Se og hør Benny læse artiklen op via dette link.

Benny Klarholt
Præst i Silkeborg Baptistkirke

En kendt komiker, Woody Allen, sagde: ”Jeg frygter ikke døden; hvis blot jeg kan være fri for at være der, når det sker.”

I virkeligheden er det svært at udtale sig kompetent om døden, men at fortie virkeligheden – at undgå den svære samtale, hvorved vi forholder os til døden – måske vores egen – fjerner ikke det definitive ved døden som afslutning på livet. Og kristen tro er at forholde sig til sit eget liv og endeligt – og have valgt en vej, et håb.

Frygten for døden

Ordene: ”Hvis jeg blot kan være fri for at være der, når det sker” virker som en form for flugt. Den, der siger sådan, sætter vel i virkeligheden ord på det, der er vilkårene for mange af os.

For mange handler døden om angst. Angst for processen. Angst for eventuelle smerter. Angst for måden jeg skal dø på. Og for rigtigt mange mennesker leves livet som en stor fortrængning af døden. Vi forholder os ikke til den, tager ikke stilling til dens tilstedeværelse i livet. Vi nævner den helst ikke, men omskriver med ord som ”at gå bort”, som om døden var et sted, man vender tilbage fra. For døden betragtes som det ultimative kontroltab.

For mange handler døden om angst.

Derfor bruger vi også ord som ”at give slip”, som om det var i den døendes magt at have indflydelse på, hvornår døden indtræder. Vi bruger mange klicheer, når vi stillet overfor døden i virkeligheden ikke kender andet end vores egen magtesløshed.

Men: ”Jeg er opstandelsen og livet”

En vending, der lød efter min egen fars død, var, at han havde ”mistet sit liv til kræften”. I min verden og forståelse, havde han ikke mistet sit liv til kræften. Han døde af kræft, men ikke til. For skal kristen tro give mening, må vi vende os til Jesus, og finde svaret på spørgsmålet: Hvad sagde Jesus?

Og hans svar giver trøst – og livet mening, hvor han siger: ”Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.[1] ”At dø til” må derfor, hvis tro på Jesus skal give nogen som helst mening, være en død der peger ind på det liv, Jesus peger på, når han siger: ”Jeg er opstandelsen og livet”.

Efter døden genopretter Gud vores forhold til ham

Når jeg skriver om døden, så vover jeg at udtrykke mig om noget, som jeg ikke ved noget om. Og da jeg ikke ved noget om døden, selvom jeg har mødt den i mange afskygninger som præst, må jeg læne mig op ad det, der er min tro.

Og da jeg ikke ved noget om døden … må jeg læne mig op ad det, der er min tro.

Og skal jeg definere min tro nærmere, så kan jeg kun beskrive den som en relation. En relation, der bygger på, at jeg har taget Jesus’ ord ind som virkelige og gældende for mig. Ja, jeg tror på korsets gåde, som en salme siger det. Jeg kan også bruge Jesus’ ord, at kender vi ham – dvs tror jeg på ham, så kender jeg også ham, der har sendt ham, Gud selv.

Min relation er altså en relation til Gud selv. Læs denne tanke ind i det følgende. Vi skal alle dø en dag. Det er derfor vigtigt at arbejde på en erkendelse af, hvilke tanker der er store og måske angstfyldte, når vi skal forholde os til det alene og føler ensomhed.

…”men jeg gør død til liv for dig.”

For ingen kan leve livet for dig, og ingen kan gå gennem døden på dine vegne. Du må dø den selv – om det kan formuleres sådan. Og forberedelsen på din død finder du i livet. Det er, mens du lever, du må tænke tanker om din egen død. Tanker om, at der kommer en dag, hvor du ikke skal være her mere. For mange – for mig – er det svære, at livet en dag går videre uden mig. Mine børn og børnebørn vil fortsætte – verden vil fortsætte – jeg er bare ikke med længere.

For mange – for mig – er det svære, at livet en dag går videre uden mig.

Og døden, som jeg tænker den, er som det dybeste mørke – den dybeste og helt drømmeløse søvn, der fortsætter uden at nærme sig bevidsthed og fornyet opmærksomhed på dagen, som den gryr i forventning om liv og lys. Blot at pege på døden, som et uendeligt mørke, vil efterlade jer – mig – i en form for fortvivlelse, og håbløshed, hvorfra der ikke findes en udgang – en vej. Når livet er ophørt, kommer det næste hjerteslag ikke – den næste vejrtrækning udebliver, og der bliver stille, helt stille. Kroppens funktioner ophører, nedbrydningen af det, som var, begynder.

                      Jeg ser at du er ræd,
                      men jeg kan ikke gå i døden for dig.
                      Du må smage den selv, men jeg gør død til liv for dig.
                      Jeg gør død til liv for dig.
                      Jeg har gjort død til liv for dig.
                                                    Bjørn Eidsvåg 1983. ”Jeg ser at du er træt”.

Det ender godt!

Det er derfor vigtigt for mig, at kirken fokuserer på sin opgave, når den danner ramme om et meningsfyldt farvel til afdøde. Det er ikke den døde, der skal have fokus, men de efterladte. Der er et sjælesørgerisk perspektiv i form af omsorg, trøst, nærvær, forkyndelsen af håb. Der er et evangelisk perspektiv, ”Det ender godt” som, hvis det ikke italesættes ved en bisættelse, i mine øjne er at svigte de sørgende efterladte.

Det er ikke den døde, der skal have fokus, men de efterladte.

Præstens opgave er ikke at bruge sin taletid på at fortælle om afdøde. Livsfortællingen hører til ved kirkekaffen og fortælles bedre af dem, der har mistet. Præstens – kirkens – opgave er at forkynde håb! At det ender godt! At relationen fortsætter, både i form af den kærlighed, der lever videre, og i form af den kærlige relation mellem afdøde og Gud.

Livet i Guds rige begynder med tro på Jesus Kristus

Når Jesus siger: ”Jeg er opstandelsen og livet, den der tror på mig, skal leve om han end dør”[2] peger det ikke på, at du undgår død, men at der bag døden i kraft af Jesus er et liv.

Det evige livs fylde og kraft er allerede til stede i dit liv, her og nu, ved troen på Jesus.

Ikke et liv som vi kender det, og dets virkelighed har vi ingen viden om. Jesus siger i Johannesevangeliet kapitel 5 vers 24, at ”den der hører mit ord, og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”[3] Hermed trækker Jesus den virkelighed, der er troens virkelighed efter døden, ind som et løfte og et håb.

Det evige livs fylde og kraft er allerede til stede i dit liv, her og nu, ved troen på Jesus. Hensigten er at forkynde og skabe et håb om, at der gennem døden venter frelse for enhver, som tror på ham. Det fjerner ikke virkeligheden, at du som konsekvens af døden oplever et tab og en smerte over at have mistet. Håbet er, at der gennem døden findes et liv – ikke som en re-inkarnation, men det troens liv, der er lovet.

                      Ja, jeg tror på korsets gåde,
                      gør det, Frelser af din nåde.
                      Stå mig bi, når fjenden frister!
                      Ræk mig hånd, når øjet brister!
                      Sig: vi går til Paradis!
                                                   N.F.S. Grundtvig 1837
                                                   Efter Arnulf Louvain, før 1250

Læs også

artiklen “Stand by me”, hvor Klaus Høgh-Lefholm fortæller om at miste en søn.

[1] Johannesevangeliet kap. 11, vers 25

[2] Johannesevangeliet kap. 11, vers 25

[3] Johannesevangeliet kap. 5, vers 24

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Klaus Høgh-Lefholm
– gift med Sigrid siden 2004
– far til fire drenge. Mathias, Noah, Daniel og Theo
– lærer på Tølløse Privat- og Efterskole
– kirkesanger i 16 år
– sanger og guitarist både som lærer, kirkesanger, foredragsholder og privat

Mathias var kørt fra sin kammerat hen ad vejen og over jernbanen, hvor han blev ramt af toget. Det liv, som vi kendte og elskede, var forbi.

Vi havde tre drenge, livet var godt, og vi var det, man vel kan kalde lykkelige. Vi havde ikke overvejet at forholde os til døden. Vi skulle forholde os til livet!

Da min hustru og jeg blev viet, sang jeg ’Stand by me’ – ’Vær hos mig’ – til hende, og nu, midt i fortvivlelsen og alt det håbløst uoverskuelige, blev sangen og dens tekst endnu vigtigere end nogensinde før. Det blev vigtigt for os at stå sammen, holde sammen, på os selv, på vores familie og som kvinde og mand at forstå hinanden. Det sidste hjalp vores præst os med, for vi, min hustru og jeg, var meget forskellige i vores måde at håndtere sorgen på.

Vores børn havde deres helt egen unikke måde at håndtere sorgen på; de var, som børn er, ubeskriveligt gode til at bevæge sig ind og ud af sorgen. Vores ene søn kom fx tre dage efter Mathias’ død løbende fuld af glæde, med alle Mathias’ sparepenge i hænderne og råbte: ”Mor, nu, når Mathias er død, må jeg godt få hans sparepenge, ikke?”

”Så snakker I sammen …”

Vi læste bøger om sorg med vores børn, og det gav mange fine, men også – for os – hårde samtaler. En aften var en af vores drenge særligt ked af det og havde grædt længe over savnet. Hans mor var hos ham. De var både stille i sorgen sammen, og de talte også om savnet. Da hans gråd stilnede af, sagde han: ”Det er ligesom, når du og far er kede af det; så græder I, og så snakker I sammen, og så går det alligevel”. Det var for os et tegn på, at vi havde fået givet vores børn vigtige værktøjer til at håndtere sorgen. Vi griber de muligheder, der er, og taler med vores børn om Mathias. Hvordan ville han have set ud, hvor gammel ville han have været nu, hvad ville han have lavet, og alle de andre spørgsmål, som vi alle sammen ønsker, at vi ikke behøvede at spørge os selv og hinanden om.

Det er ligesom, når du og far er kede af det; så græder I, og så snakker I sammen, og så går det alligevel.

Sigrid og Klaus, Mathias’ forældre.

Da vi vovede os ud i virkeligheden på ny, lignede den sig selv; mennesker grinede, blev forelskede, kørte i biler og levede livet, som man jo gør. Jeg selv så verden gennem et slør af sorg, hvor de alle repræsenterede det, vi ville have; det normale, at vi skulle tage os af små problemer, og ikke død og sorg. Men vi havde brug for at tale om sorgen med hinanden og andre. Vi mødtes i sorggruppe, talte med en psykolog og med vores præst.

”En aften om at miste”

Præsten foreslog, at jeg skulle tage ud og fortælle andre om det. Sammen med ham stykkede jeg ’En aften om at miste’ sammen, som for mig blev en helende proces og en mulighed for, at andre kunne spejle sig i mig, og lige som jeg opdage, at de ikke stod alene med oplevelsen og opgaven.

Da vi vovede os ud i virkeligheden på ny, lignede den sig selv.

Halvandet år efter vi havde mistet Mathias, fik vi vores søn, Theo. Vi kunne ikke komme af med vores kærlighed til Mathias mere, den var blevet til ren sorg. Men med Theos komme til verden kunne lidt af den kærlighed, vi ikke kunne komme af med, blive forløst til Theo. I dag ved Theo, at han kom med kærlighed, og det er en god fortælling for ham, for han ved også, at han kom, fordi vi havde mistet Mathias.

På hans fødselsdag

Hvert år på Mathias’ fødselsdag mødes vi til en mindestund ved graven. Her synger vi ”Himmelbuens Herre”, der er blevet vores sang. Vi mødes med dem, der gerne vil mødes med os. Når vi har været sammen ved graven, går vi hjem og spiser sammen. At mødes, synge og spise sammen betyder, at vi alle får en følelse af, at Mathias ikke er glemt. Vi har ikke glemt hinanden. Ingen behøver at være alene med sorgen. På den måde har vi som familie forsøgt at åbne dørene for dem, der gerne vil tage del i vores verden og stå sammen med os og hinanden.

Læs også

“Når sjælen forsvinder” – Lone Møller-Hansens tanker om døden.

Relateret

• 22. dec. 2025 - Julen er hjerternes fest – men også der, hvor de bliver knust
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 09. okt. 2025 - Vælg side – eller?
• 22. maj. 2025 - Fællesskab
• 15. maj. 2025 - Ikke altid let at være forælder 

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Som præst har jeg det privilegium at være med ved dødslejer. Men det var nok, da min svigerfar døde, at jeg tydeligst oplevede, hvad der sker, når sjælen og ånden forsvinder fra et menneske.

Et tomt hylster

Vi havde våget ved min svigerfars seng på sygehuset i nogle dage, da han udåndede. Hans ansigt faldt sammen og forandrede sig ret hurtigt. Det var tydeligt, at hans krop blev et tomt hylster. Livet og personligheden var væk. Livet er ånden. Sjælen er det centrale i et menneskes personlighed. Begge dele var væk med den sidste udånding.

Livet og personligheden var væk.

Mine svigerforældre havde været ledere af et plejehjem i over 20 år. Selvom min svigermor har set mange døde, havde hun et ønske om, at hendes mand skulle stå i åben kiste frem til begravelsen. Der gik dog ikke længe, før hun indså, at det ikke var ham, der lå dér i kisten, og hun bad om, at låget blev lagt på.

Det er ikke den eneste gang, jeg har set det ske. Et dødt menneske mister farve, når blodet holder op med at sende ilt rundt i kroppen. Ansigtet skifter form, kan blive indfaldent. Det er helt naturligt.

Et åbent vindue

Jeg har hørt om sundhedspersonale, der åbner et vindue, når et menneske er lige ved at dø – for at sjælen kan komme væk. Det, mener jeg nu ikke, er nødvendigt. Den opstandne Jesus kunne gå gennem lukkede døre og vinduer.[1] Det tror jeg på, at vores sjæl og ånd også kan.

Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud.

Når jeg er død

Netop fordi jeg har haft de erfaringer også med mine egne nærmeste, er jeg egentlig ligeglad med, hvad der skal ske med min krop, når jeg er død. Om den skal brændes eller formulde er ikke afgørende. Jeg er væk. Jeg stoler på, at sjælen og ånden nok skal finde vej hjem til Gud. Opstandelsen er ikke afhængig af en krop, der under alle omstændigheder forsvinder.

Læs også

“Ventesorg” – Ester Haslund-Gjerrild har skrevet sange til døende og deres familier.

[1] Johannesevangeliet kap. 20, vers 19

Relateret

• 05. jun. 2025 - Kan man slå sig på samtaler?
• 17. apr. 2025 - Påskens smerte
• 28. mar. 2024 - Den stille uge
• 27. jul. 2023 - ”Jeg har gjort død til liv for dig”
• 27. jul. 2023 - Stand by me

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Ester Haslund-Gjerrild, 28 år, sangskriver og bachelor i musikterapi

Ester Haslund-Gjerrild er træt, da jeg snakker med hende. Men jeg kan se, at hun er glad. På ni dage har hun haft 12 koncerter, hvor ni af dem var på plejehjem. ”Men de kom ikke til at handle så meget om døden. Det ville blive for meget. Vi valgte de mere lette sange…”. Til gengæld tog hun hul på konceptet med ni sange skrevet under temaet ’Ventesorg’ ved koncerten i Vor Frelsers Kirke i Aalborg. En koncert, hvor det er forbudt at klappe mellem numrene. Her skal stilheden gøre sit arbejde.

Ideen fik Ester under en praktik på et hospice under studiet til musikterapeut. Hun kom ind til en meget svækket kvinde, der næsten ikke havde kræfter til at tale. ”Det slog mig, at der var så meget, man gerne ville sige, men ikke kunne – både de pårørende og kvinden selv. Jeg fik lyst til at skrive sange om livet og døden, som er til stede på samme tid. Vi har mange sange til tiden efter et tab, men hvad med sorgen over vores dødelighed. Lige dér bliver livet mere intenst i kraft af døden. Åhr, det gad jeg godt skrive om”, fortæller Ester, der er sangskriver og tidligere har udgivet bl.a. en EP med duoen ”Gå i stå”.

Jeg fik lyst til at skrive sange om livet og døden, som er til stede på samme tid.

Klichéer

Men helt overraskende blev det meget, meget svært at skrive de sange. Hun prøvede, men det var bare klichéer. ”Jeg kunne ikke skrive overbevisende, for jeg forstod jo ikke, hvad jeg skrev om. Der gik to år – og i løbet af den tid døde min mormor. Jeg blev mindet om lysten til at skrive de sange.”

Til sin bachelor-opgave på studiet valgte hun at undersøge ventesorg. Hun fandt ud af, at der ikke var meget teori om det. ”Det er jo en ret ny problematik, for vi er blevet så gode til at forlænge livet, og samtidig har vi mistet alle ritualerne omkring døden. Den er blevet steril, pakket ind på hospitalerne. Så vi ved ikke, hvordan vi skal håndtere vores følelser. Som pårørende bliver vi jo mødt af vores egen dødelighed, og det får os til at trække os. Dem, der mister, oplever, at venner og andre, de havde troet ville være der for dem, trækker sig. Vi mangler ord.”

Som pårørende bliver vi jo mødt af vores egen dødelighed, og det får os til at trække os.

Så det skrev hun sin bachelor-opgave om – og opdagede, at hun havde fået en akademisk tilgang til emnet. Hun gav op, og begyndte at skrive sine ’normale’ sange – med pop-opbygningen: En fortælling i verset, et c-stykke og så svaret i omkvædet. Altid en pointe.

Ingen kur

Og så opdagede hun, at der ikke er nogen pointe i forhold til døden. Hun ville ikke kunne sige noget genialt. Der er ingen kur mod ventesorg. ”Så begyndte jeg at tænke på sangene om ventesorg som et fysisk rum, man kan træde ind i. Jeg måtte tage udgangspunkt i mit eget liv og min egen dødelighed for at kunne skrive relevant. Og så blev jeg skræmt. Som helt ung har man et distanceret forhold til døden, men jo ældre man bliver, jo tættere kommer det på. Det har taget meget energi, for det er så intenst. Også at opføre sangene.”

De havde nok forventet sig noget meget dystert, men sangene handler om livet. Det overrasker folk.

Ester Haslund-Gjerrild fortæller, at ved koncerterne i kirkerne er folk meget rørte. De havde nok forventet sig noget meget dystert, men sangene handler om livet. Det overrasker folk. I en time er der plads til at forholde sig til at være et dødeligt menneske. Og at man er sammen om det i kirkens rum. Foreløbig har hun aftale om yderligere to koncerter på den måde. Hun har undervejs haft et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og organisationen Skyggebørn: For børn, der er ved eller har mistet. Hun har også fundet andre samarbejdspartnere – hun skal bl.a. optræde i Tingbæk Kalkminer.

Ventesorg
Ventesorg er den sorg, man kan opleve, mens man venter på at miste en, der er alvorligt syg eller døende. Ventesorg kan også indbefatte sorg over de forandringer, der kan ske hos et menneske, som har en demenssygdom eller anden alvorlig sygdom.

Rumme tabuet

”Jeg vil gerne udforske mellemrummet mellem det terapeutiske og det kunstneriske. Som jeg har det nu, skal jeg ikke arbejde som terapeut. Men det er knaldhamrende hårdt – jeg er fuldstændig brugt emotionelt efter en koncert. Jeg kan mærke tabuet og skal rumme det. Men det er også hårdt, fordi det er mig, der skal skaffe pengene. Lige nu er jeg i gang med at indspille de ni sange, der alle handler om ventesorg. Det er en lang proces og dyrt, men jeg håber at kunne udgive i 2024.”

Er du så færdig med Ventesorg?

”Det er lidt mærkeligt. Jeg har følt det som en længsel at skrive de sange og tænker nu: Var det så det? Sangene er utrolig enkle. Hverdagsfortællinger, der placerer store tanker mellem støvsugning og indkøb. Var det det? Men samtidig er det gået op for mig, at tingene ikke behøver at være så komplicerede. Ikke så dramatiske. Bare små ting.” – Indkapslet i ni enkle sange.

Nyvasket lufttørret sengetøj
Hvis en himmel eksisterer
og det at dø føles ligesom
at lægge sig i nyvasket lufttørret sengetøj
Så føles det ikke så skræmmende
for mig at tænke på
En måde skal jeg jo dø på

Hvis en himmel eksisterer
håber jeg at der findes
kaffe som er ristet lyst
serveret i en porcelænskop
med en hank og med en tynd kant
For jeg elsker kopper med en tynd kant
Og jeg håber at det er lidt sandt
At en himmel eksisterer
At en himmel eksisterer
At en himmel eksisterer

Læs også

“Mødet med døden” – Jens Kvist fortæller om arbejdet på Hospice Vangen i Nørresundby.

Relateret

• 09. sep. 2024 - Fra ”bikere” i Texas til Bethelkirken i Aalborg: Irene Bjerres liv er en lovsang til Gud
• 16. jul. 2024 - Fællesskabet betyder alt på Sommerhøjskolen i Rebild
• 27. jul. 2023 - ”Jeg har gjort død til liv for dig”
• 27. jul. 2023 - Stand by me
• 27. jul. 2023 - Når sjælen forsvinder

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

’Man skal ikke udskyde mødet med de efterladte’, siger Jens Kvist, der er sygeplejerske på Hospice Vangen i Nørresundby, om omsorgen for venner og bekendte, der har mistet én af deres kære. Jens Kvist har i 24 år været ansat på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg, der efter flytning til Nørresundby i 2019 fik nyt navn: Hospice Vangen.

Jens, efter 24 år – tænker du, at noget er anderledes i dag?

De frygter ikke selve døden, men mere vejen derhen.

”Overordnet set, tror jeg ikke, der er den store forskel på, hvordan mennesker forholder sig til at skulle dø – selvom man nok taler mere om døden i dag. De frygter ikke selve døden, men mere vejen derhen: Bliver det smertefuldt? Bliver jeg mere og mere afhængig af hjælp, fordi jeg selv intet kan? Bliver jeg en grøntsag? Det giver anledning til bekymring.”

Hvad møder du af bekymringer og spørgsmål fra de pårørende?

”Når man er døende, aftager lysten til at spise og drikke ofte, og dét kan være svært at forstå for de pårørende. Det giver anledning til bekymring. Selvom de godt er klar over, at døden nærmer sig, ønsker de, at det vel ikke er lige nu – og så siger man, at ’uden mad og drikke …’. – Man skal have noget at spise og drikke for at leve, så det er altså ønsket om at have den døende hos sig lidt  endnu, der her kommer til udtryk. Gennem alle årene har vi talt med de pårørende om det emne. Det kan blive et pres på den døende fra de pårørende.”

Det kan blive et pres på den døende fra de pårørende.

Ser vi på døden og sorgen på samme måde i dag, som for 24 år siden?

”Tidligere beskrev man sorgen, som en tunnel, man skulle igennem, og så var det ovre. Man så noget lys forude, og når man nåede dertil, lå sorgen bag én – så var det fortid. Sådan tænker man ikke længere. I dag taler man om sorgen som et nyt landskab, man bevæger sig igennem. Det er ukendt – fremmed land, som man skal lære at begå sig i. Man har sorgen med sig, og sorgens landskab består både af åbne marker og vidder, hvor der er lyst og rart at være, og af grå og triste områder med frost og kulde, hvor man ikke kan se noget positivt. Det er et ukendt landskab, og man synes, det vil være rart at følges med nogen, som kender det.”

I dag taler man om sorgen som et nyt landskab, man bevæger sig igennem.

Hvad er det bedste, vi kan gøre, når vi ved, at nogen lige har mistet?

”Det er at henvende sig til de efterladte og være sammen med dem – vise dem interesse. Nogle siger: ’Jamen, jeg véd jo ikke, hvad jeg skal sige’. Så sig det! Det må man gerne. Der behøver ikke altid være en masse ord. Man kan spørge, om der er noget, man kan gøre for den efterladte: ’Skal vi gå en tur sammen?’ ´Skal vi gå i biografen sammen?’ – Du kan også tilbyde at gøre noget praktisk for den, der lige har mistet. Bare det at være sammen, at sidde sammen, at lytte og turde være til stede, er vigtigt. Og hvis man spekulerer på noget i forhold til den efterladte – så spørg: ’Jeg har tænkt på, om du sover om natten? Om du er bange? Om du kan finde ud af din økonomi?’ Eller hvad man nu har forstand på at hjælpe med – eller kunne finde nogen, der kan hjælpe med …”.

Man skal ikke være så bange for at spørge, tænker du?

”Nej, så kan du få dét bekræftet eller afkræftet, du tænker på. Man kan også spørge nænsomt og sige: ’Nu kan det godt være, du synes, jeg er påtrængende med mit spørgsmål, men så må du bare sige, at det skal jeg ikke blande mig i’.”

”Man bør altid spørge sig selv: Hvornår skal jeg henvende mig til den efterladte? Det skal man, så snart man bliver opmærksom på, at der er én, der har mistet. Ring, skriv eller besøg vedkommende – jo længere tid, du lader gå, fordi du synes, det her er svært og smertefuldt at komme i nærheden af, jo sværere bliver det. Jo før – jo bedre og nemmere!”

Læs også

“Døden og opstandelsen er lige her”, hvor Raymond Jensen skriver om døden set med teologiske briller.

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Raymond Jensen:

• theol. og tidligere præst i Silkeborg (1987-92), Karmelkirken i Aalborg (1993-2003) og Østhimmerland (2005-21)
• medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020

Når menneskeliv smadres i krigens gru eller når migranter dør i Middelhavets bølger, rammes vi af sorg og medfølelse. Det er ikke neutralt eller ligegyldigt, selv om det er fremmede mennesker, der sætter livet til.

Men døden har også andre ansigter. Jeg har i de seneste år mistet tre af mine allernærmeste familiemedlemmer. De var gamle af år og mætte af dage, og døden var en vemodig, men naturlig hændelse.

Menneskekroppen er natur.

Naturlig, ja. Menneskekroppen er natur. Dømt til at forgå. Kroppen dannes i mors liv, den fødes, den modnes og den dør på et tidspunkt. Det er vilkåret for ethvert menneske.

Valget

Vi har muligheden for at leve livet efter vores umiddelbare drifter, men som kristne kaldes vi til at knytte vores naturlige krop og vores liv til Kristus. Vi er inviteret med i et fællesskab, som ikke har tilfredsstillelsen af vores egne behov i centrum, men medfølelsen og kærligheden.

Jesus var født som menneske. Paulus skriver til menigheden i Rom: ”Som menneske nedstammede Kristus fra Kong David, og ved hjælp af Helligånden og med guddommelig kraft blev det understreget, at han også var Guds søn, da han stod op fra de døde.”[1]

Invitationen

Vi inviteres til at knytte vores liv til Kristus: ”Vi er døde i forhold til det liv, vi før levede i afstand til Gud. Da vi blev døbt til at tilhøre Jesus Kristus, døde vi jo sammen med ham. I dåben blev vi begravet sammen med Kristus, og ligesom Gud lod Kristus stå op fra de døde, er vi også begyndt på et nyt liv. Vi er døde sammen med Kristus, og vi vil stå op af graven sammen med ham.”[2]

Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus.

Hos Paulus ser vi altså, at begreberne død og opstandelse sættes fri af vores biologiske begrænsninger. Vi kan i live være levende døde! Og vi kan i døden fortsat leve, fordi vores liv er knyttet til Jesus Kristus og den kraftanstrengelse, han gjorde for at frisætte os: ”Vores gamle jeg døde sammen med Kristus på korset, for at modstanden mod Gud og den selvoptagethed, der styrede vores krop, ikke skulle have magt over os. Nu behøver vi ikke længere at være slaver af vores selvoptagethed, for når man er død, kan man ikke længere gøre noget ondt. Vi døde altså sammen med Kristus, og derfor tror vi også på, at vi skal leve sammen med ham.”[3]

Den kristne påske

For 2000 år siden gennemlevede Jesus og hans disciple den første kristne påske. Jesus bekræftede fællesskabet med disciplene skærtorsdag; han bar selv korset mod Golgata, hvor han blev slået ihjel. Han befandt sig i dødsriget, og påskedag blev han ved Guds kraft og hellige ånd befriet fra den fysiske død og vandrede på jorden igen som et lyslevende vidne om, at dødens magt er brudt.

Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Vi er kaldede til at drikke af det liv, der strømmer fra den første kristne påske. Og netop derfor kan vi reagere med forfærdelse og medfølelse overfor vores medmenneskers nød. Ingen menneskelig lidelse er os ligegyldig. Døden i alle dens afskygninger vedrører os. Og vores håb kommer fra evangeliet om Jesus Kristus.

Hjertet i vores tro

Paulus skriver: ”Kristus stod op fra de døde og vil aldrig dø igen. Derfor har døden ikke længere magt over ham. Han døde én gang for alle, og det gjorde han på grund af vores selvoptagethed og modstand mod Gud.”[4]

Jesus er den første, som er oprejst fra de døde til evigt liv. Men ikke den sidste. Jesus´ opstandelse er vores opstandelse. Som Jesus opstod som Guds søn, sådan skal vi alle opstå som Guds børn.

Læs også

“Bøn ved bisættelse” – fra Raymond Jensens pen.

[1] Romerbrevet kap. 1, vers 3-4
[2] Romerbrevet kap. 6, vers 2b-5
[3] Romerbrevet kap. 6, vers 6-8
[4] Romerbrevet kap. 6, vers 9-10. Alle citater er fra Bibelen 2020

Relateret

• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Raymond Jensen:

• theol. og tidligere præst i Silkeborg (1987-92), Karmelkirken i Aalborg (1993-2003) og Østhimmerland (2005-21)
• medarbejder på oversættelsen af Det Nye Testamente til Bibelen 2020

Barmhjertige far, kære Gud,
kom til os med din kraft og kærlighed
og det lysende håb fra påskemorgen.

Tak for menneskelivet, du har givet os,
med dets gaver og opgaver,
med glæder og udfordringer.

Livets Gud,
tak for lys i mørke.
Tak for stjernestunder.
Tak for morgenrøden.
Tak for kærlighed midt i sorgen.
Du er os altid nær.

Kom til os med din fred,
så vi trygt lægger os selv og
vores kære i dine gode varme hænder.

Trøstens Gud.
Far til alle. Hjælp os igennem denne dag.

Lad Helligånden vidne i vores hjerter om
din grænseløse kærlighed,
så din fred og dit lys er i os og over os.

Tak Gud, fordi du ved din livgivende Ånd
oprejste Jesus fra graven
påskemorgen.
Tak for kærlighedens fællesskab,
for dåbens glæde,
syndernes forladelse,
for opstandelsens gave og det evige liv.

Amen.

Læs også

“At sidde yderst på bænken” – tanker om liv og død sent i livet.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Arne Jensen blev født den 5. maj 1935. Han er altså 88 år og har oplevet Danmark ændre sig fra landbrugsland til vores moderne samfund: ”Samfundet har gennemgået en rivende udvikling i min levetid. Især IT og TV har ændret vores tilværelse totalt, men også bilen har betydet store forandringer.”

Jeg er den samme, som da jeg var 50 – hvis det ikke var for slidgigt i ryggen, og de smerter, der følger med.

Jeg spørger: Hvad betyder din alder for din oplevelse af livet og verden? – og Arne svarer: ”Grundlæggende betyder min alder ikke så meget. Jeg oplever, at jeg er den samme, som da jeg var 50 – hvis det ikke var for slidgigt i ryggen, og de smerter der følger med. Det begrænser mulighederne og aktiviteterne. Men livet er værd at leve, trods de knæk, som jeg har fået med årene.”

Familiens ældste

Arne Jensen er nu den ældste i både svigerfamilien og sin egen familie. Han siger om det, at han på mange måder føler sig tættere forbundet med familien i dag og prioriterer den højere end tidligere. ”Hvis AaB spillede kamp før i tiden, så var det vigtigere end hvad som helst i familien. Sådan er det ikke længere. I dag vælger jeg familien.”

Hvis AaB spillede kamp før i tiden, så var det vigtigere end hvad som helst i familien.

Forældrene og Arnes bror, Ejler Jensen fra Sindal, er døde for længst. Arne oplevede forældrenes død som en naturlig del af livet. De var gamle og syge, og det var klart, at døden nærmede sig. Det samme gjaldt Arnes bror. ”Vi var ikke tæt forbundne. Han var fem år ældre end jeg og flyttede først til Brovst og siden til Sindal. Vi havde ikke telefon, så kontakten afhang af breve, og mine forældre havde gået i to-klasses landsbyskole, så de var ikke meget skrivende. Både Brovst og Sindal var dengang en dagsrejse borte, og besøgene var sjældne. I dag betyder familien mere for mig, og jeg er stærkere knyttet til Ejlers sønner – den ene af dem er desværre død, men den anden har taget tjansen som havemand for os. Det er hyggeligt og også nødvendigt.”

”Før i tiden var familiefester med taler og sange en plage. ”Jeg kedede mig”, konstaterer Arne. ”Det gør jeg ikke i dag. Jeg nyder at tale med de voksne og tænker ikke på, at de er mindst en generation yngre end mig. Deres alder er uinteressant. Det er deres bidrag til samtalen ikke.” Arne og Inge har lige været til konfirmation i familien. Teenagerne spillede med hinanden på første sal. ”Jeg ville godt have været deroppe og se på”, siger Arne, ”men jeg måtte opgive det pga. trapperne.”

Inge og Arne Jensen i Karmelkirken.

En stærk enhed

Ægteskabet med Inge har været en bestemmende faktor for Arnes liv – og med Inge fulgte også tvillingesøsteren Ruth og hendes mand Niels. De to par var en stærk enhed og havde et nært fællesskab. Inge siger om det kort tid efter Ruths død: ”Jeg skal vænne mig til at sige ’jeg’, for jeg har altid været en del af et ’vi’. ’Vi’: Arne og jeg – eller ’vi’: Ruth og jeg.” Arne og Inge, Ruth og Niels var et stærkt hold, der satte sit præg på spejderkorpset og på menigheden. Altid levende engagerede og parate til at tage ansvaret på sig. Først døde Niels pludseligt i 2012, og i foråret 2023 døde Ruth lige så brat. ”Det var de største tab i mit liv”, konstaterer Arne. ”Deres død forekommer urimelig, for de var stadig levende optaget af tilværelsen og verden – aktive til det sidste. Det har været voldsomt at opleve det begge gange.”

70 år i samme menighed

Arne er døbt den 10. december 1950 i Aalborg-menigheden og har tilhørt Karmelkirken siden menighedens deling i 1952 – altså 70 år i den samme menighed. Kun et enkelt medlem er i dag ældre end Arne.

”Marius Iversen”, fortæller Arne, ”han blev 104 år. Han sagde til mig: ’Du kan godt gøre sjov med mig, men det er ikke sjovt at blive så gammel’.” Jeg nævner, at det må være svært at opleve, at den forudgående generation og også mange af de jævnaldrende er døde. Arne tøver lidt og siger så: ”Man lever med det. Man ser dem ældes, og man kan se, at det går den vej, men de mangler da. Jeg har mange venner, men flere af dem er på kirkegården.”

I mange år var Karmelkirken en stærk og levende menighed med aktive i alle aldre. I dag er gudstjeneste-menigheden en ikke så stor gruppe +70årige – og mange er døde i løbet af de sidste par år. ”Når fællesskabet skrumper, bliver det stærkere”, siger Arne, ”og det kommer til at rumme andre. Mennesker, som jeg ikke tidligere følte noget særligt fællesskab med, er jeg kommet tættere på. De er kommet til at betyde mere for mig, end de gjorde tidligere.”

Først kom Øksedal, så kom hunden, og så var der plads til mig.

At give slip

”Først kom Øksedal, så kom hunden. og så var der plads til mig” – Inge citerer sine egne drillerier fra taler gennem årene. Noget er der om det. Arne var tæt forbundet med Øksedal, som han havde ansvaret for fra 1966-2000. Dermed fulgte også en plads i spejderkorpsets ledelse. Spejderne i Aalborg 2. og Karmelkirkens bygningsudvalg og menighedsråd har også nydt godt af Arnes arbejdskraft og engagement gennem mange år. ”Jeg savner det”, lyder det fra Arne. ”Det gør lidt ondt at måtte slippe det, man har haft ansvar for og plejet – men det hører vel med til alderen.”

Yderst på bænken

Det er et citat. Efter et af årets mange dødsfald i menigheden mødte Arne Jensen mig i kirken med ordene: ”Nu er det mig, der sidder yderst på bænken!” Jeg spørger, hvordan det opleves, og Arne svarer: ”Vi oplever ikke, at vi er blevet gamle, for vi lever stadig med og engagerer os i det, der foregår omkring os. Når vi tænker os om, ved vi det jo godt, selvom det ikke fylder i det daglige – men vi savner Ruth, og har svært ved at vænne os til det tab.”

Læs også

“Bedemanden! Brobygger – eller dødens købmand?

Relateret

• 19. sep. 2023 - Fællesskab, forkyndelse og familie var sommerens nøgleord
• 27. jul. 2023 - ”Jeg har gjort død til liv for dig”
• 27. jul. 2023 - Stand by me
• 27. jul. 2023 - Når sjælen forsvinder
• 27. jul. 2023 - Ventesorg

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Klaus Abildgaard:

• i tretten år ansat i baptist regi, først som spejderkonsulent og siden som præst
• herefter godt ti år med socialt arbejde i bl.a. Frelsens Hær og Blå Kors
• bedemand på fjerde år ved Baggesen Begravelsesforretning i Vendsyssel

For ikke så længe siden hjalp en kollega med en dødsannonce. I dén ønskede de efterladte, at der skulle skrives: ”Døden er som et skib, der sejler bort med én af vores kære. Vi står på stranden og ser det forsvinde, det bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst helt i horisonten, hvor himmel mødes med hav. Vi ser på hinanden og siger: ”Nu er han væk”, men lige så sikkert er det, at der på den anden side står nogen, som siger: ”Se, der kommer han.”

Med det billede for øje kan bedemandens rolle bedst beskrives som den, der bygger en solid bådebro, som de pårørende kan stå på, når skibet skal sendes mod horisonten. Bedemandens opgave er at være facilitator og fagmand, når de nærmeste til afdøde står ved dødsvandets bred.

Bedemand ved et tilfælde!

Jeg blev bedemand, fordi muligheden kom til mig. Uden at vide ret meget om faget fornemmede jeg, at jobbet hvilede på to for mig vigtige kriterier: Det praktiske og det relationelle – hånd og ånd. Det praktiske arbejde med at håndtere døde mennesker, rustvognskørsel, logistik, sagsbehandling, netværk, love osv. var nyt for mig. Jeg blev introduceret til det nye fra dag ét gennem sidemandsoplæring. Erfaringer med at møde mennesker i følelsesmættede situationer bar jeg med mig fra tidligere.

Jobbet hvilede på to for mig vigtige kriterier: Det praktiske og det relationelle – hånd og ånd.

Karriere eller kald?

Enhver, der har et kørekort og adgang til et praktisk indrettet køretøj, kan i princippet kalde sig bedemand. Det er en ubeskyttet titel uden krav til uddannelse eller kvalifikationer. Det er et paradoks, når man skal ernære sig ved at sælge en vare, der ikke kan byttes. Gennem hele livet betjener et kompetent, faguddannet og skattebetalt sundhedsvæsen os i bestræbelsen på at udsætte døden, men når døden indtræder fx på sygehuset, efterlades de pårørende med en folder i hånden, hvor der står, at en bedemand må kontaktes – men nu altså på markedsvilkår.

Har døden i det moderne nyttesamfund fået en plads i skammekrogen? Det er i det perspektiv finurligt også at reflektere over, at når man skal have et barn, så udløser det et års betalt frihed fra arbejdspladsen. Men når man mister én af sine nærmeste, så har man ret til at få fri til at gå til begravelsen – uden løn!

Hvad kan en god bedemand hjælpe med?

Den gode bedemands vigtigste arbejdsredskab er situationsfornemmelse.

Bortset fra kremering kan man som pårørende ordne alt praktisk: Anmeldelse af dødsfaldet, dødsannonce, kiste, urne, blomster, askespredning over havet, bage boller til mindesamvær, søge om begravelseshjælp m.m. Man henvender sig til en bedemand for at få hjælp af en fagperson til noget, de fleste ikke har den store erfaring med eller mentalt overskud til. Den gode bedemands vigtigste arbejdsredskab er situationsfornemmelse. Hvor og hvornår skal jeg træde frem og være den, de pårørende læner sig op ad, og hvornår træder jeg et skridt tilbage og lader tiden stå stille?

’Min sidste vilje’ – en gave til mine efterlevende

Jeg har mødt og hørt om læger, kunstnere, præster, bedemænd og andre, som i bedste mening vil hjælpe med at ’afmystificere døden’. ’God arbejdslyst’, tænker jeg bare. I mødet med pårørende, som netop har mistet, erfarer jeg dog ofte en forskel i samtalens udtryk, nærvær og fred, når den afdødes efterladte medbringer en fortælling om et menneske, der har haft mod til i livet at tænke over sin egen død.

Når den lille folder – i papirformat eller digitalt[1] – i forvejen er udfyldt af afdøde, oplever jeg det som en gave til familien, når de ventet eller uventet skal forholde sig til den realitet, at med sorgen og savnet følger også noget praktisk. Som fagfolk, der møder mennesker på dødslejet, og som medmennesker på vej derhen, kan vi hjælpe os selv og hinanden ved at tænke tanker og dele ord om mødet med den død, vi intet ved om.

Døden som proces eller tilstand – for mange er det et tabu!

’Landsforeningen Liv&Død’[2] foretog sidste år en omfattende undersøgelse, hvor det blev tydeligt, at for mange mennesker er døden et tabu. De tre vigtigste grunde til denne tabuisering viste sig at være:

• døden er svær at tale om
• døden er ubehagelig at beskæftige sig med
• man er bange for at dø

Som præst blev jeg nu og da inviteret til at tage del i døden som en proces, hvor emner som ’Hvor kommer man fra?’ og ’Hvor skal man hen?’ blev vendt. Spørgsmål man aldrig bliver færdig med. Som bedemand møder jeg døden som en tilstand, som jeg skal hjælpe de efterlevende med at håndtere.

Som bedemand møder jeg døden som en tilstand, som jeg skal hjælpe de efterlevende med at håndtere.

Nogle gange møder jeg dyb sorg eller hård facade, nogle gange chok eller vrede og andre gange lettelse og taknemlighed. Midt i det bliver min opgave at lytte til behov og ønsker og at hjælpe med at afdække muligheder og begrænsninger. Denne faglige afgrænsning, hvor konturerne omkring det at være privat, personlig og professionel er mere tydelige, end da jeg var præst og socialarbejder, har været velgørende for mig.

Læs også

”Jeg har gjort død til liv for dig” – om døden og vores relation til Gud.

[1] Se http://www.minsidstevilje.nu

[2] Se http://www.livogdoed.dk

Relateret

• 27. jul. 2023 - ”Jeg har gjort død til liv for dig”
• 27. jul. 2023 - Stand by me
• 27. jul. 2023 - Når sjælen forsvinder
• 27. jul. 2023 - Ventesorg
• 27. jul. 2023 - Mødet med døden

Find flere