Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Relationer er vigtige på mange områder. Det gælder for os alle fra familien og arbejdet til Livets Gud. Men det gælder også lokale menigheder og kirkesamfund. Derfor sætter baptist.dk fokus på de internationale relationer, vi vinder på at være en del af som kirkesamfund. Det koster penge, men de kommer mange gange igen som inspiration til missionsarbejdet.

Her følger omtale af vores vigtigste fem relationer, anført i kronologisk rækkefølge. To af dem er fællesskaber af baptister, de tre andre er i dag brede økumeniske fællesskaber. Vi var med fra begyndelsen ved stiftelsen af dem alle.

1846: Evangelisk Alliance, EA

Stiftet i London, hvor Julius Købner præsenterede os. Lokale fællesskaber af kristne samles for at bede – primært i EA’s bedeuge i januar måned.[1]

Læs artiklen “Europæisk netværk giver inspiration til arbejdet blandt flygtninge”.

1905: Baptisternes Verdensalliance, BWA

Stiftet i London, hvor P. Olsen repræsenterede os. Én af verdens ældste kirkefamilier. Relationer opbygges for at arbejde med fred og retfærdighed, religionsfrihed, nødhjælp og evangelisation.[2]

Læs artiklerne “Støtte til flygtninge fra Myanmar“, “Kirken i Afrika vokser eksplosivt” og “Ufrivilligt sendt ud i verden“.

1948: Kirkernes Verdensråd, WCC

Stiftet i Amsterdam ti år senere end planlagt pga. krigen. Johs. Nørgaard og Fr. Bredahl Petersen repræsenterede os. Arbejdet er alsidigt. Rådet er forum for refleksion, bøn, samtale og handling.[3]

Læs artiklen “Kirkernes Verdensråd“.

1948: Europæisk baptistsamarbejde, EBF

Stiftet i Rüschlikon, Schweiz, som et fællesråd for at genrejse baptisternes missionsarbejde og en fælles teologisk uddannelse efter 2. verdenskrig. Fr. Bredahl Petersen var én af arkitekterne.[4]

Læs artiklen “Håb midt i tårer – indtryk fra Ukraine“.

1959: Den europæiske Kirkekonference, KEK

Stiftet på Nyborg Strand for at bygge bro over jerntæppet i Europa, hvor Johs. Nørgaard repræsenterede os. Arbejder bl.a. med at sikre rettigheder for mindretalskirker, der lever uden frihed og sikkerhed.[5]

Læs artiklen “En europæisk vagthund og ven“.

Vi siger, at ’Intet menneske er en ø’. Det samme gælder kristne kirker, hvor vi bør stå sammen om at opfylde Jesus’ bøn om, at ”de alle må være ét … for at verden skal tro”.[6]

[1] http://www.evangeliskalliance.dk/

[2] https://baptistworld.org/

[3] https://www.interchurch.dk/nationalt-og-globalt/kirkernes-verdensraad

[4] https://www.ebf.org/

[5] https://ceceurope.org/

[6] Johannes Evangeliet, kap 17, vers 21.

Relateret

• 28. jul. 2025 - Lone er med i BWAs forretningsudvalg
• 26. jul. 2025 - En visionær plan for verdensmission
• 21. jul. 2025 - ”Husk at høre den almindelige baptist”
• 07. mar. 2025 - Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner
• 06. mar. 2024 - Når baptister gør en forskel

Find flere

Den 15. til 20. juni mødtes repræsentanter fra kirkesamfund i hele Europa i Tallinn i Estland for at deltage i Den Europæiske Kirkekonferences generalforsamling. Forsamlingen afholdes hvert fjerde år og har stor betydning for udviklingen og arbejdet i en vigtig, men måske også ret overset organisation, der forsøger at varetage kirkernes interesser i et Europa, der på mange måder har brug for kirkernes stemme i en ellers meget sekulariseret tid. Vi mødtes under overskriften ”Under Gods blessing – Shaping the future.”

En forsamling med et budskab

Jørgen Skov Sørensen, Generalsekretær i Den Euroæiske Kirkekonference (Foto: Albin Hillert / CEC)

Det var præmissen, forsamlingen indledtes med og tog livtag med gennem de fem dage, vi tilbragte sammen i Tallinn. Som en nærmest morbid symbolik faldt forsamlingens åbning sammen med det nylige skibsforlis i Grækenland, hvor mange migranter omkom. Det blev markeret med stilhed og bøn under åbningen og taget som en påmindelse om, at kirkernes stemme i Europa ikke må dæmpes, når menneskelige tragedier finder sted; det er vores ansvar at råbe op, når systemers kulde og kyniske politiske bevægelser skaber grundlaget for sådanne tragedier.

Enig fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine

Det gør sig gældende, når det gælder migrationspolitik og i alle andre sammenhænge, hvor mennesker søger at velsigne sig selv, frem for at søge Guds velsignelse. Derfor står forsamlingen enstemmigt bag en fordømmelse af Ruslands brutale invasion af Ukraine. Europas kirker står samlet side om side med voldens ofre i denne krig i anerkendelsen af den uretfærdighed, de er udsat for og kalder på fortsat bøn for fred og retfærdighed og praktisk støtte til Ukraine. Vi mindes om, at forsoning ikke kan finde sted, så længe uretfærdigheden fortsætter. Det vækker bekymring, at nogle kirker, særligt den russisk-ortodokse kirke, støtter og fremmer denne afskyelige konflikt, og derved formørker det kristne vidnesbyrd i Europa.

Vi må ikke glemme de andre konflikter

Selv om Ruslands invasion af Ukraine fylder meget i vores bevidsthed, må vi ikke glemme de andre konflikter, der skaber undertrykkelse og lidelse i Europa. Den azerbaijanske blokade af den armenske eksklave Nagorno-Karabakh afskærer stadig befolkningen dér fra omverdenen og vigtige livsnødvendigheder. Den fortsatte tyrkiske besættelse af det nordlige Cypern forhindrer de græske cyprioters forbindelse til deres kulturelle hjemland samtidig med, at den tyrkiske regering tilskynder yderligere tilflytning til øen, for at underbygge deres krav.

Vi kan ikke vandre alene

Som kristne er det vigtigt, at vi tager Guds kald alvorligt. Vi skal være håbets budbringere i et samfund, der i stigende grad gemmer sig bag grænser og søger adskillelse gennem snævert definerede identiteter, nationale såvel som politiske. Vi har ikke den luksus at kunne vandre for os selv, men må finde sammen, så vi, selv om vi har mange forskellige synspunkter, kan vise en alternativ vej. Derved kan vi, som Jesus, være fantasifulde og modige, vise selvtillid frem for arrogance, være lyttende og ikke bare talende, tillidsfulde, ikke angste og håbefulde frem for bare at være optimistiske.

Søg Guds velsignelse

Deltagerne tænder lys under morgenbønnen (Foto: Albin Hillert / CEC)

Forsamlingens budskab til Europa og mandat til den nyvalgte ledelse er, at vi skal søge Guds velsignelse og dermed være med til at forme den fremtid, vi alle skal leve i. Det gør vi ved at være til stede i den verden, vi søger velsignelsen for, ja, ud fra min egen forståelse af netop det: Ved at søge, selv at være Guds velsignelse i verden.

Perspektiver fra talere

Ud over forretningsordenen fortalte fire hovedtalere om deres syn på kirkens rolle i samfundet. Fra det politiske, ved den belarussiske menneskeretsfortaler og oppositionsfigur Sviatlana Tsikhanouskaya, og det socialvidenskabelige, ved sociologen Hartmut Rosa, hvor vi hørte om kirkernes tilstedeværelse og indblanding på godt og ondt. Til det teologiske, ved den tidligere ærkebiskop i Canterbury, Rowan Williams, og det økumeniske, ved den Ortodokse Kirkes overhoved, patriark Bartholomæus. Her hørte vi nogle mere idealistiske og opbyggende, men også praktiske, tanker om, hvordan kirkerne teologisk og med kærlighed til hinanden som Kristi legeme på jord, kan hanke op i os selv. Hvordan vi kan bruge vores omfattende tilstedeværelse og store menneskelige og økonomiske ressourcer til at handle, med Rowan Williams’ ord, teologisk i verden.

Økumeni er fællesskab om Kristus, ikke om kirkesamfund

Sådan en konference og generalforsamling er ikke kun en anledning til at fortælle en organisation, hvad den skal bruge de kommende år på at kæmpe for, eller til at fortælle Europa, hvad vi som kirker, mener er den rette tilgang til samfund og politik. Det er også et sted vi selv formes.

Aftenbøn (Foto: Ulf Tjärnstrøm / CEC)

Jesus siger, at hvor to eller tre er forsamlet, vil han være midt iblandt os. Hvad så, når det er hundreder, der er forsamlet? Hvad så, når vi er forsamlet på tværs af traditioner, konfessioner, nationaliteter og liturgier? Hvad så, når vi i den sparsomme fritid sådan et møde giver os, taler sammen i mindre grupper bestående af uformelle baptister, hierarkiske ortodokse, gejstlige i uniformer af forskellig slags, fra Frelsens Hærs militærinspirerede uniformer til de lange sorte kjoler hos de ortodokse eller de udbredte skjorter med den lille hvide firkant i kraven og lægfolk i en, måske, mere fornuftig mundering? Er Kristus ikke til stede her?

Kristus heler sit brudte legeme gennem økumenisk fællesskab

Jeg tror, han er lige så stærkt til stede der, som når vi mødes i vores mere ensartede fællesskaber. Jeg er overbevist om, at den dannelse, som vi også udsættes for i mødet med Kristus, er så meget stærkere, når vi ser ud over os selv i mødet med det anderledes. Her værner vi ikke kun om vores ret til at tilbede på vores egen måde, men lærer at tage del i en fælles tilbedelse og at forstå, at Guds rige er ét, men også så meget større, end vores lokale samfund kan vise os. Vi mødes ganske vist i anerkendelse af tidligere tiders splittelse, men med det mål, at tale med én stemme. Hvis kirken er Kristi legeme, så er det, der sker i praksis i vores økumeniske organisationer, at han heler sit brudte legeme, så han kan hele en brudt verden.

Kun som enig kirke kan vi danne fremtiden

Den Europæiske Kirkekonferences formål er at være det sted, de europæiske kirker kan tale med én stemme. Det er vigtigt for, at vi kan tages seriøst som aktør i samfundet og for, at vi fortjener at blive taget seriøst. Det er en organisation, der gennem sit virke giver os håb om, at det kan lade sig gøre i Europa. Det kan være en langsom proces, men den er vigtig for os som kristne i Europa og hvis vi rent faktisk tror på det vi taler om, er den også vigtig for samfundet omkring os. Vi lever under Guds velsignelse og derigennem er vi med til at danne fremtiden. Det kan vi ikke gøre som en splittet kirke.

Relateret

• 29. jan. 2026 - Den kæmpestore pære
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 26. jun. 2025 - Er krig svaret?
• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning

Find flere