte af vores nye kirke. Der er 100 stole og I er meget velkomne igen…. Bare I ikke kommer alle sammen på en gang!”

Fakta om byggeriet

402 m2 opført i grå mursten med sort tegltag. Et metalinddækket vindfang med garderobe og toiletter giver den moderne bygning et unikt udtryk og fungerer som blikfang ud mod Sæbygårdvej. Indenfor er der et stort rum på 185 m2, der kan deles af en foldevæg, så man adskiller kirkesal og caféområde. Bygningen indeholder også et 25 m2 stort industrikøkken og tre mindre rum på hver cirka 15 m2.

Læs mere på

Kanal Frederikshavn: “Over 200 gæster til indvielsesgudstjeneste i Sæby Baptistkirke”
TV2 Nord: “Mystisk person donerede 11 millioner til unikt byggeri: Om få dage slår de dørene op”
Sæby Baptistkirke på Facebook (se video og billeder fra indvielsen her)
Artikel på Baptist.dk om byggeriet: “Ny kirke i Sæby: Et kirkeligt, kulturelt og åndeligt frirum for seniorer”

Relateret

• 19. feb. 2026 - Normer
• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 05. dec. 2025 - Julemarked i Brande: Nyt initiativ fyldte kirken
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 05. nov. 2025 - Emil Lauge Ibsen

Find flere

Krigen i Ukraine er en frygtelig lidelse for de mennesker, som lever med den. Vi tænker og beder alle for, at den snart får en retfærdig afslutning, så det ukrainske folk igen kan leve i fred og frihed. Konflikten har været årsag til en stærk militærisk oprustning i både Danmark og andre europæiske lande. Det er sikkert en klog beslutning, men det er også destruktivt og deprimerende, fordi penge brugt på krig altid vidner om menneskeligt svigt.

Krigen i Mellemøsten er forfærdelig. Selvfølgelig særligt for de mennesker, som lever i den. Den har givet store tab og ødelæggelser på alle sider. Den har også givet en stærk polarisering i vores samfund. Det er svært at tale om krigen uden først at tilkendegive, hvem man holder med, og det er ganske svært at holde med begge parter eller måske mere korrekt – ikke at holde med nogen af dem. Denne polarisering har endda splittet familier, vennekredse og hele samfundet. Derfor er der mange mennesker, som har en stor angst for udviklingen og fremtiden, som de ikke kan tale med nogen om.  Som kirke er det vores opgave at skabe plads til samtale og fremme forsoning i en splittet tid.

Når der er nogle store brændpunkter i verden, som vi oplever truende også for os selv, så har vores medier en tendens til kun at fokusere på disse steder og konflikter. Det gør, at vi kan glemme, at der også er andre steder i verden, som har brug for vores forbøn og hjælp. BaptistKirken skal særligt være opmærksomme på den store nød, som findes i Myanmar, hvor der er borgerkrig. Mange mennesker lever i lejre i Indien, og inde i Myanmar – særlig i Chin-staten – er det svært både at leve og få mad og medicin. Selv om vi i øjeblikket ikke hører så meget om det, så lad os huske det både i vores forbøn og når vi overvejer vores bidrag til hjælpeprogrammer – både hos den enkelte og i menighederne.

Selv i Danmark er der mennesker, som mangler tryghed, nærhed og hjertevarme. Vi skal som menigheder overveje, hvordan vi åbner vores døre for mennesker, som har brug for det fællesskab, som vi kan give med højt til loftet og vidt til væggene, hvor alle uanset udfordringer kan finde plads i Guds lys og kærlighed.

Englen sagde julenat: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.

Jesus’ komme til jord og Guds lys og kærlighed er for alle. Alle jorden rundt og alle her hos os lokalt.

Kirken spiller en stor rolle i en mørk verden eller kan i hvert fald gøre det, hvis vi vil. Vi er helt klar over, at i Danmark og den vestlige verden svinder kirkens indflydelse ind, men denne tendens forstærkes kun, hvis vi forholder os passive.

BaptistKirkens ledelse juli 2024. Fra venstre: Pia Duebjerg Andersen, Lasse Åbom, Tine Kragh, Christian Bylund, nuv. generalsekretær Bodil Højbak Møller, tidl. generalsekretær Torben Andersen og Vibeke Dalsgaard. Moses Peng mangler på billedet.

Kirken skal være en aktiv medspiller i det samfund, som omgiver os. Kirken skal være en aktiv modspiller, når vi oplever, at det verdslige samfund træffer dårlige beslutninger, især hvis det rammer de svageste i vores samfund.

BaptistKirken har en særlig rolle i både forkyndelsen af Jesus’ ord om frelse, men også i den samfundsdebat, som desværre i disse år drejer sig meget om perfekthed, succes og ”jeg er min egen lykkes smed”.  Med vores særlige kongregationalistiske opbygning har vi ved Helligånden besluttet, at alle betyder noget og alle har lige indflydelse. Vi taler med hinanden om både tro og liv og alle har ret til både at ytre sig og blive hørt. Vi har også mennesker i vores kirke med en særlig indsigt både teologisk og inden for andre områder. Dem lytter vi til med stor glæde, men i sidste ende er det enhver troendes både ret og pligt under Helligåndens vejledning at tage stilling til spørgsmål i både verden og kirke. Det er både en udfordring og en stor gave, som vi kan give videre.

Denne gave kan vi kun brede ud til vores medmennesker sammen. BaptistKirkens medlemmer og menigheder har mange udtryksformer og mange holdninger til både tro og verdens spørgsmål. Sådan har det altid været og vil forhåbentlig fortsætte. Vi har aldrig været og skal aldrig være ens, men skal leve i enhed og i et respektfuldt samarbejde med hinanden. Når vi gør det, kan vi være Kristi lys i verden for hele folket.

Vi går nu ind i et spændende år. BaptistKirken skal finde nye spor at gå. Det skal vi gøre ved at tale sammen, bede sammen og derigennem finde vores vej. Vi håber, at alle menigheder vil bruge tid på forberedelse både til lederdage og til synode. Samtalerne kan holdes i grupper, i menighedsrådene og i menighederne, men det er vigtigt, at de holdes. Vi har som ledelse ikke noget problem i hverken uenighed eller i det, at vi ikke er ens. Vi frygter derimod, hvad der sker, hvis menighederne mister deres engagement. Vi håber alle menigheder vil engagere sig i ”spor at gå” og spørgsmålene til lederdagene.

Vi håber derfor også, at I vil møde op til årets møder nysgerrige, åbne og velforberedte.

Vi kan kun være en aktiv, udadvendt og missionerende kirke sammen – og sammen betyder, at vi både taler sammen og arbejder sammen.

Husk at englen sagde: Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Glæden er for alle. Det er os, som skal bringe den videre.

Vi ønsker alle menigheder og samarbejdspartnere et godt og velsignet nytår. Et nyt år med de udfordringer, som følger med at være kirke i den tid, som Gud har sat os i.

Vi skal gennem disse udfordringer altid huske, at Jesus sagde: jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Kærlig hilsen
Baptistkirkens ledelse

Vibeke Dalsgaard                Christian Peter Heldgaard Bylund
Formand                              Næstformand

Bodil Højbak Møller
Generalsekretær

Pia Duebjerg Andersen       Tine Kragh

Moses Lal Bawi Peng          Lasse Åbom

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde

Find flere

Lyt til artiklen:

Hjemmekirken

• mødes i Susanne og Cyril Wiik Kalvågs hjem i Nøddebo, Nordsjælland
• hun har en baggrund i Adventistkirken
• en evangelikal, karismatisk kirke
• 20 deltagere
• mødes fire gange om måneden, to lørdage til gudstjeneste og to onsdage til bibelstudie

Susanne og Cyril har haft hjemmekirke i deres hjem de seneste 20 år. De var oprindelig med til at skabe Café-kirken i København, en ung nybygger adventistkirke. Susannes første kirkeplantning lejede sig ind i Lyngby Baptistkirke. Det passede fint, for adventisterne har gudstjeneste om lørdagen. ”Det er jo den dag, Jesus som jøde fejrede sabbat”, forklarer hun.

På et tidspunkt blev det til en kirke i deres hjem – dengang et almindeligt parcelhus, nu er huset større. Oprindelig var de otte – nu svinger deltagerantallet mellem 12 og 24. Konceptet er, at man mødes to lørdage om måneden kl. 11. Alle tager noget med til brunch-bordet. Når de har spist, synger de lovsange i ca. 20 minutter. Et oplæg fra en af deltagerne indleder en samtale, og så slutter de med at bede sammen.

Hun opfordrer alle til at komme med et oplæg: ”Typisk tager vi et emne fra Bibelen og taler om, hvad vores erfaringer er omkring det. For det meste er det mig, vores søn Philip (36), eller min mor, der har holdt oplæg,” fortæller Susanne. Hun henviser til 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26, hvor der står: ”Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet.”

”Det var ikke sundt”

Susanne er en driftig kvinde. Hun er privatpraktiserende psykoterapeut, har tre gospelkor og leder hjemmekirken i deres hjem. Men selv hun har en grænse, og den nåede hun i foråret 2023: ”Jeg tog for meget på mig. Det er typisk, at jeg tager ’faklen’ og gør det meste selv. Struktur er ikke mit stærke kort. Det er faktisk imponerende, at det gik i 20 år. Men så gik jeg ind i en væg. Folk havde vænnet sig til at komme, og så var alt parat. De har været gavmilde i tjenester og tid, så det var mit ansvar, at jeg ikke var mere uddelegerende. Det var ikke sundt for mig eller kirken, at jeg både ledte mødet og ledte lovsangen.”

”Nu har Philip overtaget ledelsen af kirken. Han har været med altid og er også mere struktureret end mig”, forklarer hun. ”Nu er der grupper, der hver har ansvar for et område, bl.a. et team, der har ansvaret for den åndelige ledelse af hjemmekirken.”

Mennesker kommer til tro

Det sunde i vores kirke er, at mennesker kommer til tro.

”Det sunde i vores kirke er, at mennesker kommer til tro. Vi oplever, at Gud er nær”, fortsætter Susanne og forklarer sit syn på en sund kirke: ”Det er, at man beder, beder og beder, lovsynger i bøn og er autentiske og ærlige. Vi skal være personlige og dele vores liv. Budskabet skal være helt nede på jorden, så alle kan forstå det. Så kendetegnene er stærk bøn og lovsang. I en sund kirke kender man Helligånden og inviterer Helligånden ind: Det er det, der giver frugten.”

Sårbarhed

I en sådan kirke er der plads til sårbarhed. Susanne fortæller, at der ofte er nogle, der græder – og det er ikke de samme hver gang: ”Der kom en ung pige, og hun syntes, det var pinligt at græde. Så sagde en anden til hende: ’Bare rolig, jeg græd i et helt år’.”

I en sådan kirke er der plads til sårbarhed.

Lige nu er halvdelen af deltagerne ikke kirkevante. Susanne inviterer i sine kor, mennesker hun møder, og andre inviterer fra deres arbejdsplads. Alle mulige relationer. ”Vi vokser ikke i antal, fordi vi har en lille lokation. Det er begrænset, hvor mange vi kan være. Derfor er vi også i gang med at netværke – dels med min søster Bettina Anker Wiik, som er præst, og dels med Cafékirken, der er i gang igen. Så vil vi samles én gang om måneden i en større sammenhæng. Det er vigtigt, at hjemmekirken ikke bliver en iltfattig dam”, slutter hun.

Læs også ‘Opbrud til sundt menighedsliv førte til martyriet …’

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Citykirken i Aarhus:

• et selvstændigt trossamfund
• 530 medlemmer + børn og unge
• fem præster
• 3-400 til gudstjeneste

Jürgen Galonska er ledende præst i en af Danmarks største frikirker, Citykirken i Aarhus. Selv beskriver han en sund kirke således: ”Den er som en menneskekrop. Kroppe ser meget forskellige ud, men spiser du ordentligt, sover godt, får motion, så kan din krop udfylde sit formål. Det samme med kirken. Så kan kirken følge sit kald på alle områder. ”

Siden fusionen mellem to apostolske og en pinsekirke i 2010 har de samme tre præster været ansat, og to er kommet til siden. ”Vi supplerer hinanden godt”, siger Jürgen og fortæller: ”Vores mission knytter sig til Fadervor: ’Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i himlen’. Vi havde også en målsætning, men det stressede os. I stedet fandt vi hen ad vejen 12 værdier. De beskriver, hvordan vi er og gerne vil være. Ligesom i en familie forandrer vi os, når der kommer nye medlemmer.”

Kirken startede med 300 medlemmer. Nu går der i nogle uger op til 1000 mennesker igennem kirken.

Citykirkens værdier:

Vi ønsker at være

• for Jesus fordi vi tror på ham!
• for respekt fordi alle fortjener det!
• for potentiale fordi du kan!
• for forskellighed fordi vi ikke er ens!
• for hverdagen fordi livet har flest af dem!
• for generøsitet fordi vi ligner Gud mest, når vi giver!
• for kvalitet fordi vi er skabt til det!
• for enhed fordi der kun er én kirke!
• for verden fordi vi elsker verden!
• for fremtiden fordi den er lys!
• for livet fordi vi tror på et liv før døden!
• for autenticitet fordi sandheden sætter fri!

Go-More

De huser Østjyllands største gospelkor, Go-More, med 250 medlemmer – ét af dem genkendte Jürgen på en Go-More tur til København. ”Hun startede med ’Hej præst…’ og talte hele vejen til København om sin kirke og sit gospelkor. Hun er ikke medlem. Jeg havde ikke mødt hende før. Men Citykirken var hendes kirke.

Sundhed er mere end kultur. Du skal føle dig hjemme. Vi ønsker at gennemsyre vores by med kristne. Vi opfordrer alle til at leve deres liv med Gud i hverdagen. Sygeplejersken, chefen og dagplejeren er lige så meget i tjeneste som dem, der synger lovsang fra scenen. Vi vil væk fra scene-halløjsaen.” De har adskilt dåb og medlemskab, så man bliver optaget på bekendelse af tro på Jesus, men prædiker og praktiserer kun troendes dåb.

Tættere på hinanden

Hvert år har de et tema. I 2024 er det ”Tættere på hinanden, Gud og verden”. ”Vi har helt klart potentiale for udvikling omkring medvandring og discipelskab. Alle gudstjenester og alt, vi har gang i, skal gennemsyres af temaet. Kirkens grupper, der mødes en gang om ugen eller hver 14. dag, får fx tilsendt refleksioner.

Vi vil gerne undgå, at folk bliver overfyldt med kirkelige aktiviteter. Der skal være tid til andet end kirke.

Derfor respekterer vi et nej. Folk skal ikke blive stressede af kirke.” Det har de erfaringer med. Derfor holder de fx kun så meget børnekirke, som de har medarbejdere til. ”Nu har vi flere sunde og rimeligt tilfredse medarbejdere”, konstaterer præsten.

De unge flytter

Menighedens udvikling, den åndelige og daglige ledelse styres af præster og lederteam, i alt ni personer. Fire gange om året er der generalforsamling. Kirken har en udfordring, som gælder mange storbyer. Mange studerende bliver en del af kirken, men når de skal etablere sig, flytter de, fordi de ikke har råd til at bo i Aarhus.

Jürgen slutter: ”Vi velsigner kirkerne i Aarhus og omegn med gode medarbejdere. Vi siger til dem: ’Find et godt fællesskab og sørg for at jeres børn får en god kirke dér’.” Citykirken prøver at være en alle-generationskirke med alle racer og køn. ”Det er Jesus, der binder os sammen.”

Læs også ‘Bøn, bøn, bøn og lovsang’.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser i bl.a. Ny Testamente og græsk på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Paulus ønskede, at de menigheder, han havde grundlagt, skulle være sunde og være gode vidnesbyrd om Kristus. Det var de ikke altid, og derfor skriver han til dem.

Problemer var der nok af

I menigheden i Korinth fx var der meget, der ikke var sundt. Der var kliker i menigheden,[i] og hverken nadverfejring[ii] eller gudstjenestefejring var noget godt forbillede. Det var noget roderi, som udenforstående ikke kunne få noget ud af.[iii] Tilsyneladende var der nogle af mændene, der besøgte prostituerede,[iv] og der forekom sågar incestuøse forhold i menigheden.[v] Og listen er længere. Vi har to breve fra Paulus´ hånd til menigheden i Korinth, men vi kan læse os frem til, at der har været flere breve. De er gået tabt, men de vidner om en alvorlig indsats fra Paulus´ side for at vejlede og nogle gange irettesætte menigheden.

Paulus’ vejledning

Hvis vi læser på tværs af brevene, får vi et klart indtryk af de afgørende punkter i Paulus´ formaninger.

En del af en helhed

Et af de vigtigste billeder, Paulus benytter sig af, er billedet af menigheden som en krop med mange lemmer. Netop til menigheden i Korinth med alle dens interne stridigheder, udfolder han det mest udførligt.[vi] Billedet af legemet og lemmerne bruger Paulus til at minde menigheden om, at de til trods for deres forskelle og variation af talenter, gaver og funktioner, først og fremmest er ét. Enheden betyder meget præcist, at de skal respektere hinanden og drage omsorg for hinanden. Han slår et særligt slag for, at dem, der – efter menneskelig målestok – er de mindst vigtige i fællesskabet, skal vises den største respekt. I baggrunden klinger Jesus´ undervisning om, at Guds rige hører de mindste til.[vii] Sammenvævningen af mange i én menighed – jøder og grækere, slave eller frie, mænd eller kvinder[viii] – betyder, at man tager del i hinandens glæder og sorger.[ix]

Én og samme Herre

En afgørende del af billedet er, at legemet har et hoved – Kristus. Man kan ikke læse Paulus´ breve og udsondre en særlig lære om lederskab. Ikke andet – men heller ikke mindre – end dette: Kristus er legemets hoved! Det betyder, at alle lemmer på legemet uanset funktion – synlig eller mindre synlig – skal ligne Kristus. Især i Andet Korintherbrev bliver det tydeligt, at Paulus´ vejledning af menigheden ikke er gået helt efter planen, for menigheden fortsætter med at være optaget af bestemte lederskikkelser fremfor at tjene Kristus. Ledere er tjenere, ikke herrer.[x]

Selvhengivelse

Billedet af legemet rummer altså den forståelse, at man er givet til hinanden. Vi er ikke bare lemmer på Kristus, men på hinanden – ja legemet, menigheden, er Kristus´ legeme. Det understreger Paulus yderligere i Romerbrevet og Filipperbrevet, hvor han taler om at bringe et offer. Til menigheden i Rom skriver han, at de skal bringe deres legemer som et helligt offer, der er Gud til behag.[xi] I deres tjeneste skal de give sig selv til hinanden og til Gud. Overfor korintherne bruger Paulus samme billede af selvhengivelse, når han fremhæver de kristne i Makedonien, fordi ”de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os.”[xii] Vi må konkludere, at han anser det at hengive sig til Herren og til sine trosfæller for at være den sunde model.

Når Paulus taler om den selvopofrende tjeneste, klinger Jesus´ ord og eksempel med. Det refererer han specifikt til i brevet til menigheden i Filippi, hvor han siger, at de skal se på Jesus og gøre som ham. Han gav sig selv hen. Han var netop en tjener, og i menigheden skal Kristus´ eksempel følges.[xiii] Det er en særlig glæde for Paulus, når de gør sådan.[xiv]

Ikke én model for menigheden

Som nævnt kan man ikke ud fra Paulus´ breve sammenstille ét billede af, hvordan en (sund) menighed er struktureret, eller hvordan den ledes. Der er forskellige bud i alle brevene, men de udgør ikke til sammen et bestemt system. Hvorfor mon ikke? Paulus synes at acceptere, at menigheder har forskelle i deres struktur og organisation. En af teorierne er, at Paulus i de tidlige breve (fx Thessaloniker- og Korintherbrevene) stadig har forventningen, at Jesus meget snart kommer til syne, og så vil hele verden forandres. Derfor går han ikke meget op i organisation og struktur. Det kan godt være, det er sandt. I de sene breve i samlingen af paulinske breve (fx Timoteusbrevene) ser vi tydelige spor af begyndende klarere strukturer og embeder.[xv]

I et af de seneste udsagn i Paulus´ breve vender han tilbage til sin vigtigste pointe hele vejen igennem: Kristus! Han skriver, at hvis man vil færdes i Guds hus, den levende Guds kirke, er der en ”sandhedens søjle og grundvold” – hvorpå der følger en lovprisning af Kristus![xvi] For Paulus er en sund menighed en menighed, der i et og alt ser hen til Kristus som sit forbillede – og ser ham i et selvhengivende liv.

Læs også ‘Rejseberetning fra to uger med post-evangelikale kristne i USA’.

[i] 1. Korintherbrev kap. 1, vers 10-17

[ii] 1. Korintherbrev kap. 11, vers 17-26

[iii] 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26-33

[iv] 1. Korintherbrev kap. 6, vers 12-20

[v] 1. Korintherbrev kap. 5, vers 1-5

[vi] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12-31, men se også Romerbrevet kap. 12, vers 4-6 og Efeserbrevet kap. 4, vers 11-16

[vii] Se fx Matthæusevangeliet kap. 18, vers 1-5

[viii] Galaterbrevet kap. 3, vers 28

[ix] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 26

[x] Læs 2. Korintherbrev

[xi] Romerbrevet kap. 12, vers 1-2

[xii] 2. Korintherbrev kap. 8, vers 5

[xiii] Filipperbrevet kap. 2, vers 5-7

[xiv] Filipperbrevet kap. 2, vers 1-2

[xv] Se fx 1. Timotheusbrev kap. 3

[xvi] 1. Timotheusbrev kap. 3, vers 15-16

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Vestermarkskirken i Grindsted:

Del af Evangelisk Frikirke Danmark
240 medlemmer
Fire ansatte på deltid
Præst Charley Stephansen på fuld tid

”En sund kirke ser forvandlede liv. Mennesker kommer til tro i vores kirke, og de oplever, at deres liv forandrer sig.” Det glæder Henrik Dam, menighedsrådsformand i Vestermarkskirken i Grindsted, at fortælle det. Menigheden vokser. Det seneste halve år er der kommet 15-20 nye mennesker til. Et velkomstteam bygger relation til de nye og spørger, hvad de kan gøre for, at de bliver en del af kirken.

Menigheden vokser. Det seneste halve år er der kommet 15-20 nye mennesker til.

Charley Stephansen, der har været præst i kirken i 13 år, supplerer: ”Vi er blevet meget bedre til at tage imod og integrere nye i vores kirke.” Således lavede de en ny smågruppe på det helt rigtige tidspunkt. De bruger et ’Lectio Divina’-koncept: Læser en bibeltekst i flere oversættelser, og alle fortæller, hvad de fik ud af det. Midtvejs er der kaffepause, og de beder for hinanden til slut.

Bibelen i fokus

”Bibelen er kommet mere i fokus”, siger Henrik Dam videre. ”Vi kan ikke gå ud fra, at alle kender Bibelen.” De oplever i højere grad Guds nærvær i gudstjenesterne. ”Vi kan bede om mirakler, og Gud handler.” Man kan høre begejstringen på hans stemme.

Gudstjenesten har været på slankekur.

Gudstjenesten har været på slankekur. ”Der var alt for mange ting, der skulle siges i gudstjenesten,” pointerer Charley Stephansen. Henrik Dam tilføjer: ”Det var gode ting”. Men de er enige om, at slankekuren hjalp. Nu er der mere fokus.

Parat til vækst

”Menigheden har været parat til vækst. Vi bliver begejstrede, når der kommer nye, og vi ser dem vokse. Det rykker virkelig”, forklarer Charley Stephansen. Vestermarkskirken har været igennem Vital-processen og er derfor bevidst om de ti kendetegn på en sund, missional kirke. Menighedens tema sidste år var ’Gud i hverdagen’.

”Vi vil gribe det nye ’Lad os tale om tro’. Det er en kæmpe hjælp til os. Det er fint, at Charley prædiker. Vi har gode gudstjenester, men det skal jo leves i hverdagen,” som Henrik Dam siger, og så glæder det ham, at ”dét, vi fokuserer på, er dér, Gud arbejder”.

Vi skal opleve, at vi er forankrede i Gud.

Fokus for det indeværende år er ’Forankret’. ”Det handler om Guds ord og Guds kraft. Vi skal opleve, at vi er forankrede i Gud”, fortæller Henrik Dam og beretter, hvordan menighedsrådet og de ansatte havde en ”fed aften”, da det nye årstema stod klart for alle.

Op, ind, ud

10 kendetegn på en sund menighed:

Bibelen er central
Livsforandrende vandring med Jesus
Troen på Kristus deles med andre
Diakoni i lokalsamfundet
Internationalt missionsengagement
Imødekommende fællesskab
Inderlig tilbedelse
Opofrende og generøs livsstil og tjeneste
Åndeligt lederskab
Frugtbar organisation

Lige nu arbejder de også med en ny ledelsesstruktur. Charley Stephansen forklarer: ”Da vi var en mindre menighed, kendte alle hinanden, og alle kunne involveres. Når menigheden vokser, skal der uddelegeres mere. Den overgang er ikke altid nem. De ting, vi arbejder med nu, er nødvendige. Ellers ville det være en stopklods.”
Henrik Dam supplerer: ”Det står i vores vedtægter, at menighedsrådet er åndelig ledelse. Men er vi det?”

Når menigheden vokser, skal der uddelegeres mere. Den overgang er ikke altid nem.

Nu er der ryddet en time til menighedsrådsmøderne, hvor rådet er ’i helikopteren’. Det handler om menighedens DNA, som de kalder ’op-ind-ud’. ’Op’ er relationen til Gud, ’ind’ er menighedens interne liv og ’ud’ er relationen til det omgivende samfund.” Det praktiske kan fylde rigtig meget. Det åndelige skal have plads,” præciserer han. Derfor prøver de at skabe et nyt mellemled, der skal sørge for, at det praktiske fungerer.

Skal de to nøglepersoner nævne noget, menigheden kan blive bedre til, er det omsorgsfulde relationer.

”I enhver familie er der dysfunktion. Men vi kan godt være os selv bekendt, sagt på jysk”, konkluderer Charley Stephansen.

Læs også ‘En sund kirke er som en menneskekrop’.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere