Lyt til artiklen:

På Sommerstævnet i 2024 kom Marianne Christophersen til udvalget, der arbejder med at indsamle materiale til 100-års jubilæet for BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda. Hun havde et lydbånd til en spolebåndoptager, men intet kendskab til indholdet på båndet, der lå i en fin, men temmelig gammel, papæske. Udenpå sad en seddel med teksten ”Johanne og N.P. Andersen”. Udvalget sagde ”Tak, det kigger vi på…” og båndet endte på en hylde, sammen med andre ting, som ”vi kigger på.” Et års tid senere spurgte Marianne, om vi havde lyttet til båndet. Det havde vi ikke. Men nu skulle der ske noget!

En kæmpe overraskelse

Stor var overraskelsen, da det viste sig at båndet indeholdt et foredrag, hvor BaptistKirkens første missionærpar i Afrika, Johanne og N.P. Andersen, fortæller om deres udsendelse til Urundi (i dag Burundi) i 1928 og de første år på missionsmarken.

Du kan lytte med

Optagelsen fortjener at blive delt med alle, der interesserer sig for BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi. Derfor kan du lytte med her på siden: Klik blot på linket nedenfor og glæd dig til 37 minutters engageret beretning om begyndelsen på BaptistKirkens arbejde i Afrika – for næsten 100 år siden.

Af N.P. Andersens foredrag fremgår det, at foredraget bliver holdt 35 år efter rejsen til Urundi. Derfor må optagelsen være fra cirka 1963. Det fremgår ikke hvor foredraget bliver holdt. Udvalget har selv nogle bud, men du er meget velkommen til at give dit bud. Skriv i kommentarsporet eller send en mail til webredaktion@baptist.dk

Lyt til Johanne og N.P. Andersen:

Det første telt i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Den lange rejse

Optagelsen begynder med, at Johanne skildrer den lange og krævende rejse til Østafrika: Forberedelserne i Bruxelles, bådrejsen fra Genova til Dar es-Salaam, videre med tog til Kigoma på Tanganyikasøens østlige side og endelig nordpå med båd til Osumbura (Bujumbura). Herfra går turen til fods med en stor karavane af bærere ind i landet gennem bjergterræn og tæt befolkede landskaber med bananplantager.

Byggeri i Musema

Efter at have inspiceret gamle tyske missionsstationer og mulige områder for et dansk arbejde, finder ægteparret et egnet sted i Musema, hvor de sammen med lokale hjælpere rydder den overgroede høj. Det er begyndelsen til byggeri af hus, køkken, klinik og senere skole og kirke: Det hele med håndkraft og med materialer som soltørrede mursten, græs til tagene og hvad der kunne anvendes fra tidligere bygninger i området.

Arbejdet begynder

Johanne fortæller levende om de første møder med lokalbefolkningen, især de mange syge, der opsøger dem. Hun beskriver tropiske sår, underernærede børn og den første lille dreng, hun hjælper tilbage til livet – en dreng, der som voksen vender tilbage og minder hende om hendes omsorg. Skolearbejdet begynder småt, men vokser hurtigt, og især kvinderne viser stor interesse for undervisning.

Johanne Andersen med skoleklasse i Musema (Fotorettigheder: BaptistKirken)

Vækst trods udfordringer

N.P. Andersen overtager fortællingen og giver indblik i sprogarbejdet og begyndelsen på det egentlige missionsarbejde. Han har fundet ud af, at de fire evangelier findes oversat til kinyarwanda (sproget i Rwanda, der ligner kirundi, sproget i Burundi) og får skaffet 50 eksemplarer fra et engelsk missionsselskab. Evangelierne er med fra rejsens begyndelse.

Senere modtager de en uvurderlig grammatik og ordbog fra en katolsk præst. Det bliver fundamentet for de første prædikener, bibelundervisning og forberedelsen af de mange unge, der strømmer til.

Han fortæller om fejl, misforståelser og sproglige komiske episoder – men også om de stærke åndelige oplevelser: de første fælles fadervor-bønner, de spirende bibelklasser og den voksende længsel hos unge mænd og kvinder efter dåb og tro.

Det andet hus i Musema – cirka 1930 (Fotorettigheder: BaptistKirken))

Den første dåb

Højdepunktet i fortællingen er den første dåb i Musema den 1. januar 1931, hvor 34 unge bliver døbt. Få dage senere, den 4. januar, bliver den første baptistmenighed i Urundi stiftet. I dag – siger N.P. Andersen i foredraget – står menigheden stadig stærkt, og nye menigheder er vokset frem.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Lyt til artiklen:

Kært barn har mange navne, og i dette tilfælde afspejler de tre betegnelser ganske godt den udvikling, som arrangementet har gennemgået i sin 57-årige historie.

Det begyndte på en græsmark

Danske Kirkedage startede i 1968 og var i mange år et økumenisk møde mellem “de helliges samfund”. Det skal ikke opfattes negativt. Eventet var en stor økumenisk bibelcamp, som foregik i en uge i sommerferien. De fleste boede i campingvogne og telte på en stor græsmark, hvor vi levede sammen og spiste sammen. Børnene var i børnepasning, mens de voksne gik til foredrag, og fra 13-årsalderen kunne de unge bo i ungdomscamp sammen med jævnaldrende fra mange forskellige kirkesamfund. Eventet var ofte placeret ret tæt på en stor hal, hvor alle mødtes om formiddagen til fælles foredrag og så var der ellers ”frit slav” til events om eftermiddagen og aftenen. Vores familie deltog i 1986, 1989 og 1992, og det var en oplevelse, som satte dybe og gode spor i vores tro og arbejde i mange år.

Den store scene på torvet i centrum af Silkeborg (Foto: Vibeke Dalsgaard)

Det missionale manglede

Det var til gengæld ikke et arrangement, som havde et tydeligt missionalt sigte. Deltagerne var i forvejen kirkeligt engagerede. Derfor blev det i 2016 besluttet at sprænge konceptet og “bringe det ud i gaderne”. I den forbindelse skiftede man navn fra Danske Kirkedage til Himmelske Dage. Det var måske ikke så klogt, men trods alt et godt forsøg på at give arrangementet et mere åbent udtryk og forsøge at inddrage mennesker fra lokalområdet og byen, hvor Himmelske Dage fandt sted.

”Himmelske Dage” – Er der udsalg?

Når jeg nævner, at navnet Himmelske Dage måske ikke var løsningen, så er det fordi jeg flere gange har oplevet, at mennesker under Himmelske Dage har troet, at det handlede om en særlig udsalgs-periode i forretningerne! Udtrykket har nok ikke været præcist nok. Derfor oplever jeg, at skiftet til Kirkernes Folkemøde kun kan gå for langsomt. Tak til dem, der så den mulighed.

Himmelske Dage blev i 2016 mere fragmenteret, med arrangementer spredt ud over byen. Jeg ved ikke, hvor mange der fandt vej fra lokalområdet, men jeg oplevede en stor længsel efter også at have fælles arrangementer, hvor kirkefolket mødtes økumenisk.

Gudstjeneste i Silkeborg (Foto: Vibeke Dalsgaard)

Vellykket arrangement i Silkeborg

Det lykkedes for lokalkomiteen i Silkeborg. De fleste events foregik på torvet, i kirken og i medborgerhuset, som lå ret tæt sammen. Det skabte en følelse af fællesskab, hvor vi var sammen, oplevede sammen og blev klogere og lærte sammen. Samtidig var de fleste arrangementer åbne for alle. Tak for rigtig god planlægning og en salomonisk løsning mellem udfordringerne om ”det åbne og det lukkede”.

Baptisterne var også rejst til Silkeborg

Og så er det da sjældent, at jeg har mødt så mange baptister som i disse dage. Det er vildt hyggeligt at runde et gadehjørne og møde folk, man kender. Det er også en del af oplevelsen.

Jeg håber, vi alle ses i Hillerød i 2028. Kirkernes Folkemøde er værd at besøge og værd at blive klog af.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Lyt til artiklen:

”Det er en mørk og kold morgen…”

– den 27. oktober 1839: Blæsende og kun lidt over frysepunktet, da gravør Peter Christian Mønster som den første bliver døbt af baptist-pioneren fra Hamburg, Johann Gerhard Oncken, i Lersøen nordvest for København. En gudelig kreds har siden 1837 holdt regelmæssige møder og diskuteret skriftens syn på dåb og menighed. Elleve af kredsens trofaste medlemmer bliver døbt ved fuld neddykkelse i Lersøens plumrede vand. Den 30. oktober 1839 stifter de ”Daabsmenigheden i Kjøbenhavn” med P.C. Mønster som ”Forstander”.

Kig forbi Lersøparken
– hvis din vej falder forbi. Man kan gå ad Lersøstien, der findes lige over for Bispebjerg Station – eller fra krydset Lersø Park Allé/Strødamsvej. Stenen er også markeret på Google Maps.

Mindestenen i Lersøparken

I 1964 forærer baptistspejderne BaptistKirken en mindesten i anledning af 125-års jubilæet. Inskriptionen er enkel, men den bærer hele historien om de første danske baptister: ”27. oktober 1839 døbtes i Lersøen de første danske baptister.” I lange perioder har stenen været næsten glemt – tilgroet og smykket med graffiti af begrænset kunstnerisk kvalitet.

Samtaler ved stenen

Mindestenen er i mange år blevet passet af Ole Engel fra Korskirken i Herlev. 185-året for de første baptisters dåb er ingen undtagelse. Sammen med en stenhugger fik Ole i foråret renset stenen og malet inskriptionen op.

L.A. Ring: Lersøen – Landskab omkring Tagensvej (fra 1903).

Selv om stenen ikke taler giver den alligevel anledning til samtale. Om sit seneste besøg ved Mindestenen i Lersøparken fortæller Ole:
”Som det så ofte sker, når jeg er ved stenen, påkalder min aktivitet lidt nysgerrighed blandt de forbipasserende. Denne gang blev jeg blandt andet kontaktet af et midaldrende ægtepar, som meget gerne ville høre mere om baggrunden for mindestenen. Vi fik os en lang og god samtale: Jeg tror, at vi talte sammen en halv times tid. Det er virkelig både opløftende og inspirerende med den slags samtaler. Det skal I bare vide! Jeg tænker tit på, at den samme oplevelse vil andre sikkert også kunne få ved at besøge stenen i den smukke park.”

Mod til modstand

I dag er det 185 år siden de første baptister blev døbt. Flere fulgte og baptisterne blev en del af den åndelige vækkelse i midten af 1800-tallet. Det er svært at forestille sig de udfordringer, de første baptister mødte. Der var enevælde og den almindelige borgers rettigheder var stærkt begrænsede. Der var ikke frihed til hverken at tale eller tro. Statskirken havde monopol på troen og Statskirken delte ikke den lille gudelige kreds’ opfattelse af, at barnedåben ikke var bibelsk begrundet. At den enkelte personligt skulle bekende sin tro på Jesus Kristus som Herre inden dåben lå fjernt fra Statskirkens anskuelser.

Den første menighed blev forfulgt og straffet af myndighederne. Børn blev tvangsdøbt og P.C. Mønster blev flere gange fængslet for sin tro. Først med Grundloven i 1849 fik danskerne religionsfrihed.

Fra drikkevandsforsyning til kloak!

I 1839 var Lersøen en større sø, der lå udenfor det senere Nørrebro. Søen var tidligt en del af Københavns vandforsyning. Dens vand blev ledt gennem Lygteåen og Ladegårdsåen til Sankt Jørgens Sø, der fungerede som reservoir. I slutningen af 1800-tallet var søen efterhånden tørlagt. Omkring Rosbækken, der løb gennem området, blev der uden større succes plantet rør og pil til Københavns kurvemagere. Senere overtog Københavns Renovationskompagni søområdet for at bruge det til losseplads og depot for latrin fra byens lokummer. Området ved Lersøen blev hjemsted for ”lersøbøllerne”: Byens “skæve” eksistenser, der fandt et fristed udenfor byen.

Bare en sten?

Mindesmærket over den første dåb og de første døbte er blot en gammel sten i en offentlig park på et sted, hvor københavnernes lokummer blev tømt og byens bøller satte dagsordenen. Stenen fylder ikke meget i den store historie, men den bærer på en vigtig fortælling om en tid, hvor det kostede at tro: De første baptister var kriminelle og blev dømt og behandlet derefter. De mistede arbejde, position i samfundet og deres tro blev opfattet som forsøg på oprør mod statsmagten.

For 185 år siden kostede det at tro. Måske mere end de fleste af os er klar til at ofre i dag?

Læs også:
”Oktober-dage er historiske dag” (Nyhedsbrevet den 25. oktober 2023)
“En jubilæumstanke” af Bente Christa Hansen (baptist.dk, 27. oktober 2019)

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere

I 1939 fik den unge Thorbjørn Lund fra Kristuskirken en god idé. Thorbjørn kom fra Mørkhøj cirka 10 km nordvest for Rådhuspladsen. Her havde hans familie en villa med brændselskælder. Et udmærket udgangspunkt for at starte spejderarbejde, mente Thorbjørn. Han forelagde sin plan for menigheden – og fik nej! Spejderarbejde kunne først komme på tale, når Thorbjørn havde startet søndagsskole.

De største søndagsskolebørn. mellemklassen i Rybjerg Allé (Privat foto – fra bogen)

Thorbjørn kæmpede videre. Med hjælp fra erfarne søndagsskolelærere kom der gang i søndagsskolearbejdet i maj måned 1939. De første spæde skridt mod opførelse af Korskirken og stiftelse af en menighed var taget.

Historien skal fortælles

”Jeg syntes, tiden var kommet til at fortælle historien om Korskirken og hvordan det gik til, at der kom til at ligge en baptistkirke i Herlev,” fortæller forfatteren Torben Lund, der fortsætter:
”Min far, Harry Lund, var med fra begyndelsen i 1939. Det var min mor, Grethe,  egentlig også, for i lange perioder var de pedelpar i søndagsskolen i Mørkhøj og senere i Korskirken.”

”Fra brændselskælder til korskirke”,
95 sider, hæfte, kvadratformat (21 x 21)
Tekst og redaktion: Torben Lund
Omslag og lay-out: Anker Lundegaard
Pris: 120 kr. (Forventet)
Udgivet af Korskirkens Baptistmenighed 2023

Torbens barndomshjem var ”Baptisternes søndagsskole” – villaen på Rybjerg Allé 25, der blev købt til søndagsskoleformål i 1940. Som søn af pedelparret voksede Torben bogstavelig talt op på første række i søndagsskolen.

Spejderarbejdet kom først i 1951

Bogen tager os med gennem byudvikling omkring Mørkhøj og Herlev. Vi hører om krigsårene, hvor 250 børn var samlet til rekordstor julefest på Husum Møllekro i 1942. Mindre tilslutning var der til missionen blandt de voksne:  Ved en enkelt lejlighed var kun forstander Nørgaard og familie mødt op for at lytte til taleren P.A. Larsen.

Thorbjørn Lunds oprindelige idé om spejderarbejde blev til virkelighed med 12 års forsinkelse i 1951. Der blev etableret både pige- og drengespejderkreds. Det var svært at holde på de unge mennesker, når de voksede ud af søndagsskolen. Det spændende spejderarbejde skulle få de unge mennesker til fortsat at engagere sig i kirken. Der er spejdernostalgi med billeder over flere sider.

Aase og Inges patrulje i Hvalsø hos gårdejer Vidorf Vestergaard (Foto: Torben Lund – fra bogen)

Herlev Hovedgade 42

En sensommerdag i 1955 cykler de to ulveførere, Lillian og Ove Klarholt, som så ofte før forbi det lidt faldefærdige hus på Herlev Hovedgade 42. Men denne dag er der sat ”Til Salg”-skilt på huset. Lillian og Ove talte med Harry Lund, pedellen i Mørkhøj, og Harry gik straks til menighedsrådet. Den 18. december besluttede menighedsmødet i Kristuskirken at købe grunden. Forstander Aage Baungaard Thomsen skrev i årsberetningen: ”Vi håber, at erhvervelsen af den nye grund kommer til at betyde fremgang for missionsarbejdet derude.”

Kristuskirkens forstander Aage Baungaard Thomsen og murer Robert Sørensen ved grundstensnedlæggelsen i Korskirken Kristi Himmelfarts Dag, torsdag den 15. maj 1958

Torben Lund beretter videre om missionsarbejdet, der fortsætter i Mørkhøj og Søborg. Der er beretninger om ungdomsarbejde, børnekor og strengekor. Vi får indtryk af et missionsarbejde, hvor alle arbejde for sagen. Korskirkens historie fra byggesag til indvielse er beskrevet i detaljer. Vi får også fyldige uddrag af forhandlingerne i Kristuskirken, der førte til godkendelse menighedskredsen i Herlev i november 1958.

Fortsættelsen?

Der er gået meget tid med læsning af arkivalier både i Korskirkens eget arkiv og på Rigsarkivet. Og med et 65-års jubilæum i sigte er det oplagt at spørge, om der er planer om at følge historien videre:

”Der er flere, der har spurgt mig, om jeg fortsætter historien. Det er ikke helt utænkeligt. Jeg har lidt planer og kunne også godt tænke mig at arbejde videre. Men det bliver noget helt andet, for så er der mange nulevende, der kan bidrage,” fortæller Torben Lund.

Bogen fortjener læsere, men… den er udsolgt!

”Fra brændselskælder til korskirke” er en spændende historiebog, der fortjener at blive læst. Den fortæller historien om ”baptisterne i Mørkhøj 1939 – 1959” kronologisk med et par afsnit af lokalhistorisk tilsnit. Bagest er gengivet enkelte personlige beretninger og en omfattende kildeliste.

Det kronologiske er måske bogens svaghed, hvis målet er at nå andre end ”historienørderne”. Der er et bredere publikum til en fortælling, drejet over en god fortællemodel med nedslag, hvor historien forandrer menneskers liv.

Bogen er lige nu udsolgt. Men menigheden overvejer et genoptryk, hvis interessen er stor nok. Hvis du ønsker et eksemplar, er du velkommen til at kontakte Torben Lund på e-mail: torben@tl-lund.dk.

Torben svarer også gerne på spørgsmål til bogen.

Kig indenfor i Korskirken, som den ser ud i dag.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch, f. 1982:

• medlem af Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Den økumeniske bevægelse udfoldede sig i det tyvende århundrede ud fra et ønske om kristen enhed. At ’de alle må være ét’ blev set som forudsætningen for et troværdigt vidnesbyrd om Guds rige. Det græske begreb økumeni er dog ikke nyt, men betyder den beboede verden i sin helhed.[1]

Fra det fjerde århundrede kom økumeni til at betegne det, alle kristne har tilfælles. Det begyndte med det første økumeniske koncil i Nikæa i år 325. Her satte kejser Konstantin (272-337) Romerrigets kristne biskopper til at blive enige om kristendommens grundlag. Forinden havde der nemlig været stridigheder om centrale trosspørgsmål, især om Jesus’ identitet. Var han Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Var Jesus Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Mødet i Nikæa år 325

Det vigtigste produkt af dette økumeniske koncil var den nikænske trosbekendelse. Det slås fast, at Jesus er Guds enbårne Søn, og at det betyder, at Jesus har samme uskabte væsen som sin fader. At Jesus har samme væsen som Gud, var nødvendigt at understrege mod en række bevægelser i og uden for kirken, som benægtede Jesus’ guddommelighed.

Nogle afviste fx treenighedslæren med henvisning til, at Gud ifølge Bibelen er én. Men ifølge den teologi, der lå til grund for den nikænske trosbekendelse, udelukker Guds enhed ikke, at Jesus også er guddommelig. Gud består tværtimod af tre ligeværdige personer, Fader, Søn og Helligånd, i ét fælles guddommeligt væsen, som nogle af oldkirkens teologer, herunder Basileos af Cæsarea (330-379) formulerede det.

Kernen i evangeliet

Det er i grunden ikke meget mere mystisk, end at menneskeheden består af en mangfoldighed af personer med et fælles menneskeligt væsen. Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet. Evangeliets kerne er nemlig, at Guds Søn blev menneske for vores frelses skyld, som det også hedder i den nikænske bekendelse. At alt er skabt ved det samme Guds Ord, som også blev menneske i Jesus for at redde mennesker fra døden, er helt afgørende i klassisk kristendom. Nægter man, at Jesus er Gud selv, nægter man også, at det er Gud, der er kommet os til undsætning i ham. Det er med andre ord selve evangeliet, der er på spil.

Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Afviser man den nikænske bekendelse eller treenighedslæren, har man ikke bare stillet sig udenfor kristendommen i en bestemt historisk formulering, men er også gået på kompromis med evangeliet. Jesus er mere end fx bare en lærer, der viser, hvordan vi kan omvende os til Gud. Vi kan ikke frelse os selv, men Guds Ord er blevet menneske for at tage del i vores død, så vi kan få del i hans liv. Sådan udtrykte en af den nikænske bekendelses fremmeste forkæmpere, Athanasius af Alexandria (296-373), det. Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Konstantin var ligeglad

Roden til kirkelig enhed er i sidste ende Jesus selv, ikke en bestemt dogmatik eller lære. Netop derfor er det så afgørende, hvem Jesus er. Man kunne mene, at den nikænske bekendelse og treenighedslæren var et produkt af politisk ensretning og indblanding i kirkens tro. Kejser Konstantin udtrykte dog selv ligegyldighed overfor striden om Guds væsen, så treenighedslæren blev ikke påduttet kirken udefra.

Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet.

Protestanter vil ofte hævde, at Bibelen er den eneste autoritet i trosspørgsmål. Det efterlader dog spørgsmålet om, hvilke skrifter, der bør høre med i Bibelen, og hvordan de skal læses. Her bliver det klart, at Bibelen må læses som et vidnesbyrd om Gud, der er kommet til os i Jesus.

Den nikænske bekendelse er stadig rammen for det økumeniske arbejde. Ikke så meget fordi kirkernes enhed skal findes i en bestemt historisk formulering, men fordi den angår Guds identitet i Jesus, som altid er det fælles fundament.

[1] oikos betyder hus

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Mogens S. Mogensen:

• ph.d. i interkulturelle studier og missionsteologi
• tilknyttet Sudanmissionen, 1981-91 i Nigeria, 1991-98 i Danmark
• se også https://mogenssmogensen.wordpress.com[/facts%5D

Ordet økumeni er nært beslægtet med økonomi og økologi. Forstavelsen øko- kommer af det græske ord ’oikos’, der betyder ‘hus, familie, husholdning’. Økumeni har sin rod i ordet ’oikumene’, der betyder ’den beboede verden’ – den verden, som vi er fælles om og har et fælles ansvar for. I de seneste godt 100 år har vi brugt ordet om mellemkirkeligt arbejde i almindelighed og bestræbelserne på kirkens enhed i særdeleshed.

At holde op med at slå hinanden ihjel

På en stor missionskonference i Aarhus i 2010 sagde den amerikanske teolog Stanley Hauerwas, at det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel. At kristne fra forskellige kirkeretninger vitterligt har slået hinanden ihjel – endda i deres kristne tros navn – er de religionskrige mellem protestanter og katolikker, som fulgte efter reformationen i det 16. og 17. århundrede, et trist vidnesbyrd om.

Det første skridt i økumeni må være, at kristne holder op med at slå hinanden ihjel.

Vi er som kristne kaldet til at stifte fred, men historien viser, at kirkesamfund tværtimod undertiden har bidraget til krig. Det kan ske, når kristendommen i en bestemt konfessionel udgave kobles til nationaliteten og mobiliseres til støtte i kampen mod en anden nationalitet, der er koblet til en anden kirkeretning. Det skete fx under Balkan-krigene i 1990’erne, hvor ortodokse serbere kæmpede mod katolske kroater. Den konflikt var baggrunden for Miroslav Volfs bog Exclusion and Embrace – om hvordan kristendommen kan bidrage til forsoning.

Hvis økumeni skal være mere end snak, så må det naturligvis betyde, at vi anerkender hinanden som kristne.

På kirkedagene, ”Himmelske Dage”, fortalte Miroslav Volf om kirkens rolle i samfundet og verden, og den engelske historiker, Tom Holland, påviste, hvordan kristendom helt grundlæggende har haft en positiv indvirkning på udviklingen i Vesteuropa i de seneste 2000 år. Den har lagt det værdimæssige grundlag for det samfund, vi lever i. Hans nye bog er netop blevet oversat til dansk: Herredømmet – Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed.

Konflikt eller samarbejde lokalt?

Også på det lokale plan, hvor forskellige kirkeretninger kan bidrage til konflikter, er der behov for økumeni. I Øster Han Herred, hvor jeg er fra, har der siden slutningen af 1800-tallet ud over folkekirken været baptistkirker og missionsforbundskirker. I 1950’erne og 60’erne var konflikterne blevet afløst af et begyndende samarbejde, og som børn og unge krydsede vi uden problemer de konfessionelle grænser. I 1960’erne begyndte ’unge hjem’ fra de to frikirker og Indre Mission at holde møder sammen.

Da provsten, som var sognepræst i Brovst, i 1969 læste i avisen, at en sognepræst fra Lindholm skulle tale til et sådant fællesmøde i Baptistkirken, fik han biskoppen til at forbyde sognepræsten at deltage. Det økumeniske møde i Baptistkirken blev dog gennemført, men nu med universitetslektor Johs. Aagaard som foredragsholder og med emnet: ’Er det økumeniske samarbejde mere end snak?’ Hvis økumeni skal være mere end snak, så må det naturligvis betyde, at vi anerkender hinanden som kristne, og også kan mødes og samarbejde som kristne. Da Brovst sogn få år senere fik en ny sognepræst, udviklede der sig et meget positivt økumenisk klima til gavn for hele byen, og for første gang begyndte man nu at holde fælles bedemøder i Evangelisk Alliances bedeuge.

Kirkens enhed

Den bibelske begrundelse for økumeni, altså spørgsmålet om kirkens enhed, findes bl.a. i Jesus’ ypperstepræstelige bøn, hvor Jesus beder for sine disciple, ”at de alle må være ét, for at verden skal tro”.[1] Derfor udsprang den moderne økumeniske bevægelse da også af kirkernes missionsarbejde. Enheden er afgørende for vores fælles troværdige vidnesbyrd om evangeliet om Jesus Kristus, for hvordan skal mennesker få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed?

I kirkernes missionsarbejde i Afrika og Asien blev samarbejdet en påtrængende nødvendighed, og på den store internationale missionskonference i Edinburgh i 1910 blev grunden lagt til forskellige økumeniske organisationer og til dannelsen af Kirkernes Verdensråd. Mission har lige siden været en drivkraft i økumeni, og kirker, der måske havde svært ved at samarbejde i deres hjemlande, kunne ofte arbejde tæt sammen, når det gjaldt om at forkynde evangeliet i Afrika og Asien.

Hvordan skal mennesker få øje på Guds kærlighed i Kristus, hvis de, der hører ham til, lever i ukærlighed?

Måske ville det økumeniske samarbejde i Danmark også blive kraftigt styrket, når og hvis de forskellige kirker i fællesskab tog missionsudfordringen op her i landet.

Enheden er afgørende

Enheden er også afgørende for, at vi kan stå sammen i diakonal tjeneste og gøre en afgørende forskel med hensyn til at værne om menneskets værdighed og rettigheder, at arbejde for retfærdighed og at vise gæstfrihed for den fremmede på flugt fra krig og forfølgelse. Endvidere er enheden afgørende for, at vi i fællesskab kan yde et vægtigt bidrag til at værne om Guds skaberværk af hensyn til kommende generationer. Kaldet til økumenisk samarbejde gælder derfor alle kirker og alle kristne i dag.

[1] Johannes-evangeliet kap. 17, vers 21 ff.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Danske Kirkers Råd har i samarbejde med forlaget Eksistensen og Teologi for Lægfolk udgivet en ny præsentation af kirkelivet i Danmark. I hvert fald den organiserede del, som samles omkring Danske Kirkers Råd.

Det er der blevet en læseværdig bog ud af, hvis man er nysgerrig på andre end sin egen sammenhæng. Hver kirke, uanset størrelse, får ca. 14 siders præsentation, skrevet af dem selv. Jeg kan ikke anmelde bogens afsnit om BaptistKirken – for det har jeg selv skrevet. Men jeg har fået nye vinkler og oplysninger om alle de andre kirker, som er beskrevet.

Kirkelig mangfoldighed

Der er to indledende kapitler, som dels handler om den kirkelige mangfoldighed i Danmark og dels trækker tråde til den internationale økumeni. Flere gange i bogen gøres der opmærksom på, at selvom vi i Danmark oplever, at kristendommen bliver marginaliseret, bl.a. fra politisk hold, så vokser den kristne Kirke voldsomt på internationalt plan. Særligt Tonny Jakobsen fra Mosaik har en glimrende beskrivelse af væksten i den pentekostale kirke, især i det globale syd. Det samme gør sig i øvrigt gældende for baptistkirkerne på verdensplan.

Det er spændende, hvad de enkelte skribenter har fået ud af de samme spørgsmål: Nogle lægger vægt på organisationen, andre på teologien, nogle på tilblivelsen af netop deres kirke, og andre på den lange historie og særpræget – f.eks. de østlige, ortodokse kirker. Alt i alt afspejler de forskellige vinkler også hver enkelt kirkes selvbillede.

Vil favne nydanskere

Fra baptisternes nære samarbejdspartner, Evangelisk Frikirke Danmark begynder generalsekretær John Nielsen med at fortælle baggrunden for deres navneskifte fra Det Danske Missionsforbund. Ret interessant. Især fæstner jeg mig ved, at de fjerner ordet ”danske” for at signalere, at de ønsker også at favne nydanskere.

Det bringer mig til et af de store emner i bogen, migrantmenighederne. Allerede i bogens indledning problematiseres dette udtryk.

”Hvor længe vil vi kalde andre for migranter, når vi alle udgør en del af den religiøse og kirkelige mangfoldighed i Danmark”, spørger Mads Christoffersen og Jan Nilsson i kapitlet om ”Den kirkelige mangfoldighed i Danmark”.

Det følges op af kapitlet netop med overskriften ”Migrantmenigheder.” Her står: ”…da det under flygtningekrisen (i 2015) blev udbredt at bruge begrebsparret ”flygtninge og migranter” i offentligheden, begyndte ordet migrant at få den konnotative betydning ”ikke rigtig flygtning” eller ”bekvemmelighedsflygtning”. Så selvom migrant i sig selv er et neutralt ord, der dækker over, at en person har bevæget sig, så har det i manges øjne fået en negativ konnotation, der betegnet er illegitimt opholdsgrundlag.”

Stigmatiserende

Når vi bruger ordet migrantmenighed, definerer vi denne ved det, den ikke er, dansk, og det kan opleves stigmatiserende, gør forfatterne af dette afsnit, bl.a. Søren Dalsgaard fra Folkekirkens Migrantsamarbejde, opmærksom på. De henter i kapitlet et udtryk fra England; etniske minoritetsmenigheder.

Vi bruger selv ofte betegnelsen migrantmenighed i BaptistKirken. Sammen med de to internationale menigheder udgør de jo en fjerdedel af BaptistKirken. Måske vi skulle til at tænke på, hvad disse menigheder så skal hedde – hvis vi har brug for, at de skal samles under én betegnelse. Det kunne være interessant, om de selv kunne definere, hvad de vil kaldes.

Måske John Nielsen har fat i noget, når han netop skriver om nydanskerne. Kunne de samlet set hedde Nydanske menigheder?

Den universelle kirke

Nydanskere dækker så stadig ikke over de internationale menigheder, hvor det typisk er mennesker, som ikke bliver danskere, men har Danmark som et stoppested i et studie- eller karriereforløb. Men de er måske netop migranter, mennesker der flytter sig rundt i verden, og sådan set netop giver os en illustration på den universelle kirke, hvor fysiske grænser ikke gælder i Guds rige.

En interessant detalje er, at både Den katolske Kirke – af biskop Czeslaw Kozon – og den ortodokse kirke – af Emil Bjørn Hilton Saggau – betegner deres kirker som ”den næststørste kirke på verdensplan”. Saggau er forsker ved Lund Universitet med speciale i ortodokse kirker, og han skriver ovenikøbet ”på verdensplan kun overgået af den katolske kirke”. Spørgsmålet er, hvilken kirke Kozon vil beskrive som den største? Der findes dog over en mia. katolikker i verden.

Det er svært at spå

Bogens afsluttende kapitel af Maria Munkholt Christensen; ”Det er svært at spå… især om Kirken”, tager udgangspunkt i en klog og relevant samtidsanalyse. Her betegnes vores tids dominerende mennesketype: ”Det omflakkende individ, der bevæger sig uforpligtende rundt og kun opholder sig flygtigt i fællesskaber og i parforhold.”

Det genkender vi fra udfordringen i at finde frivillige til det kirkelige arbejde, både lokalt og nationalt.

Hun beskriver også de kirkesplittende udfordringer i pluralismen med bl.a. mange kønsidentiteter og samlivsformer. Som igen fører til polarisering, især imellem generationerne. ”Kirkerne kan have svært ved at rumme alle aldersgrupper og holdninger på én gang og tyr til at differentiere deres ’udbud’”.

Det er også en genkendelig tendens i baptistkirkerne.

Hun giver en indsigtsfuld og klog afslutning, hvor der opfordres til, at vi nærmer os hinanden omkring dåb og nadver, at vi ser hinanden som medvandrere på Guds mission. Hun opfordrer til yderligere dialog – og som redskab til dette er det en god idé at læse denne bog på forhånd. Det vil give et oplyst grundlag til at fortsætte en gensidig og respektfuld samtale kristne og kirker imellem.

Bogen præsenteres lørdag den 28. maj kl. 12 på Himmelske Dage.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Nakskov Baptistkirke er solgt til en, som vil ombygge kirken til sin privatbolig.

Sådan endte tre års ”ørkenvandring” for at få denne kirke solgt. Flere kirker viste ind i mellem interesse, men det blev en tidligere slagter, Peter Friis, som endte som køber. Han overtog bygningen 1. maj – og vil i øvrigt gerne høre om kirkens historie.

Kirken har haft en særlig historie, da den blev flyttet sten for sten fra oplandet ind til hjørnegrunden på Bregnevej i Nakskov, hvor den blev indviet i 1960. Kirken har været til salg siden 2019. For et par måneder siden blev der sat en ny ejendomsmægler på, og så skete der noget.

Elise og Jørgen flyttede

Siden menighedens afsluttende festgudstjeneste i april 2019 har der været afholdt nogle få gudstjenester, inden Elise og Jørgen Jørgensen flyttede. De har været menighedsledere i mere end en menneskealder. De flyttede sidste år fra et gammelt hus i Købelev udenfor Nakskov til et rækkehus i udkanten af Næstved. Dermed har de fået opfyldt et længe næret ønske om at komme tæt på familien og ind i et hus, der er nemmere at holde. Ansvarsfølelsen overfor menigheden i Nakskov afholdt længe det ældre ægtepar fra at skride til handling.

Elise og Jørgen Jørgensen ved den afsluttende festgudstjeneste i april 2019.

En stor opgave

De sidste næsten tre år har John Olesen stået for kontakten til ejendomsmægler og den praktiske afvikling af menigheden.  Han har været medlem af menigheden, siden han flyttede til Nakskov i 1979, hvor han bl.a. har været bedemand i 20 år. ”Men jeg kom kun i baptistkirken til specielle lejligheder, så jeg har ikke været specielt aktiv”, indrømmer han.

Men det blev der altså lavet om på, da ingen andre havde kræfter og overskud til at tage sig af salget.

”Jeg er jo pensionist, men har haft rigtig god hjælp af Hans Christensen, som er opvokset i en baptistfamilie, men ikke har været medlem. Han har klippet hækken og græsset, når jeg ikke har været hjemme. Det er jeg dybt taknemmelig for”, siger John.

Inventaret fordelt

En stor opgave var at prøve at afsætte de mange ting fra kirkens interiør. En af menighedens tidligere præster, Benny Klarholt, lagde billet ind på størstedelen af stolene til kirkesalen i Silkeborg. Resten af stolene gik til Røde Kors. Nadversættet blev også afsat til en privatperson. Indsamlingsbøsserne ville de gerne have i Hjørring, hvor baptistmenigheden har tre polske venskabsmenigheder. Carl Peter Bylund fortæller, at Hjørring også har fået indsamlingsbøsserne fra Røde Kro, da den kirke blev nedlagt, så nu har de i alt leveret seks ens indsamlingsbøsser til Polen. Og har selv tre magen til i Hjørring.

John Olesen

Salmebøger, bibler og billeder afleverede John Olesen til BaptistKirkens sekretariat. Men der var noget, han ikke fik afsat.

”Det gjorde helt ondt, at jeg måtte slå kirkens orgel og klaver i stykker. Der var en folkekirke, der gerne ville have haft orgelet, men de skulle åbenbart købe et nyt i stedet for det, de kunne have fået forærende,” forklarer John.

Alterbilledet har John taget hjem til sig selv, men han vil gerne give det til en kirkelig sammenhæng. Ligeledes har han nu fire stole, som han kan give til den, der måtte trænge til dem.

En lettelse

Nu er han lettet, for en stor byrde er taget fra hans skuldre.

BaptistKirken skal have overskuddet efter salget og Elise Jørgensen har sammen med Kanny Kruse, nogle af de få tilbageværende medlemmer i menigheden, sat formål på nogle af pengene.

”baptist.dk mangler altid penge, så de skal have 25.000 kr.”, fortæller Elise og remser flere andre gode formål og beløb op. Salgsprisen var 365.000 kr., og så går der et mæglersalær fra.

Det næste spørgsmål for de medlemmer, der endnu er tilbage, men spredt geografisk er, hvor de nu skal melde sig ind. ”For jeg har jo altid været baptist”, siger John, der oprindelig er fra Bornholm.

Elise fortæller, at hun og Jørgen nu kommer i Folkekirken, hvor sønnen Carsten er graver. Men de har ikke helt besluttet sig for, hvor de skal være medlemmer.

Bente Hansen, som var menighedens sidste præst – hun var ansat i både Falster Baptistmenighed og Lollands Baptistmenighed i et års tid fra 1987, har skrevet sine tanker om menighedens lukning: ”Når kirken er til salg”.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

’Dansk baptisme og tysk nazisme – Danske baptisters historie 1930-50’ af Bent Hylleberg udkom den 5. maj 2020 på web. Den 5. maj 2021 forelå den så som ’en rigtig bog’. Mange deltagere afhentede deres eksemplar på Landskonference 1. Andre købte den, og mange gik forgæves. Bogen er udgivet i 300 eks. og første oplag er udsolgt. Andet oplag er under planlægning, og bogen kan bestilles på Sekretariatet. Pris: 250 kr. + forsendelse.

Bent Hylleberg takkede for, at Baptistkirken har finansieret udgivelsen og understregede, at indtægterne ved salget tilfalder BaptistKirken.

Er historien relevant i dag?

Det spørgsmål tog Bent Hylleberg op, og han begrundede, hvorfor det er relevant at udgive en bog om vores historie:

Historien gentager sig ikke, men en række udfordringer fra 2. verdenskrig lever vi også med i dag.

”Historien om danske baptisters vilkår under 2. verdenskrig er skrevet, fordi jeg ønsker, at vi alle skal kunne lære af fortiden, blive engageret i nutiden og få fantasi til at være kirke i fremtiden. Jeg håber derfor, at bogen får læsere i alle aldre, men især at unge vil læse med. Historien gentager sig ikke, men en række udfordringer fra 2. verdenskrig lever vi også med i dag – og her kan vi tage ved lære af andres erfaringer. Tænk fx på disse paralleller:

• Hvordan skal vi aktuelt udforme loven om trossamfundenes frihed set i forhold til statsmagten? Hvad kan vi lære om ’stat og kirke’ fra en periode, hvor tyske kristne – inklusive baptisterne – blev spaltet på baggrund af Hitlers krav til kirkerne?
• Hvordan vælger vi, når religion og tidens love støder sammen? I dag siges det på Christiansborg, at ’Gud har vigepligt’, hvis troen kommer på tværs af lovgiverne. I 1940’erne måtte kristne vælge mellem nazisme og Gudstro. Hvad kan vi lære af det?
• Kan historien lære os noget i konflikten mellem jødernes tradition, der er religiøst forankret, om at omskære drengebørn, når denne overbevisning støder sammen med vor tids sundhedsideal?
• Kan vi få perspektiv på vor tids flygtningestrømme, der ønsker ophold hos os i Europa, ved at læse om, hvordan danskerne tog imod ¼ million (!) flygtninge på et halvt år i foråret 1945 – og de fleste var tyskere – altså fjenden? Og hvad kan vi lære om den tids internering af flygtningene i flere hundrede lejre hos os?
• Hvordan reagerede vores forgængere, da palæstinensere og jøder kæmpede om at bo på det samme landområde – forud for oprettelsen af staten Israel kort efter krigen? Kan vi i dag bruge deres overvejelser i den ’evigt’ aktuelle konflikt i Mellemøsten?
• Hvorfor engagerede danske baptister sig – også med store økonomiske summer – i genopbygningen af fx Polen, Holland og Tyskland, da det blev nødvendigt efter krigen? Hvordan definerede de, hvem der er ’vores næste’?
• Hvorfor var det afgørende, at kristne stod sammen under og efter krigen? – fx i arbejdet med at evakuere jøderne til Sverige i oktober 1943, men også da BaptistKirkens ledere skønnede, at det var nødvendigt for os at blive medlem af Kirkernes Verdensråd?

Sådan kunne vi blive ved. Der er mange gode grunde til at læse historie. Den er naturligvis i sig selv interessant: Hvordan kommunikerede de fx i en tid med censur i tale og skrift? Hvordan omgik de tyskernes krav om lydighed og undertrykkelse? Hvordan handlede nogle af dem i modstanden mod tyskerne? Hvorfor blev nogle få nazister? Hvilket syn havde de efter krigen på dødsstraf? Og så videre!

Men historien giver også perspektiver på, hvordan vi kan være kirke på de vilkår, vi lever under i dag, når det gælder om at blive ”et Guds Folk i fremtiden, der ønsker at tjene Guds Rige.”

Tak til Bent Hylleberg for en spændende og relevant bog om danske baptisters historie.

Læs også Per Becks formandstale fra landskonferencen 29. maj 2021.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere