Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:
Åbn lyd i nyt vindue’Man skal ikke udskyde mødet med de efterladte’, siger Jens Kvist, der er sygeplejerske på Hospice Vangen i Nørresundby, om omsorgen for venner og bekendte, der har mistet én af deres kære. Jens Kvist har i 24 år været ansat på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg, der efter flytning til Nørresundby i 2019 fik nyt navn: Hospice Vangen.
Jens, efter 24 år – tænker du, at noget er anderledes i dag?
De frygter ikke selve døden, men mere vejen derhen.
”Overordnet set, tror jeg ikke, der er den store forskel på, hvordan mennesker forholder sig til at skulle dø – selvom man nok taler mere om døden i dag. De frygter ikke selve døden, men mere vejen derhen: Bliver det smertefuldt? Bliver jeg mere og mere afhængig af hjælp, fordi jeg selv intet kan? Bliver jeg en grøntsag? Det giver anledning til bekymring.”
Hvad møder du af bekymringer og spørgsmål fra de pårørende?
”Når man er døende, aftager lysten til at spise og drikke ofte, og dét kan være svært at forstå for de pårørende. Det giver anledning til bekymring. Selvom de godt er klar over, at døden nærmer sig, ønsker de, at det vel ikke er lige nu – og så siger man, at ’uden mad og drikke …’. – Man skal have noget at spise og drikke for at leve, så det er altså ønsket om at have den døende hos sig lidt endnu, der her kommer til udtryk. Gennem alle årene har vi talt med de pårørende om det emne. Det kan blive et pres på den døende fra de pårørende.”
Det kan blive et pres på den døende fra de pårørende.
Ser vi på døden og sorgen på samme måde i dag, som for 24 år siden?
”Tidligere beskrev man sorgen, som en tunnel, man skulle igennem, og så var det ovre. Man så noget lys forude, og når man nåede dertil, lå sorgen bag én – så var det fortid. Sådan tænker man ikke længere. I dag taler man om sorgen som et nyt landskab, man bevæger sig igennem. Det er ukendt – fremmed land, som man skal lære at begå sig i. Man har sorgen med sig, og sorgens landskab består både af åbne marker og vidder, hvor der er lyst og rart at være, og af grå og triste områder med frost og kulde, hvor man ikke kan se noget positivt. Det er et ukendt landskab, og man synes, det vil være rart at følges med nogen, som kender det.”
I dag taler man om sorgen som et nyt landskab, man bevæger sig igennem.
Hvad er det bedste, vi kan gøre, når vi ved, at nogen lige har mistet?
”Det er at henvende sig til de efterladte og være sammen med dem – vise dem interesse. Nogle siger: ’Jamen, jeg véd jo ikke, hvad jeg skal sige’. Så sig det! Det må man gerne. Der behøver ikke altid være en masse ord. Man kan spørge, om der er noget, man kan gøre for den efterladte: ’Skal vi gå en tur sammen?’ ´Skal vi gå i biografen sammen?’ – Du kan også tilbyde at gøre noget praktisk for den, der lige har mistet. Bare det at være sammen, at sidde sammen, at lytte og turde være til stede, er vigtigt. Og hvis man spekulerer på noget i forhold til den efterladte – så spørg: ’Jeg har tænkt på, om du sover om natten? Om du er bange? Om du kan finde ud af din økonomi?’ Eller hvad man nu har forstand på at hjælpe med – eller kunne finde nogen, der kan hjælpe med …”.
Man skal ikke være så bange for at spørge, tænker du?
”Nej, så kan du få dét bekræftet eller afkræftet, du tænker på. Man kan også spørge nænsomt og sige: ’Nu kan det godt være, du synes, jeg er påtrængende med mit spørgsmål, men så må du bare sige, at det skal jeg ikke blande mig i’.”
”Man bør altid spørge sig selv: Hvornår skal jeg henvende mig til den efterladte? Det skal man, så snart man bliver opmærksom på, at der er én, der har mistet. Ring, skriv eller besøg vedkommende – jo længere tid, du lader gå, fordi du synes, det her er svært og smertefuldt at komme i nærheden af, jo sværere bliver det. Jo før – jo bedre og nemmere!”
Giv din mening til kende