Lyt til artiklen her:

For godt 4 måneder siden fik vi at vide, at YEGO’s projekt ”Abana B’imana” var blevet godkendt af Dansk Ungdoms Fællesråd, og at vi i marts skulle starte vores 4 måneder lange eventyr i Rwanda. Det var slet ikke til at forstå, at vi skulle bo i Afrika i 4 måneder, men nu er vi allerede over en måned inde i rejsen. Og vi er så småt begyndt at føle os hjemme i Rwandas dejlige solbestrålede land.

Ungdomslederne (fra venstre): Karoline Bundgaard, Mie Nordlund Kragh og Julie Mikkelsen (Foto: YEGO / Privat)

Projektet for de forældreløse

Projektet ”Abana B’imana” er oprettet af YEGO, som er et samarbejde mellem Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS). YEGO har siden 2012 samarbejdet med ungdomsforeningen for Baptistkirken i Rwanda (YNC), og projektet ”Abana B’imana” er det 6. projekt, der har kørt i Rwanda siden da.

”Barn af Gud”

Abana B’imana, som betyder ”barn af Gud”, handler om forældreløse børn i Rwanda. Projektet stræber efter at forbedre de forældreløses livskvalitet og give dem et håb for en bedre fremtid. Det kommer til at foregå med hjælp fra frivillige i projektet, gennem forskellige lejre, med undervisning og med de såkaldte ”Groups of Hope”, som børnene kan komme i, i deres lokale byer. I Rwanda er dét at have en familie en stor del af ens sociale og økonomiske støtte. Derfor er forældreløse børn en meget sårbar gruppe, der generelt er i risiko, både socialt, økonomisk og følelsesmæssigt. Ved at uddanne frivillige til at engagere sig i denne sårbare gruppe, forbedrer vi Baptistkirken i Rwandas frivillige base, og giver de forældreløse børn adgang til kirken og lokalsamfundet.

Ungdomslederne sammen med samarbejdspartnere i Rwanda (Foto: YEGO / Privat)

Rejsen til Rwanda

Natten mellem debn 8. og 9. marts 2024 stod vi i Kastrup lufthavn, med taskerne pakket og passet i hånden. Det var endelig blevet tid til at tage hul på et eventyr og, hvad vi allerede var sikre på, et meningsfyldt frivilligt arbejde. 15 timer senere stod vi på rwandisk grund, og en drøm for os alle var blevet til virkelighed.

Sabbatår med mening

I Danmark har vi alle sabbatår, så da vi hver især blev spurgt, om vi ville 4 måneder til Rwanda, kunne vi ikke andet end at takke ja. Det er for os alle en mulighed for at komme på en længere rejse, samtidig med at gøre noget meningsfyldt for andre. I dette tilfælde forældreløse børn, som i den rwandiske kultur ikke har de bedste forhold og fremtidsmuligheder. Vi får muligheden for at udfordre os selv i mange nye kontekster. Vi får lov til at opleve og lære en ny kultur at kende, som på så mange områder er anderledes fra dansk kultur. Samt se et kirkeligt projekt, som rækker langt ud af kirken og omfavner en svag gruppe i lokalområderne.

Fællesskab (Foto: YEGO / Privat)

Alle tre så muligheder

Julie så muligheden for at engagere sig i en anderledes kulturel og social kontekst, samt udfordre sig selv ved at træde ud af sin komfortzone. Hun håber, at vi gennem projektet kan bringe de forældreløse tilbage til kirken og Gud, og give dem et håb for en bedre fremtid.

Mie så denne mulighed som Guds plan for hendes første sabbatår, og ønsker mest af alt at give disse børn en ny mulighed i livet. Hun ønsker at komme tættere på nye relationer og tættere på Gud.

Og Karoline så en mulighed for at gøre drømme og forhåbninger, som er kommet af fortællinger om Afrika og Rwanda siden barndommen, til virkelighed.

Kimironko market

Nu bevæger vi os rundt som tre unge ”muzungu´er” (def: Hvid person) i et land, som vi allerede føler os mere tilpas og vante i. Første gang vi var på Kimoronko market (def: lokalt ”altmuligt marked”), følte vi os meget ”berømte”, og vi var i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken hudfarve vi havde. Det gjaldt bare om at holde på hat og briller, klemme ballerne sammen og gå målrettet efter det, vi skulle købe uden at blive distraheret af de mange andre sælgere, som fulgte os lige i hælene. Det var både en sjov, men også meget udmattende og lidt ubehagelig oplevelse. Efter at vi nu har været på Kimironko market flere gange, har vi fået lidt mere blod på tanden, og synes faktisk, at det er ret sjovt. Godt nok er vi stadig hvide, hvilket vil sige, at vi virkelig får kamp til stregen, når det gælder om at forhandle priser. ”Muzungu-priser” er en reel ting hernede: Vi kan aldrig få pruttet priserne helt ned til lokale priser, men det er også helt okay.

Workshop med undervisning (Foto: YEGO / Privat)

Workshops

Indtil videre er der blevet afholdt to workshops med de forældreløse børn, mens vi har været hernede. Den første var et start-møde for ”Groups of Hope” hvor alle 50 børn og 10 frivillige kom til Kigali og mødte hinanden. Der var oplæg om de psykiske problemer, man kan have i forbindelse med at være forældreløs, og hvordan man kan komme igennem problemerne. Derudover var fokus også på, at de er lige så elskede og beskyttede af Gud som alle andre.

Oplæg med fokus på krop og sundhed

Der er altid plads til leg! (Foto: YEGO / Privat)

Den anden workshop, vi har afholdt, var den første workshop, som vi seks ungdomsledere selv skulle stå for. Vi skal i alt holde fem workshops, én for hver region, hvor der er ti børn og to frivillige. Workshoppen handlede først og fremmest om at lære børnene og de to frivillige endnu bedre at kende. Dernæst havde vi forberedt et oplæg om kropssundhed. Emner såsom generel hygiejne, menstruation-cyklus og pubertet var nogle af vores fokuspunkter. Det blev der både snakket om og stillet spørgsmål til. Workshoppen gik over alle forventninger, og vi fik et meget større indblik i, hvilke spørgsmål og undren børnene går med vedrørende kroppen. Denne workshop er til for at oplyse og give en forståelse for, hvordan kroppen fungerer, og hvad der er normalt, og hvad der eventuelt kan være skadeligt for kroppen.

”Vi glæder os!”

Vi glæder os meget til de næste tre måneder her i Rwanda. Vi har stadig en masse sjove workshops og aktiviteter at se frem til, og vi håber, at de bliver lige så succesfulde som de første. Forhåbentligt kan vi om tre måneder se en positiv forandring i de 50 skønne børns hverdag og liv. Og det er bare helt vildt at tænke på, at vi kommer til at bidrage til at give dem et håb for en bedre fremtid.

YEGO’s ungdomsledere
Karoline Bundgaard
Mie Nordlund Kragh
Julie Mikkelsen

Mere information

Følg med på YEGO’s Facebookside

Andre artikler om YEGO:
”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
YEGO-teamet på besøg i Rwanda
Unge mødre får nyt liv
Ungdomslederudveksling i Rwanda
YEGO-tur til Rwanda

Relateret

• 13. sep. 2026 - Børn med værdighed
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

Jean-Pierre Makumbu kom til Danmark som flygtning i 1997. I 2002 havde han fået fast arbejde og begyndte at tjene penge. I 2007 fik han mulighed for at rejse tilbage til Congo, og her fik han et chok.

”Jeg så fattigdommen og tænkte ’nej, nej, nej’. Jeg besøgte baptistkirken. Der var 40 forældreløse børn, der ikke kunne komme i skole. De manglede skoleuniformer, hæfter, bøger, alting. Jeg ville gerne hjælpe, og gav alle mine lommepenge. Jeg fik den tanke, at vi hjemme i Holbæk skulle hjælpe disse og flere børn, så jeg tog video og billeder.”

Da han kom hjem, spurgte hans præst Finn Basnov, om han ikke den efterfølgende onsdag kunne fortælle om sin tur til Congo. Så fik han visionen om at starte en forening.

Han fandt navnet Bondeko (med tryk på ’de’), der betyder kærlighed fra hjerte til hjerte på Lingala-sproget. Mange ville gerne være med – ikke kun baptister fra Holbæk. Også CISU (Civilsamfund i Udvikling) har støttet dem takket være hjælp fra BaptistKirkens internationale missionssekretær Morten Kofoed.

To bestyrelser

Foreningen har organiseret sig, så der er to bestyrelser, én i Danmark og én i Congo.

Jan Kjøller og Chadrak

Jan Kjøller har været med fra starten, og fortæller:
”Det er først nu, efter 14 år, vi begynder at kunne se resultater. Skolegangen er 12 år i Congo og de første elever har nu fået en uddannelse og er begyndt at arbejde. Vi støtter 40 børn ad gangen, 20 er nu blevet færdige med skolen.”

Hvert år samler foreningen 60.000 kr. ind, som udelukkende går til børns skolegang. Alle børnene har mistet deres far og nogle også deres mor.

”Det er vigtigt for os, at pengene går direkte til skolerne. Vi har et bestyrelsesmedlem, der bor i byen Kasangulu. Her bor langt de fleste børn, vi hjælper. Han kender byen og ved, hvilke børn, der har brug for hjælpen. Og så tager han rundt til skolerne og betaler skolepengene direkte. Der er ingen fordyrende mellemled. Det ved vi, at giverne sætter pris på.”

Generationsskifte

Hvert år rejser Jean-Pierre fra Danmark til Congo. I år skal han have ti andre med.

”Der skal fire unge med. Vi håber, at vi snart kan lave et generationsskifte. Bondeko skal helst ikke dø med os,” siger Jan Kjøller.

Foreningen søger også faddere til børnene, og det er ikke alle børnene, der er så heldige at få sådan en.

Jean-Pierre Makumbu

”Hvis et barn i de højere klasser pludselig mister en forælder, vil vi gerne hjælpe. Men de fleste faddere vil helst have børnene fra små, så de kan følge dem over mange år. Så betaler vi bare skolepenge, uden at de store børn får en fadder,” forklarer Jan.

Jean-Pierre er en driftig mand. Han arbejder til daglig på Novo Nordisk og er også mentor for congolesere, der kommer til Danmark. Så er han manden, der står i lufthavnen og tager imod.

”Flere af dem er nu medlem af Holbæk Baptistmenighed,” fortæller han.

Hans egen familie, kone og tre børn, kom til Danmark i 1999. Hans yngste er født i Danmark. Alle børnene er nu flyttet hjemmefra, trives og har gået i gymnasiet.

Find flere