baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Mon, 25 May 2026 12:41:19 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Mens vi venter… https://baptist.dk/mens-vi-venter/ Wed, 13 May 2026 21:35:59 +0000 https://baptist.dk/?p=21403
Det er 40 dage siden, vi fejrede påske. Om ti dage fejrer vi pinse. Påske og pinse fylder. I kalenderen, i kirken og i vores bevidsthed.

Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Det er 40 dage siden, vi fejrede påske. Om ti dage fejrer vi pinse. Påske og pinse fylder. I kalenderen, i kirken og i vores bevidsthed.

Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/mens-vi-venter/feed/ Det haster med missionsbefalingen https://baptist.dk/det-haster-med-missionsbefalingen/ Sun, 26 Apr 2026 10:30:40 +0000 https://baptist.dk/?p=21224 Kyle Henderson fra Baptist World Alliance tegnede det store billede på Inspirationsdøgnet i Fredericia: Kirken har levet med missionsbefalingen i næsten 2.000 år, men opgaven er ikke fuldført. Derfor må ord blive til handling.


Læs eller lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/inspirationsdoegn-kyle-henderson-fredag.mp3

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Kyle Henderson fra Baptist World Alliance tegnede det store billede på Inspirationsdøgnet i Fredericia: Kirken har levet med missionsbefalingen i næsten 2.000 år, men opgaven er ikke fuldført. Derfor må ord blive til handling.


Læs eller lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/inspirationsdoegn-kyle-henderson-fredag.mp3

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/det-haster-med-missionsbefalingen/feed/ Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde https://baptist.dk/erik-loevind-andersen-praest-og-livsengageret-menneske-til-minde/ Wed, 25 Mar 2026 13:22:34 +0000 https://baptist.dk/?p=21108 Erik Løvind Andersen sov stille ind den 22. marts i sit hjem i Rødhus efter en periode med livstruende sygdom.


Erik var helt afklaret på at skulle dø efter et langt og engageret liv som præst og menneske. Sidste år i februar fejrede han 80-års fødselsdag med mange gæster i sit hjem, heraf gratulanter fra alle danske menigheder, hvor han havde været ansat præst. Han var født på Bornholm den 14. februar 1945.

Aktiv præst, fritidsmenneske og politisk engageret

Da Nordjyske omtalte Erik i forbindelse med hans 80-års fødselsdag, var det som en politisk engageret baptistpræst og et passioneret fritidsmenneske. På det tidspunkt stadig ansat på deltid i Sindal menighed. Jeg har kendt Erik som en god præstekollega gennem mange år med fælles bornholmske rødder. Jeg svarede ja uden tøven, da han kort efter sin livstruende diagnose i juni 2025 spurgte, om jeg ville forestå bisættelsen, når den tid kom. Erik blev sendt hjem fra sygehuset med beskeden om, at han måske kun havde to måneder tilbage. Sådan gik det ikke. Bisættelsen finder sted fredag den 27. marts i Pandrup Baptistkirke. Erik forberedte selv programmet med salmer og bibeltekster. ”Prædiken kan jeg ikke lave for dig”, sagde han, da vi gennemgik det hele. Sådan var Erik. Engageret i det, han havde med at gøre, så langt kræfterne rakte.

Som pensionist meldte Erik sig ind i partiet Venstre og blev hurtigt lokalt engageret som formand for Brovst Venstrevælgerforening. Han stillede op til kommunalvalget i 2021 uden dog at blive valgt. Han lagde aldrig skjul på, at han var præst og blev omtalt som maratonpræsten, da han som 72-årig løb Blokhus Marathon efter at have løbet sit første maraton på Island året før og et halvmaraton i Litauen i 2015. Træningen bestod af lange løbeture i naturen nær hjemmet i Rødhus med sine dengang to schæferhunde. Netop det skønne ”Mosehuset” var Erik med til at designe og totalrenovere efter at have købt det i 2003. Her var flere arbejdsuger, mens Erik stadig var præst på Midtsjælland. I 2004 flyttede Erik og Bodil ind i huset og en bygning blev senere indrettet til ”Bed and Breakfast”.

Erik mødte sin hustru Bodil (født Eriksen) fra Østhimmerland på vinterlejren i Pandrup i 1969. De blev gift den 19. maj 1970 i Vaarst Baptistkirke og bosatte sig i Hasle på Bornholm. De fik tre sønner og otte børnebørn.

Opvækst på Bornholm og uddannelse i Tølløse

Erik voksede op på Bornholm. Hans far var politimand og engageret i den væbnede modstandsbevægelse på øen. Dette var dog ikke grunden til, at familiens hjem blev bombet under slutningen af 2. Verdenskrig, men tilfældigt ramt af en russisk bombe. En bror fik lykkeligvis reddet Erik ud af barnevognen, kort før huset lå i ruiner.

Erik blev døbt i Rønne Baptistkirke den 4. februar 1962 og var dybt engageret i menighedens spejder-, børne- og ungdomsarbejde og som lægprædikant. Han blev uddannet indenfor kontor- og regnskab og arbejdede som regnskabsfører nogle år i stenindustrien. Så fulgte en HF-eksamen med topkarakter for sin hovedopgave om Bornholms Baptistmenighed i 1920’erne. Den blev senere trykt i ”Bornholmske Samlinger”. Herefter var Erik klar til præsteuddannelse på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse i 1975-1978. Han fik efteruddannelse i pædagogik, teologiske studier på Københavns Universitet og ved Southwestern Baptist Theological Seminary i Fort Worth, USA.

Præstetjeneste i mange menigheder

Erik havde allerede i 1967-1968 fået en smag på en tjeneste som præst som Tid-til Gud arbejder på landsplan i DBUF og DBS (Ungdomsforbund og Spejderkorps). Efter tiden på seminaret i Tølløse gjorde Erik tjeneste (fuldtid eller deltid) i Nibe/Løgstør menigheder (1978-1980), Nørresundby Baptistmenighed (1980-91), Midtsjællands Baptistmenighed (1991-2004), Karmelkirken i Aalborg (2004-06), Thisted Baptistkirke (2006-08) og Baptistkirken Sindal (2011-25). Hertil en periode i Kaas Frikirke (dengang Missionsforbundet) i 2004-2015 og med faste aftaler i Frederikshavn og Skagen Baptistkirker (2016-25).

Illustrativ forkyndelse

Erik havde kunstneriske gaver, som gjorde, at han ofte tegnede bibelhistorierne, alt imens han holdt børnetale eller prædikede. Sidst i 80’erne havde han sit eget program i Aalborg Kristne TV, hvor han fortalte bibelhistorier for børn. Det fik Dagbladet på Midtsjælland til at omtale ham som ”Baptisternes svar på Jørgen Clevin”, da de skrev om den nye præst på Midtsjælland. Nogle år forinden havde Erik og familien deltaget på en familielejr i Sverige, hvor Erik kom til at stå for bibelundervisningen, da de øvrige præster blev syge. De svenske baptisters blad skrev: ”En dansk snabbtecknare var det som hade hand om bibel- og familietimman… Lika snabbt som han talade, illustrerade han sine ord”.

Erik og vennen Blung Dieu på talerstolen til søndagsgudstjenesten i Binh Long – uden jakker! (Foto: Privat)

Internationale relationer

Erik involverede sig i kirkeligt og humanitært arbejde i Hviderusland i forbindelse med Tjernobylkatastrofen, hvor han også har medvirket ved flere gudstjenester. I en årrække var han med til at afholde børnelejre på Midtsjælland for børn fra Tjernobylområdet. Gennem personlige relationer har han medvirket til gudstjenester i Togo, Skotland, Tyskland, Norge, Sverige og flere steder i USA.

I begyndelsen af maj 2024 realiserede Erik en mangeårig drøm om en rejse til Vietnam sammen med sin ven Blung Dieu fra den vietnamesiske baptistmenighed i Slagelse. De deltog i en kirkeindvielse i Binh Long med 4000 gæster. Erik fik mulighed for at prædike og undervise ved flere lejligheder. Det blev til stor inspiration at møde kirken i Vietnam. Nogle bibelord af Paulus i Ny Testamente inspirerede Erik så konkret, at de også læses ved hans bisættelse. Her tales om grundlaget for den kristne tro, budskabet om Jesus Kristus, og vigtigheden af at give troen videre.

Forkynd evangeliet

Paulus skriver i 1. Korinterbrev, kapitel 15, vers 3: ”Det, jeg selv har modtaget, har jeg givet videre til jer, nemlig at…”. Erik brændte for at give evangeliet videre. Derfor sagde han også, da vi gennemgik hans tanker for bisættelsen og diverse udklip og artikler fra hans aktive liv og gerne fortalte begejstret om i forskellige sammenhænge: ”Forkynd evangeliet. Det skal jo ikke handle om mig!”

Æret være Erik Løvind Andersens minde!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Erik Løvind Andersen sov stille ind den 22. marts i sit hjem i Rødhus efter en periode med livstruende sygdom.


Erik var helt afklaret på at skulle dø efter et langt og engageret liv som præst og menneske. Sidste år i februar fejrede han 80-års fødselsdag med mange gæster i sit hjem, heraf gratulanter fra alle danske menigheder, hvor han havde været ansat præst. Han var født på Bornholm den 14. februar 1945.

Aktiv præst, fritidsmenneske og politisk engageret

Da Nordjyske omtalte Erik i forbindelse med hans 80-års fødselsdag, var det som en politisk engageret baptistpræst og et passioneret fritidsmenneske. På det tidspunkt stadig ansat på deltid i Sindal menighed. Jeg har kendt Erik som en god præstekollega gennem mange år med fælles bornholmske rødder. Jeg svarede ja uden tøven, da han kort efter sin livstruende diagnose i juni 2025 spurgte, om jeg ville forestå bisættelsen, når den tid kom. Erik blev sendt hjem fra sygehuset med beskeden om, at han måske kun havde to måneder tilbage. Sådan gik det ikke. Bisættelsen finder sted fredag den 27. marts i Pandrup Baptistkirke. Erik forberedte selv programmet med salmer og bibeltekster. ”Prædiken kan jeg ikke lave for dig”, sagde han, da vi gennemgik det hele. Sådan var Erik. Engageret i det, han havde med at gøre, så langt kræfterne rakte.

Som pensionist meldte Erik sig ind i partiet Venstre og blev hurtigt lokalt engageret som formand for Brovst Venstrevælgerforening. Han stillede op til kommunalvalget i 2021 uden dog at blive valgt. Han lagde aldrig skjul på, at han var præst og blev omtalt som maratonpræsten, da han som 72-årig løb Blokhus Marathon efter at have løbet sit første maraton på Island året før og et halvmaraton i Litauen i 2015. Træningen bestod af lange løbeture i naturen nær hjemmet i Rødhus med sine dengang to schæferhunde. Netop det skønne ”Mosehuset” var Erik med til at designe og totalrenovere efter at have købt det i 2003. Her var flere arbejdsuger, mens Erik stadig var præst på Midtsjælland. I 2004 flyttede Erik og Bodil ind i huset og en bygning blev senere indrettet til ”Bed and Breakfast”.

Erik mødte sin hustru Bodil (født Eriksen) fra Østhimmerland på vinterlejren i Pandrup i 1969. De blev gift den 19. maj 1970 i Vaarst Baptistkirke og bosatte sig i Hasle på Bornholm. De fik tre sønner og otte børnebørn.

Opvækst på Bornholm og uddannelse i Tølløse

Erik voksede op på Bornholm. Hans far var politimand og engageret i den væbnede modstandsbevægelse på øen. Dette var dog ikke grunden til, at familiens hjem blev bombet under slutningen af 2. Verdenskrig, men tilfældigt ramt af en russisk bombe. En bror fik lykkeligvis reddet Erik ud af barnevognen, kort før huset lå i ruiner.

Erik blev døbt i Rønne Baptistkirke den 4. februar 1962 og var dybt engageret i menighedens spejder-, børne- og ungdomsarbejde og som lægprædikant. Han blev uddannet indenfor kontor- og regnskab og arbejdede som regnskabsfører nogle år i stenindustrien. Så fulgte en HF-eksamen med topkarakter for sin hovedopgave om Bornholms Baptistmenighed i 1920’erne. Den blev senere trykt i ”Bornholmske Samlinger”. Herefter var Erik klar til præsteuddannelse på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse i 1975-1978. Han fik efteruddannelse i pædagogik, teologiske studier på Københavns Universitet og ved Southwestern Baptist Theological Seminary i Fort Worth, USA.

Præstetjeneste i mange menigheder

Erik havde allerede i 1967-1968 fået en smag på en tjeneste som præst som Tid-til Gud arbejder på landsplan i DBUF og DBS (Ungdomsforbund og Spejderkorps). Efter tiden på seminaret i Tølløse gjorde Erik tjeneste (fuldtid eller deltid) i Nibe/Løgstør menigheder (1978-1980), Nørresundby Baptistmenighed (1980-91), Midtsjællands Baptistmenighed (1991-2004), Karmelkirken i Aalborg (2004-06), Thisted Baptistkirke (2006-08) og Baptistkirken Sindal (2011-25). Hertil en periode i Kaas Frikirke (dengang Missionsforbundet) i 2004-2015 og med faste aftaler i Frederikshavn og Skagen Baptistkirker (2016-25).

Illustrativ forkyndelse

Erik havde kunstneriske gaver, som gjorde, at han ofte tegnede bibelhistorierne, alt imens han holdt børnetale eller prædikede. Sidst i 80’erne havde han sit eget program i Aalborg Kristne TV, hvor han fortalte bibelhistorier for børn. Det fik Dagbladet på Midtsjælland til at omtale ham som ”Baptisternes svar på Jørgen Clevin”, da de skrev om den nye præst på Midtsjælland. Nogle år forinden havde Erik og familien deltaget på en familielejr i Sverige, hvor Erik kom til at stå for bibelundervisningen, da de øvrige præster blev syge. De svenske baptisters blad skrev: ”En dansk snabbtecknare var det som hade hand om bibel- og familietimman… Lika snabbt som han talade, illustrerade han sine ord”.

Erik og vennen Blung Dieu på talerstolen til søndagsgudstjenesten i Binh Long – uden jakker! (Foto: Privat)

Internationale relationer

Erik involverede sig i kirkeligt og humanitært arbejde i Hviderusland i forbindelse med Tjernobylkatastrofen, hvor han også har medvirket ved flere gudstjenester. I en årrække var han med til at afholde børnelejre på Midtsjælland for børn fra Tjernobylområdet. Gennem personlige relationer har han medvirket til gudstjenester i Togo, Skotland, Tyskland, Norge, Sverige og flere steder i USA.

I begyndelsen af maj 2024 realiserede Erik en mangeårig drøm om en rejse til Vietnam sammen med sin ven Blung Dieu fra den vietnamesiske baptistmenighed i Slagelse. De deltog i en kirkeindvielse i Binh Long med 4000 gæster. Erik fik mulighed for at prædike og undervise ved flere lejligheder. Det blev til stor inspiration at møde kirken i Vietnam. Nogle bibelord af Paulus i Ny Testamente inspirerede Erik så konkret, at de også læses ved hans bisættelse. Her tales om grundlaget for den kristne tro, budskabet om Jesus Kristus, og vigtigheden af at give troen videre.

Forkynd evangeliet

Paulus skriver i 1. Korinterbrev, kapitel 15, vers 3: ”Det, jeg selv har modtaget, har jeg givet videre til jer, nemlig at…”. Erik brændte for at give evangeliet videre. Derfor sagde han også, da vi gennemgik hans tanker for bisættelsen og diverse udklip og artikler fra hans aktive liv og gerne fortalte begejstret om i forskellige sammenhænge: ”Forkynd evangeliet. Det skal jo ikke handle om mig!”

Æret være Erik Løvind Andersens minde!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/erik-loevind-andersen-praest-og-livsengageret-menneske-til-minde/feed/ Tidsånden https://baptist.dk/tidsaanden/ Thu, 10 Apr 2025 04:00:26 +0000 https://baptist.dk/?p=19016
Tidsånden er en underlig størrelse. Den føles luftig og uhåndgribelig og alligevel former den vores samfund, kulturen og hele vores verden. Og derfor også kirkerne. Efter Berlinmurens fald var der håb. Håb om fællesskab, demokrati og åbenhed.

Men tidsånden har skiftet retning. I dag mærker vi i stedet splittelse, mistillid og polarisering. Og kirkerne? Vi er ikke hævet over det. Vi påvirkes også. Af frygt. Af trangen til at vælge side, til at skære væk. Af frygten for at tage fejl.

Men evangeliet kalder os i en anden retning. Ikke væk fra verden men midt ind i den. Som mennesker, der insisterer på fællesskab, der lytter før de taler, og som tør rumme uenighed. Jesus kaldte både toldere og fiskere, både ivrige og tvivlende.

Det må også være vores kald: at gå mod tidsånden når den splitter og i stedet lade Helligånden føre os sammen. Ikke mod enshed, men mod en enhed, hvor vi lærer af vores forskellighed og bruger den som et redskab til at møde alle mennesker med evangeliet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Tidsånden er en underlig størrelse. Den føles luftig og uhåndgribelig og alligevel former den vores samfund, kulturen og hele vores verden. Og derfor også kirkerne. Efter Berlinmurens fald var der håb. Håb om fællesskab, demokrati og åbenhed.

Men tidsånden har skiftet retning. I dag mærker vi i stedet splittelse, mistillid og polarisering. Og kirkerne? Vi er ikke hævet over det. Vi påvirkes også. Af frygt. Af trangen til at vælge side, til at skære væk. Af frygten for at tage fejl.

Men evangeliet kalder os i en anden retning. Ikke væk fra verden men midt ind i den. Som mennesker, der insisterer på fællesskab, der lytter før de taler, og som tør rumme uenighed. Jesus kaldte både toldere og fiskere, både ivrige og tvivlende.

Det må også være vores kald: at gå mod tidsånden når den splitter og i stedet lade Helligånden føre os sammen. Ikke mod enshed, men mod en enhed, hvor vi lærer af vores forskellighed og bruger den som et redskab til at møde alle mennesker med evangeliet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/tidsaanden/feed/ Kan man kæmpe sig til fred? https://baptist.dk/kan-man-kaempe-sig-til-fred/ Mon, 13 Feb 2023 19:02:11 +0000 https://baptist.dk/?p=13426 Kristentro og fred hører sammen. Roden dertil er Jesus’ tale om at elske både naboen og fjenden.


Baptistteologen Glen Stassen var én af de første, der præsenterede tanken om ’en retfærdig fred’ her i landet. Det skete ved Kirkedagene i Aalborg i 2013.

Hvordan forholder vi os til krig og fred, hvis vi tror på evangeliet? Det har kristne ofte diskuteret. Nu er det aktuelt igen – tæt på. Hvad mente baptister før og under 2. verdenskrig, da der var tvungen værnepligt for mænd?

Kan kristne bære våben?

Nogle svarer Nej og tager straffen for civil ulydighed. De peger på, at Jesus er Fredsfyrsten[1], der vil fred på jord. Det gjorde de første kristne.[2] Andre svarer Ja og peger på, at kristne i 300-tallet begyndte at tale om ’retfærdig krig’ – dvs. en forsvarskrig, der skal sikre freden.[3] Atter andre fører ’hellig krig’, hvor man aggressivt kæmper for Gud og knuser andres frihed.[4] Den form for krig kender vi fra Det Gamle Testamente, og den forsvares i dag af fx islamister. Den er også kendt i kirkens historie, men ifølge Jesus skal fjender elskes – aldrig slås ihjel.[5]

Ung baptist i 1930’erne

Efter 1. verdenskrig valgte Danmark at være neutralt; det nye Folkeforbund arbejdede for afrustning, og kristne ledere vendte ryggen til al krig for at sikre fred og retfærd. En af vores præster skrev: I evangeliets lys er krig en handling imod Guds vilje. Her fornægtes kærligheden, friheden forsvinder og giftgas erstatter ånd: ’Kristne kan ikke nøjes med at bede; vi må handle! Alle kristne må nægte militærtjeneste. Det betyder lidelse, men også fredsfyrstens sejr!’[6]

En anden baptistpræst tilbagesendte sin indkaldelse fra Forsvarsministeriet med bud om, at han ikke ville bøje sig for den militære lov. Han skrev: ’Krig og kærlighed kan ikke forenes. Vi må sætte alt ind på dét, vi tror på!’. Sagen endte med en bøde og ’14 Dages simpelt Fængsel på sædvanlig Fangekost’. Det skabte en bølge af unge militærnægtere, der blev fremhævet som ’Guttermænd’.

Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

I 1935 sendte unge baptister en ’Resolution til den danske Regering’. De mente, at tilslutningen til Folkeforbundet betød, at ’militærstyrker udover et tilstrækkeligt indenrigs ordenspoliti’ var overflødige. Danskerne burde være et ’eksempel for andre nationer på tillidsfuld ned- og afrustning’. Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

Ung baptist i 1940’erne

Den 9. april 1940 rykkede fjenden ind i landet, og talen om militærnægtelse ebbede ud. Unge gik andre veje. Mange fulgte resolutionen fra 1935 og uddannede sig til politibetjente. Da nazisterne anholdt politiet, blev tre unge baptist-betjente mført til tyske KZ-lejre. Andre ’gik under jorden’ og sluttede sig til modstandsbevægelsen, hvor flere allerede var aktive.

Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed.

Men nogle arbejdede for tyskerne, og få valgte at kæmpe med tyskerne på Østfronten. De fleste aktive kvinder og mænd hjalp dog tyskernes ofre. Under krigen var det jøderne. Efter krigen gjaldt det flygtninge og nøden i landene omkring os. Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed[7].

Baptister i dag – hvad gør vi?

Bent Hylleberg

  • tidligere præst, rektor ved Baptistkirkens Teologiske Seminarium og formand for BaptistKirken
  • har udgivet bøger om danske baptisters historie, senest Dansk baptisme og tysk nazisme, 2021

Den danske neutralitetspolitik varede indtil 1949. Vi glædede os i 1945 over, at vi tilsluttede os De forenede Nationer. Anderledes forholdt det sig i 1949, da vi blev medlem af NATO, selv om det var en forsvarsalliance. Nu hed det: ’Vor sikkerhed består ikke i politiske alliancer, men i Gud! Vi vil adlyde Skriftens ord og bede for alle i ansvarlig stilling. Men vi vil ikke underkaste os noget eller nogen, som strider mod vor eneste retmæssige Herre, Jesus Kristus, vor frelser i liv og død’[8].

Hvordan sikrer vi bedst freden i dag? Drøfter vi det? Måske sker det bedst – i relation til vores kristne tro – ved at investere i ’retfærdig fred’?[9]

Læs også artiklen “Kuf-far og -mor for soldaterne”.

[1] Esajas’ bog kap. 9, vers 6 og Matthæusevangeliet kap. 5, vers 9

[2] Se Ole Lundegaards artikel i blad nr. 4, 2019: https://baptist.dk/jesus-fredens-fyrste/

[3] https://denstoredanske.lex.dk/krig

[4] https://teol.ku.dk/formidling/Gymnasieskolen/hellig_krig/

[5] Se Kirsten Nielsens artikel i blad nr. 3, 2017: https://baptist.dk/haevn-straf-og-fjendekaerlighed/

[6] Se Dansk baptisme og tysk nazisme til 1930’erne s. 38ff

[7] Se samme s. 71ff, 90ff, 124ff og 159ff

[8] Om FN og NATO, se samme s. 192ff

[9] https://mogenssmogensen.wordpress.com/2013/05/10/fra-retfaerdig-krig-til-retfaerdig-fred/

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Kristentro og fred hører sammen. Roden dertil er Jesus’ tale om at elske både naboen og fjenden.


Baptistteologen Glen Stassen var én af de første, der præsenterede tanken om ’en retfærdig fred’ her i landet. Det skete ved Kirkedagene i Aalborg i 2013.

Hvordan forholder vi os til krig og fred, hvis vi tror på evangeliet? Det har kristne ofte diskuteret. Nu er det aktuelt igen – tæt på. Hvad mente baptister før og under 2. verdenskrig, da der var tvungen værnepligt for mænd?

Kan kristne bære våben?

Nogle svarer Nej og tager straffen for civil ulydighed. De peger på, at Jesus er Fredsfyrsten[1], der vil fred på jord. Det gjorde de første kristne.[2] Andre svarer Ja og peger på, at kristne i 300-tallet begyndte at tale om ’retfærdig krig’ – dvs. en forsvarskrig, der skal sikre freden.[3] Atter andre fører ’hellig krig’, hvor man aggressivt kæmper for Gud og knuser andres frihed.[4] Den form for krig kender vi fra Det Gamle Testamente, og den forsvares i dag af fx islamister. Den er også kendt i kirkens historie, men ifølge Jesus skal fjender elskes – aldrig slås ihjel.[5]

Ung baptist i 1930’erne

Efter 1. verdenskrig valgte Danmark at være neutralt; det nye Folkeforbund arbejdede for afrustning, og kristne ledere vendte ryggen til al krig for at sikre fred og retfærd. En af vores præster skrev: I evangeliets lys er krig en handling imod Guds vilje. Her fornægtes kærligheden, friheden forsvinder og giftgas erstatter ånd: ’Kristne kan ikke nøjes med at bede; vi må handle! Alle kristne må nægte militærtjeneste. Det betyder lidelse, men også fredsfyrstens sejr!’[6]

En anden baptistpræst tilbagesendte sin indkaldelse fra Forsvarsministeriet med bud om, at han ikke ville bøje sig for den militære lov. Han skrev: ’Krig og kærlighed kan ikke forenes. Vi må sætte alt ind på dét, vi tror på!’. Sagen endte med en bøde og ’14 Dages simpelt Fængsel på sædvanlig Fangekost’. Det skabte en bølge af unge militærnægtere, der blev fremhævet som ’Guttermænd’.

Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

I 1935 sendte unge baptister en ’Resolution til den danske Regering’. De mente, at tilslutningen til Folkeforbundet betød, at ’militærstyrker udover et tilstrækkeligt indenrigs ordenspoliti’ var overflødige. Danskerne burde være et ’eksempel for andre nationer på tillidsfuld ned- og afrustning’. Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

Ung baptist i 1940’erne

Den 9. april 1940 rykkede fjenden ind i landet, og talen om militærnægtelse ebbede ud. Unge gik andre veje. Mange fulgte resolutionen fra 1935 og uddannede sig til politibetjente. Da nazisterne anholdt politiet, blev tre unge baptist-betjente mført til tyske KZ-lejre. Andre ’gik under jorden’ og sluttede sig til modstandsbevægelsen, hvor flere allerede var aktive.

Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed.

Men nogle arbejdede for tyskerne, og få valgte at kæmpe med tyskerne på Østfronten. De fleste aktive kvinder og mænd hjalp dog tyskernes ofre. Under krigen var det jøderne. Efter krigen gjaldt det flygtninge og nøden i landene omkring os. Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed[7].

Baptister i dag – hvad gør vi?

Bent Hylleberg

  • tidligere præst, rektor ved Baptistkirkens Teologiske Seminarium og formand for BaptistKirken
  • har udgivet bøger om danske baptisters historie, senest Dansk baptisme og tysk nazisme, 2021

Den danske neutralitetspolitik varede indtil 1949. Vi glædede os i 1945 over, at vi tilsluttede os De forenede Nationer. Anderledes forholdt det sig i 1949, da vi blev medlem af NATO, selv om det var en forsvarsalliance. Nu hed det: ’Vor sikkerhed består ikke i politiske alliancer, men i Gud! Vi vil adlyde Skriftens ord og bede for alle i ansvarlig stilling. Men vi vil ikke underkaste os noget eller nogen, som strider mod vor eneste retmæssige Herre, Jesus Kristus, vor frelser i liv og død’[8].

Hvordan sikrer vi bedst freden i dag? Drøfter vi det? Måske sker det bedst – i relation til vores kristne tro – ved at investere i ’retfærdig fred’?[9]

Læs også artiklen “Kuf-far og -mor for soldaterne”.

[1] Esajas’ bog kap. 9, vers 6 og Matthæusevangeliet kap. 5, vers 9

[2] Se Ole Lundegaards artikel i blad nr. 4, 2019: https://baptist.dk/jesus-fredens-fyrste/

[3] https://denstoredanske.lex.dk/krig

[4] https://teol.ku.dk/formidling/Gymnasieskolen/hellig_krig/

[5] Se Kirsten Nielsens artikel i blad nr. 3, 2017: https://baptist.dk/haevn-straf-og-fjendekaerlighed/

[6] Se Dansk baptisme og tysk nazisme til 1930’erne s. 38ff

[7] Se samme s. 71ff, 90ff, 124ff og 159ff

[8] Om FN og NATO, se samme s. 192ff

[9] https://mogenssmogensen.wordpress.com/2013/05/10/fra-retfaerdig-krig-til-retfaerdig-fred/

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kan-man-kaempe-sig-til-fred/feed/ Forkynd evangeliet – om nødvendigt med ord https://baptist.dk/forkynd-evangeliet-om-noedvendigt-med-ord/ Tue, 08 Mar 2022 22:49:38 +0000 https://baptist.dk/?p=12038 Vi kan ikke snakke os til at være kirke. Kærligheden får beskidte hænder, når den rækkes til det lidende menneske. Hvordan er vi menighed – efter Corona?


Benny Klarholt holdt denne prædiken i Silkeborg Baptistkirke d. 6. marts 2022 over teksten i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 42-47.

I dag skal vi på en lille rejse, fordi jeg ønsker at bruge en Ny Testamentelig virkelighed som udgangspunkt for rejsen ind i den tid, vi kender som vores virkelighed.

Rejsen begynder i disciplenes virkelighed, da Jesus efter sin død og opstandelse havde taget endeligt afsked med dem i sin himmelfart. Han havde talt om ikke at efterlade dem som børn uden en far. Han havde talt om en anden talsmand, hjælperen, der skulle være hos dem til evig tid.

  • I det nu, som danner baggrund, sidder disciplene bag lukkede døre, angste for de mennesker, der havde været med i korsfæstelsesråbene.
  • De sad bag lukkede døre, angste for den virkelighed der ville møde dem udenfor, når de igen skulle møde verden.
  • Og mellem angsten og den tekst, der danner baggrund for min prædiken, ligger pinseunderet, hvor tunger som af ild satte sig på dem – og hvor Helligånden skabte en helt ny frimodighed og evne til at trodse angsten, at stå op imod den, og møde verden på ny.

Kan vi lade ordene pege ind i vores tid? – Situationen som kristen kirke i dag? Ind i vor angst for nærhed? Vor angst defineret ved en ukendt sygdom?

Vilkårene for den første kristne menighed har lighedspunkter til den virkelighed, vi lever i. De var de første, og hvert enkelt skridt, de trådte på troens vej, var første skridt i en ny virkelighed.

Hvert skridt disciplene trådte på troens vej, var første skridt ind i en ny virkelighed.

De skulle selv lære at gå, efter at Jesus ikke længere var fysisk tilstede mellem dem. De skulle finde vej i et nyt fællesskab, hvor tro og tillid til Gud, tjenesten og relationen til medmennesket skulle være bindemiddel.

  • Og stykket, vi læste, beskriver, hvordan troen udmøntede sig i et fællesskab omkring apostlenes lære, altså fortællingen om hvad Jesus havde sagt og gjort – at bryde brødet, drikke af bægeret og at bede sammen.
  • Frygten, der prægede dem, var i lige dele usikkerhed på fremtiden og ærefrygt over det, Gud lod ske mellem dem i form af tegn og undere ved apostlenes hænder.

Hver især var de ansvarlige for etablering af relationer, tillid og tro på en helt ny måde. Og det, der konstituerede det fællesskab, var troen på Jesus Kristus som Herre og frelser.

Dette nye, som de oplevede at blive vidner til, skabte behovet for at være sammen med ligesindede, at være sammen med mennesker, som mærkede samme tro på det uforklarlige og bar samme håb i hjertet.

De ønskede at dele det, de havde oplevet, det der bandt dem sammen til et fællesskab af indforståede – de troende. Et fællesskab der vidste, hvad det betød og mindede dem om, når brødet blev brudt og vinen budt rundt.

Den kristne menigheds fællesskab bygger på noget ganske særligt, fordi det er en indre virkelighed – noget du må tro, og som du ikke kan veje og måle eller definere som noget konkret.

  • Mødet med Jesus, der havde forvandlet deres liv, smittede af på deres omgivelser og skabte et behov for det sted – det fællesskab, hvor troen og livet som kristen kunne deles.
  • Og den kristne menighed var stedet, hvor dette kunne lade sig gøre.
  • Og det fundamentale – det menneskelige i forening med det guddommelige – var at se det i relationer mellem mennesker, og trofasthed mod troen som forenende faktor.

Vers 46 påpeger at: ”De kom i enighed i templet, hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud!”

Deres menighedsliv var en vekslen mellem gudshuset, templet og hjemmene. På sin vis også det, der præger – eller har præget – rigtig mange kristne menigheders opbakning omkring gudstjenesten i vor tid. Men som her og nu er i krise, og som udgangspunkt pga. Corona.

Den kristne menighed var stedet, hvor troen og livet som kristen kunne deles.

  • Jeg tror tiden nu er inde til forandring – tilbagevenden.

Tiden, vi lever i, kræver vor eftertanke, og at vi sætter ord på tanker og følelser. Følelsen af fremmedgørelse og distance. Følelsen af ensomhed, og ikke blot som et begreb vi kan forholde os teoretisk til. Et begreb som angår andre. Nej følelsen af ensomhed har ramt os som en følelsesmæssig udfordring og konsekvens af vores behov for at passe på os selv – og skabt af et lukket samfund.

Gennem lang tid har mennesker trukket sig fra hinanden i angst for smitte – i angst for den ukendte sygdoms barske indvirken på vores helbred. Skridtene væk fra hinanden gik hurtigt, præget af frygt. Ingen ville det. Angsten accelererede processen.

Vi forlod hinanden, og ikke blot foreninger og organisationer lider under det. Kirken lider – ikke blot som mursten og rum – men som organisme, legeme, relation lider under, at vi har trukket os fra hinanden.

Udfordringen i vores tid er tydelig: Kirken er kommet på nettet – gudstjenester findes som streaming. Det er muligt at se, at lytte, måske at føle sig som en del af, hjemme i sofaen med kaffe i koppen. Nye vaner er skabt og relationer på afstand som iagttager. Vi kan streame og er frie til at vælge tidspunkt.  Det fysiske, som at synge sammen, at hilse på, at mærke hinanden, er forsvundet.

Er det en virkelighed, vi affinder os med? – Eller en konsekvens af nedlukning og ensomhed, vi må rejse os mod? Er du med, så du stiller spørgsmålet:

  • Og vejen tilbage?
  • Kan vi finde tilbage?
  • Skal vi finde tilbage?
  • Findes der en vej tilbage?

Hvad tænker du, at vi skal gøre? På hvilken måde vil du være med? I en kristen menighed som vores mærkes det også. Og udfordres vi ikke i forhold til stillingtagen og engagement? Dybest set rejser det spørgsmålet ind i vores menighed: ”Hvad ville Jesus have gjort?”

  • det kunne lyde som en floskel men skal forstås som en appel til eftertanke i forhold til, hvad der er vor kristne pligt – og måde at handle på.
  • Det er – og vil altid være – dig og mig, der er hans hænder rakt til mennesker, så:

På hvilken måde inspirerer han os i dag? Handler det om at tage ansvar, ved at du personligt engagerer dig i processen at genoprette det, som Corona brød ned mellem os?

Ordene i teksten ”De kom i enighed i templet hver dag!” var en virkelighed, der var realistisk på den tid, men hvad inspirerer den os til? Handler det i virkeligheden om at se det som en trofasthed i tre dimensioner?

  • som trofasthed mod troen
  • mod fællesskabet
  • mod relationen

Hvis det er tilfældet, hvordan redigerer vi da ”status”. Hvordan genfinder vi relationen? Behovet for at være sammen om at bryde brødet, og drikke af bægeret? Hvad er det personlige ansvar i forhold til distancen mellem os? Hvordan kan den enkelte tage ansvar?

  • Vil du være med på rejsen?

Når verden igen er forvandlet, er det da væsentligt, hvor mange eller få der sidder til gudstjeneste i kirken? – mod dette at Gud på ny udfordrer sin menighed på sin væren? At være kirke, at være Kristi legeme på jord, defineres ikke ved, at vi forsøger at snakke os fra det.

  • Kærligheden får beskidte hænder, når den af hjertet rækkes til det lidende menneske.
  • Kærligheden er ikke i bøn at lægge ansvaret over på Gud i dyb tro og tillid til, at han skal nok klare den, at hans vilje vil ske.
  • For hvad sker der når Gud, fuld af kærlighed, peger den anden vej: Det er dig! Du er mine hænder?

Vores gudstjeneste er det, Gud kalder os til, når vi erkender, at vi er de hænder og fødder, han rækker og sender for at møde mennesker med hans virkeliggjorte kærlighed på jord.

Gudstjenesten i dette hus er den kærlighed, der binder os til at handle i den verden, vi lever i. Forkynd evangeliet – og brug om nødvendigt ord!

Guds fred! Amen

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Vi kan ikke snakke os til at være kirke. Kærligheden får beskidte hænder, når den rækkes til det lidende menneske. Hvordan er vi menighed – efter Corona?


Benny Klarholt holdt denne prædiken i Silkeborg Baptistkirke d. 6. marts 2022 over teksten i Apostlenes Gerninger kapitel 2, vers 42-47.

I dag skal vi på en lille rejse, fordi jeg ønsker at bruge en Ny Testamentelig virkelighed som udgangspunkt for rejsen ind i den tid, vi kender som vores virkelighed.

Rejsen begynder i disciplenes virkelighed, da Jesus efter sin død og opstandelse havde taget endeligt afsked med dem i sin himmelfart. Han havde talt om ikke at efterlade dem som børn uden en far. Han havde talt om en anden talsmand, hjælperen, der skulle være hos dem til evig tid.

  • I det nu, som danner baggrund, sidder disciplene bag lukkede døre, angste for de mennesker, der havde været med i korsfæstelsesråbene.
  • De sad bag lukkede døre, angste for den virkelighed der ville møde dem udenfor, når de igen skulle møde verden.
  • Og mellem angsten og den tekst, der danner baggrund for min prædiken, ligger pinseunderet, hvor tunger som af ild satte sig på dem – og hvor Helligånden skabte en helt ny frimodighed og evne til at trodse angsten, at stå op imod den, og møde verden på ny.

Kan vi lade ordene pege ind i vores tid? – Situationen som kristen kirke i dag? Ind i vor angst for nærhed? Vor angst defineret ved en ukendt sygdom?

Vilkårene for den første kristne menighed har lighedspunkter til den virkelighed, vi lever i. De var de første, og hvert enkelt skridt, de trådte på troens vej, var første skridt i en ny virkelighed.

Hvert skridt disciplene trådte på troens vej, var første skridt ind i en ny virkelighed.

De skulle selv lære at gå, efter at Jesus ikke længere var fysisk tilstede mellem dem. De skulle finde vej i et nyt fællesskab, hvor tro og tillid til Gud, tjenesten og relationen til medmennesket skulle være bindemiddel.

  • Og stykket, vi læste, beskriver, hvordan troen udmøntede sig i et fællesskab omkring apostlenes lære, altså fortællingen om hvad Jesus havde sagt og gjort – at bryde brødet, drikke af bægeret og at bede sammen.
  • Frygten, der prægede dem, var i lige dele usikkerhed på fremtiden og ærefrygt over det, Gud lod ske mellem dem i form af tegn og undere ved apostlenes hænder.

Hver især var de ansvarlige for etablering af relationer, tillid og tro på en helt ny måde. Og det, der konstituerede det fællesskab, var troen på Jesus Kristus som Herre og frelser.

Dette nye, som de oplevede at blive vidner til, skabte behovet for at være sammen med ligesindede, at være sammen med mennesker, som mærkede samme tro på det uforklarlige og bar samme håb i hjertet.

De ønskede at dele det, de havde oplevet, det der bandt dem sammen til et fællesskab af indforståede – de troende. Et fællesskab der vidste, hvad det betød og mindede dem om, når brødet blev brudt og vinen budt rundt.

Den kristne menigheds fællesskab bygger på noget ganske særligt, fordi det er en indre virkelighed – noget du må tro, og som du ikke kan veje og måle eller definere som noget konkret.

  • Mødet med Jesus, der havde forvandlet deres liv, smittede af på deres omgivelser og skabte et behov for det sted – det fællesskab, hvor troen og livet som kristen kunne deles.
  • Og den kristne menighed var stedet, hvor dette kunne lade sig gøre.
  • Og det fundamentale – det menneskelige i forening med det guddommelige – var at se det i relationer mellem mennesker, og trofasthed mod troen som forenende faktor.

Vers 46 påpeger at: ”De kom i enighed i templet, hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud!”

Deres menighedsliv var en vekslen mellem gudshuset, templet og hjemmene. På sin vis også det, der præger – eller har præget – rigtig mange kristne menigheders opbakning omkring gudstjenesten i vor tid. Men som her og nu er i krise, og som udgangspunkt pga. Corona.

Den kristne menighed var stedet, hvor troen og livet som kristen kunne deles.

  • Jeg tror tiden nu er inde til forandring – tilbagevenden.

Tiden, vi lever i, kræver vor eftertanke, og at vi sætter ord på tanker og følelser. Følelsen af fremmedgørelse og distance. Følelsen af ensomhed, og ikke blot som et begreb vi kan forholde os teoretisk til. Et begreb som angår andre. Nej følelsen af ensomhed har ramt os som en følelsesmæssig udfordring og konsekvens af vores behov for at passe på os selv – og skabt af et lukket samfund.

Gennem lang tid har mennesker trukket sig fra hinanden i angst for smitte – i angst for den ukendte sygdoms barske indvirken på vores helbred. Skridtene væk fra hinanden gik hurtigt, præget af frygt. Ingen ville det. Angsten accelererede processen.

Vi forlod hinanden, og ikke blot foreninger og organisationer lider under det. Kirken lider – ikke blot som mursten og rum – men som organisme, legeme, relation lider under, at vi har trukket os fra hinanden.

Udfordringen i vores tid er tydelig: Kirken er kommet på nettet – gudstjenester findes som streaming. Det er muligt at se, at lytte, måske at føle sig som en del af, hjemme i sofaen med kaffe i koppen. Nye vaner er skabt og relationer på afstand som iagttager. Vi kan streame og er frie til at vælge tidspunkt.  Det fysiske, som at synge sammen, at hilse på, at mærke hinanden, er forsvundet.

Er det en virkelighed, vi affinder os med? – Eller en konsekvens af nedlukning og ensomhed, vi må rejse os mod? Er du med, så du stiller spørgsmålet:

  • Og vejen tilbage?
  • Kan vi finde tilbage?
  • Skal vi finde tilbage?
  • Findes der en vej tilbage?

Hvad tænker du, at vi skal gøre? På hvilken måde vil du være med? I en kristen menighed som vores mærkes det også. Og udfordres vi ikke i forhold til stillingtagen og engagement? Dybest set rejser det spørgsmålet ind i vores menighed: ”Hvad ville Jesus have gjort?”

  • det kunne lyde som en floskel men skal forstås som en appel til eftertanke i forhold til, hvad der er vor kristne pligt – og måde at handle på.
  • Det er – og vil altid være – dig og mig, der er hans hænder rakt til mennesker, så:

På hvilken måde inspirerer han os i dag? Handler det om at tage ansvar, ved at du personligt engagerer dig i processen at genoprette det, som Corona brød ned mellem os?

Ordene i teksten ”De kom i enighed i templet hver dag!” var en virkelighed, der var realistisk på den tid, men hvad inspirerer den os til? Handler det i virkeligheden om at se det som en trofasthed i tre dimensioner?

  • som trofasthed mod troen
  • mod fællesskabet
  • mod relationen

Hvis det er tilfældet, hvordan redigerer vi da ”status”. Hvordan genfinder vi relationen? Behovet for at være sammen om at bryde brødet, og drikke af bægeret? Hvad er det personlige ansvar i forhold til distancen mellem os? Hvordan kan den enkelte tage ansvar?

  • Vil du være med på rejsen?

Når verden igen er forvandlet, er det da væsentligt, hvor mange eller få der sidder til gudstjeneste i kirken? – mod dette at Gud på ny udfordrer sin menighed på sin væren? At være kirke, at være Kristi legeme på jord, defineres ikke ved, at vi forsøger at snakke os fra det.

  • Kærligheden får beskidte hænder, når den af hjertet rækkes til det lidende menneske.
  • Kærligheden er ikke i bøn at lægge ansvaret over på Gud i dyb tro og tillid til, at han skal nok klare den, at hans vilje vil ske.
  • For hvad sker der når Gud, fuld af kærlighed, peger den anden vej: Det er dig! Du er mine hænder?

Vores gudstjeneste er det, Gud kalder os til, når vi erkender, at vi er de hænder og fødder, han rækker og sender for at møde mennesker med hans virkeliggjorte kærlighed på jord.

Gudstjenesten i dette hus er den kærlighed, der binder os til at handle i den verden, vi lever i. Forkynd evangeliet – og brug om nødvendigt ord!

Guds fred! Amen

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/forkynd-evangeliet-om-noedvendigt-med-ord/feed/ Huttelihut! https://baptist.dk/huttelihut/ Thu, 21 Nov 2019 05:00:48 +0000 https://baptist.dk/?p=8323
Fodboldtosser af lidt ældre dato rundt om i landet genkalder sig nok Flemming Tofts berømte udbrud fra 1992 i EM-finalen i herrefodbold, hvor Danmark nærmest mirakuløst sikrede sig mesterskabet! Og nu skal vi på den igen med endnu en fodboldslutrunde. Juhu og huttelihut! Jeg går en del op i fodbold – lidt for meget – ifølge min kone, men den glæde, begejstring og det fælleskab som fodbold KAN give – hvad enten man selv spiller eller følger et hold, er utrolig. Der er en samhørighed, et sammenhold, ja en ubeskrivelig sammenhængskraft.

Må vi ønske for vores menigheder og vores lille kirkesamfund, at vi kan skabe en lignende begejstring og sammenhængskraft for det glade budskab, for fællesskabet og for Jesu Kristi uudtømmelige kærlighed, så vi alle må udbryde et fælles huttelihut – eller endnu bedre – et stort Halleluja!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Fodboldtosser af lidt ældre dato rundt om i landet genkalder sig nok Flemming Tofts berømte udbrud fra 1992 i EM-finalen i herrefodbold, hvor Danmark nærmest mirakuløst sikrede sig mesterskabet! Og nu skal vi på den igen med endnu en fodboldslutrunde. Juhu og huttelihut! Jeg går en del op i fodbold – lidt for meget – ifølge min kone, men den glæde, begejstring og det fælleskab som fodbold KAN give – hvad enten man selv spiller eller følger et hold, er utrolig. Der er en samhørighed, et sammenhold, ja en ubeskrivelig sammenhængskraft.

Må vi ønske for vores menigheder og vores lille kirkesamfund, at vi kan skabe en lignende begejstring og sammenhængskraft for det glade budskab, for fællesskabet og for Jesu Kristi uudtømmelige kærlighed, så vi alle må udbryde et fælles huttelihut – eller endnu bedre – et stort Halleluja!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/huttelihut/feed/ At udleve evangeliet i hverdagen https://baptist.dk/at-udleve-evangeliet-i-hverdagen/ Wed, 08 May 2019 06:50:59 +0000 https://baptist.dk/?p=6076 Evangeliet er, at Guds rige er nær. At omvende sig og tro evangeliet betyder at se livet og virkeligheden i det nye lys, som Guds rige kaster over verden.


Johannes Aakjær Steenbuch, f. 1982:

  • formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
  • ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene
  • cand. mag. i filosofi
  • bor på Bornholm og tilhører Bornholms Baptistmenighed

Evangeliet om Guds rige kan ikke reduceres til en lære om et kommende tusindårsrige eller en åndelig tilstand for de særligt spirituelle. Det kristne budskab angår ikke kun en særlig åndelig sfære af tilværelsen. Evangeliet har også betydning for vores daglige liv.

Store krav

En stor del af Jesus’ lære handler om gudsriget, der fungerer på helt andre vilkår end menneskeskabte samfund. Jesus gør det klart, at hans disciple skal give til alle, der beder, tilgive uden grænser, elske deres fjender og ikke dømme andre og så videre.

Alligevel møder vi sjældent nogen, der bogstaveligt lever efter hans lære. Jesus’ bud er altid mere radikale, end vi tror. Selv hvis vi nøjes med at se gudsriget som et flot ideal, ramler det ofte ind i den orden, vi tager for givet.

Hver gang nogen mener at have sit på det rene, gør Jesus det klart, at der er mere at gøre – som i historien om den rige unge mand, der må gå skuffet bort, da Jesus byder ham at give alt, hvad han ejer, til de fattige.[1]

Kærlighed er lovens fylde

Jesus koger hele sin lære ned til, at vi skal behandle andre, som vi selv vil behandles. Paulus forklarer, at kærlighed er lovens fylde.[2] Det er den ’kongelige lov’, forklarer Jakob i sit brev.[3] Kærlighed er med andre ord den lov, der gælder i gudsriget, uden ‘men’ eller ‘hvis’. Derfor er der ingen del af menneskelivet, som er undtaget fra gudsrigets krav.

Der er ingen opskrift på, hvad det i praksis vil sige at behandle andre, som man selv vil behandles. Evangeliet sætter os fri til at tænke selv, men gør os netop derfor også myndige og ansvarlige. Ethvert forsøg på at sætte kærligheden i system er egentlig at udvande evangeliet.

Ethvert forsøg på at sætte kærligheden i system er egentlig at udvande evangeliet.

På dørtærsklen til gudsriget

Det er egentlig ganske enkelt: At udleve evangeliet om gudsriget i dagligdagen betyder hverken mere eller mindre end at elske andre som sig selv. Vi ved udmærket godt, hvad vi skal – problemet er, at vi ikke vil. Vi må gang på gang indrømme, at vi ligesom Jesus´ disciple ofte gør alt for at bortforklare evangeliets krav til os.

Men med sin død – og vores død med ham på korset – har Gud sat en grænse for vores uvilje og manglende retfærdighed. Med sin opstandelse har han skabt en ny menneskehed med borgerskab i gudsriget. Vi er på én gang vores gamle uretfærdige jeg og nye mennesker med del i Guds rige. Til stadighed står vi på dørtærsklen til gudsriget.

Guds rige er skjult

Guds rige er endnu skjult til stede blandt os. Også derfor kan vi aldrig dømme om, hvorvidt andre mennesker lever med dets kærlighed i dagligdagen. Guds rige er til stede, hvor vi mindst venter det – i det mindste kærtegn, i en uanselig omsorg for et andet menneske. Guds rige kan vi ikke gøre til genstand for metoder og programmer, business og ledelse.

At der er tale om Guds rige, betyder, at evangeliet handler om en virkelighed, der har sin oprindelse uden for os, i Gud. Guds rige handler ikke om visioner og værdier, men om, at der findes en helt anden virkelighed, som er ved at bryde igennem vores.

Der er intet spektakulært over gudsriget, men det vokser som ukrudt, der skyder op gennem fortovet. Hævder nogen at være ved at realisere Guds rige på jorden, kan vi være sikre på, at det ikke er Guds rige, men babelstårnet, der er ved at blive genopført.

Der er intet spektakulært over gudsriget, men det vokser som ukrudt, der skyder op gennem fortovet.

Evangeliet er politisk

Evangeliet er ’politisk’, for det handler om, at Guds rige, en ny verdensorden, er nær. Guds rige er virkeligt på trods af vores mere eller mindre mislykkede forsøg på at skabe små og store perfekte samfund på jorden.

Verden er skabt god, men enhver orden – fx social, kulturel, økonomisk, politisk – som vi forsøger at beherske verden med, er per definition præget af uretfærdighed. Evangeliet er godt nyt, men det er også klart, at den orden, vi kender, netop ikke er Guds rige. Guds rige ophæver ikke det gode skaberværk, men sætter det fri af uretfærdige menneskeskabte systemer.

Evangeliet handler om, at en helt ny virkelighed er ved at bryde igennem – ikke kun, at der skal justeres lidt på dele af den gamle virkelighed. Selvom evangeliet er ’politisk’, kan det ikke omsættes til et politisk program. Evangeliet sprænger enhver politisk ideologi.

Vi kan vidne om gudsriget

At leve med evangeliet i dagligdagen betyder en bevidsthed om tingenes foreløbighed – men også et håb for fremtiden. Det betyder fx, at vi ikke behøver at betragte menneskeskabte politiske og økonomiske systemer som uforanderlige. At en anden verden er mulig.

Vi kan ikke selv indføre gudsriget på jorden, men vi kan vidne om det ved at kritisere den uretfærdighed, vi ser omkring os. Vi kan vidne om gudsriget ved at sige ’nej’ til alt, der puster sig op og vil være noget stort i verden – og vi kan vidne om gudsriget ved at række ud og vise omsorg for alt, der er svagt og udstødt.

Gør vi det, kan det være, vi allerede nu får lov at se Guds rige – i glimt, men alligevel nok så virkeligt.

[1]    Matthæusevangeliet kap. 19, vers 16-22

[2]    Romerbrevet kap. 13, vers 8

[3]    Jakobs brev kap. 2, vers 8

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Evangeliet er, at Guds rige er nær. At omvende sig og tro evangeliet betyder at se livet og virkeligheden i det nye lys, som Guds rige kaster over verden.


Johannes Aakjær Steenbuch, f. 1982:

  • formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
  • ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene
  • cand. mag. i filosofi
  • bor på Bornholm og tilhører Bornholms Baptistmenighed

Evangeliet om Guds rige kan ikke reduceres til en lære om et kommende tusindårsrige eller en åndelig tilstand for de særligt spirituelle. Det kristne budskab angår ikke kun en særlig åndelig sfære af tilværelsen. Evangeliet har også betydning for vores daglige liv.

Store krav

En stor del af Jesus’ lære handler om gudsriget, der fungerer på helt andre vilkår end menneskeskabte samfund. Jesus gør det klart, at hans disciple skal give til alle, der beder, tilgive uden grænser, elske deres fjender og ikke dømme andre og så videre.

Alligevel møder vi sjældent nogen, der bogstaveligt lever efter hans lære. Jesus’ bud er altid mere radikale, end vi tror. Selv hvis vi nøjes med at se gudsriget som et flot ideal, ramler det ofte ind i den orden, vi tager for givet.

Hver gang nogen mener at have sit på det rene, gør Jesus det klart, at der er mere at gøre – som i historien om den rige unge mand, der må gå skuffet bort, da Jesus byder ham at give alt, hvad han ejer, til de fattige.[1]

Kærlighed er lovens fylde

Jesus koger hele sin lære ned til, at vi skal behandle andre, som vi selv vil behandles. Paulus forklarer, at kærlighed er lovens fylde.[2] Det er den ’kongelige lov’, forklarer Jakob i sit brev.[3] Kærlighed er med andre ord den lov, der gælder i gudsriget, uden ‘men’ eller ‘hvis’. Derfor er der ingen del af menneskelivet, som er undtaget fra gudsrigets krav.

Der er ingen opskrift på, hvad det i praksis vil sige at behandle andre, som man selv vil behandles. Evangeliet sætter os fri til at tænke selv, men gør os netop derfor også myndige og ansvarlige. Ethvert forsøg på at sætte kærligheden i system er egentlig at udvande evangeliet.

Ethvert forsøg på at sætte kærligheden i system er egentlig at udvande evangeliet.

På dørtærsklen til gudsriget

Det er egentlig ganske enkelt: At udleve evangeliet om gudsriget i dagligdagen betyder hverken mere eller mindre end at elske andre som sig selv. Vi ved udmærket godt, hvad vi skal – problemet er, at vi ikke vil. Vi må gang på gang indrømme, at vi ligesom Jesus´ disciple ofte gør alt for at bortforklare evangeliets krav til os.

Men med sin død – og vores død med ham på korset – har Gud sat en grænse for vores uvilje og manglende retfærdighed. Med sin opstandelse har han skabt en ny menneskehed med borgerskab i gudsriget. Vi er på én gang vores gamle uretfærdige jeg og nye mennesker med del i Guds rige. Til stadighed står vi på dørtærsklen til gudsriget.

Guds rige er skjult

Guds rige er endnu skjult til stede blandt os. Også derfor kan vi aldrig dømme om, hvorvidt andre mennesker lever med dets kærlighed i dagligdagen. Guds rige er til stede, hvor vi mindst venter det – i det mindste kærtegn, i en uanselig omsorg for et andet menneske. Guds rige kan vi ikke gøre til genstand for metoder og programmer, business og ledelse.

At der er tale om Guds rige, betyder, at evangeliet handler om en virkelighed, der har sin oprindelse uden for os, i Gud. Guds rige handler ikke om visioner og værdier, men om, at der findes en helt anden virkelighed, som er ved at bryde igennem vores.

Der er intet spektakulært over gudsriget, men det vokser som ukrudt, der skyder op gennem fortovet. Hævder nogen at være ved at realisere Guds rige på jorden, kan vi være sikre på, at det ikke er Guds rige, men babelstårnet, der er ved at blive genopført.

Der er intet spektakulært over gudsriget, men det vokser som ukrudt, der skyder op gennem fortovet.

Evangeliet er politisk

Evangeliet er ’politisk’, for det handler om, at Guds rige, en ny verdensorden, er nær. Guds rige er virkeligt på trods af vores mere eller mindre mislykkede forsøg på at skabe små og store perfekte samfund på jorden.

Verden er skabt god, men enhver orden – fx social, kulturel, økonomisk, politisk – som vi forsøger at beherske verden med, er per definition præget af uretfærdighed. Evangeliet er godt nyt, men det er også klart, at den orden, vi kender, netop ikke er Guds rige. Guds rige ophæver ikke det gode skaberværk, men sætter det fri af uretfærdige menneskeskabte systemer.

Evangeliet handler om, at en helt ny virkelighed er ved at bryde igennem – ikke kun, at der skal justeres lidt på dele af den gamle virkelighed. Selvom evangeliet er ’politisk’, kan det ikke omsættes til et politisk program. Evangeliet sprænger enhver politisk ideologi.

Vi kan vidne om gudsriget

At leve med evangeliet i dagligdagen betyder en bevidsthed om tingenes foreløbighed – men også et håb for fremtiden. Det betyder fx, at vi ikke behøver at betragte menneskeskabte politiske og økonomiske systemer som uforanderlige. At en anden verden er mulig.

Vi kan ikke selv indføre gudsriget på jorden, men vi kan vidne om det ved at kritisere den uretfærdighed, vi ser omkring os. Vi kan vidne om gudsriget ved at sige ’nej’ til alt, der puster sig op og vil være noget stort i verden – og vi kan vidne om gudsriget ved at række ud og vise omsorg for alt, der er svagt og udstødt.

Gør vi det, kan det være, vi allerede nu får lov at se Guds rige – i glimt, men alligevel nok så virkeligt.

[1]    Matthæusevangeliet kap. 19, vers 16-22

[2]    Romerbrevet kap. 13, vers 8

[3]    Jakobs brev kap. 2, vers 8

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/at-udleve-evangeliet-i-hverdagen/feed/ Kristendom handler om Guds rige https://baptist.dk/kristendom-handler-om-guds-rige/ Fri, 26 Apr 2019 09:03:15 +0000 https://baptist.dk/?p=5910 I et samfund med frit slag på alle hylder i det religiøse supermarked kan det være svært at få et entydigt svar på, hvad der egentlig er kristendommens kerne. Er kristendom en kulturel og etisk værdi og tradition eller måske et sæt religiøse praksisser og myter, der skal kaste lys over menneskelivet – eller noget helt tredje?


Teologisk Forum består af Johannes Aakjær Steenbuch, Bent Hylleberg, Bodil Højbak Møller, Christian Bylund og Thai Hon Thin Tuep.

Bestil ‘lille Katekismus’ på info@baptistkirken.dk. Den koster 20 kr. + porto.

I bogen ’lille KATEKISMUS’ forsøger vi at skære igennem de sædvanlige spørgsmål ved at gå til sagens kerne. Ved at anlægge gudsrigets perspektiv på evangeliet kan vi gøre evangeliet relevant – uden at gå på kompromis med klassisk teologisk arvegods.

Kristendom begynder med evangeliet, bogstaveligt ’det gode budskab’. Det kristne evangelium er kort sagt, at ”Guds rige er nær”, som Jesus forkyndte det. Budskabet om Guds rige er godt nyt, fordi det handler om kærlighedens sejr over døden. I Guds rige genoprettes alt, der er brudt og ødelagt. Guds rige indebærer tilgivelse, forsoning, helbredelse, fred og retfærdighed.

Evangeliet er egentlig ganske nemt at forstå.

Evangeliet er egentlig ganske nemt at forstå. Det handler om trøst til dem, der sørger, helbredelse til syge, tilgivelse til dem, der nages af dårlig samvittighed, retfærdighed for ofre for uretfærdighed og nyt liv til dem, der frygter døden.

Guds rige viser sig i korset

Jesus blev henrettet som oprører, fordi hans forkyndelse af Guds rige og af sig selv som Guds Søn bragte ham på kant med samtidens religiøse og politiske magthavere. Jesus vendte bunden i vejret på alle hierarkier med sin kritik af den religiøse elite og ved at have fællesskab med dem, der blev betragtet som urene. Konsekvensen var korset. I stedet for at efterstræbe politisk og religiøs magt lod Jesus sig udstøde af samfundet.

Netop på samfundets yderste margener brød Guds rige igennem.

Ved at lade sig korsfæste sammen med forbrydere og oprørere viste Jesus den yderste solidaritet med mennesker. Netop på samfundets yderste margener brød Guds rige igennem. Ved at give afkald på magt sejrede Jesus over denne verdens ”magter og myndigheder”, som det hedder i Det Nye Testamente. I korsets afmagt viser Guds rige sig som modsætning til verdens magter.

Gud har i Jesus gjort vores død til sin, og sin opstandelse til vores

Med en traditionel juridisk metafor er Jesus dommeren, der lader sig idømme sin egen dom i vores sted. Jesus er død for os, men vi er også døde med ham, da han døde på korset.

Vi som mennesker har del i en fælles menneskehed, der står uden for Guds rige.

Snarere end ”arvesynd” kan vi tale om, at vi som mennesker har del i en fælles menneskehed, der står uden for Guds rige. Ofte spørger vi, om en god og kærlig Gud virkelig kan acceptere den uretfærdighed, der findes i verden. Korset viser, at svaret er ’nej!’. Korset er Guds dom, der sætter en grænse for alt, der skiller os fra Guds rige.

Vores død med Jesus på korset er imidlertid ikke det sidste ord om os. Jesus opstod fra de døde. Gud har i Jesus gjort vores død til sin, og sin opstandelse til vores. Jesus’ opstandelse er Guds ’ja’ til os. En anden måde at sige det på er, at vi er nye mennesker på grund af opstandelsen.

Påskemorgen har Gud skabt en ny menneskehed, som har del i Guds rige.

Når teologer diskuterer, hvad vi skal forstå ved opstandelsen, er det, der virkelig betyder noget, hvad vi opstår til. Påskemorgen har Gud skabt en ny menneskehed, som har del i Guds rige. I Guds rige betyder social status, køn og etniske forskelle intet, men kærligheden alt.

Kærlighed er det bærende princip i Guds rige

At tro på evangeliet om Guds rige betyder at identificere sig med den nye virkelighed og håbefuldt søge forsoning blandt mennesker. Kærlighed er grundprincippet i gudsriget, for Gud er kærlighed. Tror vi, at Jesus har forligt mennesker med Gud, har vi et håb, der sætter os fri til at leve med hans kærlighed som rettesnor for vores liv med hinanden.

Kærlighed er grundprincippet i gudsriget, for Gud er kærlighed.

Vi har en tendens til at forstå tro, som noget vi vælger, noget vi selv er herrer over. Men tro kan vi kun, fordi Jesus først er trofast mod sit kald som den, der er kommet for at realisere Guds rige iblandt os. Vores tro opstår, når vi bliver bevidste om, at vi er nye mennesker, som har del i Guds rige. Tro er ikke at begribe, men at blive grebet af Gud – midt i al tvivl og usikkerhed.

Tro giver frihed

At være kristen vil sige at stole på, at evangeliet om Guds rige er sandt, og bekende, at ”Jesus er Herre”. Når vi gør det, sættes vi fri fra at skulle tjene alt det, der ellers binder os. Troen giver frihed. Fordi Jesus har gjort alt, der skulle til for at give os del i gudsriget, er vi fri fra at skulle følge alverdens religiøse regler, love og normer. Det må til enhver tid slås fast overfor alle former for religion, der vil underlægge mennesker religiøse regler og love.

Evangeliet sætter os fri til at tjene Jesus og Guds rige.

Den kristne frihed er mere end bare frihed fra religiøse regler og love. Den er også frihed til at gøre det, som vi på ny er skabt til. Evangeliet sætter os fri til at tjene Jesus og Guds rige. Fordi Jesus har besejret al uretfærdighed, kan vi kæmpe mod uretfærdighed overalt, hvor vi møder den. Fordi Jesus har forligt og forsonet verden med Gud, kan vi arbejde på forligelse og forsoning blandt mennesker.

Kirken har en opgave

Ofte diskuteres det, hvad vi skal med kirken i et post-sekulært, kulturkristent samfund. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at kirken har en opgave. Kirken er ikke først og fremmest ritualforvalter, men dens form og liturgi skal ses i lyset af dens opgave. Kirken er sendt ud af Gud til verden for at fortælle om Guds rige i ord og handling. Guds rige er en skjult virkelighed, men kirken er sat i verden for at vidne om dets fred og forsoning.

En række teologer har aktuelt peget på, at det betyder, at kirken ikke skal gøre sig til dommer over samfundet og kulturen men koncentrere sig om sin særlige opgave. Kirken er til stede i samfundet på kulturens præmisser, men dens budskab handler om en ny virkelighed, der altid er ny og radikalt anderledes end det samfund, vi kender til.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I et samfund med frit slag på alle hylder i det religiøse supermarked kan det være svært at få et entydigt svar på, hvad der egentlig er kristendommens kerne. Er kristendom en kulturel og etisk værdi og tradition eller måske et sæt religiøse praksisser og myter, der skal kaste lys over menneskelivet – eller noget helt tredje?


Teologisk Forum består af Johannes Aakjær Steenbuch, Bent Hylleberg, Bodil Højbak Møller, Christian Bylund og Thai Hon Thin Tuep.

Bestil ‘lille Katekismus’ på info@baptistkirken.dk. Den koster 20 kr. + porto.

I bogen ’lille KATEKISMUS’ forsøger vi at skære igennem de sædvanlige spørgsmål ved at gå til sagens kerne. Ved at anlægge gudsrigets perspektiv på evangeliet kan vi gøre evangeliet relevant – uden at gå på kompromis med klassisk teologisk arvegods.

Kristendom begynder med evangeliet, bogstaveligt ’det gode budskab’. Det kristne evangelium er kort sagt, at ”Guds rige er nær”, som Jesus forkyndte det. Budskabet om Guds rige er godt nyt, fordi det handler om kærlighedens sejr over døden. I Guds rige genoprettes alt, der er brudt og ødelagt. Guds rige indebærer tilgivelse, forsoning, helbredelse, fred og retfærdighed.

Evangeliet er egentlig ganske nemt at forstå.

Evangeliet er egentlig ganske nemt at forstå. Det handler om trøst til dem, der sørger, helbredelse til syge, tilgivelse til dem, der nages af dårlig samvittighed, retfærdighed for ofre for uretfærdighed og nyt liv til dem, der frygter døden.

Guds rige viser sig i korset

Jesus blev henrettet som oprører, fordi hans forkyndelse af Guds rige og af sig selv som Guds Søn bragte ham på kant med samtidens religiøse og politiske magthavere. Jesus vendte bunden i vejret på alle hierarkier med sin kritik af den religiøse elite og ved at have fællesskab med dem, der blev betragtet som urene. Konsekvensen var korset. I stedet for at efterstræbe politisk og religiøs magt lod Jesus sig udstøde af samfundet.

Netop på samfundets yderste margener brød Guds rige igennem.

Ved at lade sig korsfæste sammen med forbrydere og oprørere viste Jesus den yderste solidaritet med mennesker. Netop på samfundets yderste margener brød Guds rige igennem. Ved at give afkald på magt sejrede Jesus over denne verdens ”magter og myndigheder”, som det hedder i Det Nye Testamente. I korsets afmagt viser Guds rige sig som modsætning til verdens magter.

Gud har i Jesus gjort vores død til sin, og sin opstandelse til vores

Med en traditionel juridisk metafor er Jesus dommeren, der lader sig idømme sin egen dom i vores sted. Jesus er død for os, men vi er også døde med ham, da han døde på korset.

Vi som mennesker har del i en fælles menneskehed, der står uden for Guds rige.

Snarere end ”arvesynd” kan vi tale om, at vi som mennesker har del i en fælles menneskehed, der står uden for Guds rige. Ofte spørger vi, om en god og kærlig Gud virkelig kan acceptere den uretfærdighed, der findes i verden. Korset viser, at svaret er ’nej!’. Korset er Guds dom, der sætter en grænse for alt, der skiller os fra Guds rige.

Vores død med Jesus på korset er imidlertid ikke det sidste ord om os. Jesus opstod fra de døde. Gud har i Jesus gjort vores død til sin, og sin opstandelse til vores. Jesus’ opstandelse er Guds ’ja’ til os. En anden måde at sige det på er, at vi er nye mennesker på grund af opstandelsen.

Påskemorgen har Gud skabt en ny menneskehed, som har del i Guds rige.

Når teologer diskuterer, hvad vi skal forstå ved opstandelsen, er det, der virkelig betyder noget, hvad vi opstår til. Påskemorgen har Gud skabt en ny menneskehed, som har del i Guds rige. I Guds rige betyder social status, køn og etniske forskelle intet, men kærligheden alt.

Kærlighed er det bærende princip i Guds rige

At tro på evangeliet om Guds rige betyder at identificere sig med den nye virkelighed og håbefuldt søge forsoning blandt mennesker. Kærlighed er grundprincippet i gudsriget, for Gud er kærlighed. Tror vi, at Jesus har forligt mennesker med Gud, har vi et håb, der sætter os fri til at leve med hans kærlighed som rettesnor for vores liv med hinanden.

Kærlighed er grundprincippet i gudsriget, for Gud er kærlighed.

Vi har en tendens til at forstå tro, som noget vi vælger, noget vi selv er herrer over. Men tro kan vi kun, fordi Jesus først er trofast mod sit kald som den, der er kommet for at realisere Guds rige iblandt os. Vores tro opstår, når vi bliver bevidste om, at vi er nye mennesker, som har del i Guds rige. Tro er ikke at begribe, men at blive grebet af Gud – midt i al tvivl og usikkerhed.

Tro giver frihed

At være kristen vil sige at stole på, at evangeliet om Guds rige er sandt, og bekende, at ”Jesus er Herre”. Når vi gør det, sættes vi fri fra at skulle tjene alt det, der ellers binder os. Troen giver frihed. Fordi Jesus har gjort alt, der skulle til for at give os del i gudsriget, er vi fri fra at skulle følge alverdens religiøse regler, love og normer. Det må til enhver tid slås fast overfor alle former for religion, der vil underlægge mennesker religiøse regler og love.

Evangeliet sætter os fri til at tjene Jesus og Guds rige.

Den kristne frihed er mere end bare frihed fra religiøse regler og love. Den er også frihed til at gøre det, som vi på ny er skabt til. Evangeliet sætter os fri til at tjene Jesus og Guds rige. Fordi Jesus har besejret al uretfærdighed, kan vi kæmpe mod uretfærdighed overalt, hvor vi møder den. Fordi Jesus har forligt og forsonet verden med Gud, kan vi arbejde på forligelse og forsoning blandt mennesker.

Kirken har en opgave

Ofte diskuteres det, hvad vi skal med kirken i et post-sekulært, kulturkristent samfund. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at kirken har en opgave. Kirken er ikke først og fremmest ritualforvalter, men dens form og liturgi skal ses i lyset af dens opgave. Kirken er sendt ud af Gud til verden for at fortælle om Guds rige i ord og handling. Guds rige er en skjult virkelighed, men kirken er sat i verden for at vidne om dets fred og forsoning.

En række teologer har aktuelt peget på, at det betyder, at kirken ikke skal gøre sig til dommer over samfundet og kulturen men koncentrere sig om sin særlige opgave. Kirken er til stede i samfundet på kulturens præmisser, men dens budskab handler om en ny virkelighed, der altid er ny og radikalt anderledes end det samfund, vi kender til.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kristendom-handler-om-guds-rige/feed/ ’Det er dig, som jeg nu kalder! Vil du følge mig?’ https://baptist.dk/det-er-dig-som-jeg-nu-kalder-vil-du-foelge-mig/ Thu, 21 Feb 2019 09:32:53 +0000 https://baptist.dk/?p=5487 Som barn hørte jeg, at Gud kalder. Og mit baptist-dna siger, at Guds kald er personligt. Er det sandt, må jeg vel kunne skildre, hvori Guds kald består? Men det er vanskeligt. Dels er det blevet selvfølgeligt at leve med Guds kald. Dels er det svært at gøre noget stort håndgribeligt. 


Det er vigtigt, om det er Guds stemme, der kalder – eller min vilje, der spiller mig et puds! Jeg lærte tidligt, at der til ’et indre kald’ hører ’et ydre kald’. Dét, jeg hører Gud sige, skal bekræftes af noget, der ikke bor i mig selv, men møder mig på min vej. Jeg véd, Gud kaldte mig til at blive præst. Men det gav ingen mening, hvis der ikke var en menighed, der kaldte mig til et konkret job. Det ydre skal altid bekræfte det indre. 

Kaldets indhold

Dét, jeg kaldes til, kan ikke være hvad som helst, hvis det er Gud, der kalder – heller ikke selv om andre bekræfter mit kald. Dét, jeg kaldes til, skal stemme med Guds vilje. Dét, Gud vil, kender vi fra Evangeliet. Paulus siger: Dét, vi tjener med, skal prøves på det gode; på det, der bringer glæde; og på det, der sigter mod målet, dvs. Guds rige.[1] Det skal m.a.o. værne det skabte, tjene min næste – og være i pagt med dét, Jesus sagde og gjorde.

Gud bruger de medfødte evner

Guds kald må gerne sprænge mine grænser – uden at det sprænger dén, jeg er.

Selv om jeg aldrig vil frakende Gud retten til, at hans kald kan gå på tværs af mine muligheder, vil jeg dog mene, at Paulus ser klart, når han fastslår, at ’vores duelighed er fra Gud’.[2] Gud gør brug af de evner, jeg er skabt med – evner, som han stiller sin gode Ånds kraft bagved. Guds kald går ikke på tværs af de evner, han gav mig i vuggegave. Guds kald må gerne sprænge mine grænser – uden at det sprænger dén, jeg er.

Kaldets indhold

Sådan forstår jeg Gud kald til mig. Hvordan det bliver konkret i dagenes og årenes løb, afgør jeg sådan set ikke. Det er de mennesker, jeg møder, og de opgaver, der følger med, der gør det spændende at stå op til en ny dag – hvad enten det blev studenten, flygtningen eller bøgerne, der kaldte på mig og fyldte min dag.

Læs også “Guds kald – til hvad og hvorfor? – en baggrundsartikel om kald.

[1] Romerbrevet kap. 12, vers 2

[2] 2. Korintherbrev kap. 3, vers 5-6

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Som barn hørte jeg, at Gud kalder. Og mit baptist-dna siger, at Guds kald er personligt. Er det sandt, må jeg vel kunne skildre, hvori Guds kald består? Men det er vanskeligt. Dels er det blevet selvfølgeligt at leve med Guds kald. Dels er det svært at gøre noget stort håndgribeligt. 


Det er vigtigt, om det er Guds stemme, der kalder – eller min vilje, der spiller mig et puds! Jeg lærte tidligt, at der til ’et indre kald’ hører ’et ydre kald’. Dét, jeg hører Gud sige, skal bekræftes af noget, der ikke bor i mig selv, men møder mig på min vej. Jeg véd, Gud kaldte mig til at blive præst. Men det gav ingen mening, hvis der ikke var en menighed, der kaldte mig til et konkret job. Det ydre skal altid bekræfte det indre. 

Kaldets indhold

Dét, jeg kaldes til, kan ikke være hvad som helst, hvis det er Gud, der kalder – heller ikke selv om andre bekræfter mit kald. Dét, jeg kaldes til, skal stemme med Guds vilje. Dét, Gud vil, kender vi fra Evangeliet. Paulus siger: Dét, vi tjener med, skal prøves på det gode; på det, der bringer glæde; og på det, der sigter mod målet, dvs. Guds rige.[1] Det skal m.a.o. værne det skabte, tjene min næste – og være i pagt med dét, Jesus sagde og gjorde.

Gud bruger de medfødte evner

Guds kald må gerne sprænge mine grænser – uden at det sprænger dén, jeg er.

Selv om jeg aldrig vil frakende Gud retten til, at hans kald kan gå på tværs af mine muligheder, vil jeg dog mene, at Paulus ser klart, når han fastslår, at ’vores duelighed er fra Gud’.[2] Gud gør brug af de evner, jeg er skabt med – evner, som han stiller sin gode Ånds kraft bagved. Guds kald går ikke på tværs af de evner, han gav mig i vuggegave. Guds kald må gerne sprænge mine grænser – uden at det sprænger dén, jeg er.

Kaldets indhold

Sådan forstår jeg Gud kald til mig. Hvordan det bliver konkret i dagenes og årenes løb, afgør jeg sådan set ikke. Det er de mennesker, jeg møder, og de opgaver, der følger med, der gør det spændende at stå op til en ny dag – hvad enten det blev studenten, flygtningen eller bøgerne, der kaldte på mig og fyldte min dag.

Læs også “Guds kald – til hvad og hvorfor? – en baggrundsartikel om kald.

[1] Romerbrevet kap. 12, vers 2

[2] 2. Korintherbrev kap. 3, vers 5-6

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/det-er-dig-som-jeg-nu-kalder-vil-du-foelge-mig/feed/